Læsetid: 5 min.

Renset i latterens skærsild

Frank Hvam har etableret sig som folkeeje med sin figur fra tv-serien 'Klovn', men er nu vendt stærkt tilbage som stand-up-komiker med et show, der ubesværet pendulerer mellem det personlige og det samfundspolitiske
'Klovn' gjorde Frank Hvam folkekær, men hans nye oneman-show viser også en anden side af komikeren, der virkelig brænder igennem, når han er vred og indigneret og har noget på hjerte.

'Klovn' gjorde Frank Hvam folkekær, men hans nye oneman-show viser også en anden side af komikeren, der virkelig brænder igennem, når han er vred og indigneret og har noget på hjerte.

5. september 2009

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og tandlæger, men de reducerer mig ved deres blotte eksistens til en hul og patetisk parodi på mig selv. Allerede når jeg åbner døren ind til klinikken, har jeg bare lyst til at sige 'undskyld' i håb om et 'alt forladt', hvormed jeg kan gå igen med uforrettet sag - uden at have været i STOLEN! Men ender altid - banket på plads i virkeligheden som en 11-årig knægt, der er taget med fingrene i kagedåsen - med en dødsdømts modvillige gangart besværet at anbringe mit korpus sammesteds. Mens jeg et kort øjeblik overvejer muligheden af at finde en religion, hvis guddom formår at gribe aktivt ind i ens hverdag; såsom at påføre stodderen i kitlen et mildt hjerteslag, bare et lillebitte et. Så han kan lære det!

Med andre ord skulle jeg til tandlægen samme dag, som komikeren Frank Hvam havde premiere på sit første stand-up-show i vist nok umindelige tider. Hvortil det gudeskønne feminine væsen, med hvem jeg deler mine nærigt uddelte antal dage her på kloden, bemærkede, at hvis nogen vil kunne få mig til at se komikken i det hele, var det nok denne Hvam; hun forlader ellers gerne stuen, når tv-serien Klovn toner frem, thi der har samme Hvam ophævet det uhørt pinlige til noget nær en kunstart - for nu ikke sige religion. Og måske skal man være født ronkedor med flair for samme evne til at træde i spinaten for helt at sætte pris på, hvorledes denne tv-figur som en art pinagtighedernes Jesus tager alle vore faux pas'er på sine skuldre og ved at forstørre dem ud i det absurde på en paradoksal facon giver alle os kluddermikler en art syndernes forladelse - i hvert fald i sådan en monty pythonsk forstand.

Djærve og ukrukket

Men ret havde hun, denne min i sandhed bedre halvdel. Efter at være vaklet ud af klinikken - ydmyget for nu ikke at sige krænket, åndeligt på knæ og fysisk det rene vrag - og på min hjemvej vrisset af forbipasserende og med largesse delt dårlig karma ud til højre og venstre, med den ene side af munden håbløst hængende grundet generøs brug af bedøvelse, rettede jeg mig alligevel på et tidspunkt op i forhåbning om gennem latteren at blive lutret samme aften på Nørrebro Teater. Vel hjemme forsagede jeg mad - hvem kan spise med en halv mund? - og lagde det nålestribede klar på sengen, mens forventningen anbragte sig i maveregionen, hvor sligt har hjemme.

Aftenens første positive overraskelse viste sig så at være den uannoncerede rapper Per Vers, som havde fået sig en opvarmningstjans af de sejere - thi det ærkekøbenhavnske publikum var helt sikkert ikke kommet for at høre en jyde freestyle. Men det tog ikke den gode Vers mange minutter at få - og siden holde - salen i sin hule hånd ved hjælp af sin djærve og ukrukkede stil, iblandet hans åndeløst overlegne kontrol over den rimede improvisations kunst. Hans kun alt for korte sæt bestod af tre enheder, der alle involverede publikums medvirken. Først bad han om og fik to ord, man ellers aldrig hører i rap ('karse' og 'hulmursisolering' blev budt), og så freestylede han ellers derudaf - vel at mærke med en klar historie, perfekt opbygget og med den utroligste punchline. Og det samme formåede han at gøre med to ting, der vakte folks vrede og endelig en pinlig historie. Det var godt nok godt gået, og den afsluttende rap om drømmen om at være neger sad også lige i skabet. Banen var nu i den grad kridtet op til Hvam, ka' De tro.

Men først lige en rask pause, hvor vi gnubbede albuer med kendisser nok til et særnummer af Se & Hør. Synet af sådan et par berømtheder i stramtsiddende tøj fejede de sidste onde minder om eftermiddagens forsmædelser helt ud af min sønderskudte bevidsthed.

Gjorde nas

Tilbage i plyssædet i det stopfyldte teater var vi nu så klar til at møde aftenens hovedperson, som det er menneskeligt muligt at blive. Tændte, beredte og klare til at lade os rense i latterens skærsild. Og på den konto svigtede han heller ikke, den gode Hvam, trods arrangementets hele karakter af indlysende hjemmebanefordel. Han har helt klart skullet tage valget om, hvorvidt han ville fortsætte stilen fra Klovn - eller finde en mere afbalanceret form, som i sidste ende vil give ham større råderum som både komiker og skuespiller. Som de fleste ved, kan en tv-seriefigur - hvis den er udført to perfection; tænk Kramer fra Seinfeld, f.eks. - også ende som kreativ spændetrøje for rolleindehaveren. Vel, som i så mange andre af showets aspekter pendulerede Hvam frem og tilbage mellem sin Klovn-persona (der naturligvis tog kegler) og en mere alvorlig (og mærkbart vredere) figur, som både forekom mere klædelig, mere karsk og i besiddelse af et større fremtidsperspektiv. Thi vi har nu x-antal sæsoner af Klovn i alle af mennesket kendte formater at vende tilbage til, når vi gribes af behovet for at sætte vores egen ynk i perspektiv, hvorfor vi næppe behøver gå i teatret for at mindes den side af Hvams personlighed og kunnen.

Derfor brændte han set fra Informations sæde også så absolut stærkest igennem, når han forlod det personlige til fordel for det samfundspolitiske. Hvilket efter eget udsagn interesserer ham voldsomt, uden at det - grundet hans ry - tages synderligt alvorligt af omgivelserne. Vel, Frankie Boy, det kan det nemt komme til at gøre, hvis du bevarer galden og indignationen, som den kom til udtryk i de der helt fantastisk velsiddende udfald mod den farce, vi kender som Dansk Landbrug A/S. Hold kæft, hvor var det sjovt og tiltrængt at høre nogen give den topsubsidierede, dyreplagende møgspreder af pisseforkælet dødssejler tørt på - se, dét var humor med en dybere mening! Sjovt som det var - og det var det - med de vante rapporter fra parforholdets overdrev og en tøsedrengs hverdage, var det dér, Hvam virkelig var inde at røre ved noget, som gjorde nas, samtidig med at vi tog os til maven og udstødte de der latterbrøl, der er et muligt alternativ til gråden og opgivelsen. Mere af det. Meget mere af det; på samme måde som med alt det om Naser Khader, de ny pengesedler, machomænd, broerne, 'naturelskere' og i øvrigt alt hvad der lå uden for komikeren selv. Harmen får i den grad det bedste op i Hvam - ikke den der klovnefigur, der alle sine kvaliteter ufortalt næsten tangerer klicheen.

Men sjovt var det fra start til slut, og et velfortjent bifald bølgede da også ned over blegfisen på scenen - i såvel tide som utide. Deres udsendte morede sig fortrinligt og tænkte ikke på sin tandlæge en eneste gang under seancen!

Frank Hvam (og Per Vers), Nør-rebro Teater til den 12. september og derefter på turne landet rundt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu