Læsetid: 10 min.

Så går vi rundt om en ... elitefeminist

Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
25. september 2009

Med Leny Malacinskis bog Den dag, jeg opdagede, at jeg var undertrykt bliver der endnu en gang sat gang i den danske ligestillingsdebat, denne gang bl.a. med det fængende udtryk 'elitefeminister'. Et begreb, der efter sigende dækker over kvinder som Mette Frederiksen og Hanne-Vibeke Holst, kvinder med en høj position i samfundet, som påtager sig rollen som kvindernes fortalere. Det er de ifølge Leny Malacinski bare ikke.

»Det pudsige er, at de kvinder, der taler højest om at være ofre for mandlig undertrykkelse, er fra samfundets elite ... De vil bestemme, hvordan andre mennesker skal leve, så det ser pænt ud i statistikken,« sagde Leny Malacinski i forbindelse med bogens udgivelse til Politiken.

Hun har svært ved at se, hvem der egentlig vrider armen om på kvinderne, i forhold til deres valg omkring uddannelse og barsel. Hun mener godt, at kvinder selv kan finde ud af, hvad de vil med deres liv, også uden hjælp fra socialdemokraternes ligestillingsordfører, Mette Frederiksen, der mere meler sin egen kage end taler 'nogens' sag, når hun ifølge Malacinski vil diskriminere mænd ved at tvinge dem på barsel og ud af bestyrelseslokalerne.

Når ordet 'elite' bliver, er det, som de fleste nok ved, noget nær en politisk naturlov, at Dansk Folkeparti skal erklære sig enig i, at det er noget skidt. Det skete således også denne gang, hvor Pia Kjærsgaard i sin tale ved det netop overståede landsmøde gav Malacinski opbakning:

»De undertrykte kvinder herhjemme er dem, der holdes nede i et patriarkalsk islamisk hjem, ikke danske forretningskvinder, der både kan få børn og karriere! Men pengestærke, kvindelige forfattere og debattører, der ikke endnu er kommet ud af 1968-vrangforestillingerne, holder emsigt liv i den forkerte diskussion.«

Der er dog ifølge Pia Kjærsgaard 'lys' med Leny Malacinskis bog, og hun giver hende sågar den ære at blive sammenlignet med en anden af DF's helte.

»Det er fremragende og næsten med et Bjørn Lomborgsk mod, at den unge journalist gør op med dem, hun kalder kønskommunisterne.«

Der er forskel

Og der er faktisk noget om snakken omkring forskellen på kvinder, hvis man skal tro på en sociologisk ph.d.-afhandling fra sidste år, På jagt efter klasse. Den beskæftiger sig med, hvordan klasse spiller ind i forhold til kvinders syn på ligestilling. For selv om der ikke bliver talt meget om klasse i dagens Danmark, giver det ifølge kvinden bag ph.d.'en, Stine Thidemann Faber, stadig mening at se på de klasseforskelle, der eksisterer, og hvad de betyder for ligestillingsproblematikken. I sin afhandling skriver hun blandt andet om middelklassekvinderne:

»Mange fremstår som ureflekterede, nærmest uvidende, om deres egen position. Disse kvinder virker modstræbende over at skulle anerkende, at de lever et privilegeret liv og søger i stedet at underkommunikere, modificere eller bagatellisere betydningen af økonomisk og/eller kulturel kapital.«

Til Information siger hun:

»En del arbejderklassekvinder ser spørgsmålet om ligestilling som et middelklasseprojekt, som står i relation til bedrevidende og moraliserende middelklassekvinder. Det kan man godt tolke som værende dækkende for begrebet elitefeminister,« siger Stine Thidemann Faber.

Dernæst er der en lille ting, som arbejderkvinderne vægter langt højere end middelklassekvinderne, nemlig moderskabet. Et aspekt der, ifølge Stine Thidemann Faber, i langt højere grad end arbejdsmarkedet er en afgørende markør for kvindernes identitetsdannelse.

»De synes, at middelklassen arbejder for meget og tænker for lidt på deres børn,« >siger Stine Thidemann Faber.

- Så kravene om flere professorater og kvinder i topstillinger er ikke noget, der udspringer fra - eller har særlig betydning for -arbejderkvinderne?

»Nej. De kvinder, jeg har talt med, kan ikke se, hvordan de problemstillinger relaterer til deres virkelighed,« siger Stine Thidemann Faber.

Gavner stadigt

Men derfra og så til at konkludere, at f.eks. kønskvoter på universiteterne er en dårlig ide, mener Stine Faber, er der et stykke vej. Men man bliver nødt til at forholde sig til, at arbejderklassen har nogle andre krav og forventninger til, hvad ligestillingsdebatten skal handle om end dem, der befinder sig højere på den sociale rangstige.

- Men er det så elitært, når middelklassen siger til arbejderklassen, at man kender deres behov bedre, end de selv gør, at det traditionelle kønsrollemønster, de knytter deres identitet til, er noget pjat, og at de skal skynde sig at komme højere op i samfundet?

»Ja. I et vist omfang ligger det i hele ligestillingskampen. Samtidig med, at man nok skal have øjnene op for, at de, der måske i højere grad bliver klemt i dagens samfund, er mænd fra arbejderklassen,« siger Stine Thidemann Faber.

En mulig forklaring for hende er, at det klassebegreb, som hun hiver fat i, er gledet i baggrunden til fordel for en mere individualistisk syn på tilværelsen, hvor man er sin egen lykkes smed. I virkelighedens verden eksisterer der dog stadig reelle forskelle, selv om man sjældent vil forholde sig til dem. Stine Faber vil dog nødigt konkludere entydigt på, hvordan man i ligestillingsøjemed skal forholde sig til de forskelle, hun peger på. For individets behov er ikke nødvendigvis lig med samfundets bedste.

»Jeg mener ikke, at man på baggrund af identitetsforskelle helt skal opgive at forandre på de traditionelle kønsrollemønstre. Men jeg mener, at vi skal udvide diskussionen. På trods af gode intentioner om ligestilling risikerer vi at gå galt i byen, netop fordi klassedimensionen ikke tematiseres. I dag er det middelklassens livsprojekter, som bliver præsenteret som idealet, alle andre bør stræbe efter,« siger Stine Thidemann Faber.

Tænk lidt længere

En af de udråbte skurke i debatten, socialdemokraten Mette Frederiksen, kan dog ikke se, at der hverken skulle være et problem i, at hun udtaler sig på andres vegne, eller at det overhovedet giver mening at kalde nogle projekter for elitefeministiske.

»Det er jo fantastisk, at der er kvinder som Malacinski, der føler sig frigjorte. Det viser jo, at kampen langt hen ad vejen er lykkedes. Men man skulle så måske også se lidt længere end egen næsetip og f.eks. tænke på de ufaglærte kvinder, der ikke får sparet op til egen alderdom,« siger Mette Frederiksen.

Hun har svært ved at se, hvordan det at kæmpe for, at man som mand kan være sammen med sine børn, når de er små, er elitært. Det er ifølge Frederiksen nærmere en relevant problemstilling for rigtigt mange mænd.

- Men kan man ikke komme til at skyde kvinder nogle behov i skoene, som de reelt set ikke sidder inde med?

»Jeg tror, at det er vigtigt for alle at have en god økonomi i alderdommen. Og det vil jeg gerne lovgive for at sikre. Og så sende stafetten retur til Malacinski med spørgsmålet om, om vi så skal fjerne den ligestillingslov, der er i Danmark? Det er konsekvensen; at al lovgivning, der 'skubber' på ligestillingsområdet, skal væk. Er det elitært, at man ikke må fyre en gravid - skal den lov fjernes?« siger Mette Frederiksen.

For hende er det skævvridende, når man anklager en politiker for at tale egen sag i skalkeskjul af at skulle tale på andres vegne. For politikere taler ifølge Mette Frederiksen jo netop på andres vegne.

»Jeg er jo ikke valgt for at tale min egen sag, men netop for at tale andres sag. Det er mit job som socialdemokrat. Hvis jeg ikke som politiker skulle gøre det, hvad skulle jeg så lave?« siger Mette Frederiksen.

Frem og tilbage

Ser man på det historisk, er det langtfra noget nyt argument, at 'nogle kvinder' skal lade være at fortælle 'andre kvinder', hvad de skal eller ikke skal gøre. Det er faktisk nærmere reglen end undtagelsen. Ser man bare på denne avis i den seneste tid, så frabad cand.mag. og akademisk medarbejder på Kvinfos Mentornetværk, Güzel Turan, den 7. september at blive belært af hverken de konservative eller Dansk Folkeparti om brugen af både burka og adgangen til 'de muslimske bryster', som Søren Espersen, Dansk Folkeparti, efter sigende meget gerne vil se lidt nærmere på. Og tilbage i august var teolog og bestyrelsesmedlem i DR, Katrine Winkel Holm, fremme og frabede sig, at Kvinfo i form af direktør Elisabeth Møller Jensen blandede sig i, hvordan de danske kvinder skulle leve deres liv, da hun skrev at »løsningen ikke er at gå tilbage til 50'enes hjemmegående husmor«.

»Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen. Men det kunne jo være, du skulle overlade det valg til kvinderne selv. Og det kunne jo være, at det ikke handlede om at gå frem eller tilbage, men blot om at få muligheden for at gå i den retning, der passer ens børn og familie bedst,« skrev Katrine Winkel Holm, den 17. august som svar. Sidste søndag tog 35 'veluddannede kvinder' så afstand fra Malacinskis syn på sagen i Politiken.

Det hele er - minus burka og muslimske bryster - set før og kommer derfor langt fra bag på historiker og forsker i dansk ligestillingshistorie, Jytte Larsen. Diskussionen har fulgt feminismen til alle tider.

»Det er en klassiker. Tag f.eks. rødstrømperne, der typisk var veluddannede og tilhørte middelklassen. Da de gik ind i kampen for ligeløn ved overenskomsten i 1971, stemplede formanden for Kvindeligt Arbejderforbund dem som Hellerup-kællingernes døtre, der per definition ikke kunne være solidariske med arbejderkvinder,« >siger Jytte Larsen.

Historien går sådan set ifølge Larsen helt tilbage til kampen for kvinders valgret, der blev indført ved en grundlovsændring i 1915. Her var de københavnske kvinder i front, bl.a. med underskriftsindsamlinger, hvorefter konservative politikere påpegede, at det bestemt ikke var repræsentativt for de kvinder, som de kendte.

Alt i alt får Malacinski altså ikke mange point for originalitet. Spørgsmålet er, om hun alligevel har en pointe; for man kunne stadig spørge, om det er i orden eller problematisk, at det nu er sådan? Jytte Larsen mener bare, at det spørgsmål tager det forkerte udgangspunkt.

»Ligestilling er grundlæggende et demokratispørgsmål. Det afgørende er, om man tror på, at der er tale om et frit valg eller et strukturelt problem. Er det ikke strukturelt, er der jo ingen grund til at lave politik på det,« >siger Jytte Larsen.

Hun mener dog, at alle statistiker peger på en skævhed og en manglende kønsbalance, som ikke kan tilskrives et personligt valg. Der må ifølge Larsen være nogle strukturelle mekanismer, der gør sig gældende, når vi f.eks. kun har syv kvindelige borgmestre. Med mindre man altså tror på, at der ikke er nok kvalificerede kvinder, hvilket Larsen betegner som »langt ude«.

»Man kan ikke sige til en kvinde, at hun ikke må gå hjemme og passe sit barn. Men man kan tro på, at et bedre demokratisk samfund er et, hvor magten er fordelt nogenlunde ligeligt mellem kønnene,« siger Jytte Larsen.

- Nu peger du på, at det handler om strukturelle problemer. Hvad dækker det over?

»Der er mange forklaringer på spil. Det største strukturelle ligestillingsproblem er kønsarbejdsdelingen. Det er til stadighed kvinderne der har den største byrde i hjemmet, og så er der en særlig grænse, der skal overskrides, når en kvinde skal helt til tops,« siger Jytte Larsen.

Stadig husmor

Og netop pointen, at kvinderne stadig har den største byrde i hjemme, knytter sig lettere ironisk til elitefeministbegrebet, mener professor ved Nationaløkonomisk Institut på Århus Universitet, Nina Smith. For ser man på, hvad de bedrestillede kvinder i ligestillingens navn har fået gennemført, så har tiltagene nok hjulpet de lavere klasser med en bedre tilværelse, men derimod gjort det mere besværligt for kvinderne at komme helt til tops i samfundet. Det skyldes, at kvinderne fortsat er de primære brugere af alle de familievenlige ordninger, man har gennemført gennem årene, bl.a. fordi det i de fleste familier er billigst, hvis det er mor, der går på orlov.

»Det bliver som regel 'mor', der tager børnenes sygedage og ender med at få hovedansvaret for hjemmefronten. Det har klart karrieremæssige konsekvenser for de veluddannede kvinder, hvorimod de med lavere uddannelser ikke bliver ramt på samme måde, fordi en orlov for dem ikke slår nær så hårdt,« siger Nina Smith.

Danske højtuddannede kvinder laver således stadig langt det meste husarbejde og det med dårlige muligheder for at købe sig hjælp til det huslige, grundet de forholdsvis høje mindstelønninger. Imens tager danske mænd stadig kun fem til 10 procent af barselstiden, er meget mindre fraværende på grund af syge børn og tager ifølge Smith ikke del i meget husarbejde, der ikke kan klares i weekenden.

»Konsekvensen er, at andelene af kvindelige topchefer og kvindelige professorer i Danmark er blandt de laveste i OECD-landene,« siger Nina Smith.

Så meget altså for den kage, som de såkaldte elitefeminister har melet. Nina Smith mener dog ikke, at den megen snak om kvoter vil stille de højtuddannedes sult på langt sigt.

»Så længe kvinder bliver ved med at tage hovedansvaret for hjemmefronten, barslen og børnene, vil det være en kortsigtet lappeløsning at gennemtrumfe kvoter. Hvis politikerne - og kvinderne - vil have reel ligestilling, må de gøre noget langt mere grundlæggende ved arbejdsfordelingen på hjemmefronten,« siger Nina Smith.

Det skal ifølge Smith derfor gøres økonomisk neutralt, om det er mor eller far der går på orlov, så man ikke rammer den samlede husholdningspung. Og så må kvinderne sideløbende indse, at de også skal afgive noget magt, hvis ligestilling skal blive en realitet - magten over hjemmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rolf

Tak for linkene vedrørende sexede mænd, der svinger guldskrubben! Du spurgte tidligere:

Hvad skal kvinder egentlig bruge mænd til?

Og ja, det viser du jo selv. I har bare så mange brugte og ubrugte talenter, både til det ene og det andet og fx også i servicefagene og indenfor omsorg og sundhed.

Det med at lønnen er lav synes jeg er noget kønsdiskriminerende pjat mænd siger, for man skal da ikke mobbe mænd fordi de har en lav løn.

Hans JØrgen

Hvis din frue ønsker sig en rengøringsassistent alt imens du ytrer dig om, hvor glad du er for at gøre rent, undrer det mig at hun har dette ønske.

vil hun hellere have dig med i biffen end at du skurer gulve, pudser vinduer samt sørger for madlavningen?

Jeg er jo født så grænseløst nysgerrig.

Niels

Jeg hører ikke til overklassen som jeg fornemmer at du tror. Selve begrebet overklasse bryder jeg mig ikke om.
Jeg er bare en selvstænig ervhervsdrivende, som må klare de ting, jeg ikke har råd til at anstætte andre til, og har det fint med det.

Men en ting kan jeg fuldt og helt give dig ret i:
huslige ting skal meget ofte gøres på kvindernes måde og metode.. alt for mange kvinder mener at vide bedst. Og især vansketøjet giver problemer.
Ingen kan sortere det korrekt efter mange kvinders mening.
vil kvinderne give manden ansvar for husførelsens udførelse, så må de give afkald på deres opfattelse af det perfekte. ellers gider mand og børn ikke gøre noget, hvis de hele tiden udsætttes for kritik.

Inger Sundsvald

Angelica Correa og Marianne Mandoe

Hellere Mette end Helle + 2 x Henrik. Men jeg er bange for, at Danmark endnu ikke er parat til en kvinde på posten. Dertil er der for meget der vender sig i mænd – sikkert mere hos JP- og Berl.-segmentet end lige her. Men jeg vil gerne beholde mine illusioner om at det går fremad, så det vil jeg ikke undersøge nærmere…

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Hellere Mette end Helle [...]"

Mette Frederiksen ville være en bedre leder af partiet, og ville næppe begå helt så mange elementære strategiske fejl, som Helle Thorning-Schmidt gør. Mette Frederiksen evner både visionær såvel som strategisk tænkning, og det savner partiet i beskæmmende grad.

Hvilken af de to damer, der har de sygeste holdninger om kontrolsamfund, umyndiggørelse af borgerne og andet, kan så diskuteres. Men som hypotetisk leder af partiet, er Mette Frederiksen så afgjort bedre egnet.

Hvis S ikke per automatik gjorde partiets formand til statsminister, men siden valgte den bedst egnede til jobbet til den tid, gjorde de sig sikkert en meget stor tjeneste. De kvaliteter en person skal have for at føre et parti til regeringsmagten, er nogle ganske andre end de en statsminister bør have.

Mona

Du har ret - mænd og børn er ikke så glade for kritik, de vil meget hellere have ros og opmuntring. Derved har de ganske meget tilfælles. Nå, men det vil vi kvinder vel også en gang imellem, men det ved mænd vist godt.

Og nu vi er ved det, så ros til Rolf for hans rim:

Bedst som man sysler med det sjove kan tankerne begynde på overvejelser om man i stedet burde hjælpe fruen med det grove.

Inger Sundsvald

Heinrich R.

Mette Frederiksen har jo en længere ’skoling’ bag sig, og jeg opfatter hende som bærer af den grundlæggende socialdemokratiske tanke. Det må ikke være let at skulle være solidarisk med ledelsen, sådan som partiet har udviklet sig.

Jeg ville personligt være i stand til at tilgive en enkelt skævert eller to, men lige siden Poul Nyrup blev formand, har udmeldingerne næsten ikke bestået af andet, hvilket jo også viser sig i mandaterne.

Nanna Gersov

Selvfølgelig er der da lidt pral i det - men på den anden side - min "rengørings-Suzi" nævnte selv en timeløn der lå 50 % under det hun får i dag - det var altså det hun vidste var markedsprisen for den slags job, mens jeg for min part, ikke skal have en slave - men et menneske der har et arbejde og en løn man kan leve af.
At lønniveauet er lavere end i Danmark er korrekt, men det er leveomkostningerne også, det er derfor man som pensionist har bedre muligheder, bl.a. for at have en rengøringshjælp, og selvfølgelig bedre vejr, her på Kreta.

En anden sjov erfaring jeg har gjort, var da en af mine naboer - en kvinde sidst i firserne, kom slæbende med en sæk afgrøder fra sin have.
Sækken var nogenlunde på størrelse med hende selv, hun var i sutsko og med stok.
Da jeg tilbød at bære sækken hjem for hende - hun bor 2 meter fra mit hus - vendte hun nærmest det hvide ud af øjnene, påkalde Panagia (jomfru Maria)og opførte sig som om jeg var kommet med et meget upassende forslag.

Med hensyn til kvinder i politiet, er det ikke mit indtryk at jalousi er den væsentligste årsag - årsagen skal findes i skiftende arbejdstider, der stort set umuliggør et normalt familieliv.
F.eks. har politifolk sjældent mulighed for at deltage i aftenskoleaktiviteter, skole/hjemsamtaler, ikke planlagte sociale ting, på grund af 3-skiftet tjeneste, week-end arbejde, ukontrollabelt overarbejde, tilkald og hvad ved jeg.
Derudover et psykisk belastende job, hvor f.eks. afgørelser om liv og død, hurtigt overskygger hvorvidt der trænger til at blive støvsuget i hjemmet eller ej.
De fleste erfarne politifolk, kan på et tidspunkt konstatere, at intet menneskeligt er dem fremmed, og det nedsætter følsomheden i forhold til om lille bimmer nu har fået det rigtige tøj på i børnehaven osv.

Og forestil dig så at begge parter i børnefamilien har forskudte arbejdstider - jeg har prøvet det to gange - det går bare ikke.

- - -

Mona - det med overklassen - kom ud af det indlæg du havde med "mændene i topstillinger" og kvindernes stilling ved skilsmisse.

Du skriver at du ikke bryder dig om begrebet overklasse, men jeg har det sådan, efter hvad jeg har set og erfaret i mit liv, at Danmark nu som tilforn, er et klassedelt samfund.

Der har været en stor udligning i indkomst i forhold til andre lande - vi er mere lige økonomisk end så mange andre steder, men der er tale om politisk blindhed såfremt man tror på den der med "klassekampen er død".
Mange danskere tror at fordi de har villa, vovse og Volvo, tilhører de kapitalistklassen og begynder at stemme borgerligt - når fakta er (personlig viden og kendskab) at visse personer i dette land har råd til at sætte 300 millioner kr. overstyr på ejendomsspekulation, uden at det iøvrigt påvirker deres økonomi.
At vi i dag ikke ser den egentlige proletarklasse, skyldes at de sidder i Fjernøsten, Sydamerika og andre steder, hvor de producerer for at opfylde vores behov, mens deres egne dårligt bliver dækket.

Jeg kender en kvindelig filosof, der har udført feltarbejde i Sydamerika, bl.a. med de udstødte kvinder der lever under broerne i storbyerne.
Ved du hvad deres ønske er?

At få et liv - inden de dør!

Så - nu fik I lidt at tænke på.....

Det er jo interessant at reflektere en smule over, at f.eks. de ægte kapitalister i det her land, f.eks. LEGO, A.P. Møller, og B&O direktørerne. De har haft råd til at miste 3-400 millioner kr. eller mere på denne finanskrise. Andre, deriblandt Finn Nørbygaard, har mistet 457 mill. kr. - bl.a. fordi han fulgte bankens råd; et fuldstændigt vanvittigt råd om at optage lån i nogle IT-aktier i et lille firma, der hed IT Factory. Altså belåne værdien af aktierne...totalt og fuldstændigt vanvittigt og i strid med Danske Banks egen klassiske forsigtige bank-forretninger,
Men medarbejderen havde garanteret kun øje for sin egen bonus....

Mht. den meget interessante diskussion om bl.a. etniske kvinders arbejde som f.eks. hus-assistenter eller rengøringshjælp er det jo korrekt, at mange afro-amerikanske mødre har haft et sådant job. Og at mange latinoer har et sådant job nu i USA. Og man kan mene om dette at det er noget forfærdeligt noget...

Anskuet fra en anden vinkel kan man se det på denne måde:

Mange afro-amerikanske familier har netop kæmpet sig fri af slummen og fattigdommen, fordi mødrene havde det her job. Det var det som gjorde, at der kunne spares op; det som gjorde, at der var råd til det ekstra, som betød at netop den ældste søn eller datter kunne komme på universitet eller få en bedre uddannelse end deres forældre. Præcis det samme er tilfældet med latinoerne; har man set filmen 'Spanglish' ved man hvad jeg taler om. En enlig mor kommer til USA fra et spansk-talende land, arbejder hårdt og får råd til at give datteren en bedre uddannelse.

Og hvis man anskuer de filippinske hus-assistenter (aupair-piger som de hedder - selvom de ikke normalt ej må hedde det) ud fra den synsvinkel er der altså tale om at hvis ikke de havde arbejde her i Danmark, ja så ville de slet slet ikke kunne sende penge hjem til deres børn i Filippinerne.

Andet steds har jeg vist omtalt filmen Bordertown som netop omhandler mexicanske arbejderes forhold på de fabrikker som netop laver de komponenter, der er i vore pc'er, f.eks. de RAM, der er i enhver PC eller de grafikkort, som er i den. Nogle må jo sidde og kitte dem sammen, svejse dem sammen og det er så pigerne, unge piger mellem 16 og 22 år, fra Bordertown - eller pigerne i f.eks. den kinesiske frihandelszone omkring Shanghai.

Alt dette for at sige at jeg er dybt enig med Niels Mosbak, at den egentlige proletarklasse i dag findes i andre lande end i Danmark, i f.eks. Mexico, Indien, Kina og i Congo, hvor mineralet cobolt udvindes.

For nu at komme tilbage til trådens emne vil jeg mene, at det at danske højtuddannede kvinder ikke mener de kan avancere og gøre karriere i samfundet globalt set er et mindre problem end at pigerne i Bordertown risikerer voldtægt, seksuelle overgreb, seksuel chikane, og får betalt ultra ekstremt lidt i løn for det arbejde de laver, så vi her i Vesten kan glæde os over at vi kan få vores Ipod eller Nokia og Siemens så billige som vi kan.

Højtuddannede kvinder i Danmark har en slags problemer og udfordringer; kvinder som ikke har nogen uddannelse har andre problemer og udfordringer f.eks. hvordan de dog skal få manden til at indse at han bør hjælpe bare en smule til derhjemme.

Hvis man læser Hanne Vibeke Holsts bog 'Min mosters migræne' vil man få et indblik i, hvordan tingene foregår i realiteternes verden. Manden vil have sex f.eks. - men får det ikke før han har sat det nye køkken op, han har lavet. Og dette er udtalt af en af kvinderne i bogen, mener jeg. Artiklens omtalte elite-feminister vil sikkert benægte at det forholder sig sådan; det kan de godt gøre. Realiteterne sådan, at det er præcist på den måde, det foregår.

Troels Ken Pedersen

Egentlig får debatter som denne her mig til at føle mig noget hjemløs.

På den ene side er jeg såmænd langt hen af vejen enig nok med Leny Malacinski i, at kvoter og i særdeleshed forbud ikke er det bedste i verden, og at der er grund til skepsis når folk slår til lyd for at forbyde og kvotere sig vej ud af ethvert problem.

På den anden side krummer jeg altså tæer over udtrykket "elitefeminist". Det skriver sig ind i det sidste årtis danske tradition for at frakende folk med uddannelse og sagkundskab retten til at mene noget som helst, med mindre det lige er at braldre op om at "eliten" ikke skal komme og fortælle "folket" noget som helst. Især er det selvfølgelig yndigt, når de ord udtales af økonomer, jurister og politologer i jakkesæt og spadseredragt. Det er jantelov på den allergiftigste måde, og det tjener ikke Malacinski til ære at hun hopper med på flosklerne om "den onde elite som har magten og skal bekæmpes", når det nu er et af den reelle magtelites yndlingsværktøjer til at afspore ethvert tilløb til saglig kritik.

Og så er hendes omgang med statistik noget bekymrende. Hun udtaler sig bl. a. om statistik ifbm. ansættelser i universitetsverdenen, og her kan jeg ud fra mit kendskab til miljøet se, at hun simpelthen skøjter hen over de relevante problemer ved ikke at forholde sig til baggrunden og årsagerne for de fremkomne tal. Det gør mig noget skeptisk over for hendes statistik på områder, hvor jeg IKKE selv har sagkundskab. Bortset fra at hun ikke er kommet på finansloven endnu kan jeg godt bekymre mig lidt over, om vi står med en ligestillingens Lomborg her?

Problemstiilingen, sådan som jeg ser den, er faktisk den, at arbejderne f.eks. på B&W eller på Vestas stort set altid har hadet at at få at vide af andre, at de er undertrykte; ingen skulle komme og sige til dem, uanset om det er 'arbejderklassens avantgade' som f.eks. Karen Jespersen, da hun var elite-venstre-radikal i 1970erne eller om det er velmenende unge kvinder som bestemt mener at vide, hvad er der godt for alle kvinder, bl.a. at moderskab(et) holder kvinder tilbage i deres karriere. Sådan er virkeligheden altså ikke...

Og 'eliten' har ingen plads til at komme og fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv; det er ned-værdigende og ydmygende at andre folk (som har en høj uddannelse) kommer og mener at de her folk ikke skal ryge så meget, ikke skal bolle så meget, ikke skal drikke så meget. Og i det hele taget burde leve det liv, de højt-uddannede lever - især mht. madvaner mm.

Og folk fra underklassen (for nu at kalde den for det) stejler altså (som alle gør) når nogen på en skolemesteragtigt forsøger at få folk til at ændre adfærd på en belærende måde...

Troels Ken Pedersen

Ikke desto mindre har arbejderklassen i stort tal ivrigt stemt på folk, som har forbudt og påbudt og defineret i et væk, fordi disse folk kunne vifte med en hånddukke, der hed "den onde elite".

På den måde er endnu et angreb på "eliten" ikke et oplæg til diskussion og debat, det fremstår mest af alt bare som et nyt forsøg på at lukke ned for debat ved at fornægte modpartens moralske ret til at have en mening. Men det er jo vores nye fremherskende debatform.

At det er synd for minearbejdere i kobolt-miner i Afrika betyder ikke at det er irrelevant at kvinder har svært ved at slå igennem i erhvervslivets top i Danmark, lige så lidt som det omvendte er tilfældet. Valget mellem de to problemer er falsk.

Inger Sundsvald

Det kan godt være svært at definere hvem denne ”elite” er. Hvis definitionen drejes lidt i den ene eller anden retning, så kan den som her udtrykke en ”smagsdommer”.

Det kan jo betyde, at alle dem som ved hvad de taler om (højtuddannede) skal stikke piben ind, for vi ved jo bedst selv – sagde Fogh - smagsdommeren over alle smagsdommere, der nok skulle fortælle folket hvad der var godt for folket med alle mulige kanoner bl.a.

Det kan også betyde, at ”elitefeminister” skal skamme sig, når der nu er de muslimske kvinder der er undertrykt og har brug for ligestilling, for ikke at tale om de underbetalte rengøringsdamer her i landet og om alle de fattige i de varme lande. Det gælder om at være solidarisk med dem som har det værre.

Milde moster! Hvad vil disse privilegerede kvinder mere?

Troels

Du skriver det bedste og mest viden mandlinge indlæg i denne tråd side 3. Tak for det.

Niels

Den defination af overklasse fordi man har villa, volvo go vohund er noget gammeldags i mine øjne, men du har en pointe.
Salig Erhard Jacobsen havde jo det mål. at alle i Danmakr skulle have eget parcelhus og bil, og har man ikke det er man ikek ambitiøs nok.
mange vælgee har sikkert stemt på venstre fordi de stod for fastholdelse af villa, volvo og vovhund.

Karsten
Hanne vibeke HOlst har sin verden og andre har deres. Ingen behøver at være sandhenden.
Det er dog en skønlitterær bog.

Naturligvis skal kvinder i lederstillinger have det samme i løn som mænd i lederstillinger. Det skal også nok komme, men for de fleste mennesker er der langt værre problemer end de riges.

De riges problemer er rimeligt svære at tage alvorligt for den den jævne borger, på nær måske lige disse elitefeminister der også udgør en minioritet.

Hans

du har ret.

Men jeg vil ikke sige undskyld til de fattige børn i Afrika, fordi jeg ikke kan spise min havregrød op.

Og eksemplet med de fattige kvinder under broerene er kendt af alle vel sagtens, men det tror Niels åbenbart ikke.
Derfor skal vi vel stadigt leve på de vilkår, vi har her i Dabnmark?

Der er heller ingen mening i at sige undskyld for noget man ikke kan kontrollere, eller have dårlig samvittighed over det. Bare man heller ikke støtter uretfærdigheder, og måske gør lidt mere end bare at være ligeglad. Man kunne jo blive fader til et barn i afrika for et for os beskedent beløb.

Der har da godtnok vaeret gang i den siden igaar.
Jo, jeg er skam saa heldig at det er en hypotetisk diskussion, Inger. Og det er jeg temmelig glad for. Dermed ikke vaere sagt at jeg ikke har skullet kysse en del froeer inden det kom saa vidt. :) Til syvende og sidst kan ingen fange dig i et uligevaerdigt forhold uden dit samtykke. Det er nok bla. derfor at Italienske kvinder er holdt op med at blive gift og faa boern i det store omfang.
Jeg tror ikke det er fordi de ikke vil stifte familie. Det er bare ikke laengere for enhver pris... hvilket jo er en naturlig foelge af at man nu ogsaa faar noget af sin identitet fra et professionelt virke udenfor hjemmet.

Hans Jørgen Lassen

Hans skriver:

Man kunne jo blive fader til et barn i afrika for et for os beskedent beløb.

Ja, det kan man ikke i Danmark.

PS. Hvad med den truende overbefolkning? Er det godt at støtte den?

Hans Jørgen

Hvad mener du med at man ikke kan blive fader for et barn i afrika her i danmark? Det er sku' da både min mor og jeg.

Det er ikke for at støtte overbefolkning, selvom jeg godt ved hvad du mener, Men man er sku' da et dumt sv.. hvis man er ligeglad ;-)

Hans JØrgen

Nu er det blevet søndag og man må ikke lyve.

Hvornår og hvor har jeg udtalt/skrevet, at man skal anvende underbetalte piger fra det fjerne østen til at udføre kvindens beskidte arbejde i hjemmet?

Er det ikke også mandens beskidte arbejde?

Bare sådan for at kommelidt tilbage til trådens emne

Nanna

Jeg kan godt li' hvad du skriver. Elitefeminister er en rammene betegnelse. De har alle økonomien i orden, og jeg kan godt li' at du nævner frimuerne ;-)

Mona, havregrød er klæbrig substans ;-)

Man godt diskutere hvor mange engle der kan være på en knappemål, eller om hvad der mon er højest; Rundetårn eller et Tordenskrald.

Og hvis nogle kvinder, højtuddannede i Danmark, oplever, at det er et problem, at de ej kan gøre karrierer og komme ind i erhvervslivets top - er det jo et problem for dem. Og så må de selv gøre noget ved det. [Personligt har ligestilling aldrig for mig handlet om at der skal være så og så mange mennesker af det ene eller andet køn i f.eks. en bestyrelse...]

I minerne i Congo i Afrika arbejder 12-14 årige med at udvinde cobolt; de vil så gerne gå i skole og lære noget. Eller kunne spare op, så de kunne besøge deres familie, men det kan de ikke. Fordi globale korporationer som f.eks. Nokia og Ericsson er totalt ligeglade; de har jo udliciteret mine-udvindingen til et congelesisk selskab. Og for hvad ? Jo, for at kunne billigt cobolt til brug for componenter i vores mobiltelefoner. Kvinderne, der opholder sig i området, er som regel og oftest prostiturede...

Meget langt fra Danmark er det.

Og jeg er godt klar over at folk lever i forskellige verdener, med forskellige problemer. Pointen er dog stadig den at set i perspektivets klare lys, ja så blegner visse kvinders problemer med at gøre karriere i Danmark mod unge kvinders og mænds problemer i Congo i cobolt-minerne.

Og det er ikke synd for nogen, ikke for dem i minerne i Congo, ej heller for elite-feministerne.

Inger Sundsvald

Ja, kvinders problemer blegner i forhold til alle de andre undertrykte kvinder og mænd i ulandene. Det er så at sige et kvindeproblem, som ”elitemænd” ikke behøver at blegne overfor.

Som min kat sagde engang, da jeg skammede hende ud fordi hun nægtede spise dåsemad med ordene:
”Fyyy, Daisy – tænk på alle de små sultne misser nede i Afrika!
Daisy: Send det til dem – eller til Kommunekemi. JEG vil ikke nøjes.

Inger Sundsvald

I det hele taget er jeg træt at høre om ”Min mosters migræne”, og mænds mangel på sex og af hele manien med at blande det hele sammen i et køb/salg-forhold, hvor mænd må sætte køkkener op for at gøre sig fortjent til sex. Jeg vil tro, at ”prisen” kunne være noget lavere.

Mig bekendt skal man have LYST til sex, og det får man måske ikke, hvis man har drønet rundt og gjort rent og lavet mad og skiftet bleer. Jeg kan da forestille mig, at man kunne være en smule træt, og også en smule sur hvis opgaverne er for ulige fordelt.

Man kunne jo få det indtryk, at fordi mænd ikke gider at støvsuge og samle deres sur sokker op, så kan de ikke få sex. Så går de til en prostitueret, og så skrider konen, og så har vi balladen. Derfor har mændene rottet sig sammen, om, at de ikke vil have kvindelige professorer og bestyrelsesmedlemmer.

Jeg ved ikke rigtigt om ordet 'blegner' er det rigtige at bruge, det var det eneste, jeg lige kunne finde på.

Mam må bare adskille de to ting, mener jeg. Der er forskel på at være højt-uddannet kvinde i Danmark og bekymre sig om ikke at kunne gøre karriere, og så på at være kvinde i en afrikansk landsby, som ikke ved hun skal sin næste måltid, ikke til sig selv, men til sin datter og sin søn.

Engang var der noget der hed KULU (gad vide om det stadig findes?), som netop arbejdede (og arbejder?) for at forbedre og oplyse folk om kvinders forhold i U-landene...

Pointen er den at set i et perspektiv blegner vores små problemer, både mænds og kvinders i Danmark ifht. de udfordringer, kvinderne og mændene i f.eks. visse afrikanske lande står overfor. Set i et andet perspektiv er det sikkert korrekt nok, at det kan føles eller opleves lige slemt ikke at kunne gøre karriere (for kvinder) som ikke at have mad til sit barn i et afrikansk land.

Mht. Ingers kat kan jeg oplyse, at min mormor engang sagde, at 'vi kan jo ikke sende til Afrika' da jeg sagde noget om alt det madspild, der var til min konfirmations-fest (tror jeg det var).

Inger Sundsvald

Fortæl lige de strejkende sygeplejersker, at deres problemer blegner i forholdet til minearbejdere i Congo. Det er et rigtigt ”elitesynspunkt”.

Hans Jørgen

Alt forladt, det er jo søndag

Inger
Netop

Elitemænd har jo aldrig haft dårlig samvittighed over at have en unerbetalt aupair, rengøringskone eller andet billig arbejdskraft.
Ligesom de heller aldrig har udvist dårlig samvittighed over at menarbejderne dør som fluer for at skaffe dem billige metaller.
Men kvinder, der forlange samme rettigheder som mænd, skal straks til at punkes for at de ikke tænker på de små underbetalte og forarmede individer hsit og her.
Lysten til sex ville måske være større, hvis fjernyset ikke konstant tiltrak manden, der ELSKER at se fodbold, cykelløb eller andet tidsrøvende.
I stedet for at drage ud i familiens kroge og hjælpe lidt til

Ingen her på sitet har selvfølgelig den last vel drenge?

Hans

Jeg tænkte nok du ville blive glad over at jeg nævner Frimurerne på min blog, som du jo selv ofte har omtalt. Så er der da lidt du har sagt, der hænger ved...
;-)

Sorry.

hvilket jo er en naturlig foelge af at man nu ogsaa faar noget af sin identitet fra et professionelt virke udenfor hjemmet.

Nanna

Nu er frimuerne nok det nærmeste man kan komme på en mandchauvinistisk klub. De opfylder i hvert fald betingelserne sammenspiste som de er, og hvad er foremålet med deres hemmelighedskræmmeri, andet end at få lov til at være i fred?

Men de er sikkert også farlige, hvis det lykkedes at skade dem, med den magt de har.

Hans

Ja, sådanne mere eller mindre skjulte magtkonstellationer er ikke af det gode i det der skulle være et åbent og demoktratisk samfund med lige muligheder. Nogen rotter sig sammen for at hytte deres eget, deres stands eller køns interesser.

Min pointe er altså den at både mænd og kvinder i Danmark uanset status skal tænke på (og gerne også gøre noget for) f.eks. minearbejderne i Congo eller i de kinesiske sweatshops. Og så tænke lidt over hvor vores billige mobiltelefoner, ram, grafik-kort og andet billigt elektronik egentligt kommer fra.

Jeg elsker altså ikke at se cykelløb, fodbold eller andet tidsrøvende. Og er med på at dele ansvaret for de huslige pligter....mellem mig og min hustru (hvis jeg ellers havde een).

Og jeg beklager hvis det opleves som at jeg punker på kvinder der forlanger de samme rettigheder som mænd.

Hans Jørgen Lassen

Karsten,

jeg skal ærligt indrømme, at jeg tænker hverken på minearbejdere i Congo eller på kinesere i sweatshops.

Men det kan jeg forstå, at du gør. Og du nøjes heller ikke med at tænke.

Når du tænker, hvad tænker du så?

Og når du ikke nøjes med at tænke, hvad gør du så?

Inger Sundsvald

Karsten Aaen

Jeg ville med glæde debattere udnyttelsen i den 3. verden, og hovedpine og sex – i vedkommende tråde. Men ikke i en artikel som drejer sig om det der står i manchetten til denne artikel:

”Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken!”

Hans Hansen
Du går ikke glip af noget.

Troels

På den anden side krummer jeg altså tæer over udtrykket “elitefeminist”. Det skriver sig ind i det sidste årtis danske tradition for at frakende folk med uddannelse og sagkundskab retten til at mene noget som helst, med mindre det lige er at braldre op om at “eliten” ikke skal komme og fortælle “folket” noget som helst.

Du har ret i at man har en tendens til at kalde alle, som kan formulere en sammenhængende sætning om noget, man er uenig i, for "eliten", middelklasse, hattedamer osv. og det kan godt være trættende. Det er som om man per definition tilhører eliten, hvis man har en uddannelse, men det har mange af arbejderklassens børn jo fået uden af den grund at komme ind i eliten.

Men ikke desto mindre findes der en velorganiseret og magtfuld gruppe af elitefeminister organiseret i diverse eksklusive netværk, hvortil almindelige kvinder stort set ikke har adgang.

De udtrykker ofte arbejdsgiverinteresser i forhold til medsøstre længere ned på rangstien og vil fx forkorte arbejderkvindernes barselsperiode.

De arbejder for fine poster til sig selv, men gør intet for de kvinder, som frivilligt eller ufrivilligt befinder sig udenfor arbejdsmarkedet.

De ønsker at forhindre mænd af deres egen stand i at nyde fordelen af at deres kvinder er mere villige til at passe hjemmefronten end karrierekvindernes egne mænd typisk er. Derfor vil de have alle mænd til at tage så mange pligter i hjemmet som muligt uanset at kvinder med hårdere og mere nedslidende arbejde end de selv ville foretrække mindre lønarbejde og mere husarbejde.

Karrierekvinden kan få en gevinst ud af at arbejde i stor stil. Lønarbejderkvinden belønnes ikke nødvendigvis lønmæssigt eller karrieremæssigt, men risikerer tidligere nedslidning og et ødelagt familieliv som følge heraf.

Niels

De fleste erfarne politifolk, kan på et tidspunkt konstatere, at intet menneskeligt er dem fremmed, og det nedsætter følsomheden i forhold til om lille bimmer nu har fået det rigtige tøj på i børnehaven osv.

Jeg tør næsten ikke sige det, men så er politifolks ideelle partnere vel nogen, som ikke er udsat for disse påvirkninger og som har tid nok på hjemmefronten?

Og jeg tør næsten heller ikke sige, at kvinder risikerer at miste noget af deres følsomhed overfor børn, hvis de hærder sig selv i mandfolkebeskæftigelser som militær og politi?

Men jeg gør det alligevel, for jeg mener altså at det er barnet, som betaler prisen, hvis moderen de facto har gjort sig selv til et "mandfolk".

Og blandt andet derfor er jeg imod det synspunkt som nogen har, at de mener at kvinder skal have værnepligt som mænd. Det bør man aldrig tvinge kvinder til, ligesom man aldrig skal feminisere mænd.

Jeg er så gammeldags at mene, at det optimale for børn er at have en rigtig mand som far og en rigtig kvinde som mor.

Sider