Læsetid: 8 min.

Pikmand

'Bunny Munros død' er historien om en liderlig antihelt, der kommer helt ud af kontrol, men det er også historien om en far, hvis dage er talte, og en søn, der har hele livet for sig. Information bringer hermed første kapitel, Pikmand, af musikeren og forfatteren Nick Caves nye roman
'Bunny Munros død' er historien om en liderlig antihelt, der kommer helt ud af kontrol. Vi bringer et uddrag af Nick Caves anden bog
3. september 2009

»Jeg er fortabt,« tænker Bunny Munro i et øjebliks klarsyn af den slags der er forbeholdt mennesker som snart skal dø. Han fornemmer at han på et tidspunkt i fortiden har begået en alvorlig fejltagelse, men denne erkendelse kommer og går i løbet af ét frygteligt øjeblik - og efterlader ham i et værelse på Grenville Hotel, kun iført undertøj og uden andet selskab end sig selv og sine lyster. Han lukker øjnene og ser for sig en vilkårlig vagina og sætter sig så på kanten af hotelsengen og læner sig i slowmotion tilbage mod det quiltede hovedgærde.

Han kiler mobiltelefonen ind under hagen og bryder forseglingen på en miniatureflaske med cognac med tænderne. Han tømmer flasken ned i sin hals, kaster den tværs gennem værelset, skælver og gylper og siger ned i telefonen: »Bare rolig, skat, det skal nok gå alt sammen.«

»Jeg er bange, Bunny,« siger hans kone Libby.

»Hvad er du bange for? Du har ikke noget at være bange for.«

»Alting. Jeg er bange for alting,« siger hun.

Men Bunny er klar over at noget er forandret i hans kones stemme, de blide celloer er borte, og en høj, raspende violin er dukket op i stedet, og den lyder som om den bliver betjent af en flygtet menneskeabe eller sådan noget. Han registrerer forandringen, men er endnu ude af stand til at forstå præcis hvad den betyder.

»Du må ikke sige den slags. Du ved at det ikke fører til noget,« siger Bunny og suger så dybt som var det en elskovshandling på sin cigaret, en Lambert & Butler. Og i det øjeblik slår det ned i ham - bavianen på violinen, hendes tankers utrøstelige, nedadrettede spiral - og han siger: »Fuck!« og blæser to rasende røgfaner ud af næseborene.

»Har du droppet dine Tegretol? Libby, du har taget dine Tegretol, ikke?«

Der er stille i den anden ende af linjen. Så lyder en nedbrudt, fjern hulkelyd.

»Din far ringede igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham. Jeg ved ikke hvad han vil. Han råber ad mig. Han er helt vild,« siger hun.

»For himlens skyld, Libby, du ved jo hvad lægen sagde. Hvis du ikke tage din Tegretol, bliver du deprimeret. Og som du udmærket godt ved, er det farligt for dig at blive deprimeret. Hvor mange gange skal vi for helvede tale om det her?«

Hulkelyden går ned på halv volumen og falder så endnu mere i styrke indtil den bliver til dæmpet, ynkelig gråd, og det minder Bunny om deres første nat sammen - Libby der lå i hans arme, overvældet af et uforklarligt grådanfald, i et afrakket hotelværelse i Eastbourne. Han kan huske at hun så op på ham og sagde: »Du må undskylde at jeg bli'r lidt sentimental somme tider,« eller sådan noget og Bunny presser sin hånd imod sit skridt og klemmer til, hvilket vækker en pulserende lystfølelse nederst i hans rygsøjle.

»Tag nu bare de fucking Tegretol,« siger han i et mildere tonefald.

»Jeg er bange, Bun. Der er en fyr der render rundt og overfalder kvinder.«

»Hvad for en fyr?«

»Han maler sig rød i ansigtet og går med djævlehorn af plastic.«

»Hvad?«

»Oppe nordpå. De snakker om det i tv.«

Bunny tager fjernbetjeningen på sengebordet og udfører en række parader og riposter for at tænde tv-apparatet der står oven på minibaren. Med lyden slået fra zapper han gennem kanalerne indtil han finder nogle sorthvide optagelser fra et overvågningskamera i et indkøbscenter i Newcastle. En mand med nøgen overkrop og i træningsbukser, bevæger sig gennem en kødrand af skrækslagne handlende. Hans mund står åben i et lydløst skrig. Han har tilsyneladende djævlehorn på hovedet og svinger med noget der ligner en stor, sort stav.

Bunny bander for sig selv, og i det øjeblik svigter al energi ham, både den seksuelle og enhver anden energi. Han sigter på tv'et med fjernbetjeningen, skærmen slukker med en sydende knitren af elektronisk støj, og Bunny lader hovedet falde bagover. Han koncentrerer sig om en vandplet på loftet der i omrids ligner en lille klokke eller et kvindebryst.

Et sted i sin bevidstheds yderområder bliver han bevidst om en manisk kvidrende lyd, en tinnitus af ophidset protest, elektronisk og grufuld, men Bunny genkender den ikke; han hører snarere sin kone sige: »Bunny? Er du der?«

»Libby? Hvor er du?«

»I sengen.«

Bunny ser på sit ur, skubber hånden udad som om han spiller trombone, men kan ikke fokusere.

»For himlens skyld, baby. Hvor er Bunny Junior?«

»På sit værelse, vil jeg tro.«

»Hør, Libby, hvis min far ringer igen ...«

»Han går rundt med en trefork,« siger hans kone.

»Hvad?«

»En havegreb.«

»Hvad? Hvem?«

»Fyren oppe nordpå.«

I det samme går det op for Bunny at den kvidrende lyd kommer udefra. Han hører den nu igennem den brummende lyd fra klimaanlægget og den er tilstrækkeligt apokalyptisk til næsten at vække hans nysgerrighed. Men kun næsten.

Fugtskjolden på loftet vokser og skifter form - et større bryst, en balde, et sexet kvindeknæ - og en dråbe tager form, vokser og skælver, gør sig fri af loftets puds, falder frit og eksploderer på Bunnys brystkasse. Bunny klapper på den som om han befinder sig i en drøm, og siger: »Libby, skat, hvor bor vi?«

»Brighton.«

»Og hvor er Brighton?« siger han og lader en finger løbe langs rækken af miniatureflasker der er opmarcheret på sengebordet, og vælger en Smirnoff.

»Nede sydpå.«

»Hvilket er cirka så langt fra 'oppe nordpå' som man kan komme uden at falde i havet. Hør nu her, skat, sluk for det tv, tag dinTegretol, tag en sovepille - fuck, tag to sovepiller - og så kommer jeg tilbage i morgen.Tidligt.«

»Molen brænder,« siger Libby.

»Hvad?«

»West Pier. Den brænder. Jeg kan lugte røgen helt herover.«

»West Pier?«

Bunny tømmer den lille flaske vodka ned i halsen, tænder en ny cigaret og rejser sig fra sengen. Værelset roterer da Bunny bliver ramt af den erkendelse at han er meget beruset.

Med armene ud til siderne og oppe på tåspidserne går Bunny moonwalk gennem værelset og hen til vinduet. Han dingler, snubler og laver en Tarzan med de falmede chintz-gardiner indtil han genvinder balancen og står stille. Han trækker dem fra med en flot bevægelse, og vulkaniseret dagslys og fugleskrig bringer kaos ind i værelset. Bunnys pupiller trækker sig forpint sammen mens han skærer ansigt ad lyset gennem vinduesruden.

Han ser en mørk sky af stære der kvidrer som sindssyge over det blussende, osende skelet af West Pier der står hjælpeløs i havet direkte over for hotellet. Han undrer sig over at han ikke har set det før, og så spekulerer han over hvor lang tid han har opholdt sig på dette værelse, og han kommer i tanke om sin kone og hører hende sige: »Bunny, er du dér?«

»Ja,« siger Bunny hypnotiseret af synet af den brændende bro og de tusind skrigende fugle.

»Stærene er gået amok. Det er så forfærdeligt. Deres små unger brænder i deres reder. Jeg kan ikke holde det ud, Bun,« siger Libby, og violinens tone stiger.

Bunny går tilbage til sengen og kan høre konen græde i den anden ende. Ti år, tænker han, ti år, og de tårer kan stadig lægge ham ned - de turkise øjne, den frydefulde fisse, ah, mand, altså, og det evindelige, gådefulde hulkeri - og han lægger sig tilbage mod hovedgærdet igen og klasker sig abeagtigt på genitalierne og siger: »Jeg kommer hjem i morgen, skat, tidligt.«

»Elsker du mig, Bun?« siger Libby.

»Det ved du jeg gør.«

»Sværger du på dit liv?«

»På Kristus og alle hans helgener. Helt ned til dine små sko, baby.«

»Kan du ikke komme hjem i aften?«

»Hvis jeg kunne, så kom jeg,« siger Bunny og roder rundt på sengen efter cigaretterne, »men jeg er langt, langt væk.«

»Åh, Bunny ... din fucking løgner ...«

Forbindelsen bliver afbrudt og Bunny siger: »Libby! Lib?«

Han ser mystificeret på telefonen som om han lige har opdaget at han sidder med den i hånden, så smækker han den i som en muslingeskal mens endnu en vanddråbe eksploderer mod hans bryst. Bunny laver et lille »O« med læberne og propper cigaretten ind i det. Han tænder med sin Zippo og inhalerer dybt før han puster en velovervejet strøm af grå røg fra sig.

»Du har hænderne fulde dér, skat.«

Med en kraftanstrengelse drejer Bunny hovedet og ser på den prostituerede der står i den åbne dør til badeværelset.

Hendes neonfarvede lyserøde trusser pulserer mod den chokoladefarvede hud. Hun kradser sig i rækkerne af små fletninger, og en skive orangefarvet tunge viser sig bag den narkoslappe underlæbe. Bunny synes at hendes brystvorter ligner udløserne på de her flydeminer der drev rundt i havene for at sprænge skibe i luften under krigen eller hvad det nu var, og er lige ved at fortælle hende det, men glemmer det og inhalerer mere røg og siger: »Det var min kone. Hun lider af en depression.«

»Det er hun ikke alene om, skat,« siger hun, og går skælvende hen over det røde Axminstertæppe med den chokerende tungespids stikkende frem mellem læberne. Hun sætter sig ned på knæ og tager Bunnys pik i munden.

»Nej, hun er syg. Hun tager medicin.«

»Det gør jeg også, skat,« siger pigen hen over Bunnys mave.

Bunny ser ud til at give dette svar passende overvejelse mens han manøvrerer sine hofter i position. En slap, sort hånd hviler på hans mave, og da Bunny ser ned, opdager han at alle hendes fingernegle er påmalet en detaljeret gengivelse af en tropisk solnedgang.

»Somme tider er det rigtig slemt,« siger han.

»Det er derfor de kalder det the blues, baby,« siger hun, men Bunny hører det knap nok for hendes stemme kommer fra hende i en dyb, uforståelig kvækken. Hun bevæger sig i spjæt og laver et hop på hans mave.

»Hov? Hva'?« siger han og suger luft ind mellem tænderne, og han gisper pludselig, og der var den igen, kom blæsende op fra hans hjerte, denne altings-afslutning-tanke igen - »Jeg er fortabt« - og han lægger en arm hen over sine øjne og buer let i ryggen.

»Er der noget galt, skat?« siger den prostituerede.

»Jeg tror der er et badekar der løber over oppe ovenpå,« siger Bunny.

»Shh. Vær nu stille, skat.«

Pigen løfter hovedet og ser drømmende på Bunny, og han prøver at finde midten af hendes sorte øjne, pupillernes afslørende nåleprik, men hans blik mister sin målbevidsthed og flyder ud. Han lægger en hånd på hendes hoved og mærker den fugtige hud i hendes nakke.

»Vær nu stille, skat,« siger hun igen.

»Kald mig Bunny,« siger han og ser endnu en vanddråbe skælve på loftet.

»Jeg vil kalde dig lige hvad fanden du vi ha', skat.«

Bunny lukker øjnene og presser hånden imod hendes hårs stride reb. Han mærker den bløde eksplosion af vand på sit bryst; som en hulken.

»Nej, kald mig Bunny,« hvisker han.

© Trykt med tilladelse fra Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man prøvede, at gøre skaden god, ved at bringe en undskyldning med tilhørende credits i papirudgaven et par dage senere. Men Vraa står stadig ikke nævnt i netversionen.

At klage over fejl og mangler i kommentarfeltet, er som at råbe i skoven. Se feks. Tonny Worms nekrolog over David Foster Wallace (inf.17.09.08). Hvor forfatteren stadig er benævnt James Foster Wallace.

" Men Vraa står stadig ikke nævnt i netversionen"
af andre end lillebitte mig, hvad der ikke er nok for Juul (og mig for den sags skyld). Det kan ikke være meningen at inf. bruger sine læsere som ulønnede korrekturlæsere (wiki-formlen).