Læsetid: 10 min.

Så går vi rundt om en ... elitefeminist

Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
Hvem ved bedst, hvad der er bedst for hvem? Dem, der allerede har, eller dem, der ikke har, og som måske slet ikke er interesserede? Det er spørgsmålet oven på Leny Malacinskis bog, hvor de bedrestillede kvinder nok engang bliver beskyldt for at kapre ligestillingsproblematikken
25. september 2009

Med Leny Malacinskis bog Den dag, jeg opdagede, at jeg var undertrykt bliver der endnu en gang sat gang i den danske ligestillingsdebat, denne gang bl.a. med det fængende udtryk 'elitefeminister'. Et begreb, der efter sigende dækker over kvinder som Mette Frederiksen og Hanne-Vibeke Holst, kvinder med en høj position i samfundet, som påtager sig rollen som kvindernes fortalere. Det er de ifølge Leny Malacinski bare ikke.

»Det pudsige er, at de kvinder, der taler højest om at være ofre for mandlig undertrykkelse, er fra samfundets elite ... De vil bestemme, hvordan andre mennesker skal leve, så det ser pænt ud i statistikken,« sagde Leny Malacinski i forbindelse med bogens udgivelse til Politiken.

Hun har svært ved at se, hvem der egentlig vrider armen om på kvinderne, i forhold til deres valg omkring uddannelse og barsel. Hun mener godt, at kvinder selv kan finde ud af, hvad de vil med deres liv, også uden hjælp fra socialdemokraternes ligestillingsordfører, Mette Frederiksen, der mere meler sin egen kage end taler 'nogens' sag, når hun ifølge Malacinski vil diskriminere mænd ved at tvinge dem på barsel og ud af bestyrelseslokalerne.

Når ordet 'elite' bliver, er det, som de fleste nok ved, noget nær en politisk naturlov, at Dansk Folkeparti skal erklære sig enig i, at det er noget skidt. Det skete således også denne gang, hvor Pia Kjærsgaard i sin tale ved det netop overståede landsmøde gav Malacinski opbakning:

»De undertrykte kvinder herhjemme er dem, der holdes nede i et patriarkalsk islamisk hjem, ikke danske forretningskvinder, der både kan få børn og karriere! Men pengestærke, kvindelige forfattere og debattører, der ikke endnu er kommet ud af 1968-vrangforestillingerne, holder emsigt liv i den forkerte diskussion.«

Der er dog ifølge Pia Kjærsgaard 'lys' med Leny Malacinskis bog, og hun giver hende sågar den ære at blive sammenlignet med en anden af DF's helte.

»Det er fremragende og næsten med et Bjørn Lomborgsk mod, at den unge journalist gør op med dem, hun kalder kønskommunisterne.«

Der er forskel

Og der er faktisk noget om snakken omkring forskellen på kvinder, hvis man skal tro på en sociologisk ph.d.-afhandling fra sidste år, På jagt efter klasse. Den beskæftiger sig med, hvordan klasse spiller ind i forhold til kvinders syn på ligestilling. For selv om der ikke bliver talt meget om klasse i dagens Danmark, giver det ifølge kvinden bag ph.d.'en, Stine Thidemann Faber, stadig mening at se på de klasseforskelle, der eksisterer, og hvad de betyder for ligestillingsproblematikken. I sin afhandling skriver hun blandt andet om middelklassekvinderne:

»Mange fremstår som ureflekterede, nærmest uvidende, om deres egen position. Disse kvinder virker modstræbende over at skulle anerkende, at de lever et privilegeret liv og søger i stedet at underkommunikere, modificere eller bagatellisere betydningen af økonomisk og/eller kulturel kapital.«

Til Information siger hun:

»En del arbejderklassekvinder ser spørgsmålet om ligestilling som et middelklasseprojekt, som står i relation til bedrevidende og moraliserende middelklassekvinder. Det kan man godt tolke som værende dækkende for begrebet elitefeminister,« siger Stine Thidemann Faber.

Dernæst er der en lille ting, som arbejderkvinderne vægter langt højere end middelklassekvinderne, nemlig moderskabet. Et aspekt der, ifølge Stine Thidemann Faber, i langt højere grad end arbejdsmarkedet er en afgørende markør for kvindernes identitetsdannelse.

»De synes, at middelklassen arbejder for meget og tænker for lidt på deres børn,« >siger Stine Thidemann Faber.

- Så kravene om flere professorater og kvinder i topstillinger er ikke noget, der udspringer fra - eller har særlig betydning for -arbejderkvinderne?

»Nej. De kvinder, jeg har talt med, kan ikke se, hvordan de problemstillinger relaterer til deres virkelighed,« siger Stine Thidemann Faber.

Gavner stadigt

Men derfra og så til at konkludere, at f.eks. kønskvoter på universiteterne er en dårlig ide, mener Stine Faber, er der et stykke vej. Men man bliver nødt til at forholde sig til, at arbejderklassen har nogle andre krav og forventninger til, hvad ligestillingsdebatten skal handle om end dem, der befinder sig højere på den sociale rangstige.

- Men er det så elitært, når middelklassen siger til arbejderklassen, at man kender deres behov bedre, end de selv gør, at det traditionelle kønsrollemønster, de knytter deres identitet til, er noget pjat, og at de skal skynde sig at komme højere op i samfundet?

»Ja. I et vist omfang ligger det i hele ligestillingskampen. Samtidig med, at man nok skal have øjnene op for, at de, der måske i højere grad bliver klemt i dagens samfund, er mænd fra arbejderklassen,« siger Stine Thidemann Faber.

En mulig forklaring for hende er, at det klassebegreb, som hun hiver fat i, er gledet i baggrunden til fordel for en mere individualistisk syn på tilværelsen, hvor man er sin egen lykkes smed. I virkelighedens verden eksisterer der dog stadig reelle forskelle, selv om man sjældent vil forholde sig til dem. Stine Faber vil dog nødigt konkludere entydigt på, hvordan man i ligestillingsøjemed skal forholde sig til de forskelle, hun peger på. For individets behov er ikke nødvendigvis lig med samfundets bedste.

»Jeg mener ikke, at man på baggrund af identitetsforskelle helt skal opgive at forandre på de traditionelle kønsrollemønstre. Men jeg mener, at vi skal udvide diskussionen. På trods af gode intentioner om ligestilling risikerer vi at gå galt i byen, netop fordi klassedimensionen ikke tematiseres. I dag er det middelklassens livsprojekter, som bliver præsenteret som idealet, alle andre bør stræbe efter,« siger Stine Thidemann Faber.

Tænk lidt længere

En af de udråbte skurke i debatten, socialdemokraten Mette Frederiksen, kan dog ikke se, at der hverken skulle være et problem i, at hun udtaler sig på andres vegne, eller at det overhovedet giver mening at kalde nogle projekter for elitefeministiske.

»Det er jo fantastisk, at der er kvinder som Malacinski, der føler sig frigjorte. Det viser jo, at kampen langt hen ad vejen er lykkedes. Men man skulle så måske også se lidt længere end egen næsetip og f.eks. tænke på de ufaglærte kvinder, der ikke får sparet op til egen alderdom,« siger Mette Frederiksen.

Hun har svært ved at se, hvordan det at kæmpe for, at man som mand kan være sammen med sine børn, når de er små, er elitært. Det er ifølge Frederiksen nærmere en relevant problemstilling for rigtigt mange mænd.

- Men kan man ikke komme til at skyde kvinder nogle behov i skoene, som de reelt set ikke sidder inde med?

»Jeg tror, at det er vigtigt for alle at have en god økonomi i alderdommen. Og det vil jeg gerne lovgive for at sikre. Og så sende stafetten retur til Malacinski med spørgsmålet om, om vi så skal fjerne den ligestillingslov, der er i Danmark? Det er konsekvensen; at al lovgivning, der 'skubber' på ligestillingsområdet, skal væk. Er det elitært, at man ikke må fyre en gravid - skal den lov fjernes?« siger Mette Frederiksen.

For hende er det skævvridende, når man anklager en politiker for at tale egen sag i skalkeskjul af at skulle tale på andres vegne. For politikere taler ifølge Mette Frederiksen jo netop på andres vegne.

»Jeg er jo ikke valgt for at tale min egen sag, men netop for at tale andres sag. Det er mit job som socialdemokrat. Hvis jeg ikke som politiker skulle gøre det, hvad skulle jeg så lave?« siger Mette Frederiksen.

Frem og tilbage

Ser man på det historisk, er det langtfra noget nyt argument, at 'nogle kvinder' skal lade være at fortælle 'andre kvinder', hvad de skal eller ikke skal gøre. Det er faktisk nærmere reglen end undtagelsen. Ser man bare på denne avis i den seneste tid, så frabad cand.mag. og akademisk medarbejder på Kvinfos Mentornetværk, Güzel Turan, den 7. september at blive belært af hverken de konservative eller Dansk Folkeparti om brugen af både burka og adgangen til 'de muslimske bryster', som Søren Espersen, Dansk Folkeparti, efter sigende meget gerne vil se lidt nærmere på. Og tilbage i august var teolog og bestyrelsesmedlem i DR, Katrine Winkel Holm, fremme og frabede sig, at Kvinfo i form af direktør Elisabeth Møller Jensen blandede sig i, hvordan de danske kvinder skulle leve deres liv, da hun skrev at »løsningen ikke er at gå tilbage til 50'enes hjemmegående husmor«.

»Tak, Elisabeth, det er rart at vide, hvor vi skal gå hen. Men det kunne jo være, du skulle overlade det valg til kvinderne selv. Og det kunne jo være, at det ikke handlede om at gå frem eller tilbage, men blot om at få muligheden for at gå i den retning, der passer ens børn og familie bedst,« skrev Katrine Winkel Holm, den 17. august som svar. Sidste søndag tog 35 'veluddannede kvinder' så afstand fra Malacinskis syn på sagen i Politiken.

Det hele er - minus burka og muslimske bryster - set før og kommer derfor langt fra bag på historiker og forsker i dansk ligestillingshistorie, Jytte Larsen. Diskussionen har fulgt feminismen til alle tider.

»Det er en klassiker. Tag f.eks. rødstrømperne, der typisk var veluddannede og tilhørte middelklassen. Da de gik ind i kampen for ligeløn ved overenskomsten i 1971, stemplede formanden for Kvindeligt Arbejderforbund dem som Hellerup-kællingernes døtre, der per definition ikke kunne være solidariske med arbejderkvinder,« >siger Jytte Larsen.

Historien går sådan set ifølge Larsen helt tilbage til kampen for kvinders valgret, der blev indført ved en grundlovsændring i 1915. Her var de københavnske kvinder i front, bl.a. med underskriftsindsamlinger, hvorefter konservative politikere påpegede, at det bestemt ikke var repræsentativt for de kvinder, som de kendte.

Alt i alt får Malacinski altså ikke mange point for originalitet. Spørgsmålet er, om hun alligevel har en pointe; for man kunne stadig spørge, om det er i orden eller problematisk, at det nu er sådan? Jytte Larsen mener bare, at det spørgsmål tager det forkerte udgangspunkt.

»Ligestilling er grundlæggende et demokratispørgsmål. Det afgørende er, om man tror på, at der er tale om et frit valg eller et strukturelt problem. Er det ikke strukturelt, er der jo ingen grund til at lave politik på det,« >siger Jytte Larsen.

Hun mener dog, at alle statistiker peger på en skævhed og en manglende kønsbalance, som ikke kan tilskrives et personligt valg. Der må ifølge Larsen være nogle strukturelle mekanismer, der gør sig gældende, når vi f.eks. kun har syv kvindelige borgmestre. Med mindre man altså tror på, at der ikke er nok kvalificerede kvinder, hvilket Larsen betegner som »langt ude«.

»Man kan ikke sige til en kvinde, at hun ikke må gå hjemme og passe sit barn. Men man kan tro på, at et bedre demokratisk samfund er et, hvor magten er fordelt nogenlunde ligeligt mellem kønnene,« siger Jytte Larsen.

- Nu peger du på, at det handler om strukturelle problemer. Hvad dækker det over?

»Der er mange forklaringer på spil. Det største strukturelle ligestillingsproblem er kønsarbejdsdelingen. Det er til stadighed kvinderne der har den største byrde i hjemmet, og så er der en særlig grænse, der skal overskrides, når en kvinde skal helt til tops,« siger Jytte Larsen.

Stadig husmor

Og netop pointen, at kvinderne stadig har den største byrde i hjemme, knytter sig lettere ironisk til elitefeministbegrebet, mener professor ved Nationaløkonomisk Institut på Århus Universitet, Nina Smith. For ser man på, hvad de bedrestillede kvinder i ligestillingens navn har fået gennemført, så har tiltagene nok hjulpet de lavere klasser med en bedre tilværelse, men derimod gjort det mere besværligt for kvinderne at komme helt til tops i samfundet. Det skyldes, at kvinderne fortsat er de primære brugere af alle de familievenlige ordninger, man har gennemført gennem årene, bl.a. fordi det i de fleste familier er billigst, hvis det er mor, der går på orlov.

»Det bliver som regel 'mor', der tager børnenes sygedage og ender med at få hovedansvaret for hjemmefronten. Det har klart karrieremæssige konsekvenser for de veluddannede kvinder, hvorimod de med lavere uddannelser ikke bliver ramt på samme måde, fordi en orlov for dem ikke slår nær så hårdt,« siger Nina Smith.

Danske højtuddannede kvinder laver således stadig langt det meste husarbejde og det med dårlige muligheder for at købe sig hjælp til det huslige, grundet de forholdsvis høje mindstelønninger. Imens tager danske mænd stadig kun fem til 10 procent af barselstiden, er meget mindre fraværende på grund af syge børn og tager ifølge Smith ikke del i meget husarbejde, der ikke kan klares i weekenden.

»Konsekvensen er, at andelene af kvindelige topchefer og kvindelige professorer i Danmark er blandt de laveste i OECD-landene,« siger Nina Smith.

Så meget altså for den kage, som de såkaldte elitefeminister har melet. Nina Smith mener dog ikke, at den megen snak om kvoter vil stille de højtuddannedes sult på langt sigt.

»Så længe kvinder bliver ved med at tage hovedansvaret for hjemmefronten, barslen og børnene, vil det være en kortsigtet lappeløsning at gennemtrumfe kvoter. Hvis politikerne - og kvinderne - vil have reel ligestilling, må de gøre noget langt mere grundlæggende ved arbejdsfordelingen på hjemmefronten,« siger Nina Smith.

Det skal ifølge Smith derfor gøres økonomisk neutralt, om det er mor eller far der går på orlov, så man ikke rammer den samlede husholdningspung. Og så må kvinderne sideløbende indse, at de også skal afgive noget magt, hvis ligestilling skal blive en realitet - magten over hjemmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna

Det er bestemt ikek nemt at være ung mor helelr ikek i dag.

Men da jeg sad på den anden side af bordet, var det ofte, at man fortrød, at man havde givet forældrene så lang snor.
Barnet betaler prisen for svigt.

Hvem der bare havde en brugbar krystalkugle.

Nanna

barsel burde være individuel.

Dens længde skulle kun besluttes af kvinden.

Nogle kan hurtigere end andre til at restituere sig enda andre.

Og det er forresten også derfor, jeg siger kvinder skal have mulighed for lang barsel.

For os, der grundet dagplejemoderordningen klarede sagen på en måneds tid til halvanden, lyder det som en gang feministisk "Hjem til kødgryderne" fis.

Inger Sundsvald

Jeg kunne jo godt underholde om dette fortidige ”børneværn”, som overlod en 15-årig (mig) til sig selv i et værelse på Vesterbro, efter at have oplyst om, at når der skulle udbetales børnepenge var det opportunt for moderen at man havde bopæl hos hende, og ellers i div. ”anbringelser”, hvor der foregik både det ene og det andet. Ikke at man tog sig af det.

Min mor havde sklerose og kunne ikke gøre for det, som enlig mor til tre børn med tre forskellige fædre. Uhadada!

Jeg kunne fortælle om religiøse hattedamer, som inviterede til juleaften og meget andet. Hvis så bare Vorherre havde bevaret mig fra i det mindste at sulte til hverdag.

Guderne må vide, hvordan jeg klarede mig igennem med en elevløn på 218 kr./md. og en husleje på 70 kr./md. Her var der kun råd til 2 halve á 25 øre/pr. dag til frokost, hvis der også skulle være de 4,50 til den billigste aftensmad (1958-priser). Der var hverken råd til at tage sporvognen til arbejde eller til sko og strømper.

I dag giver det (berettigede) avisoverskrifter hvis en 18-årig bliver overladt til sig selv. Lidt er der sket. Men det er mit indtryk, at der er rigtig mange ”hattedamer” (undskyld udtrykket) i socialforvaltningerne, der ikke har nogen anelse om hvornår unge mennesker har brug for hjælp, og hvornår det er berettiget at gribe ind, for både piger og drenge, og hvornår de burde holde sig væk fra f.eks. de unge mødre. Jeg kan ikke se Kanal 4, og det er måske godt for mit ”blodtryk” ;-)

Hvad dælen er det med de ”elitefeminister”? - Kunne man fristes til at sige, hvis man ikke vidste, at det ikke har noget med hinanden at gøre.

Måske går det alt sammen.

Inger Sundsvald

Jeg tror da på, at mennesker bliver formet af det de har oplevet i deres liv. Men jeg synes det er sørgeligt, hvis man selv skal have oplevet på egen krop hvad det vil sige at være ”underklasse” eller for den sags skyld kvinde/mand, sort/hvid, for at kunne sætte sig ind i de samfundsmæssige konsekvenser det kan have at tilhøre den ene eller den anden ”klasse”, ”etnisk minoritet” el.a.

Som det er sagt før, så er det bedre at være rig og rask, end fattig og syg. Og det er bestemt bedre at være mand end kvinde, efter min opfattelse, selvom (næsten) ingen ville ønske det anderledes end hvad de er født som.
Jeg ville f.eks. ikke ønske at være født kvinde - rig men ”sort”, og slet ikke muslimsk kvinde. Det forhindrer mig ikke i at forestille mig hvordan det kan føles.

Hvis der er noget jeg ikke forstår, så er det at tv-medierne er mere interesseret i flaskepant, div. sangeres placering i ét eller andet, mishandling af hunde, katte, heste samt hjemmerøverier, end i hvad de politiske partier eller nationalbankdirektøren mener.
Det er lige til at skræmme livet af gamle damer.

Lige nu er det interessant at høre hvad Ulla Dahlerup mener om fortid og nutid i ”Ugen igen”.

Men nu er der ”Forbrydelsen”. Jeg ved ikke helt om jeg gider se det.

Folk ved som regel godt selv, hvad der er bedst for dem selv, gør de. Nogen gange skal de bare have en smule hjælp til at erkende og indse det.

Pointen for mig er se, er altså stadigvæk at kvinder fra lønarbejderlivsformen har brug for en anden ligestillings-kamp end kvinder fra karriere-livsformen. Og det er sådan set ikke odiøst eller mærkeligt i; sådan er det bare. Og det ene er ikke hverken værre eller bedre end det andet; det er bare forskelligt.

Nanna Gersov

"Jeg tør næsten ikke sige det, men så er politifolks ideelle partnere vel nogen, som ikke er udsat for disse påvirkninger og som har tid nok på hjemmefronten?"

Ja - men så godt lønnede er politifolk heller ikke, du kan bare se på boligsituationen for offentligt ansatte i København, hvor alle politifolk starter, de skal noget langt væk fra Centrum som nyetablerede, for at få lønnen til at slå til.

Niels

Derfor burde lønniveauet også være højere for politifolk og fx sygeplejersker, som skal kunne arbejde på alle tider af døgnet og derfor ofte har brug for en bil og en partner, som kan være der for familien, når de ikke selv kan.

En politiløn burde kunne række til at forsørge en familie i betragtning af hvor store veksler man trækker på denne familie. De traumatisk ting, politifolk somme tider kommer ud for, kan ikke undgå at påvirke ægtefællen og kan gå ud over dennes arbejde.

Det er ikke rimeligt, hvis politifolk skal betale prisen for dårlige løn- og arbejdsforhold med en alt for høj skilsmisseprocent. Det er heller ikke fair overfor børnene.

Mona

Men da jeg sad på den anden side af bordet, var det ofte, at man fortrød, at man havde givet forældrene så lang snor.
Barnet betaler prisen for svigt.

Ja og ordentlige forældre skader aldrig deres eget barn, for dermed bryder de barnets tillid, som er så vigtig.

Men desværre er de alternativer, som samfundet tilbyder ofte ikke for gode.

Men er der en skilsmissesag, hvor den ene har gjort barnet fortræd og den anden forælder er ok, så synes jeg ikke man behøver at vise så megen langmodighed med den utilpassede forælder.

barsel burde være individuel.
Dens længde skulle kun besluttes af kvinden.
Nogle kan hurtigere end andre til at restituere sig enda andre.

Ja, sådan burde det være.

Inger

Det var en barsk start du fik på voksenlivet - i en alder af kun 15 år at skulle klare sig selv for en så ringe betaling og med så lidt eller nærmest ingen støtte fra voksne!

Men jeg synes det er sørgeligt, hvis man selv skal have oplevet på egen krop hvad det vil sige at være ”underklasse” eller for den sags skyld kvinde/mand, sort/hvid, for at kunne sætte sig ind i de samfundsmæssige konsekvenser det kan have at tilhøre den ene eller den anden ”klasse”, ”etnisk minoritet” el.a.

Ja, det synes jeg også er sørgeligt, for så betyder det jo, at udviklingen konstant rulles tilbage, fordi der kommer nye forkælede generationer, som mangler social forståelse og som ikke forstår betydningen heraf.

Man taler om modernitet og post modernisme. Indtil ca. i 80-erne var der nogenlunde enighed om at ønske sociale og økonomiske fremskridt - "det moderne projekt".

Men herefter taler man om det moderne projekts og "de store fortællingers" sammenbrud i form af postmodernismen, som er sådan en værdirelativisme, hvor normerne splittes op, der sker en individualisering og man oplever opløsningstendenser i samfundet.

Jeg har ikke læst alle 213 kommentarer, men efter at have læst side 1 af 5 forekommer det mig, at endnu et interessant perspektiv i debatten kunne være, om ikke det er sundt for os mennesker at 1) fjerne størstedelen af vores eget skidt, sørge for vores eget vasketøj/egen fødeindtagelse/ordne vores egne indkøb osv. SAMT have en ude-arbejdstid (hvor vi arbejder med nødvendige arbejdsopgaver), der tillader os at gøre disse ting hjemme uden at blive totalt udmattede. Altså: Nedsat arbejdstid og tid til opgaverne i hjemmet. Så får vi måske også bedre tid til hinanden og vores interesser - og vi undgår at belaste miljøet yderligere med produktion og forbrug af dybest set ret ligegyldige dimser og dutter..

Teresa
Netop.

Inger
Du har været robust. godt gået tøs.

Karsten
godt sagt.

Nanna
Jeg mener ganske afgjort, at barsel ikke burde stndardiseres. En fødsel er jo heller ikke magen til nogen andres, og derfor er restitueringen det heller ikke. Og jeg vil mene, at dette vil være en ren uforfalsket kvindeting.

Måske man bedst forstår andre vilkår, hvis man har levet i miljøet.

Teresa

Du spørger:

om ikke det er sundt for os mennesker at 1) fjerne størstedelen af vores eget skidt, sørge for vores eget vasketøj/egen fødeindtagelse/ordne vores egne indkøb osv. SAMT have en ude-arbejdstid (hvor vi arbejder med nødvendige arbejdsopgaver), der tillader os at gøre disse ting hjemme uden at blive totalt udmattede.

Skal vi deraf udlede, at det er usundt, hvis man ikke lever som foreskrevet af dig?

Vil du virkelig mene, at det skulle være mere økologisk at to voksne frem for én dagligt skal transportere sig til og fra arbejde?

Inger Sundsvald

Hvorfor går man egentlig hen og bliver ”feminist”?
For mit vedkommende er det noget med at kende til kvindesagens historie. Kvinder er den dag i dag mindre være end mænd, og børn er endnu mindre værd, hvilket man kan se af de forhold man byder dem i skoler og institutioner. Faktisk rangerer de lavere end fortidens og måske også nutidens ”tjenestefolk”.

Prioriteringen er sådan:
I 1921 blev det forbudt at en mand slog sin hustru.
I 1937 blev det forbudt at mester og husbond slog sine lærlinge og ansatte.
I 1967 blev det forbudt at læreren slog sine elever.
I 1997 blev det forbudt at forældre slog deres børn.

Ikke alt er helt slået igennem. Men det er oprørende for mig at tænke på, at det overhovedet har været nødvendigt at lovgive på områderne.

Og det er lige så oprørende, at på trods af lov om ligeløn, er kvindefag ikke lige så meget værd som mandefag og at der skal gå 8 år med en retssag, hvor det ved et tilfælde bliver opdaget at en kvindelig salgsleder får adskillige tusinde kroner mindre i løn om måneden end nogle mænd, som hun oven i købet overgik i præstation og anciennitet.

Berlingske.dk skriver i dag meget tankevækkende, at der er færre unge fra arbejderklassen, som søger ind på universiteterne. Jeg fristes til at koble dette til ideologien om, at deres mødre absolut skal knokle så meget på arbejdsmarkedet som muligt, hvilket de ofte gør af økonomisk nødvendighed.

Men hvem skal holde børn i 7., 8. 9. klasse i ørerne, når de begynder at skulke fra timer i skolen imens forældrene er på arbejde? Den slags sker i stor stil. Endnu værre når de begynder på en ungdomsuddannelse, hvor frafaldet også er stort.

Der er masser af unge, som hverken uddanner sig eller arbejder efter folkeskolen. Og masser af unge, som aldrig rigtig lærte at læse og regne i løbet af folkeskolen. Og masser af unge, som ikke har et ordentligt sprog og en ordentlig omgangsform - måske som følge af alt for lidt voksenkontakt.

I artiklen står bl.a:

Antallet af unge fra arbejderhjem, som søger ind på universiteterne, falder.
Antallet er i perioden 2001-2008 faldet med 12 procent ifølge nye tal fra Universitets- og Bygningsstyrelsen.

Inger

Ja, ting tager tid. I Pakistan får man først nu en lov, som indfører bøder og fængsel til dem, der findes skyldig i vold i hjemmet mod kvinder og børn. Loven beskriver vold i hjemmet som fysiske, seksuelle og psykiske overgreb, brug af tvang, voldsom chikane, indespærring samt blokering af adgang til økonomiske midler.

Bliver man kendt skyldig, er fængselsstraffen på mindst seks måneders fængsel og en bøde på minimum 100.000 rupier (over 6.200 kr)

Kilde: metroXress 2009-08-05

Inger Sundsvald

Jeg har da en hypotese:

De såkaldte arbejderhjem/-børn er vokset op i familier hvor man distancerer sig fra alt hvad der smager af ”arbejder”.

Er man ansat i forretning, på kontor el. lign. opfatter forældrene sig som steget i graderne til ”middelklassen”. En faglært håndværker, der har fået råd til hus, bil og vovse – evt. suppleret med hustruens indtægt, anser efterhånden heller ikke sig selv som en arbejder. ”Arbejder” er yt, som man sagde engang. Og så stemmer man naturligvis borgerligt, hvilket ikke gør det lettere for uddannelsesinstitutionerne.

Det er svært at leve op til for børnene, som aldrig har manglet noget materielt, og som tror at stegte duer flyver ind i munden af sig selv. Når realiteterne melder sig, kommer det helt bag på dem, at man skal yde en indsats før man kan nyde, og de kan ikke hente hjælp til f.eks. en boglig uddannelse fra forældrene.

For at gøre det hele værre, så trives misundelsen over, at de ”gamle” sidder der på den grønne gren med deres friværdi.

Inger

Pragtfuldt indlæg. Lige på kornet.

Og det er vel også en åsag til at så mange unge komemr på spanden,når de selv skal få enderne til at nå. Det kan være svært at leve uden opvaskemaskine og at skulle gå på møntvask.

for ikke at tale om licens til DR, transport og så videre. Alt sammen noget der koster.

så er det nemt af falde for et masterkort med kredit.
så kører rouletten.

forresten pudsigt at der lige er 30 år mellem de forskellige forbud mod tæv.

Hans Jørgen Lassen

Inger skriver:

Men det er oprørende for mig at tænke på, at det overhovedet har været nødvendigt at lovgive på områderne.

Vist så.

Men man kan på den anden side glæde sig over den udvikling, der er sket på dette område, og som lovgivningen afspejler.

Det lader til, at ca. hver fjerde ung tabes på gulvet og ikke får nogen uddannelse.

2005: 24 pct. af en ungdomsårgang forventes ikke at få en uddannelse.

http://www.information.dk/150591

Der er unge, som får al mulig hjælp fra deres forældre og så er der børn og unge, som ikke gør. De som ikke gør, bliver ladt i stikken allerede i folkeskolen, som er baseret på at alle børn har ressourcestærke, deltagende, engagerede forældre.

Man kan ikke tømme hjemmene for voksne og så forvente, at børn og unge tager vare på sig selv.

Før kom børn ud og tjene efter konfirmationen. Nu er det blevet skik at sende dem væk på efterskole efter 8. eller 9. klasse når de er ca. 15 år. Men frafaldet er stort både på efterskolerne og på ungdomsuddannelserne.

Troels Ken Pedersen

Hvis det er ressourcesvage mennesker vi taler om, hjælper det ikke nødvendigvis at mødrene er hjemme og til stede for deres børn. Det minder mig om en af mine folkeskolekammerater, hvis primære motivation for rigtig meget af hvad han gjorde var at komme væk fra sin neurotiske hjemmegående mor.

Berlingske.dk skriver i dag meget tankevækkende, at der er færre unge fra arbejderklassen, som søger ind på universiteterne. Jeg fristes til at koble dette til ideologien om, at deres mødre absolut skal knokle så meget på arbejdsmarkedet som muligt, hvilket de ofte gør af økonomisk nødvendighed.

Det står åbenbart sløjt til med udbredelsen af den moderne rollemodelteori. Eller er det rollemodellerne, der ikke frister ?

Inger Sundsvald

Set gennem mine briller, så har kvinder et vist ”efterslæb” på mange områder. Det kunne godt få mig til at acceptere et par ”kvoter” her og der og en smule ”positiv særbehandling”.

Selv Sigmund Freud (1856-1939) erkendte på det sidste, at også kvinder er en slags mennesker. Det vil jeg jo påstå, at også børn og unge er.

At give de udearbejdende kvinder ”skylden” for både det ene og det andet, er efter min mening det rene vrøvl. F.eks. ville det jo betyde, at børn af muslimske hjemmegående kvinder havde den største uddannelsesmæssige fordel og den laveste kriminalitetsrate.

Når en del af disse alligevel klarer sig, så er det på trods, ligesom det er det for andre ”arbejderbørn”. Økonomisk opstigen til ”middelklassen”, medfører ikke automatisk at viden og kulturel ”dannelse” følger med. Ligesom det ikke lader til at lange videregående uddannelser fører til ”dannelse” og en ikke-kriminel tilværelse.

I øvrigt er der tegn på, at antallet af ”ressourcesvage” familier er stigende i de senere år. Flere fattige familier på overførselsindkomster hvor begge forældre er hjemme, er ikke befordrende for de unge mennesker, der skal til at starte ”karriere”. Opgivelsen kan meget let få tag i dem – for hvad skal det hele nytte?

Hans Jørgen Lassen

Inger skriver:

Set gennem mine briller, så har kvinder et vist ”efterslæb” på mange områder.

Hvem tænker du her på? Ritt Bjerregård? Helle Thorning? Eva Schmith? Pia Kjærsgaard?

Eller dig selv, Mona og Nanna?

Eller mener du, at der ikke er specifikke kvinder, som lider af efterslæb, men bare "kvinder som sådan"?

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen

Der er jo nogle, som godt kan se ud over deres egen næse, og også evner at adskille de tilfælde hvor undtagelsen bekræfter reglen.

Hvorfor skulle jeg, Nanna eller Mona have noget personligt i klemme, bare fordi vi, på hver vores måde, angriber problemer for kvinder generelt?

Hans Jørgen Lassen

Inger,

jeg har endnu til gode at møde en generel kvinde.

Og håber egentlig ikke, at jeg nogen sinde kommer til det.

Men af ren nysgerrighed, og for at kunne kende sådan en, hvis det utænkelige skulle ske:

Hvordan ser en generel kvinde ud?

Inger Sundsvald

Hans Jørgen Lassen

Nu må jeg bede om mine himmelblå. Generelle kvinder findes ikke, men der findes problemer som kan siges at være generelle for kvinder.

Der er jo nogle ”fyrtårne”, som i tidens løb er gået foran m.h.t. disse problemer. Det er jeg personligt rigtig glad for, for ellers ville min egen tilværelse nok ikke have formet sig som den har gjort.

Jeg har ingen anelse og har heller ikke tænkt mig at gætte på hvad Mona og Nanna og andre kvinder har af motiver, ligesom jeg heller ikke har tænkt mig at psykoanalysere eller gætte på hvilke motiver mænd har, når de med næb og klør forsvarer prostitution, mænds forældrerettigheder m.v.

Inger Sundsvald

Tak Mona ;-)

Mænds generelle problemer har jeg heller ikke ekspertise til at udtale mig om, det har jeg derimod med kvinders problemer, med f.eks. at blive respekteret som lige så meget værd som mænd.

Hvis man skal tro medierne, så er der efterhånden en tendens til at kvinder mister lysten til at stifte familie, og også lysten på andre områder (guderne må vide hvorfor :). Om det er det samme der gør sig gældende for mænd og af samme grunde, skal jeg ikke kunne sige.

Hvis man skulle forsøge at nedbryde barriererne, så ville det nok være en god idé at respektere hinanden og at undlade at skyde hinanden motiver i skoene.

Hans Jørgen Lassen

Der findes altså, kan jeg forstå, ingen generelle, men kun specielle kvinder.

Og der findes heller ingen generelle problemer, som er fælles for specielle kvinder.

Som min gamle, nu afdøde professor gerne sagde: "I am baffled."

Hans Jørgen Lassen

Inger, du skriver dels:

Generelle kvinder findes ikke, men der findes problemer som kan siges at være generelle for kvinder.

og dels

Hvem siger at vi har generelle problemer til fælles?

Tjah, hvem siger det? Det gør du jo åbenbart.

Hvorfor taler kvote-tilhængere, som Mette Frederiksen og ligesindet radikal feminister ikke om kvoter på f.x forældrenes bopælsstatus, kloakarbejdere, værnepligt (frihedsberøvelse), adoption, offentlig støtte, osv.?

Det drejer sig nemlig ikke om ligestilling, men særbehandling af kvinder/mødre og dermed forsat diskrimination af mænd/fædre. Det er utrolig og sørgeligt, hvordan mange offentlig sponsorerede kvindeorganisationer og politikere vælger, at behandle og anskue mænd/fædre i dette land.

Derfor er det forfriskende, at Leny Malacinski med gode argumenter og dokumenterede fakta taler imod mainstream radikal/elitefeminister, der ønsker en forsættelse af denne "positiv særbehandling." til kvinder/mødre.

Vi bør behandle og være ordentlig overfor hinanden, uanset om man er kvinde eller mand.

Troels Ken Pedersen

Undskyld mig... "Mainstream radikal/elitefeminister"? Kan du ikke selv høre at dit skældsord ikke hænger sammen? Hvis det politiske flertal gennem de sidste otte år havde forfægtet kvote-glade holdninger, kunne vi have snakket om det.

Ikke at jeg er glad for kvoter, men det deprimerer mig at Malacinski og hendes fans benytter sig af dæmonisering og fordrejet statistik som "neutrale fakta". Hendes tal om forholdene i universitetsverdenen tager ikke højde for konteksten, og hvem ved hvordan det står til med hendes tal om andre emner? Jeg er ikke imponeret!

Det centrale i min kommentar er stadigvæk følgende:

"Hvorfor taler kvote-tilhængere, som Mette Frederiksen og ligesindet elitefeminister ikke om kvoter på fx. forældrenes bopælsstatus, kloakarbejdere, værnepligt (frihedsberøvelse), adoption, offentlig støtte, osv.?"

Rolf Rasmussen

“Hvorfor taler kvote-tilhængere, som Mette Frederiksen og ligesindet elitefeminister ikke om kvoter på fx. ... o.s.v

Det sjove ved det spørgsmål er, at alle kan besvare det, men ingen gør det.

Rolf

Det sjove ved det spørgsmål er, at alle kan besvare det, men ingen gør det.

Jeg går ud fra at du mener at elitefeminister ikke besvarer spørgsmålet. Det er vel fordi de ikke har forstået at en eventuel kvote-politik vil vendes mod dem selv, når feministerne selv skal afgive fordelen.

Kvotepolitik vil bare fremme dårligere kvalificerede ansættelser, der hverken har noget med ligestilling eller god konkurrenceevne at gøre. Hvorfor bestræbe sig på gode karakterer, hvis det alligevel er et fjols der får stillingen.

Jeg mener, elitefeministerne tror da vel ikke at kvotepolitik kun skal gælde for kvinder.... i så fald kommer de til at tro om igen.

Der kan allerhøjest blive tale om, at såfremt to lige kvilificerede er på tale, at man så ansætter den hvis køn er i mindretal, eller andet etnisk tilhørforhold end dansk.

Rolf Rasmussen

Jeg går ud fra at du mener at elitefeminister ikke besvarer spørgsmålet.

Næh. Du besvarer det heller ikke, men angiver en løsningsmodel, som du muligvis mener er "i barnets tarv".
Kenneth Tauls spørgsmål går på kvotetilhængernes og ligesindede elitefeministers motiver.

Thomas Andersen

Jeg er så træt af jer elitefeminister som stadig hårdnakket påstår at kvinder arbejder dobbelt så meget som mænd, eller at kvinder trækker det tungeste læs.

Socialforskningsinstituttet udgav i 2002 en rapport der fastslog, at kvinder i snit bruger 8 timer og 19 minutter på arbejde (både derhjemme og på arbejdsmarkedet) og mænd bruger tilsvarende i snit 8 timer og 28 minutter.

Det er korrekt, at kvinder bruger mere tid derhjemme, men tilsvarende mindre tid på arbejdsmarkedet.

Lad os få manet de falske myter i jorden én gang for alle.

Læs mere på min blog http://ligestilling.webs.com/apps/blog/entries/show/9258589-arbejdstid-p...

Sider