Læsetid: 10 min.

Så går vi rundt om en ... elitefeminist

Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
25. september 2009

Med Leny Malacinskis bog Den dag, jeg opdagede, at jeg var undertrykt bliver der endnu en gang sat gang i den danske ligestillingsdebat, denne gang bl.a. med det fængende udtryk 'elitefeminister'. Et begreb, der efter sigende dækker over kvinder som Mette Frederiksen og Hanne-Vibeke Holst, kvinder med en høj position i samfundet, som påtager sig rollen som kvindernes fortalere. Det er de ifølge Leny Malacinski bare ikke.

»Det pudsige er, at de kvinder, der taler højest om at være ofre for mandlig undertrykkelse, er fra samfundets elite ... De vil bestemme, hvordan andre mennesker skal leve, så det ser pænt ud i statistikken,« sagde Leny Malacinski i forbindelse med bogens udgivelse til Politiken.

Hun har svært ved at se, hvem der egentlig vrider armen om på kvinderne, i forhold til deres valg omkring uddannelse og barsel. Hun mener godt, at kvinder selv kan finde ud af, hvad de vil med deres liv, også uden hjælp fra socialdemokraternes ligestillingsordfører, Mette Frederiksen, der mere meler sin egen kage end taler 'nogens' sag, når hun ifølge Malacinski vil diskriminere mænd ved at tvinge dem på barsel og ud af bestyrelseslokalerne.

Når ordet 'elite' bliver, er det, som de fleste nok ved, noget nær en politisk naturlov, at Dansk Folkeparti skal erklære sig enig i, at det er noget skidt. Det skete således også denne gang, hvor Pia Kjærsgaard i sin tale ved det netop overståede landsmøde gav Malacinski opbakning:

»De undertrykte kvinder herhjemme er dem, der holdes nede i et patriarkalsk islamisk hjem, ikke danske forretningskvinder, der både kan få børn og karriere! Men pengestærke, kvindelige forfattere og debattører, der ikke endnu er kommet ud af 1968-vrangforestillingerne, holder emsigt liv i den forkerte diskussion.«

Der er dog ifølge Pia Kjærsgaard 'lys' med Leny Malacinskis bog, og hun giver hende sågar den ære at blive sammenlignet med en anden af DF's helte.

»Det er fremragende og næsten med et Bjørn Lomborgsk mod, at den unge journalist gør op med dem, hun kalder kønskommunisterne.«

Der er forskel

Og der er faktisk noget om snakken omkring forskellen på kvinder, hvis man skal tro på en sociologisk ph.d.-afhandling fra sidste år, På jagt efter klasse. Den beskæftiger sig med, hvordan klasse spiller ind i forhold til kvinders syn på ligestilling. For selv om der ikke bliver talt meget om klasse i dagens Danmark, giver det ifølge kvinden bag ph.d.'en, Stine Thidemann Faber, stadig mening at se på de klasseforskelle, der eksisterer, og hvad de betyder for ligestillingsproblematikken. I sin afhandling skriver hun blandt andet om middelklassekvinderne:

»Mange fremstår som ureflekterede, nærmest uvidende, om deres egen position. Disse kvinder virker modstræbende over at skulle anerkende, at de lever et privilegeret liv og søger i stedet at underkommunikere, modificere eller bagatellisere betydningen af økonomisk og/eller kulturel kapital.«

Til Information siger hun:

»En del arbejderklassekvinder ser spørgsmålet om ligestilling som et middelklasseprojekt, som står i relation til bedrevidende og moraliserende middelklassekvinder. Det kan man godt tolke som værende dækkende for begrebet elitefeminister,« siger Stine Thidemann Faber.

Dernæst er der en lille ting, som arbejderkvinderne vægter langt højere end middelklassekvinderne, nemlig moderskabet. Et aspekt der, ifølge Stine Thidemann Faber, i langt højere grad end arbejdsmarkedet er en afgørende markør for kvindernes identitetsdannelse.

»De synes, at middelklassen arbejder for meget og tænker for lidt på deres børn,« >siger Stine Thidemann Faber.

- Så kravene om flere professorater og kvinder i topstillinger er ikke noget, der udspringer fra - eller har særlig betydning for -arbejderkvinderne?

»Nej. De kvinder, jeg har talt med, kan ikke se, hvordan de problemstillinger relaterer til deres virkelighed,« siger Stine Thidemann Faber.

Gavner stadigt

Men derfra og så til at konkludere, at f.eks. kønskvoter på universiteterne er en dårlig ide, mener Stine Faber, er der et stykke vej. Men man bliver nødt til at forholde sig til, at arbejderklassen har nogle andre krav og forventninger til, hvad ligestillingsdebatten skal handle om end dem, der befinder sig højere på den sociale rangstige.

- Men er det så elitært, når middelklassen siger til arbejderklassen, at man kender deres behov bedre, end de selv gør, at det traditionelle kønsrollemønster, de knytter deres identitet til, er noget pjat, og at de skal skynde sig at komme højere op i samfundet?

»Ja. I et vist omfang ligger det i hele ligestillingskampen. Samtidig med, at man nok skal have øjnene op for, at de, der måske i højere grad bliver klemt i dagens samfund, er mænd fra arbejderklassen,« siger Stine Thidemann Faber.

En mulig forklaring for hende er, at det klassebegreb, som hun hiver fat i, er gledet i baggrunden til fordel for en mere individualistisk syn på tilværelsen, hvor man er sin egen lykkes smed. I virkelighedens verden eksisterer der dog stadig reelle forskelle, selv om man sjældent vil forholde sig til dem. Stine Faber vil dog nødigt konkludere entydigt på, hvordan man i ligestillingsøjemed skal forholde sig til de forskelle, hun peger på. For individets behov er ikke nødvendigvis lig med samfundets bedste.

»Jeg mener ikke, at man på baggrund af identitetsforskelle helt skal opgive at forandre på de traditionelle kønsrollemønstre. Men jeg mener, at vi skal udvide diskussionen. På trods af gode intentioner om ligestilling risikerer vi at gå galt i byen, netop fordi klassedimensionen ikke tematiseres. I dag er det middelklassens livsprojekter, som bliver præsenteret som idealet, alle andre bør stræbe efter,« siger Stine Thidemann Faber.

Tænk lidt længere

En af de udråbte skurke i debatten, socialdemokraten Mette Frederiksen, kan dog ikke se, at der hverken skulle være et problem i, at hun udtaler sig på andres vegne, eller at det overhovedet giver mening at kalde nogle projekter for elitefeministiske.

»Det er jo fantastisk, at der er kvinder som Malacinski, der føler sig frigjorte. Det viser jo, at kampen langt hen ad vejen er lykkedes. Men man skulle så måske også se lidt længere end egen næsetip og f.eks. tænke på de ufaglærte kvinder, der ikke får sparet op til egen alderdom,« siger Mette Frederiksen.

Hun har svært ved at se, hvordan det at kæmpe for, at man som mand kan være sammen med sine børn, når de er små, er elitært. Det er ifølge Frederiksen nærmere en relevant problemstilling for rigtigt mange mænd.

- Men kan man ikke komme til at skyde kvinder nogle behov i skoene, som de reelt set ikke sidder inde med?

»Jeg tror, at det er vigtigt for alle at have en god økonomi i alderdommen. Og det vil jeg gerne lovgive for at sikre. Og så sende stafetten retur til Malacinski med spørgsmålet om, om vi så skal fjerne den ligestillingslov, der er i Danmark? Det er konsekvensen; at al lovgivning, der 'skubber' på ligestillingsområdet, skal væk. Er det elitært, at man ikke må fyre en gravid - skal den lov fjernes?« siger Mette Frederiksen.

For hende er det skævvridende, når man anklager en politiker for at tale egen sag i skalkeskjul af at skulle tale på andres vegne. For politikere taler ifølge Mette Frederiksen jo netop på andres vegne.

»Jeg er jo ikke valgt for at tale min egen sag, men netop for at tale andres sag. Det er mit job som socialdemokrat. Hvis jeg ikke som politiker skulle gøre det, hvad skulle jeg så lave?« siger Mette Frederiksen.

Frem og tilbage

Ser man på det historisk, er det langtfra noget nyt argument, at 'nogle kvinder' skal lade være at fortælle 'andre kvinder', hvad de skal eller ikke skal gøre. Det er faktisk nærmere reglen end undtagelsen. Ser man bare på denne avis i den seneste tid, så frabad cand.mag. og akademisk medarbejder på Kvinfos Mentornetværk, Güzel Turan, den 7. september at blive belært af hverken de konservative eller Dansk Folkeparti om brugen af både burka og adgangen til 'de muslimske bryster', som Søren Espersen, Dansk Folkeparti, efter sigende meget gerne vil se lidt nærmere på. Og tilbage i august var teolog og bestyrelsesmedlem i DR, Katrine Winkel Holm, fremme og frabede sig, at Kvinfo i form af direktør Elisabeth Møller Jensen blandede sig i, hvordan de danske kvinder skulle leve deres liv, da hun skrev at »løsningen ikke er at gå tilbage til 50'enes hjemmegående husmor«.

»Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen. Men det kunne jo være, du skulle overlade det valg til kvinderne selv. Og det kunne jo være, at det ikke handlede om at gå frem eller tilbage, men blot om at få muligheden for at gå i den retning, der passer ens børn og familie bedst,« skrev Katrine Winkel Holm, den 17. august som svar. Sidste søndag tog 35 'veluddannede kvinder' så afstand fra Malacinskis syn på sagen i Politiken.

Det hele er - minus burka og muslimske bryster - set før og kommer derfor langt fra bag på historiker og forsker i dansk ligestillingshistorie, Jytte Larsen. Diskussionen har fulgt feminismen til alle tider.

»Det er en klassiker. Tag f.eks. rødstrømperne, der typisk var veluddannede og tilhørte middelklassen. Da de gik ind i kampen for ligeløn ved overenskomsten i 1971, stemplede formanden for Kvindeligt Arbejderforbund dem som Hellerup-kællingernes døtre, der per definition ikke kunne være solidariske med arbejderkvinder,« >siger Jytte Larsen.

Historien går sådan set ifølge Larsen helt tilbage til kampen for kvinders valgret, der blev indført ved en grundlovsændring i 1915. Her var de københavnske kvinder i front, bl.a. med underskriftsindsamlinger, hvorefter konservative politikere påpegede, at det bestemt ikke var repræsentativt for de kvinder, som de kendte.

Alt i alt får Malacinski altså ikke mange point for originalitet. Spørgsmålet er, om hun alligevel har en pointe; for man kunne stadig spørge, om det er i orden eller problematisk, at det nu er sådan? Jytte Larsen mener bare, at det spørgsmål tager det forkerte udgangspunkt.

»Ligestilling er grundlæggende et demokratispørgsmål. Det afgørende er, om man tror på, at der er tale om et frit valg eller et strukturelt problem. Er det ikke strukturelt, er der jo ingen grund til at lave politik på det,« >siger Jytte Larsen.

Hun mener dog, at alle statistiker peger på en skævhed og en manglende kønsbalance, som ikke kan tilskrives et personligt valg. Der må ifølge Larsen være nogle strukturelle mekanismer, der gør sig gældende, når vi f.eks. kun har syv kvindelige borgmestre. Med mindre man altså tror på, at der ikke er nok kvalificerede kvinder, hvilket Larsen betegner som »langt ude«.

»Man kan ikke sige til en kvinde, at hun ikke må gå hjemme og passe sit barn. Men man kan tro på, at et bedre demokratisk samfund er et, hvor magten er fordelt nogenlunde ligeligt mellem kønnene,« siger Jytte Larsen.

- Nu peger du på, at det handler om strukturelle problemer. Hvad dækker det over?

»Der er mange forklaringer på spil. Det største strukturelle ligestillingsproblem er kønsarbejdsdelingen. Det er til stadighed kvinderne der har den største byrde i hjemmet, og så er der en særlig grænse, der skal overskrides, når en kvinde skal helt til tops,« siger Jytte Larsen.

Stadig husmor

Og netop pointen, at kvinderne stadig har den største byrde i hjemme, knytter sig lettere ironisk til elitefeministbegrebet, mener professor ved Nationaløkonomisk Institut på Århus Universitet, Nina Smith. For ser man på, hvad de bedrestillede kvinder i ligestillingens navn har fået gennemført, så har tiltagene nok hjulpet de lavere klasser med en bedre tilværelse, men derimod gjort det mere besværligt for kvinderne at komme helt til tops i samfundet. Det skyldes, at kvinderne fortsat er de primære brugere af alle de familievenlige ordninger, man har gennemført gennem årene, bl.a. fordi det i de fleste familier er billigst, hvis det er mor, der går på orlov.

»Det bliver som regel 'mor', der tager børnenes sygedage og ender med at få hovedansvaret for hjemmefronten. Det har klart karrieremæssige konsekvenser for de veluddannede kvinder, hvorimod de med lavere uddannelser ikke bliver ramt på samme måde, fordi en orlov for dem ikke slår nær så hårdt,« siger Nina Smith.

Danske højtuddannede kvinder laver således stadig langt det meste husarbejde og det med dårlige muligheder for at købe sig hjælp til det huslige, grundet de forholdsvis høje mindstelønninger. Imens tager danske mænd stadig kun fem til 10 procent af barselstiden, er meget mindre fraværende på grund af syge børn og tager ifølge Smith ikke del i meget husarbejde, der ikke kan klares i weekenden.

»Konsekvensen er, at andelene af kvindelige topchefer og kvindelige professorer i Danmark er blandt de laveste i OECD-landene,« siger Nina Smith.

Så meget altså for den kage, som de såkaldte elitefeminister har melet. Nina Smith mener dog ikke, at den megen snak om kvoter vil stille de højtuddannedes sult på langt sigt.

»Så længe kvinder bliver ved med at tage hovedansvaret for hjemmefronten, barslen og børnene, vil det være en kortsigtet lappeløsning at gennemtrumfe kvoter. Hvis politikerne - og kvinderne - vil have reel ligestilling, må de gøre noget langt mere grundlæggende ved arbejdsfordelingen på hjemmefronten,« siger Nina Smith.

Det skal ifølge Smith derfor gøres økonomisk neutralt, om det er mor eller far der går på orlov, så man ikke rammer den samlede husholdningspung. Og så må kvinderne sideløbende indse, at de også skal afgive noget magt, hvis ligestilling skal blive en realitet - magten over hjemmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna

kvindelige politi risikerer at miste forældremyndigheden ved skilsmisse på grund af skifteholdarbejde, såfremt faderen har et almindeligt 7 til 4 job, hvis ikke det lige var for den nye FAL.

Den er nemlig årsag til at det ikke sker for politimødre mere.

Og blandt andet derfor er jeg imod det synspunkt som nogen har, at de mener at kvinder skal have værnepligt som mænd.

Men kvinder skal naturligvis have mulighed for at blive majorer, kommandørkaptajner og oberster. Det viser jo bare, at de har ansvarsfølelse.

Hans

Ja nu ser de unge kvinder også porno, men så bliver de måske også sjovere at være sammen med.
Længe leve ligestillingen ;-)

Ja, mænd forstår at opnå fordele alle vegne, men porno er nu kvindeundertrykkende for det meste og fortier de vigtigste ting, som mænd så må lære sig på anden vis. I modsat fald risikerer DE at gå glip af det sjove...
;-)

Hans

Hvad er det i den nye lov som gør, at skifteholdsarbejde ikke længere diskvalificerer til forældremyndighed, hvis partneren har mere familievenlige arbejdstider?

Rolf

Tjah:
Men kvinder skal naturligvis have mulighed for at blive majorer, kommandørkaptajner og oberster. Det viser jo bare, at de har ansvarsfølelse.

Ville du ønske, at din mor havde været major, kommandørkaptajn eller oberst?

.... så havde du nok været mere beleven....
;-)

Nanna

Når det går op for den sidste mandschauvinist er der er fordele for alle ved ligestilling, så bliver der sikkert mindre ballade.

Men så kunne man jo spørge om det er årsagen til at visse elitefeminister er imod ligestilling.

Nanna

Hvad er det i den nye lov som gør, at skifteholdsarbejde ikke længere diskvalificerer til forældremyndighed, hvis partneren har mere familievenlige arbejdstider?

Fordi forældrene som udgangspunkt har fælles forældremyndighed, og den er tvungen såfrem de har indgået aftale og ellers har levet sammen.

Inger Sundsvald

Det har været en lang og besværlig proces for kvinder, at opnå lige rettigheder på lige fod med mænd.

Overhovedet at få ret til højere uddannelse (universitetet i 1875) og siden stemmeret. Men også i spørgsmålet om de skulle have lige ret til seksuel frihed som mænd (Sædelighedsfejden i 1888). Det blev vist aldrig alment accepteret.

Dengang var det også ”eliten” som gik forrest, og det var nogenlunde til fordel for alle kvinder, selv om der var forskel, for man ville jo gerne bevare magten over tyendet, og mændene ville for enhver pris beholde magten over deres hustruer (Vielsesritualet ændredes dog i 1912, så kvinder ikke skulle love manden underdanighed :).

I 1925 får danske kvinder, der gifter sig med udlændinge, ret til at beholde deres statsborgerskab, indtil de forlader landet. Og først i 1983 bliver kvinder selvstændige skatteydere og sambeskatningen ophører. I 1999 var der for første gang lige mange mandlige og kvindelige studerende ved de lange videregående uddannelser.

Mænd har i alle årene kæmpet indædt for at bevare den magt de havde. Lidt har tingene da ændret sig, men i 2003 var mændenes gennemsnitlige pensionsformue 30% større end kvindernes, og i 2005, efter kommunalreformen, var 91 af 98 borgmestre mænd - og offentligt ansatte kvinder tjente i gennemsnit 8% mindre end offentligt ansatte mænd. I 2007 indførtes der positiv særbehandling af mænd ved optagelse til visse universitetsstudier.

Hans

Når det går op for den sidste mandschauvinist er der er fordele for alle ved ligestilling, så bliver der sikkert mindre ballade.

Utopisk - mandschauvinisme vil altid eksistere, men i et mere ligestillet samfund i mindre omfang.

Om forældremyndighed:
Ja, det er blevet meget lettere at få del i forældremyndigheden - nok for let, for værdsætter man barnet, så kræver man også noget før man øser ud af rettighederne.

Samfundet er blevet meget tilgivende overfor forældre som har begået overbreb mht. at de kan bevare kontakten og forældremyndigheden. Men det er barnet, som det tilkommer at tilgive og ikke staten på barnets vegne.

Det har været en rigtig lang og sej kamp, men mandchauvinisme er upopulært langt ind i mændenes rækker idag. det værste er overstået, og lovgivningen viser det også med højesteretdommen, og det bliver nok ikke den eneste sag.

Giv det lidt tid endnu, selvom det meste af løbet er kørt for os gamle. imidlertid findes chauvinisme altså også blandt kvinder, og de skal knageme heller ikke få det sidste ord.

Inger Sundsvald

Jeg vil hverken deltage i en debat om ”rigtige mænd” eller ”rigtige kvinder”, og heller ikke om værnepligt, eller om hvad der er ”optimalt” for børn.

Det er så individuelt for både mænd, kvinder og børn, hvad der er bedst for lige netop dem, at det nærmer sig ”smagsdommeri” at ville lave kasser som alle skal passe ned i.

Enhver lovgivning bør dreje sig om at søge forskellige løsninger for forskellige mennesker, så enhver har det meget omtalte ”frie valg” i fællesskabet.

Hans

Ja, vi er nået langt, og valgmulighederne er mange. Netop derfor kan vi kvinder imellem bedre tillade os at kritisere hinanden som vi gør, når vi kritiserer "elitefeminismen".

Vi behøver ikke længere at stå sammen for enhver pris bare fordi vi er kvinder. Og mænd kan også udtale sig individuelt uden at frygte hvad resten af flokken mener, håber jeg.
;-)

Inger Sundsvald

Det findes ingen ”rigtige” mennesker m/k. Vi er alle en smule ”forkerte”.

Den daværende ”ligestillingsminister” henstillede i 2008 til, at vi ikke fokuserede på barriererne. Jeg vil sige som Gretelise Holm:

”Vi skal have øje for barriererne, angribe dem og rive dem ned – så begge køn kan blive sat fri”.

Hvad så med at bare stå sammen uanset om vi er kvinder eller mænd. Altså hvis lovgivningen forbyder fx uligeløn, så har arbejdsgiverne bare at rette ind, og hvis man vil sine børn, så har man bare at passe dem uanset køn.

Inger Sundsvald

Der er da nogle barrierer mellem både k/k og m/m og ikke mindst mellem m/k. Vi behøver ikke at være enige om alt. Men når alt kommer til alt, så har vi fælles interesser, selvom vi har forskellige behov.

Det skal ifølge Smith derfor gøres økonomisk neutralt, om det er mor eller far der går på orlov, så man ikke rammer den samlede husholdningspung. Og så må kvinderne sideløbende indse, at de også skal afgive noget magt, hvis ligestilling skal blive en realitet - magten over hjemmet.

Nina Smith mener altså, at man skal have samme betaling når man er på barsel, som når man er på arbejde. Mænd tjener næsten 20 pct. mere end kvinder i gennemsnit og skal følgelig have 20 pct. mere, når de er på barsel. Men gør manden det da bedre end kvinden? Næppe. Men alligevel mener hun at han skal betales bedre end kvinden!

Og kvinder SKAL i følge hende afgive en påstået magt i hjemmet og SKAL altså tvinges til at levere mere arbejde til arbejdsgiveren og være mindre hos familien.

For de som ikke ønsker denne tvang er det direkte farligt, hvis kvinder som Nina Smith får magt, som de har agt.

Hans

Hvad så med at bare stå sammen uanset om vi er kvinder eller mænd. Altså hvis lovgivningen forbyder fx uligeløn, så har arbejdsgiverne bare at rette ind, og hvis man vil sine børn, så har man bare at passe dem uanset køn.

Lyder godt - bare staten ikke blander sig i privatlivet, men ok hvis staten stiller krav til gengæld for rettigheder i forældremyndighedssager.

Inger Sundsvald

Som er service til Hans Hansen er her hvad der står i Rolf Rasmussens link:

”Af Gretelise Holm, journalist.
Med kønsbestemt undertrykkelse forholder det sig helt anderledes. Der er international underforstået mandesolidaritet, så det basker. På tværs af alle landegrænser, racer og klasseskel har mænd altid kunnet blive enige om at anerkende hinandens ret til kvindeundertrykkelse efter smag og behag”.

Det kalder på nedbrydning af barrierer ;-)

arbejde og afsavn. alt har en pris.

Men det har accepten af vores forskellige holdninger og livsstyn også.

Nogle vil være hjemme hos børnene og ikke gøre karriere, men de er ikke bedre eller værre end, dem der vil gøre karriere uden for hjemmet, og betaler sig fra de hjemlige sysler.

Det burde være en naturlighed, at man selv kan vælge elelr tage konsekvenserne af valget, men sådan hænger det desværre ikke sammen.

For "man" skal nok blive belært om, hvad der er forkert ved sin beslutning uanset, hvor glad man ellers var for den og hvor godt familien trives med den.

Måske man skulle blande sig lidt mindre og forsøge at lave folk om?

Nanna

skal vi væde på at om nogle år, vil kvinder bruge deres gode uddannelser til at få bedre lønnede stillinger. mænd tage barselorlov fordi de gerne vil beholde deres børn selvom forældrene bliver skilt, tage opvasken, eller lade arbejdsfordelingen passe til familiens ønsker osv, uden at det går ud over mandigheden eller kvindeligheden eller seksualiteten og alle de fordomme man ofte hører.

Jeg ser altså ikke så mørkt på fremtiden i denne forbindelse. Der er andre ting, somj eg er mere nervøs for - klima, krige atomvåben og alt det andet skidt der er oppe for tiden.

Inger Sundsvald

Rolf Rasmussen

Mine behov har altid vist sig helt af sig selv. Kald det bare natur. Jeg har aldrig tænkt over prioriteringen. Men jeg har ofte måttet tilsidesætte behov.

Kun små børn har ret til nu og her behovstilfredsstillelse. Vi andre må af og til opfylde visse pligter først. F.eks. er det for voksne mennesker ikke muligt at få noget at spise, før maden er lavet og pengene tjent.

Men jeg værdsætter, når du skriver uden henvisninger og links. Derfor får du en personlig kommentar fra mig. Det andet er for bøvlet, og jeg kender efterhånden dit righoldige arkiv ;-)

Inger Sundsvald

Hans Hansen

Det er lidt kedeligt, hvis mænd begynder at agere, fordi de er tvunget til det og for alle eventualiteters skyld. Hvad med ”på eget initiativ”, af ”lyst”, eller bare fordi det er mest ”naturligt”?

Jeg har ikke respekt for mænd der lader sig kue af andre mænds eller for den sags skyld fordomme.

Inger - helt ærligt - hvornår har du set mig lade mig kue ;-)

Men jeg er enig, forfor skulle man dog det. Det er sku' da fedt, og giver nye muligheder med ligestilling.

Inger Sundsvald

Det er lidt kedeligt, at Nannas link ikke fører til lige præcis den kommentar Mona har skrevet. For en sikkerheds skyld skal vi måske tilføje tidspunktet for kommentaren.

Men jeg ved da, at jeg ikke er uenig i noget i denne tråd som Mona har skrevet. Og jeg er selv glad for Monas anerkendelse, tak ;-)

Kære Inger

Nu ikke så hård mod søde Hans.

Engang var kvinderne også overladt til forskellige former for tvungen opførsel, hvis ikke børneværnet skule tage deres børn, hvilket var det værste de kunne opleve.
Min egen mands mor havde 3 børn uden indblanding af de 3 forskellige fædre, når ungerne nu var født. HUn var konstant ræd for at naboerne skulle sladre til børneværnet om at de ikke havde det godt nok.
Så deres tøj var altdi rent og pænt (men hjemmesyet) og de måtte ikke gå med cowboybukser om sødnagen, det var arbejdstøj.

Så mændene skal nok komme efter det engang om ikke af den ene så af den anden grund.

Bare kvinderne så vil lade være at pylre og tro, at ungerne lider nød fordi de ikke får det tøj på, som mor ville give dem elelr den mad som hun mener er den rigtige.

som dit eget ordsprog er, så skal det nok gå altsammen.

Hans

Jeg ser altså ikke så mørkt på fremtiden i denne forbindelse. Der er andre ting, somj eg er mere nervøs for - klima, krige atomvåben og alt det andet skidt der er oppe for tiden.

Det er jeg til dels enig i - dog tror jeg at samfundets succes beror på forholdet til kvinden.

skal vi væde på at om nogle år, vil kvinder bruge deres gode uddannelser til at få bedre lønnede stillinger. mænd tage barselorlov fordi de gerne vil beholde deres børn selvom forældrene bliver skilt,

Jeg vil mere håbe at mænd vil føle sig trygge i forhold til deres børn uanset hvor meget barsel de tager, da dette jo ikke afgør, om man er god far.

tage opvasken, eller lade arbejdsfordelingen passe til familiens ønsker osv, uden at det går ud over mandigheden eller kvindeligheden eller seksualiteten og alle de fordomme man ofte hører.

Ja, den udvikling at tage naturligt på disse ting vil nok fortsætte.

Og så tror jeg de nye generationer af piger vil være mere bevidste om deres kvindelighed og dyrke denne og det vil gøre det lettere for de unge mænd at finde deres roller. Jeg tror ikke på at kønnet vil udviskes - tværtimod.

Fremtidens feminister tror jeg vil være superfeminine, men nok også vise en stor mangfoldighed i kraft af større frihed.

Inger

Sandt nok - mit link virkede ikke,
:-(
så jeg gentager Monas ord fra kommentaren, som jeg anbefalede:

arbejde og afsavn. alt har en pris.
Men det har accepten af vores forskellige holdninger og livsstyn også.
Nogle vil være hjemme hos børnene og ikke gøre karriere, men de er ikke bedre eller værre end, dem der vil gøre karriere uden for hjemmet, og betaler sig fra de hjemlige sysler.
Det burde være en naturlighed, at man selv kan vælge elelr tage konsekvenserne af valget, men sådan hænger det desværre ikke sammen.
For “man” skal nok blive belært om, hvad der er forkert ved sin beslutning uanset, hvor glad man ellers var for den og hvor godt familien trives med den.
Måske man skulle blande sig lidt mindre og forsøge at lave folk om?

Men jeg har ofte måttet tilsidesætte behov.

Har du bemærket noget særligt i den anledning ?

Da jeg eksempelvis som værnepligtig deltog i efterårsmanøvrer fik vi grundet undereskadrering ofte ikke mulighed for at sove i flere døgn i træk. Det resulterede af og til i hallucinationer ?

Jeg vil mere håbe at mænd vil føle sig trygge i forhold til deres børn uanset hvor meget barsel de tager, da dette jo ikke afgør, om man er god far.

Det er et forhold som Benjamin Spock undersøgte en gang i 50'erne.

Inger Sundsvald

Nanna
Jeg fandt ud af det ved at klikke på # ved Monas kommentarer, og den der havde nr. 183 til slut var den rigtige. Og jeg er bestemt enig.

Det minder mig om hvad ”man” mener i de forskellige livsfaser, og hvad jeg selv til dels lå under for da jeg blev enke.

Den ene bil og mand efter den anden holdt foran mit hus. Mestendels for at høre om der var noget at hjælpe med eller bare for at snakke, helt i overensstemmelse med deres hustruer.

- Hvad ville naboerne ikke tænke?

Det krævede en aktiv indsats fra mig, at sætte mig ud over hvad nogle naboer tænkte, så jeg trak gardinerne for når jeg fik besøg, så kunne naboerne få noget at snakke om ;-).

Det affødte så et andet problem, for et par stykker opfattede det som en invitation, og det kunne jeg ikke gøre andet ved end at afbryde forbindelsen. Ærgerligt nok, men fårene blev da skilt fra bukkene.

Det er ikke spor nemt, og det har garanteret ikke været nemt for kvinder gennem tiderne, som også måtte tage højde for ”børneværnet” m.v.

Mona
Det er bestemt et håb, men med et vist forbehold
;-)

Inger Sundsvald

Rolf Rasmussen

Jeg har bestemt oplevet noget særligt i den anledning, især ved mit første barn, som skreg i 3 mdr. i træk, dag og nat, mens min mand var soldat. Det hele var en lang PLIGT.

Inger

Ja, det gælder om ikke at ligge under for dette med hvad andre måtte tænke eller misforstå, selv om det kan være svært...

Men godt med den medmenneskelige omsorg, da du havde mistet din mand.

I stedet for børneværnet har man nu socialforvaltningen og det er nok lige så slemt som dengang, desværre.

Jeg så en udsendelse på Kanal 4 "for ung til at være mor". Her viser det sig, at teenagemødre kan have et rend af folk fra kommunen, når de får et lille barn og trues med tvangsfjernelse allerede i graviditeten.

En ung mor kunne ikke holde overvågningen i hjemmet ud og flyttede med barnet over til kæresten i en måned. Herefter blev barnet tvangsfjernet fordi hun havde forsøgt at flygte, men uden at hun havde passet barnet dårligt.

Inger

Jamen så fik jeg da også lært det der med at finde et bestemt indlæg, som der referes til.

Godt at du kom igennem den "besøgsrunde" med æren og humøret og forhåbentligt en del venner i behold.

Uanset om man bliver skilt eller enke er det den samme sag, når venner ankommer for at give en hånd med.
Bare dog "man" ville passe sig selv og sit.

Men sex fylder meget her i vores verden og især i hovedet på dem, der konstant er nysgerrige på en utidig måde på naboens bekostning.
Og det er det eneste behov man har, når manden er død eller skredet, når man tager disse oplevelser i betragtning.

Inger

Jeg har bestemt oplevet noget særligt i den anledning, især ved mit første barn, som skreg i 3 mdr. i træk, dag og nat, mens min mand var soldat. Det hele var en lang PLIGT.

Det var også umenneskeligt! Godt værnepligten i det mindste er blevet kortere og man får børn senere, så manden ikke er i militæret ved fødslen, som det ofte skete tidligere.

Og det er forresten også derfor, jeg siger kvinder skal have mulighed for lang barsel. De første måneder kan være hårde og så fortjener kvinden også at opleve det søde efter alt det hun har været igennem, hvis hun føler behov for det.

Sider