Klumme
Læsetid: 3 min.

Nøgle

Nøglen er løsningens eller bindingens symbol - enten lukkes man ind eller spærres inde. En tærskel til det ukendte eller velkendte
Kultur
17. september 2009

Har man bare én gang af vanvare låst sig ude, véd man, hvor stor betydning nøgler har i ens liv. Afmagtsfornemmelsen ved at stå uden for sin dør og stirre tomt på nøglehullet fortæller en, hvor lidt der skal til for at rokke ved rutinerne, og hvor glad man skal være over passagen mellem det fremmede og det hjemlige.

Man betragter med taknemmelighed det genfundne nøglebundt som en nærmest uundværlig del af kroppen. Nøglen er et magtmiddel, som i andres hænder kan spærre en inde. Lyden af raslende nøgler er dobbelttydig som befrielse eller fangenskab.

Nøglen er løsningens eller bindingens symbol. En tærskel til det ukendte eller velkendte. I mytologien er den bl.a. knyttet til indgangens og udgangens tohovedede gud Janus, ligesom Sankt Peter står ved den definitive tærskel med nøglen til himmeriges port.

Forleden smækkede entrédøren i bag mig, da jeg trådte ud på reposen for veldædigt at lægge nogle skillinger i en indsamlingsbøsse, som en nydelig ung dame stod med. Så overlæsset nøgler og låse er med symbolik, kunne jeg ikke lade være med at se det som en påmindelse om, hvor usselt et bidrag, jeg leverede til verdens frelse.

Eller var det bare kvindens ironiske blik, da hun hjerteløst forlod mig på måtten?

At der er nøglekræfter på spil, bekræftedes nogle dage senere. Da jeg indefra ville åbne entrédøren. Yale-låsen fungerede, men sikkerhedslåsen blokerede, låst udefra, som den var, skønt ingen andre har nøglen.

Først via køkkentrappen kunne jeg således nå frem og befri mig selv. Situationen er uforklarlig og har indgivet mig yderligere respekt for dette metalhårde redskab til fri bevægelighed. Og mindet mig om den lille myte, som Karen Blixen yndede: At nøglen til skrinets hemmelighed befinder sig i selve det aflåste skrin.

Den Danske Ordbog giver en nøgtern forklaring på nøglen som et aflangt stykke metal el. lign, formet så det passer til en bestemt lås og som anbringes deri og drejes rundt for at åbne, lukke, tænde el. slukke noget, hvis man ikke skulle vide det.

Mødet bag låsen

Men ikke nok med det, siden den også betegner en person, ting el. forhold til at forstå eller opklare noget. Åh ja, hvis den ellers kan. Desuden en liste, en kode, et musikalsk tegn, en blomsterstand. Og så taler vi ikke om et garnnøgle i intetkøn.

Men dertil kommer ikke mindre end 16 eksempler på ord med nøgle- som førsteled såsom nøglebarn, nøgleben, nøglefærdig, nøgleord, nøgletal og nøgleroman.

Mens jeg i mit stille sind venter på en forklaring på min ufrivillige indespærring, repeterer jeg eventyret Den gyldne nøgle, som fortæller om den fattige dreng, der ved vintertid ude i skoven, da han skrabede i sneen, fandt en lille guldnøgle. Han tænkte da, at hvor der var en nøgle, måtte der også være en lås. Og da han gravede i jorden fandt han virkelig også en jernkasse. Det var svært at finde nøglehullet, der var så lille, at det knap var synligt. Han stak resolut nøglen i, og den passede. Han gjorde, som Den Danske Ordbog foreskriver, og drejede rundt.

Eventyr plejer at ende godt, men her hedder det:

»Og nu må vi vente, til han har låset helt op og fået låget af, så får vi at vide, hvad for dejlige sager, der lå i kassen«.

Skulle man gå videre med fortællingen, kunne det hedde, at det er gerne sig selv, man møder bag døren i en eller anden skikkelse eller hemmelig bestemmelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...eller da man som bybarn kom på landet og opdagede, at der låste man ikke dørene ...det gav stor respekt hos en lille byborger.