Læsetid 1.96 min.

Har nogen set historien om Troels?

Hvad mener Politikens Mikkel Bruun Zangenberg mon, at man skal lære på en særlig Kritikerskole. Måske at huske at læse bøgerne, inden man skriver om dem?
17. september 2009

At skrive en anmeldelse tager to timer. Tre, hvis man har læst bogen, skal Politikens Bettina Heltberg have udtalt. Præcis hvor mange timer hendes kollega Mikkel Bruun Zangenberg har brugt på at læse Jakob Ejersbos efterladte novellesamling Revolution og siden sammenskrive den anmeldelse, der stod i Politiken i søndags, undlader jeg at gætte på; men jeg undrede mig unægtelig, da jeg læste den passage, hvori Zangenberg sammenfatter den sidste fortælling i bogen og påstår, at den ender med »opløftende og komplet usentimental kærlighed for Troels«.

Medmindre Mikkel Bruun Zangenberg har haft lejlighed til at studere Revolution i en korrektur med ti og ikke ni fortællinger, må man gå ud fra, at han her henviser til den tekst, der hedder »Nyumba ya Mungu« (navnet på en sø i Tanzania). Men heri findes der ingen Troels. Jeg-fortælleren hedder Mick, hans norske kæreste Sigve, og hendes (utro) mand hedder Tore. Så hermed efterlyses en på mystisk vis forsvunden Ejersbo-fortælling! Har nogen set historien om Troels, bedes de sende den til Politiken, der da helt sikkert gerne vil trykke den i et kommende søndagstillæg.

I mellemtiden kan vi andre med et lille smil tænke tilbage på dengang i 1997, da Bent Mohn i samme blad anmeldte Knud Sørensens roman En tid om Jakob, der vokser op hos noget familie i Aalborg, men da besættelsen kommer hentes hjem til forældrene, søskendeparret Oline og Thomas. At drengen er frembragt ved incest, står intetsteds direkte at læse, til gengæld får folk i sognet en skinforklaring gående ud på, at Oline har været lidt for tæt ved en fyr på badehotellet. Dén dæk-historie åd anmelderen råt, muligvis fordi han havde for travlt.

En forklaring på, hvad der i det aktuelle tilfælde må ligne en åbenlys anmelderlapsus, kan være, at den person, Mikkel Bruun Zangenberg har ansat til at læse bøger for sig, har villet spille sin arbejdsgiver et puds, måske som en kejtet protest i håb om højere løn. En anden forklaring kunne være, at Zangenberg selv kan have skyndt sig lidt for meget; men det tør man knap insinuere, for var det ikke just ham, der tidligere på året slog til lyd for oprettelsen af en særlig Kritikerskole, muligvis endda i højakademisk regi?

Bogslaver

Hvad skulle man lære på sådan en skole? At en anmelder skal huske at læse bøgerne, inden han eller hun udtaler sig om dem? Eller måske at vil man skrive om andet bind af en trilogi, kommer man ikke uden om at sætte sig ind i første del? Denne ulejlighed har Zangenberg tydeligvis ikke gjort sig, eftersom hans anmeldelse totalt forbigår den intertekstuelle sammenvævning af Eksil og Revolution.

Om første del af Jakob Ejersbos efterladte trilogi med udgangspunkt i Tanzania og linjer langt ud i den store verden skrev Lasse Horne Kjældgaard - efter min mening ganske misvisende - i Politiken, at der var tale om en ungdomsroman. Vist er det da rigtigt, at man følger jeg-fortælleren, fra hun er 15, til hun fylder 18, men kalder man på dette grundlag værket for ungdomslitteratur, forveksler man stof med genre. At undgå den slags misvisende rubriceringer hører muligvis med til det, man kan lære på den Kritikerskole, som jeg inderligt håber, vi aldrig får - simpelthen fordi det, der adskiller den gode kritik fra den halvgode, nemlig ved siden af meget andet overskud, engagement, originalitet, omfattende belæsthed og en modig skelneevne, er noget, der ikke kan læres. Det er noget, folk bare har eller (trist nok) ikke har.

Det tjener Politikens kulturredaktion til begrænset ære, at man lader første bind af en betydelig forfatters efterladte storværk anmelde af en, der ikke tager bogen alvorligt, og siden overlader andet bind til en kritiker, der har masser af abstrakte ambitioner på litteraturkritikkens vegne, men som at dømme efter eksemplet i søndags ikke giver sig den fornødne tid til at læse, inden han uddeler kokkehuer, undskyld, jeg mener hjerter, og følgelig haster igennem bogen eller betror læsearbejdet til en 'neger'.

Hvor ironisk i øvrigt, at vi på dansk bruger ordet 'neger' om en bogslave - og dermed i vores sprog viderefører netop den imperialisme, som Jakob Ejersbo satte de sidste år af sit alt for korte liv ind på at analysere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu