Læsetid: 6 min.

Nazismen var et elitært projekt

Det er en fejl, når man antager, at glødende nationalisme er 'pøbelens ideologi'. Magten er aldrig 'folkets', men overklassens, siger den norske forfatter Kjartan Fløgstad, hvis seneste roman handler om, hvordan elitisme og høj kulturel dannelse på ingen måder er et værn mod barbari. Tværtimod er det derfra, det udspringer
Fløgstad. Selv om Kjartan Fløgstads seneste store dokumentaristiske roman 'Grense Jakobselv' tager sit udgangspunkt i tiden op til Anden Verdenskrig, er det ikke blot en fortælling om Anden Verdenskrig, men en stor historisk udredning for menneskers liv i en verden bestående af ulige ideologiske interesser. Og dermed også en kommentar til både nutiden og den nærmeste fortid.

Fløgstad. Selv om Kjartan Fløgstads seneste store dokumentaristiske roman 'Grense Jakobselv' tager sit udgangspunkt i tiden op til Anden Verdenskrig, er det ikke blot en fortælling om Anden Verdenskrig, men en stor historisk udredning for menneskers liv i en verden bestående af ulige ideologiske interesser. Og dermed også en kommentar til både nutiden og den nærmeste fortid.

Kristian Helgesen

3. september 2009

Tyskland 1933: På universitet i Freiburg hersker en euforisk stemning. Farvel til den forældede Weimar Republik og velkommen til den nye verden. I lange rækker vandrer de studerende fra det klassiske universitetsbibliotek ned mod et gigantisk bål. I et inferno af raseri mod det gamle Tyskland, kastes 20.000 bøger på bålet, hvor de fortæres af flammerne. »Ud med det, bort fra private samlinger og offentlige biblioteker. Hvem kunne nægte os det! Vi var den nye vin. Vi var de bærende af tysk kultur og ånd.«

Dette er en af de indledende scener i Kjartan Fløgstads seneste store dokumentaristiske roman Grense Jakobselv, og det er en af romanens to jeg-fortællere, der ytrer sig i de insisterende vendinger. Grense Jakobselv er en roman om politiske ideologier og, mest af alt, om, hvordan ideologier kan vendes og drejes, så de hele tiden tilpasser sig den siddende magt. De bogbrændende studerende er ikke ved at overtage magten. De har den i forvejen. Blot i en ældre kultur end den, de nu vil indføre. Og får indført.

Nazismen som elite

Blandt de mest entusiatiske er den unge overklassemand, Paul Damaskus. Uddannet af højtstående professorer, hvoraf hovedparten er indædte tilhængere af idéen om den nye verden. Ved hans side står kammeraten og fortælleren Otto Nebelung. Vandreren og Skyggen. Damaskus er den initiativrige med det naturlige førertalent, mens Nebelung blot følger beundrende med. I hvert fald efter eget udsagn. Ligesom Damaskus tilhører Nebelung det akademiske aristokrati.

»Et af mine ærinder med romanen var at påvise, hvordan nazismen ikke, som mange tror, var et resultat af en undertrykt pøbel, der overtog den folkelige magt fra den ophøjede kultur,« siger Fløgstad.

»Nazismen var et udpræget elitært projekt, og mange af dens varmeste fortalere kom fra det dannede borgerskab, der allerede havde haft stor magt under Weimar Republikken. Man begår en decideret fejlslutning, hvis man tror, at det på nogen måde var 'folket', der rejste sig, efter lang tids undertrykkelse af den kulturelle overklasse. Folket var en retorisk størrelse i magthavernes mund. Man skal ikke tage fejl, når den siddende magt taler 'på folkets vegne'. I sidste ende har overklassen altid det afgørende ord. Ligesom det er tilfældet med Damaskus og Nebelung, som begge kommer fra nogle af Tysklands mest dannede og veltalende familier.«

Det er historien om de to kammerater og deres liv op igennem det 20. århundredes ideologiske magtkampe, som er romanens omdrejningspunkt. Titlen refererer til området ved den nordlige Varangerfjord, hvor grænsen mellem Norge og det tidligere Sovjetunionen ligger. Her er de to tyske kammerater udstationerede, og sammen med et uigennemskueligt netværk af både tyske og norske informanter og infiltreringsagenter kæmper de mod den bolsjevistiske trussel fra Øst. Hvem er ven og hvem er fjende i en verdensomspændende krig hvor alle forsøger at overtage magten? Og hvor hører den norske showbiz-pige Aïda, som begge kender fra deres unge dage i Tyskland, til? De ideologiske forviklinger og spændinger er mange, og i grænsebyen Kirkenes undslipper ingen mistænkeliggørelsen.

En stor del af Grense Jakobselv udspiller sig på disse nordlige kanter, som ikke blot udgør den både fysiske og ideologiske grænse under Anden Verdenskrig. Også efter krigen er det stadig et grænseland mellem på den ene side NATO og på den anden Warsawa-pagten. For romanens handling stopper ikke efter krigen. Tværtimod følger den personerne helt op til år 2008, hvor Den Kolde Krig er afløst af den internationale krig mod terror.

Renselse uden skyld

Det er også myten om angrende soldater, der efter krigen udsættes for spot og hån, Fløgstad vil til livs. Ganske rigtigt var visse kunstnere og fremstående politikere under Hitler efterfølgende så belastede, at det var svært for dem nogensinde igen at vinde respekt. Men dette var, ifølge Fløgstad, snarere undtagelsen end reglen. I Grense Jakobselv har folk som Damaskus og Nebelund et par hårde år lige efter krigen, men omkring 1950 er de tilbage i højtstående stillinger. Damaskus er dommer ved landsretten i Slesvig-Holstein, og en af hans gamle venner og studiekammerater, Dr. Glahn, frikendes i 1974 for drabet på 6.652 sindslidende patienter, som han stod for under krigen. Efter krigen er grænsen mellem fascisme og ikke-fascisme langt mere udvisket end før. De gamle magthavere er stadig dem, som vurderer, hvad der er rigtigt, og hvad der er og var forkert. Vel kan de se, at deres tidligere idealer nok var en kende voldsomme, men det var jo en form for »kollektiv rus«, som jo, når alt kommer til alt, blev udført i bedste mening. Der er ingen direkte anger at spore, blot en tam retfærdiggørelse og selvforherligelse. De gamle venner fra nazitiden opfattes stadig som »de bedste iblandt os«.

»Jeg vil ikke hævde, at Den Kolde Krig var en forlængelse af nazismen, eller at Den Demokratiske Forbundsrepublik havde nazistiske idealer,« siger Fløgstad. »Det, jeg vil illustrere, er, at ideologier er pragmatiske og elastiske størrelser, som kan indrettes og moderes alt efter, hvad magthaverne ønsker. Retfærdiggørelsen omkring at 'ville landets bedste', føres videre op gennem Den Kolde Krig, hvor man stadig kæmper mod enhver form for kommunisme eller venstreorientering. Og det er de samme, som bestemmer. Eliten udøver sit herredømme under såvel autoritære og fascistiske som liberale styreformer.«

Fortidens synder

I skyggen af fortiden vokser Alf Magnus Mayen op i udkanten af borgerskabets Oslo. Både hans mor og stedfar hørte til 'landsforræderne', dog begge uden nævneværdige stillinger. Hans præcise herkomst er uvis, men at den har at gøre med Damaskus og Nebelung og deres ophold i Nordnorge, er der ingen tvivl om. Mayen er klar over slægtens blakkede fortid og ønsker blot at gøre det rigtige. Han søger ind i politiet i håb om at opretholde lov og orden, og vigtigst af alt at kæmpe mod enhver form for ekstremisme og politisk barbari. Han arbejder sig op og placeres i det hemmelige politi, hvor hans opgave er at overvåge eventuelt statsfjendtlige individer. Ligesom sine forgængere ønsker Mayen at gøre »det rigtige«. Og 'det rigtige' gør han også. Lige indtil den dag det rigtige ikke længere er 'det rigtige'. I 1990'erne offentliggøres en rapport om den ulovlige overvågning, og han må sande, at han på samme måde som sit ophav, pludselig er den som i samfundets tjeneste har gjort det forkerte. Intentionen om at befri verden fra ekstremisme har blot ført til yderligere udemokratisk magtanvendelse.

»Historien om Mayens indsigt er bygget op som en klassisk tragedie,« forklarer Fløgstad. »Der er en klar parallel mellem det, der sker under Anden Verdenskrig, og det, som sker under Den Kolde Krig. Jeg mener ikke, at den ulovlige overvågning af venstreorienterede i efterkrigstiden er lige så grusom som de ting, der foregik under Anden Verdenskrig, men det er en pointe, at det er de samme antidemokratiske kræfter, der står bag. Mayen er blot et redskab i et større internationalt spil, og hans personlige ønske om at gøre op med fortiden og befri samfundet for rædselsvækkende ideologiske tiltag udnyttes i et endnu større ideologisk spil. Hvor Nebelund i førkrigstiden forsøger at retfærdiggøre sit engagement under dække af at være 'Skyggen', bliver Mayen ufrivilligt 'Skyggen', som kun kan ses i dagslys, men aldrig er at få øje på i mørket, hvor de virkelige beslutninger tages,« siger Fløgstad.

Kommentar til nutiden

At det i årti efter årti er de samme højtstående personer, der trækker i trådene og sætter den internationale dagsorden, er tydeligt i Grense Jakovselv, hvor dele af slutningen foregår i konferencer omkring terrorbekæmpelse. Damaskus opfattes som en stor jurist, hvis opgave det netop er at frelse den frie verden.

For Fløgstad var det meget vigtigt at påpege, hvordan juridisk magtanvendelse forgrener sig langt op i det politiske system. Romanen er ikke blot en fortælling om Anden Verdenskrig, men en stor historisk udredning for menneskers liv i en verden bestående af ulige ideologiske interesser. Den er hermed også en kommentar til både nutiden og den nærmeste fortid.

»Bushregeringen er jo et forrygende eksempel på, hvordan jurister kan benytte lovgivningen til at retfærdiggøre statslige forbrydelser,« siger han, og peger samtidig på, hvordan udemokratiske kræfter til stadighed forsøger at tale »folkets sag«. I protest herimod har Kjartan Fløgstad skrevet under på webmanifestet Kulturkampen.no i håb om, at Fremskrittspartiet ikke får nogen indflydelse ved det kommende norske valg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Saul-Paulus på vejen til damaskus. Agenten der forvanskede Jesus, og gav os sin falske lære.
Angela Merkel og hendes sikkerhedsagenter, tidligere stasifolk, intet nyt fra vestfronten.

Steen Rasmussen

Citat fra artiklen: ”Det, jeg vil illustrere, er, at ideologier er pragmatiske og elastiske størrelser, som kan indrettes og modereres alt efter, hvad magthaverne ønsker. Retfærdiggørelsen omkring at ‘ville landets bedste’, føres videre op gennem Den Kolde Krig, hvor man stadig kæmper mod enhver form for kommunisme eller venstreorientering. Og det er de samme, som bestemmer. Eliten udøver sit herredømme under såvel autoritære og fascistiske som liberale styreformer.”

Historisk set har magtens centre altid kunnet se fordel i at lade det, den opfatter som en trussel mod sig selv, fremtræde som noget, der også truer almenheden. På den måde har man kunnet skabe bredere opbagning bag bekæmpelsen af magtens trussel. Og de har altid bestræbt sig på at legitimere sig selv sammen med de midler, de forsvarer sig med. Problemet, for det politiske system i Danmark, er, at efterretningstjenesten er blevet identificeret og afsløret som kontraproduktiv i forhold til de officielle idealer om demokrati og frihed, og at det politiske system fremstår som inficeret med efterretningstjenestens illegitime praksis.

Motivet for og de psykosociale mekanismer bag mistænkeliggørelsen af dem, der står i skyggen af det moderne samfund, og siger at dette samfund er sin egen største trussel, er til at se, og der er begrundet mistanke om, at dem, der står i samfundets skygge og beskriver samfundet som sin egen trussel, vil blive intimideret, mistænkeliggjort og registreret af efterretningstjenesterne ud fra kriterier, som den herskende orden skaber arbitrært til eget brug og helt uden om, hvad den beskriver officielt til eksternt brug. For det politiske system har løjet og er sikkert parat til at lyve igen, for at dække over sit misbrug af efterretningstjenesten i sin magtudøvelse.

Det politiske system er også i dag domineret af de gamle koldkrigeriske tankestrukturer. Man orienterer sig endnu, som om de største udfordringer var af traditionel ideologisk art, som om det var højre venstre polariteten, der var den store udfordring for civilisationen.

Det er surt at tænke på, hvordan hele verden har spildt tiden siden 1989, uden nogen reel undskyldning for at se bort fra det, at den sejrende livsform er det eneste, der udfordrer den sejrende livsform.
Den frie verden har sejret ad helvede til, og det eneste, der er sket siden, er, at det politiske systems gamle koldkrigere har vadet rundt i manegen, benægtet og trampet på de virkelige problemer. Man har systematisk fortrængt de problemer, der følger af civilisationens underminering af sine livsbetingelser.

Hvis individet ikke længere føler sig moralsk forpligtet på samfundsordenen, så er det ikke sikkert at det er uden grund. Det danske samfund har på mange måder forskertset muligheden for at forpligte sine borgere på statsdannelsens orden. Statskonstruktionen har mistet sin legitimitet!
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-63.pdf

Der hvor socialdarwinismen fungerer som ”realitetsprincip”, dvs. over alt, hvor det kognitivt tages som udgangspunkt, at alles kamp mod alle er normen, der bliver det alles kamp mod alle. For alene det, at nogle orienterer sig mod hinanden, som om livet var deres kamp mod alle, betyder at alle må agerer over for dem, som om livet var en kamp for overlevelse, ellers ryger de bag af dansen.

Det ideologiske består i idealiseringen af kampen for overlevelse og af de selektive mekanismer, der først blev beskrevet af Darwin. Pointen ligger i at både tilslutningen til og fordømmelsen af ideologien kan ses som bekræftelse af socialdarwinismen som realitetsprincip, når den benyttes i kampen for overlevelse eller succes, hvilket er sket i en grad, så man må sige at både socialdarwinister og modstandere af ideologien har bekræftet den som realitetsprincip.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-67.pdf

En lille kommentar herfra:

Jeg tror nok at alle efterhånden ved, at det ikke kun var folket, der støttede nazisterne, men bestemt også folk fra det højere borgerskab, ikke mindst den adel, hvis privilegier var blevet taget fra dem under Weimar-republikken. Adelen drømte om at nazisterne ville indsætte dem i de positioner som de havde tidligere. (under Kejserriget). Dette skete som bekendt aldrig; i stedet for blev der vægt på flid
og personlig indsats når der skulle avanceres, ikke på folks baggrund, eller hvem de kendte.

Nu har studerende jo aldeles ikke magten; de er måske ved at uddanne sig til at få magten. Korrekt er det dog at langt ind i de studerendes rækker var der tale om næsegrus beundring for den nye tid, for nazismens idealer mm.

Mht. de domme der faldt i Nürnberg, ved i jo godt, at nogen folk fik f.eks. livsvarigt fængsel og belv løsladt 5-6 år efter; andre fik 20 års fængsel og blev løsladt efter 4-5 år mm. Det er altså ikke nyt stof, Kjartan Fløgstad præsenterer os for.

Ej heller er det vel nyt, at magten vil gøre alt for at beholde den, udføre adskillige juridiske krumspring for netop at gøre dette...

Peter (ny) Hansen

Under nazismen blev der gjort meget for at forbedre forholdene for arbejderklassen. Jeg bor selv i Koeln, og nazisterne gennemfoerte rigtigt mange forbedringer af arbejderkvarterer. De blev selvf. bombet vaek, men billeder og planer findes stadig, og det var, vil jeg sige, overraskende forud for sin tid. Det samme galdt nazisternes sundhedsprogrammer.
Det undskylder ikke Barbarossa og mordet på ukrainerne og polakkerne, det er ikke mon pointe.

" Magten er aldrig 'folkets', men overklassens, siger den norske forfatter Kjartan Fløgstad"

Passer det ?

SE på Danmark - hvis overklassen er "de rigeste", så passer det ikke - hvis "de rigeste" havde magten i Danmark, så havde de nok ophævet deres egen skattebetaling og elimineret velfærdsstaten?.

De nordiske lande har de højeste marginalbeskatninger - det er et resulatat af folkets lighedsideologi og ide om, at de stærkeste skuldre (dem er der ikke mange af) skal bære mest. I Norden ligger magten hos folket..

Problemet i Norden er snarere, at vi ikke giver plads til dem, der vil skabe ting til alles gavn - vi er måske en sjat for jantelovsagtige.

Du frelsens noget vås.
Fascismen er altid netop folkets væbnede oprør mod eliten.
Hvis man kigger på DF i dagens Danmark er det jo åbenbart.
DF er godt nok ikke nazistisk, men har klare fascistoide træk. Blandt andet en udtalt nedladende holdning til eliten.

Heinrich R. Jørgensen

Travis Malmzon:
"Fascismen er altid netop folkets væbnede oprør mod eliten."

Du fredsens noget vrøvl.

Pøbelen er naturligvis et villigt instrument, til at sikre at en (udannet) magtelite kan rane magten, og hævde deres magt ved at sætte statens interesser over borgernes. Pøbelen elsker den slags - alfahanner, der kører med klatten, og med svulstig retorik kan overbevise pøbelen om, at det netop er til gavn for dem.

@ Travis Malmzon

DF er godt nok ikke nazistisk, men har klare fascistoide træk. Blandt andet en udtalt nedladende holdning til eliten.

Ja, selvfølgelig ser vi ned på eliten - hvad havde du forestillet dig...

Det er jo netop, som artiklen peger på, de samme kredse, der nu igen vil indføre 'en nyordning' - efter at have sværmet for fascismen, så kommunismen og nu for multikulturalismen - og hver gang dør folk som fluer...

DF er, i modsætning til eliten, det venstreorienterede små- og spidsborgerskab, ikke indstillet på de radikale og brutale løsninger, men hævder menneskers ret til at leve i fred og uden overgreb.

Søren Ferling:

."DF er, i modsætning til eliten, det venstreorienterede små- og spidsborgerskab, ikke indstillet på de radikale og brutale løsninger, men hævder menneskers ret til at leve i fred og uden overgreb."

Nej, for VKOs behandlingen af de irakiske flygtninge kan da på ingen måde betegnes som en "brutal løsning"...

@thomsen

uden kirkeasyls og støtters uanstændige kapring af kirkeirakernes sag var der kommet bedre løsninger.

Istedet for at komme til Irak med uddannelse og penge til at købe hus og forretning står irakerne med 2000 kr på gaden.

Det er kirkeasyl og støtters skyld.
Kirkeasyl og støtter skylder faktisk irakerne penge og uddannelse.
Det kan I jo rimeligvis sende nu.

Stig Winther Petersen

Dansk Folkeparti er hverken fascistisk, nazistisk eller racistisk, men hvordan kan det så være, at mange bliver ved med at fremhæve, at partiet giver dem mindelser om nazisternes politiske holdninger i trediverne?

En række karakteristiske ligheder kan måske forklare den gentagne sammenkædning. Der er nok af den ny politik og de nye udmeldinger, der ideologisk set "smager" som det, der florerede i trediverne. Og i Danmark benytter "eliten", dvs det danske borgerskab, sig af den samme ideologiske strømning, som det tyske borgerskab gjorde i trediverne, til at holde sig ved magten.

Lighedspunkter:

1. Overdreven nationalisme og selvgodhed. Mange nationalflag. Hvide kors og hagekors. Der ses bort fra andres lidelse i lyset af egen selvtilstrækkelighed. En forkærlighed for opdeling i "dem og os."

2. Den fordomsfulde og generaliserende måde at tale om et religiøst mindretal i landet, som lægges for had.

3. Tendensen til at se stort på retssikkerheden eller direkte undergrave den.

4. Agitation mod menneskerettigheder.

5. Ingen afstandtagen fra grove fordomsfulde generaliseringer og placering af skyld hos mindretal.

6. Forsøg på (tanker om) at udelukke folkevalgte parlamentarikere fra at indtage deres lovlige plads i folketinget/rigsdagen

7. Gradvis og planlagt indskrænkning af mindretalsrettigheder, fx torturofres adgang til statsborgerskab og udlændinges adgang til ægteskab samt danske statsborgeres adgang til ægteskab med udlændinge, som ikke er europæere (tilhører den hvide race)

8. Forsøg på at styrke statsmagten (centralisering) på bekostning af nærdemokratiet (kommuner og regioner).

9. Mere magt til politi og PET uden domstoles kontrol. Øget overvågning og registrering af arveanlæg.

10. Lovgivning, der har til formål at begrænse muslimers rettigheder (selvom det pakkes lidt ind, så det ikke er alt for åbenlyst, at der diskrimineres).

11. Ønsker om særlove imod muslimers(jøders) sædvaner og religionsdyrkelse og påklædning. Propaganda imod de samme ting.

12. Et topstyret parti. Partiledelsen vælger kandidaterne. Partiledelsen ekskluderer medlemmer efter egne kriterier.

13. Mennesker som er "folkefremmede" må leve i fattigdom, også selv om de er syge og af den grund ikke kan arbejde.

14. Religiøse mindretal nægtes adgang til at lave egne ny gravpladser.

15. Venstreorienterede (bolsjevikker) bebrejdes at de styrer kulturlivet i samarbejde med muslimer (jøder).

16. Et religiøst mindretal menes en bloc at deltage i en verdenssammensværgelse med henblik på at tage magten i verden.

17. Dehumanisering af de mennesker i befolkningen, som propagandaen udpeger som problemet.

18. Troskabsed og sindelagskontrol. Embedsmænd må underskrive troskabserklæring.

19. DF er tilhænger af krig i andre lande som løsning på de trusler, som det mener landet er udsat for.

20. DF retter en generel kritik mod kultureliten, som opfattes som skadelig for landet.

21. DF mener ikke at kunstnere bør blande sig i politik på en måde, der er kritisk over for magten.

22. DF blander sig i etniske mindretals påklædning og behåringsgrad og vil begrænse samme mindretal adgang til offentlige embeder.

23. Nationale mindedage for de faldne soldater.

Glimrende kommentar af Stig Winther Petersen.

De borgerlige medier bliver ved med at påstå at Dansk Folkeparti ikke er nazistisk, men vi hører aldrig rigtig nogen gode begrundelser for, hvorfor det egentlig skulle være tilfældet.

Som Stig Winther Petersen så rigtigt påpeger, er ligheden mellem DF og NSDAP mildest talt slående…

Det er vel i grunden forkert at sætte fascismen op som et elitært projekt. Den er i langt højere grad et modsvar til modernisering, der erstatter det traditionelle i samfundet. Støtter af højreorienterede totalitære bevægelser drømmer om at føre samfundet og dets mennesker, tilbage til en fordums tid, der er blevet idylliseret af tidens gang.

Nazisterne og fasisterne, drømte om det romerske rige . De danske bevægelser om det romantiske bondesamfund, der aldrig var.

De grupper, der ender med at støtte sådanne projekter, bliver dem, der står til at miste/ har mistet privilegier ved den nye tingenes-tilstand.

Bjørn Herring

Jeg kan på det varmeste i denne sammenhæng anbefale Eric Hoffers bog "The True Beliver".

Her beskriver han blandt andet hvordan de "sande" troende nemt gik fra kommunisme til nazisme, og de socialpsykologiske grunde til at folk blev fanatikere.

Ældre men god bog. Kan skaffes på biblioteket enten i norsk eller engelsk udgave.

Der er Hitlercitater der virkeligt åbner øjnene.

Han er et must og en klassiker. Et autodidakt geni!

http://en.wikipedia.org/wiki/The_True_Believer