Læsetid: 5 min.

Minnesota-Bent i Smilets by

En pause på en rejse gennem landet, hvor 0,4 liter fadøl bliver til en halv liter og skribenten bliver kvindelig prosaist - og ytrer sig livsklogt
12. september 2009

I gamle dage kaldte vi den Smilets by, jeg ved ikke, om de stadig bruger det slogan, men jeg tror det ikke. Smilets by, hi! sagde vi oppe i Aalborg, let nedladende. For os var det eneste rigtige alternativ selvfølgelig København. Det er Aarhus, vi taler om. Nu om dage kan jeg vældig godt lide den, jeg kalder den bare Peter Laugesen City eller Svend Åge Madsen City. Men lad nu det ligge. Jeg havnede i byen ved middagstid på festugens sidste dag, i søndags. Jeg havde været i Nordjylland, og da toget nærmede sig Aarhus besluttede jeg mig for at stå af for at få noget frokost. Jeg havde fået nok af DSB's forsinkelser, deres rullende kioskvogn med uspiselig mad og i det hele taget Firmaets hele elendighed. Jeg vil have mad, besluttede jeg. Aarhus Ho'ebanegård er blevet lidt mærkelig - hvis man kommer til at gå ud i den forkerte retning, og den slags er jeg god til, ender man i et varehus af en slags. På den måde får man også lidt motion, for så må man jo gå hele vejen tilbage igen.

Et fedt og hip som hap

Vejret var skam fint, så jeg satte mig uden for en cafe lige ved banegården. Der var en ledig plads ved et bord, hvor der sad en ældre dame. Som det gelasne menneske, man er, spurgte jeg naturligvis, om jeg godt måtte sætte mig. Selvfølgelig måtte jeg det, sagde hun, hun skulle alligevel snart gå. Hm, hvad nu hvis det havde været hendes hensigt at blive siddende, ville hun så ikke så gerne have haft, at jeg satte mig? Men sådan skulle det ikke forstås. Damen fortalte mig, at hun skulle besøge sine børnebørn. Hyggeligt, tænkte jeg, og skævede lidt til den vodka med juice, hun sad og nippede til gennem et sugerør. Jeg har desværre ikke selv børnebørn, men jeg har da hørt om, at de kan være ret så udfordrende. Damen spurgte mig, om jeg så boede i Aarhus. Det kunne hun lige så godt, for nu var vi jo på talefod. Nej, sagde jeg, jeg bor på Falster. Damen tænkte over det, hun var ganske vist ikke stensikker, sagde hun, men hun mente bestemt ikke, at hun nogensinde tidligere i sit liv havde talt med en mand fra Falster. Men der er vel ikke den store forskel? spurgte hun. Bestemt ikke, sagde jeg, århusianere og falstringer, det er sådan set et fedt og hip som hap og to alen ud af det samme stykke. Pigen inde fra cafeen kom med min mad, hun var sort og talte københavnsk. Sådan er det, sagde damen, mennesker er mennesker, det er det samme over hele linjen, der er ikke den store forskel. Det er så sandt, som det er sagt, sagde jeg livsklogt.

70'erne er længe siden

Da damen var gået, spiste jeg min mad. Det var sådan noget mad, som de unge spiser, når de ikke spiser junkfood, men junkfood er det nu alligevel. En slags finere junkfood, måske. Jeg havde også bedt om en øl, jeg fik 0,4 liter Royal Classic. Hvad fanden, tænkte jeg, kan århusianerne nu ikke engang stave til en halv liter! Men hvad, så kommer man da ikke op på et litermisbrug, hvis man skulle føle sig fristet til at bestille én til. En mand, jeg kender, jeg skal ikke nævne hans navn, læser mine klummer, derfor har han bidt mærke i, at jeg i én af dem advarer mod et for voldsomt alkoholindtag. Lige siden har han kaldt mig Minnesota-Bent. Det må jeg hellere leve op til, tænkte jeg, så da jeg bestilte endnu 0,4 liter af pigen, var jeg fast besluttet på, at det skulle være den sidste.

Festugen var ved at klinge af, men der lød alligevel tam-tamlyde rundt om i byen. Hvor rockmusik dog lyder grimt, når man kun kan høre bassen. Folk i Aarhus er ellers ret belæste. Der var en mand, der standsede op på fortovet, lige ud for mit bord. Er du ikke Bent Vinn Nielsen? spurgte han. Nej, sagde jeg, jeg hedder Pia Juul, Bent Vinn Nielsen er kun min kusine. Manden så mistroisk på mig - for ikke at sige fjendtligt. Så må du virkelig meget undskylde, sagde han og gik. Du er et uvenligt menneske, tænkte jeg ved mig selv, nu har du fornærmet en fan. Men måske, det kan man jo aldrig vide, var han slet ikke en fan, måske havde han til hensigt at give mig bank, fordi jeg skriver lort i hans højhellige avis, som da også stak op fra hans skuldertaske. Han lignede 1970'erne på en prik. Dengang Information hed 'Informeren'. Skid hul, beroligede jeg mig selv, 70'erne er alligevel så længe siden. Men det elvte bud lyder fra nu af: du må ej prale med, at du er Pia Juul!

Som damen sagde ...

Helt tilfældigt mødte jeg hende i toget, da jeg genoptog min lange rejse mod Falster. DSB er begyndt at servere Kusmite i små poser af gaze. Hvem mon har bildt dem ind at det hviderussiske parfumevand har noget som helst med rigtig te at gøre? Det er ikke lige det nordjyderne kalder 'jenne gue sager'. Jeg kom til at vælte min kop ud over Pia Juuls medbragte kriminalroman. Det var ikke så heldigt, men hun tog det nu pænt. Pigen, der sad over for os, læste også i en kriminalroman, den havde jeg også strintet lidt på, men hun tog det også pænt. Du bør holde dig hjemme på Falster, pålagde jeg mig selv, situationen er ikke holdbar. Du bilder dig vel ikke ind, at folk bliver ved med at være så flinke og overbærende, sådan som du opfører dig? Mennesker er mennesker, som damen i Smilets by sagde. Pia Juul er Pia Juul og en af landets bedste prosaister. Hun skulle af i Vordingborg.

Og så har DSB pludselig bestemt sig for, at også rejsende til Nykøbing Falster skal skifte i Vordingborg. Det har vi da aldrig skullet før - hvad er det for noget alt sammen? Hvornår er nok nok?

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu