Baggrund
Læsetid: 2 min.

Når samlermani bliver kunst

Ikke alle kinesere indretter hjem efter stilrent 'less is more'. Men det røg dog på MoMA
Kultur
17. september 2009
Midt i installationen står den kinesiske kunstners mors beskedne træhus, helt ude af proportioner med mængden af habengut, hun havde samlet gennem et langt, nøjsomt liv.

Midt i installationen står den kinesiske kunstners mors beskedne træhus, helt ude af proportioner med mængden af habengut, hun havde samlet gennem et langt, nøjsomt liv.

Henriette Harris

NEW YORK - Man siger, at efter en samler kommer en spreder. Generationerne igennem passer det fra min oldemor, der blev født i 1877 og voksede op i materiel knaphed på Refshaleøen, til mine to døtre, der vokser op i et overflødigt glimmerhelvede i Berlin. Ifølge min mor smed min oldemor, der serverede fløjlsgrød, strikkede strømper af kradsuld og holdt skindet på næsen under to verdenskrige, meget nødigt noget ud. Det gør mine døtre heller ikke. Radaren går øjeblikkeligt i gang, hvis jeg formaster mig til i smug at forsøge at rydde lidt ud i mængderne af kinderæg-skatte, strandskaller, brugte malebøger, hovedløse Barbiedukker, lyserøde ubrugelige plasticdimser, nytårspynt, klistersvage klistermærker og ikke mindst de tøjdyr, de desværre begge har en svaghed for og derfor mindst 300 af.

»Hvor er de Askepot-klistermærker, Lina gav mig før sommerferien?« Eller »Hvor er den elefant med de ternede bukser, jeg fik, da vi lige var flyttet til Berlin?«

Som ægte samlere har de alt registreret i hovedet, og selv om de ikke har leget med tingene i årevis, mærker de straks, når noget mangler.

Se det kunne bruges!

Hvilke dimensioner, det med tiden kan antage, stod mig klart på MoMA i sidste uge. Installationen Waste Not af den kinesiske kunstner Song Dong sang på sidste vers. På 300 kvadratmeter havde Song Dong udstillet sin mor, Zhao Xiang Yuans ejendele samlet igennem 50 år. Og det var mange. Tingene var sorteret efter kategorier og arrangeret nærmest som en lille by, man kunne vandre rundt i og betragte mængderne af udtrådte sko, papirposer, papæsker fra medicin, flade tandpastatuber, fuglebure, skruelåg osv. Der var ikke meget Feng Shui-harmoni over Zhaos boligindretning. Midt i installationen stod også rammen af moderens beskedne træhus, helt ude af proportioner med mængden af habengut.

43-årige Song Dong fra Beijing begyndte projektet, da døde hans far i 2002. For at rive moderen ud af hendes dybe sorg, foreslog han hende et samarbejde, der skulle give hendes indsamlede jordiske gods mening. Moderen, født i 1938, døde tidligere på året, men nåede at opleve, at hendes ting, der var samlet efter princippet 'Lad ikke noget gå til spilde' blev til kunst.

»Der kan du bare se, så var det alligevel godt, at jeg samlede alle de ting,« sagde Zhao til sin søn. Hun levede sit voksenliv som ludfattig under den kinesiske kulturrevolution. Hendes og min oldemors samlermani gav mere mening end mine døtres. Hvor er der en kasse til gammelt legetøj?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her