»Turn away, run away, turn away, run away.«
Siden midt-80’erne har Jimmy Somervilles mantra om flugten fra lillebyens mareridt været soundtrack til nogle homoseksuelles vandringer mod det forjættede land i storbyen.
Sangen hedder »Smalltown Boy« og kører som underlægningsmusik i vores baghoveder, når vi ud på aftenen igen når til beretningerne om, hvordan fremmedgørelsen i Kerteminde, Bad Triburg eller Beveren sidenhen skulle blive til sejrsgang igennem København, Berlin eller Bruxelles.
En god ven, der ved en hel del akademisk om den slags, har fortalt mig, at mekanismen sociologisk hedder push and pull. Altså noget med, at homoer på en og samme tid udstødes fra deres provinsielle udgangspunkt og tiltrækkes af storbyens lys, lir og ligesindede.
Enola Gay og Dame Preben
Home is the place you left, kaldte den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset sidste år en udstilling i Trondheim. De spurgte mig, om jeg havde lyst til at bidrage med en tekst til kataloget. »Det måtte gerne være noget homo.« Men min geoetniske oprindelse i Herning kunne jeg ikke rigtig finde ud af at tage udgangspunkt i. Det ville allerhøjst kunne blive til nogle væverier om fravær og heteroseksualiserede teenagetanker. Der var ikke meget homo over den. Altså bortset fra Dame Preben, der dinglede rundt i Vestergade i en nusset, hvid cottoncoat med en rød skuldertaske eller min OMD-single Enola Gay, som jeg først langt senere indså handlede om flyveren, der kastede bomben over Hiroshima. Og så selvfølgelig de par numre af COCK, som jeg fumlende fik erhvervet mig i Bogcentralen sammen med en hel del Ugens Rapport, der også skulle tjene som alibi over for ekspedienten.
Da jeg gik og tænkte over katalogteksten, fandt jeg i en kasse gamle vinylplader foran en marskandiser i Istedgade Tom Robinsons Don’t Take No For An Answer fra 1978. Den med nummeret »Glad to Be Gay«, der blev den britiske homokamps hymne, indtil Margaret Thatcher slog noget så eftertrykkeligt igen. På coveret sad der et prismærke fra Dragsbæk i Bredgade i Herning. Der hvor jeg et par år senere skulle købe mine Duran Duran- og Haircut 100-singler. Over prismærket stod der ALLAN med speedmarker i en meget sirlig skrift.
En der fulgte dig
I den britiske komedieserie Litte Britain er en af de sjoveste sketches »The only gay in the village« – den om hyper-bøssen i en walisisk landsby, der konsekvent overser, at det lille samfund tydeligvis er befolket med andre homoseksuelle og ekstremt tolerante heteroer. At denne ALLAN mere eller mindre samtidigt med mig købte out & proud bøsseplader på gågaden gør nu ingen San Francisco ud af hedens hovedstad. Eller mig til nogen Daffyd Thomas for den sags skyld. Heller ikke i dag ville jeg turde at flashe hans gay garderobe i pangfarvet plastic og kropsnært polyester købt pr. efterkrav direkte fra Old Compton Street. Men alligevel gjorde fundet af ALLAN’s gamle plade, at min provinsielle pose blev lettere rystet.
En total omskrivning af min fortid til en opbyggelig fortælling om provinslivets homoseksuelle lethed blev det dog ikke til. Alene min daværende livsførelse med damer ville ikke gøre den helt troværdig. Men det, at nogen havde været i stand til at have haft en eller anden form homobevidsthed i den tid og på det sted betød faktisk noget nu årtier senere. Du var ikke alene, der var en, der fulgte dig. Uden at kende andet til ALLAN end hans musiksmag og håndskrift var den tanke nu alligevel rar.
Også i mit tilfælde er home the place you left. Men jeg gjorde det som temmelig heteroseksuel. Der var noget mere pull end push i min bevægelse, da jeg som 18-årig stod og ventede på et sydgående tog på perronen i Herning med det, der skulle blive et års tid i Nice forude. Det var først her, det med de andre unge mænd sådan rigtigt begyndte at tage overhånd. Endda så meget, at jeg sørme også fik et ord for det – homo. Det kunne jeg kke have mødt derhjemme. Troede jeg næsten. Ind til jeg stødte på ALLAN i Istedgade et par dusin postadresser og fem større europæiske hjembyer senere.
paradoks@information.dk
