Læsetid: 4 min.

De nye 1980'ere - bare med mere frygt

00'erne er som 1980'erne - bare med mindre skulderpuder og meget mere frygt, mener forfatter og journalist Maise Njor, der savner J.R og de store armbevægelser
16. september 2009

- Hvordan ser du 00'erne?

»00'erne var jo på en måde de nye 80'ere. Men hvor 80'erne dog var pyntet med skulderpuder og cobolt-blå satin og fest i al deres egoisme, så har 00'erne været præget af en sær frygt. Frygt for fedt, fremmede, den meget farlige kornsort hvede, sukker, røg, fallit og muslimer. Det var som om, det blev lovligt, at alle holdt øje med alle, og efterhånden blev de, der stak ud, til fjender. I det andet egocentrerede årti - 80'erne - hyldede man dog individualisterne. Nu ses de som farlige. I det hele taget er der meget, der er farligt, og vi står som en flok får med røven mod regnen og håber, det hele går over. Det får jo fandeme en til helt at savne J.R. og nogle store armbevægelser.«

- Hvad vil du huske fra 00'erne?

»Selvhjælpsbøger en masse.«

- Hvilken episode står for dig som indbegrebet af årtiet, der er ved at være slut?

»Det må være Muhammed-tegningerne: Tegnere, som ALTID skal have ret til at tegne deres version af verden, efter min mening, men også stædige chefredaktører, der kørte sagen op, åndssvage muslimske organisationer, der malkede sagen, og politikere, der ikke tog affære.«

- Hvilken sang står for dig som typisk 00'erne

»Jackson døde jo, og derfor elskede vi ham. Kan få stå-pels over 'Man in the mirror', men hvis jeg tænker lavpraktisk, så var det nok Bikstok Røgsystem, fordi de videreførte arven efter Shubidua (den specielle danske blanding af musik, humor og meninger) med et twist, og Natasja, fordi det var damen, der var lige på vej til at gøre Danmark dejligere, da hun døde så tragisk.«

Toiletpapir i strømperne

-Hvilken bog?

»Bridget Jones kom i slutningen af 90'erne, og jeg synes den var ret sjov og gav et godt billede af kvinders usikkerhed og forvirring. Men i 00'erne kom så en bølge af efterligninger, som alle handlede om, hvor kiksede yngre kvinder er, og Camilla Stockmanns og min første bog havde vel egentlig også elementer af det. Men jeg synes alligevel, at vi, fordi vi skrev om vores egne liv, gav det en ekstra dimension. Og nu synes jeg ikke, at vi har brug for flere bøger af den slags, hvor kvinderne har toiletpapiret siddende i strømpebukserne, når de forlader et cafétoilet - nu må vi et spadestik dybere, når vi skriver om kvinders liv.«

-Hvilken film?

»Åh, Antichrist, for tusan, Lars von Trier, mange tak for lige at nikke den en hopskalle her til sidst. Del vandene, gør folk rasende, bare GØR noget! Jeg så filmen til den allerførste pressevisning, så jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, og modsat de fleste andre den dag, gik jeg glad og fløjtende derfra: Endelig en mand, der forstod mig! Der er intet i den film, jeg ikke har overvejet eller følt i mindst ét sekund, og hvorfor skal han have tæsk for at sige det, vi alle tænker af og til? Da jeg var barn, var jeg meget forelsket i James Ingall, fordi han var så god, men som voksen kan jeg godt se, at der er forskel på at ville lære, hvad der er rigtigt og forkert, og så ønske at ende som faren i Det Lille Hus på Prærien, som aldrig har en ond tanke i sin nybygger-krop ...«

-Hvilket tv-program eller tv-serie?

»Blandt journalister hersker der jo den ide, at de fedeste historier er dem, hvor du enten kan sige 'gid det var mig', eller 'godt det ikke er mig', og disse to typer programmer har virkelig gjort deres entre. Jeg gider ikke de sidste, de gør mig ked af det, men jeg må indrømme, at jeg eeelsker at sidde fredag aften med mine tre døtre og se Talent. Og så er jeg afhængig af 'Adam og Sara' på P3, fordi det giver mig sådan en gammeldags glæde at føle, at der er noget, der samler nationen. Alle kan byde ind, folk vil gerne hjælpe hinanden, og jeg tænker: 'Vi danskere er ikke så slemme, som vi ser ud udefra.'«

Huskmitnavn

-Hvilket kunstværk?

»Huskmitnavn gled lige ind og blev vor tids Storm P. - det var ham, der gjorde os opmærksomme på, hvor små vores store problemer nogle gange er.«

- Hvad vil helst glemme fra 00'erne?

»Ti år yngre på ti uger, hængerøvsbukser, damebladenes evindelige 'musthaves' eller 'Det SKAL du eje dette forår' - ingen mode er så vigtig, at du SKAL eje det. Så vil jeg gerne glemme opdelingen i hvid og sort, brun og gul, ikke-troende-kristne og meget-troende-muslimer, se folk i øjnene, og tage den derfra. «

- Hvad forventer du af 10'erne - og hvad frygter du mest ved 10'erne?

»Jeg frygter, at vi fortsætter i samme spor. Men det kan vi ikke - så dør vi af kedsomhed og mangel på sukker, hvede, cigaretter, whisky og nøgne mænd og pi'r. Jeg forventer mig klart noget glæde, liv, sameksistens og ... Æh, solenergi. Kan det kombineres? Det er vi sgu nødt til, for ellers overlever vi ikke som klode. På den anden side: Hvem ville savne os?«

Maise Njor er 41, mor til tre døtre, journalist og forfatter til bl.a. »Michael Laudrups Tænder«, »c.h.o.k.« (med Camilla Stockmann), og udgiver 9. Oktober »Er det her, der bliver bollet?«, en børnebog om, hvordan man får børn (med illustrationer af Nikoline Werdelin). Hun er desuden ved at færdiggøre en rejsebog med fotograf Tine Harden.

Serie

Seneste artikler

  • Var det nok? - og blev det sagt?

    6. marts 2010
    De var trætte af at blive bedømt på udseendet, af at føle sig usikre i forelæsningssale, af undertrykkende kønsstrukturer og af at blive til grin for at påpege dem. Det feministiske manifest 'Nu er det nok, så er det sagt'sparkede gang i 00'ernes kønsdebat med et ordentligt brag. Vi har spurgt seks af manifestets bidragydere, hvordan det så nu - 10 år efter
  • I en verden så sød som sukker

    8. januar 2010
    Det nuttede marcherer. Verden synes besat af nuttede dyr og søde designervarer. Glemt er glamour, coolness og muskelkraft; nu vil vi have bløde former, barnligt dign, hvalpe, der er ved at falde i søvn, babyer, der ler og biler med store runde lygter. Det ligner ren eskapisme oven på et voldsomt årti, men følelserne er ligeså gamle som menneskearten
  • Årtiet, hvor vi indså, at de har gjort os afhængige

    31. december 2009
    Vandana Shiva ser faktisk tilbage på årtiet, der gik med glæde. Det var nemlig primært defineret af, at folket indså, at magten ligger bedst i egne hænder. I udviklingens og fremskridtets navn har vi lært at være afhængige. Den afhængighed er vi ved at bryde, lyder det optimistiske budskab fra den indiske aktivist
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu