Læsetid: 3 min.

I medierne er kunst receptioner og pressemeddelelser

Mediernes dækning af kunstudstillinger gør ikke læserne klogere på kunsten. Det viser en ny undersøgelse. De fleste artikler er foromtaler baseret på pressemeddelelser, og når journalisterne endelig bevæger sig ud på museerne, fokuseres der ofte på alt andet end selve kunsten
Der er for meget pindemad og for lidt substans i den danske kunstkritik. Dækningen af
kunst udstillingerne er næsten udelukkende baseret på pressemeddelelser og fokuserer på alt
andet end selve kunsten. Og den smule kritik, der trods alt findes, er for dårlig, lyder det fra flere
sider
16. september 2009

Vil du som læser blive klogere på kunsten og dens perspektiver, skal du ikke gøre dig håb om at få hjælp fra de danske medier. Det viser en ny undersøgelse fra Infopaq foretaget for Odense Internationale Musikteater i forbindelse med opsætningen af en ny teaterforestilling. Langt størstedelen af artiklerne om kunstudstillinger er ubearbejdede foromtaler baseret på udstillingernes egne pressemeddelelser, og når journalisterne endelig bevæger sig ud på museerne, skriver de for det meste artikler, der handler om publikum, maden eller bare neutrale værkbeskrivelser.

Undersøgelsen bygger på optællinger af artikler i landsdækkende, regionale og lokale aviser fra fire af de største udstillinger i 2009. Det drejer sig om Erik A. Frandsen på ARoS, Superflex og Simon Starling på Kunsthallen Brandts, Reality Check på Statens Museum for Kunst samt Max Ernst på Louisiana.

Undersøgelsen viser, at 76 procent af dækningen er rene 'det sker' noter og artikler, mens kun 6 procent »tager udgangspunkt i kunstværkerne, perspektiverer dem, sætter dem i dialog med læserne eller giver en personlig holdning til, hvordan de kan tolkes«. Og det er en skam, mener Nicolai Wallner fra Galleri Nicolai Wallner, som savner artikler, der kan udfordre kuratorer og kunstinteresserede:

»Der er en tendens til, at man bringer de rene afskrivninger af pressemeddelelser. Det er uinteressant for alle, selv os der skriver dem,« siger han. Det synspunkt deler Henriette Bretton-Meyer, kunstnerisk leder ved Overgaden - institut for samtidskunst i København.

»Kunstkritikken har hele tiden det samme format i de brede medier. Det gør, at kunstomtalen bliver så forudsigelig og ofte bare er en gennemgang af, hvad der er på udstillingen,« siger hun.

Kronprins og pindemad

Den journalistik, der dominerer i dækningen af kunstudstillingerne, er ifølge undersøgelsen oftest neutral og refererende. Det resulterer i mange overordnede beskrivelser uden et fortolkende mellemlag - som i denne anmeldelse af Erik A. Frandsen på ARoS i Politiken:

»I det hele taget er præsentationen af Frandsens værker fantastisk. Overalt er værkerne placeret således, at de ikke bare præsenterer sig selv, men også museets arkitektur, fra den allerbedste side«.

Tendensen viser sig også i fokus på alt det, der omgiver udstillingen, i stedet for selve den kunst der udstilles. Oftest er det royale besøg, maden der serveres, portrætter af kunstnerne eller de frivillige, der hjælper på udstillingen, som løber med omtalen.

»Da formaliteterne var på plads, gik turen rundt i den 2000 kvm store udstilling med kronprinsen og de fineste gæster i spidsen. Kronprinsen viste stor interesse og spurgte begejstret ind til værkerne,« skriver Århus Stiftstidende i en reportage fra udstillingen på ARoS. Og i en lignende artikel i Viborg Stifts Folkeblad:

»Kronprins Frederiks øjne får en særlig glans, når han ser værker af Erik A. Frandsen«.

Personlige vurderinger

I kunstverdenen ærgrer man sig over mediernes stedmoderlige behandling. Dækningen gør ikke læserne klogere på selve kunsten, lyder det fra både gallerister og museumsfolk, der efterspørger et større mod til at behandle kunsten subjektivt.

»Det er vigtigt, at journalisten eller anmelderen selv kommer på banen. Det kunne være så fint, hvis folk der skriver om kunst, ville forholde sig personligt til nogle større perspektiver. Det er hverken pinligt eller forkert at skrive, hvad man mener,« siger Henriette Bretton-Meyer. Gallerist Nicolai Wallner er enig i, at anmelderne skal give personlige vurderinger, men advarer samtidigt mod, at subjektivitet kan blive usagligt.

»Der må findes en middelvej mellem de perfide smagsdomme og rene afskrivninger af pressemeddelelser. Jeg synes ikke, at manglen på artikler, der forholder sig til kunsten, legitimerer pseudokritiske artikler,« siger han og henviser blandt andet til Informations anmelder Michael Jeppesen.

»Lad os få causerierne ud af kunstanmeldelserne og lad os få lavet nogle anmeldelser med en substantiel bund, så man bliver klogere og ikke dummere af at læse dem«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, kunst er noget ret kedeligt ensformigt noget. Det løber i en lind strøm fra en række triste sure gamle levebrødskunstere, som ikke evner at formidle noget fornuftigt til andre end de andre statslønnede venner.

Det er selvfølgeligt alt sammen mediers og journalisternes skyld, som alt det andet der er også er deres skyld.

Søren Steensen

Kan ikke være mere enig i dette udsagn fra Nicolai Wallner:

»Der må findes en middelvej mellem de perfide smagsdomme og rene afskrivninger af pressemeddelelser. Jeg synes ikke, at manglen på artikler, der forholder sig til kunsten, legitimerer pseudokritiske artikler,« siger han og henviser blandt andet til Informations anmelder Michael Jeppesen.