Læsetid: 8 min.

Den russiske lejrdannelse

I debatten om Rusland er den danske offentlighed delt i to lejre. Den ene står på en generelt kritisk holdning til styret i Moskva, mens den anden mener, man bør udvise større forståelse for Ruslands argumenter. I mere end 20 år har de to lejre trukket tov med hinanden - senest i debatten mellem Flemming Rose og Carsten Jensen
Kamp. Jyllands-Postens Flemming Rose og forfatteren Carsten Jensen er tørnet sammen i Informations debatspalter, efter at Carsten Jensen har beskyldt Rose for at gå russernes ærinde i Tjetjenien-spørgsmålet. Debatten er symptomatisk for to lejre i den danske offentlighed, der tolker Rusland og russiske forhold vidt forskelligt, lyder det samstemmende fra en række Ruslands-kendere. På billedet rykker russiske kampvogne frem i Tjetjenien i 1999.

Kamp. Jyllands-Postens Flemming Rose og forfatteren Carsten Jensen er tørnet sammen i Informations debatspalter, efter at Carsten Jensen har beskyldt Rose for at gå russernes ærinde i Tjetjenien-spørgsmålet. Debatten er symptomatisk for to lejre i den danske offentlighed, der tolker Rusland og russiske forhold vidt forskelligt, lyder det samstemmende fra en række Ruslands-kendere. På billedet rykker russiske kampvogne frem i Tjetjenien i 1999.

3. september 2009

I et forsvar for Åsne Seierstads bog Englen i Groznyj beskyldte forfatteren Carsten Jensen for nylig Jyllands-Postens Flemming Rose for at gå russernes ærinde i Tjetjenien-spørgsmålet. Jensen mener, at Rose i artikler og kommentarer slår ned på ubetydelige fejl i bogen for at underminere Seierstads troværdighed som forfatter og afspore den offentlige debat om Ruslands forbrydelser i Tjetjenien.

»Hvis man ikke brød sig om Åsne Seierstads budskab, var der to muligheder. Man kunne give sig til at forsvare den barbariske russiske invasion, hvilket var svært for ikke at sige umuligt. Eller man kunne vælge at slå budbringeren ihjel,« skrev Carsten Jensen i et essay i Information.

I sidste uge tog Flemming Rose så til genmæle i et to sider langt debatindlæg, hvor han anklager Carsten Jensen for at se igennem fingre med fakta i et forsøg på at skabe sin egen historiske virkelighed.

»For ham (Carsten Jensen, red.) handler det alene om at skabe følelsesmæssig identifikation med de mennesker, der optræder i fortællingen, så er det mindre vigtigt, om begivenheder har fundet sted eller ej, om noget er sket før eller senere, om en person har foretaget sig noget eller ej.«

Debatten, som fortsætter i denne uges Bøger med et fyldigt modsvar fra Carsten Jensen, handler ikke kun om to uforsonlige kamphaners interne opgør. Ligesom den heller ikke alene handler om principperne for fortællende journalistik. Den handler samtidig om to forskellige måder at forholde sig til Rusland på: Om man som Carsten Jensen overvejende forholder sig kritisk til styret i Moskva. Eller om man som Flemming Rose udviser en større grad af forståelse for Ruslands situation.

Hvor meget snor?

Det er en uenighed, der ifølge forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen trækker tråde mere end 20 år tilbage i tiden.

»I sovjettiden var der mange i DKP-kredse herhjemme, der prøvede at se det mest positive i den reelt eksisterende socialisme, som det hed, mens andre til gengæld så KGB-agenter på hvert andet gadehjørne og i øvrigt ikke mente, at der var noget som helst positivt at sige om Sovjet,« siger han.

Da den gamle verden brød sammen i 1991, og DKP forsvandt ud af historien sammen med Berlinmuren og Sovjetunionen, dukkede imidlertid en ny diskussion med nye fronter op. Dem, der tidligere havde kritiseret Sovjetunionen, forsvarede nu det nye Ruslands magthavere, mens det tidligere sovjetmiljø så på udviklingen i Rusland med stadig mere kritiske øjne.

»Op igennem 1990'erne opstod der en diskussion om, hvor lang snor man skulle give russerne. Man kunne for eksempel risikere at få mange skældud af professor Bent Jensen og til dels også Tøger Seidenfaden, hvis man tillod sig at sige, at Jeltsin måske ikke var den største engel på denne jord, men blandt andet ansvarlig for den røverkapitalisme, som har voldt store problemer for den almindelige russer,« siger Leif Davidsen.

Det er grundlæggende de samme brudflader, der gemmer sig bag det polemiske ordfægteri i den verserende debat mellem Flemming Rose og Carsten Jensen, mener han. Uenigheden går på, hvor meget snor man skal give Rusland.

»Skal man give lang snor, fordi det stadig er et ungt og skrøbeligt demokrati, som man ikke skal risikere at støde fra sig og sende over i en endnu mere autoritær lejr? Eller skal man, som jeg mener, holde Rusland i kort snor og sige, at nok er nok, og at hvis Rusland vil være en del af det gode selskab, så må landet begynde at opføre sig som en civiliseret nation og ikke som klassens bølle.«

Gode grunde

Redaktør på Weekendavisen Anna Libak, der var Berlingske Tidendes Moskva-korrespondent fra 1999 til 2003, er enig i, at der findes to lejre i den danske debat om Rusland, der henholdsvis betoner forståelse og skepsis over for styret i Moskva. Også hun opfatter Flemming Rose og Carsten som eksponenter for hver sin lejr - ikke mindst når det kommer til udlægningen af Ruslands fremfærd i Tjetjenien.

»Som jeg har fulgt dem generelt, tilhører Flemming Rose det hold, der har været optaget af at forklare, hvorfor det har været nødvendigt for Rusland at fare hårdt frem mod tjetjenerne. Mens Carsten Jensen tilhører det hold, som har været optaget af at forklare omfanget af det tjetjenske folks lidelser,« siger Anna Libak, der mener, at begge har en vigtig pointe.

»Jeg er enig med Rose i, at det ikke længere er frihedskæmpere, der kæmper en retfærdig krig i Tjetjenien. Under den første tjetjenske krig var det nemt at holde med tjetjenerne, for dengang troede de stadig på, at de lige som balterne kunne blive frie. Det er ikke det, de kæmper for i dag. Der er gået islamisk terror i den, fordi de ikke fik hjælp fra Europa, men i stedet fik alle pengene fra Mellemøsten. Men det gør ikke overgrebene på den tjetjenske befolkning mindre, og jeg er enig med Carsten Jensen i, at man skal fastholde det fokus.«

Selv mener Libak, hun tilhører den lejr, som forholder sig mere kritisk end forstående til Ruslands fremfærd i Tjetjenien. Grundlæggende fordi det er forkert at sidestille tjetjenske guerillakrigere med den russiske statsmagt.

»Det, at man som stat har voldsmonopolet, betyder samtidig, at man har særlige forpligtelser. Man kan ikke undskylde sig med modstanderens handlinger. Selvfølgelig kan man være i en situation, hvor overmagten fra den angribende parts side bliver så stor, at det bliver et spørgsmål om statens overlevelse. Men det mener jeg slet ikke på noget tidspunkt har været aktuelt for Rusland. Derimod mener jeg, krigene i Tjetjenien har vist, at Rusland endnu ikke er et demokrati, og de har gjort det sværere for Rusland at udvikle sig til et demokrati.«

Den udlægning er Karsten Jakob Møller, generalmajor og senioranalytiker ved DIIS, imidlertid ikke enig i.

»Det er klart, at det, der foregår i Tjetjenien er ganske skrækkeligt, og at den russiske måde at reagere på bestemt ikke altid har været lige hensigtsmæssig. Men jeg hører stadig til dem, der mener, at russerne havde ganske gode grunde til at gå ind i Tjetjenien i 1999, fordi Føderationen var i en så skrøbelig forfatning, at en løsrivelse af Tjetjenien meget vel kunne have fået ubehagelige konsekvenser for dens sammenhængskraft,« siger Karsten Jakob Møller.

Han mener, at der generelt bliver blandet alt for meget idealisme med ind i debatten om Rusland.

»Der er to forskellige skoler, der ser meget forskelligt på Rusland,« siger han:

»Den ene prøver at komme ind bag overfladen af Rusland og finde ud af, hvad der foregår, og hvorfor russerne reagerer som de gør. Og så er der den anden skole, som hvis vi skal sige det lidt bastant, bedømmer Rusland ud fra nogle moralske kriterier og er meget fordømmende, fordi Rusland ikke opfører sig ligesom os andre,« siger Møller.

Den evindelige forståelse

Vibeke von Sperling, mangeårig Moskva-korrespondent for Politiken, har i bogen Åh, Tjetjenien fra 2004 forsvaret tjetjenernes rettigheder og som konsekvens heraf fået indrejseforbud i landet af de russiske myndigheder. Hun mener, at »den evindelige forståelse« for Ruslands fremfærd i Tjetjenien er med til at skære tjetjenerne over én kam som et kriminelt folkefærd.

»Selvfølgelig skal vi fordømme enhver form for tjetjensk terror, og det har jeg også selv gjort. Men når russerne er blevet sure på mig, skyldes det, at jeg samtidig har fremført, at hvis vi skal bekæmpe terrorisme, så må vi begynde med statsterroren. For det er i mine øjne statsterror, Rusland har udøvet i Tjetjenien,« siger hun.

Ifølge Vibeke Sperling er der ikke en fløj herhjemme, der bakker Rusland op i et og alt, og en fløj, der kritiserer pr. refleks, men der er en fløj, som hun mener »viser overdreven forståelse for Rusland og russiske argumenter« - ikke kun, når det kommer til konflikten i Tjetjenien, men også i andre forhold som eksempelvis Ruslands fremfærd i Georgien, magtspillet om energiforsyningen og varetagelsen af russernes frihedsrettigheder.

Sperling fremhæver selv Karsten Jakob Møller som en af de aktører i debatten, som efter hendes mening går for vidt i sin forståelse for den russiske statsmagts ageren. Sidste år udgav Karsten Jakob Møller bogen Fra kaos til Putin, som i brudstykker gennemgår den moderne russiske historie og dramatiske omstillingsproces fra kommunistisk planøkonomi til markedsøkonomi og kapitalisme.

»Undervejs i sin bog rejser han en masse kritikpunkter af Rusland, men i sidste instans konkluderer han, at det går den rette vej, og at det i øvrigt må være op til russerne selv at bestemme deres egen skæbne. Ja, det er jeg fuldstændig enig i! Men så lad dog russerne selv bestemme. I øjeblikket ser vi et land, hvor demokratiet skrumper, og det diktatoriske styre vokser. Selvfølgelig er der gjort små fremskridt, Medvedev har talt pænt om at opbygge en retsstat, men han har ikke gjort noget ved det. Og det er dér, jeg mener, man bør slå ned og kritisere,« siger Sperling.

Ifølge Karsten Jakob Møller bør man imidlertid forholde sig til, hvad det er for forudsætninger, Rusland har at drive politik under.

»Selvfølgelig kan man forholde sig moralsk til Rusland, men hvad fører det til? Hvad har det ført til, at Vesten har siddet med den moralske pegefinger løftet og hele tiden slået Rusland over fingrene: 'Fy, det må I ikke! I laver ikke jeres demokrati godt nok!' Russerne gider simpelthen ikke høre på os, og måske er det så alligevel smartere at få en konkret dialog med dem,« >siger Møller, der mener, at mange i debatten ofte glemmer, at Rusland stadig er et ungt demokrati:

»At Rusland kun har haft 15 år til at udvikle et demokrati, og at de ikke har nogen demokratisk tradition at trække på. Hvad tog det os? Vi fik grundloven i 1849, og vi fik først et egentligt demokrati med grundloven af 1953.«

Tidligere korrespondent for DR i Moskva, Poul F. Hansen, der netop er aktuel med bogen Mit Rusland, mener, at de store uoverensstemmelser i forståelsen af Rusland skyldes en grundlæggende forskel på, hvordan man tolker Ruslands historiske udvikling.

»Folk som professor Bent Jensen og Flemming Rose udlægger det, der skete i 1991, som en antikommunistisk revolution, hvor jeg vil påstå, det mere var en personudskiftning. Man forandrede ikke reelt ideologien, man skiftede bare en masse navne ud. Det, der i gamle dage hed Det Kommunistiske Partis Centralkomité, hedder nu Præsidentens Administration. Men reelt er Rusland i dag lige så topstyret som dengang. Man har ikke gjort noget for, at folk skal begynde at tage et personligt ansvar. Det er der, vore veje skiller,« siger Poul F. Hansen.

Leif Davidsen mener, uenigheden bunder i et grundlæggende spørgsmål om, hvilken rolle Vesten skal indtage over for Rusland.

»Hvad skal vi i Vesten gøre for at hjælpe Rusland derhen, hvor vi gerne vil have det, det vil sige hen til et normalt, civiliseret, demokratisk, markedsøkonomisk land. Hvordan gør man det bedst? Det er et spørgsmål, som har delt hele Vesteuropa i to lejre: Den ene lejr vil give pisk, den anden vil give gulerod«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Hvad skal vi i Vesten gøre for at hjælpe Rusland derhen, hvor vi gerne vil have det, det vil sige hen til et normalt, civiliseret, demokratisk, markedsøkonomisk land.«

Ha, man tror næsten spørgsmålet er indledning til en vittighed...

Russerne er iskoldt vurderende når det gælder Vestens udlægning af demokrati, som jo i bund og grund er et 'markedsdemokrati'. Denne afart af demokrati har russerne lagt ryg under Jeltsin, hvor al offentlig ejendom først blev fordelt til hele befolkningen for så i løbet af rekordtid at ende i oligarkernes lommer.

Putin fik tæmmet oligarkerne i Rusland, og fortsætter nu kampen imod de sidste oligarker i Ukraine. Den russiske befolkning kan snildt se, at det er nødvendigt med en stærk statsmagt, hvis den liberalistiske vildskab og grådighed på råvare og marked skal tæmmes.

Putin vil gå over i historien som oligarkernes banemand.

Et gammelt russisk ordsprog siger:

Rusland kan ikke forstås med forstanden, ikke måles med almindelig alen, det er en særlig skikkelse – Rusland kan man kun tro på.

De europæiske Nationalstater er ligeledes delt hvad angår Rusland. Tyskland topper som, et Flemming Rose land, der søger dialogen, og som har sikret sig en plads som Ruslands vigtigste partner på verdensplan. Se f.eks. udtagelse fra Ruslands eksperten, Alexander Rar i Pravda fra den 16 juli 2009: http://english.pravda.ru/russia/politics/16-07-2009/108189-russia_germany-0. Danmark derimod er et typisk bagstræbene, tilbageskuende og konfrontation søgende, Carsten Jensen land – tilsat en ordentlig dosis moralsk bedreviden, og politisk dumhed. Således har vi plastrede os selv i muddergrøften i forhold til fremtidens vigtigste handelspartner og en af fremtidens helt store kultur dynamoer! Det er til at græde over.
PS: Ifølge Alexander Rar mistede Tyskland en enestående mulighed for et tæt samarbejde med Rusland under Putin, takket være Tysklands konservative US- orienterede politiske elite. Mon ikke at problemet herhjemme er det samme! Her har vi oveni en russisk fjendtlig presse, med Politikken som spydspids.