Læsetid: 4 min.

Er I også Joan & Carsten?

- eller Erik og Anni. Eller Bonnie og Clyde. Eller Sid & Nancy. Kære vilde børn har mange navne. Få insidertips her ...
- eller Erik og Anni. Eller Bonnie og Clyde. Eller Sid & Nancy. Kære vilde børn har mange navne. Få insidertips her ...
4. september 2009

I sidste uge lå jeg i sengen det meste af tiden. Af udmattelse. Af ingenting - andet end sommer. Alt for lange dage, alt for mange lyse nætter af heeyyyy ... Det var absolut ligeså slemt som sidste år. Hele juni var jeg stram og sober, og nej, vi tager det lige lidt roligt og en danskvand. Så kom Roskilde, og jeg gav op og derudaf, og august var som sædvanlig fuldstændig for meget og overflod af minifestivaler, fashion, Outgames og Island. Så nu lå jeg der og skændtes med mig selv, min kæreste og resten af verden. Og så læste jeg lidt inbetween. To artikler fangede mine våde øjne. En midterside i Information og noget sleaze på ekstrabladet.dk. Den ene handlede om at alt hvad vi foretager os - dating, dans og fremtidige projekter har midlertidigheden som grundvilkår. Den anden handlede om, at Joan Ørting har to mænd. Ægtefællen og elskeren. I bund og grund rimeligt uromantisk begge dele. Intet varer evigt og for at udskyde katastrofen hiver man lige 3, 4 og 5 hjul ind.

Drømme

Øv, jeg vendte mig aggressivt og tænkte tilbage. Lige siden jeg var teenager og ikke oplevede nogen teenagekærlighed, har jeg haft strenge billeder inde i hovedet - om hvordan det skulle være - når og hvis og til den tid - der faldt én i fælden. Billederne så nogenlunde således ud: 1. Det skulle være en smuk, besværlig kvinde, som jeg som en anden kluddermor skulle indvikle mig i. 2. Vi skulle være sammen forever. 3. Kunne lide den samme musik. 4. De samme film. 5. Vi skulle være narkomaner 6. Og/eller noget andet på kanten. Jeg er ret sikker på at resten af min omgangskreds har nogenlunde samme sedler liggende i diverse skrivebordsskuffer. For jeg kan dele mine venner op i fire kategorier - skåret over stort set samme læst:

Der er de helt nye par, der dugfriske og morgenbollede og ekskærestesky konstant kigger sig over skulderen, når de er ude - men alligevel kører rå romantik som statussymbol på nettet. De fletter fingre nede hos tatovøren på anden date - for ligesom at slå en pæl igennem rygter og hjerter - hos tidligere bejlere.

Så er der singlerne som tager hjem og videre nu - for der er lidt for meget drama i luften. 'og hvad sker der for, at de lige er blevet gift i Vegas og så står de der og skubber til hinanden og murder on the dancefloor'. Spaltede mennesker er de - singlerne. Skide frie - lige indtil søndagshammeren - hvor de brunchdesperate sms'er tikker ind, og de kan dagens Dagmar-program udenad - selvom de godt ved at film ses i sengen.

Som her hjemme hos os i 3. kategori - der er så festlige og sjove og vilde og fri bar og greatest hits - at det jo altid ender med at gøre ondt. Man starter med at tude over for få invitationer, og man ender med at tude over for mange. Det største problem ved at være et fullblown lesbisk rock'n'roll par, er at vi ikke bliver gravide af alt den passion på offentlige toiletter, efterfestede gulve eller tømmermændsliderlighed.

Så kunne vi nemlig rykke fint videre til sidste kategori - der har skiftet vodka tonics ud med rødbedesaft og erstatningspulver. I hvert fald det første halve år - hvor de nye familier er så popeye lykkelige og uovervindelige i deres små trekløvere, at det næsten ikke er til at holde ud, lige indtil mor og far igen står på disco - på skift.

Til næste år ...

Lige meget hvor i spektret vi befinder os - vil vi have det hele og blæse og have mel i næsen og babypowder i resten fjæset. Vi er konstant angste for at miste - men ok klar til at starte forfra - hvis det hele bliver lidt for tungt og gråt og evigt efterår.

Sådan kan man altså ligge og dissekere sine omgivelser og sig selv - mens regningen langsomt bliver betalt - i takt med at sommerens sidste glød brænder ud. Jeg skimtede også en overskrift omkring, at folk bliver skilt mindre i krisetid. Huset kan ikke sælges - så bliver du ikke? Lad os udskyde midlertidigheden. Folk holder åbenbart sammen - selv i udstrakt offentlig arm. Det er her Anni og Erik kommer ind. De skal komme ind. I en klumme om rock'n' roll. Og parforhold. Og Sol. Er der nogen, der har forstået at bruge midlertidheden som en fordel, så er det da dem. Så tager de lige en pause og får recharget de helt store batterier. Og breve i fængslet. Og lidt mediespil til at ulme jalousi. Og så af sted til de varme, hotte lande. Og det kan aldrig blive for meget. Eller grimt. Eller utilgiveligt. Helt derude, hvor din omgangskreds har opgivet dig og din solbrændte soulmate - er du vel fri.

Der selvfølgelig en sidste kategori. Det er der altid. Dem som bare chiller derudaf på hvad 12.-13. år. Og man har så absolut ikke fornemmelsen af, at de er det mindste midlertidige eller på vej i swingerklub. Der er måske ikke den mest knaldhårde erotik. Men der er forståelse og plads og smil og kys. De er som regel altid jyder, +45 og dyrker en eller anden form for pot og taknemmelighed i baghaven. Jeg vil gerne giftes i lånte fjer og kombinationsdragt - af dem her og så dem med babies. Næste sommer har jeg tænkt mig at være far. En plet- og palietfri af slagsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu