Læsetid: 3 min.

Slavens flugt fra fornedrelsen

Hans Werner Henzes kammeropera 'El Cimarrón' fremragende forløst på Det Kongelige
Kultur
22. september 2009

Alene hovedpersonens alder har karakter af myte. Som en anden Little Big Man opnår Estaban Montejo, der blev født som slave på Cuba i 1860, den bemærkelsesværdige alder af 113 år og døde altså så sent som i 1973.

Forskellen er blot, at Estebans historie ikke er myte, men skinbarlig virkelighed - om end af mytisk karakter.

Under et besøg på Cuba i 1969 hørte Hans Magnus Enzensberger og Hans Werner Henze Estebans enestående og fantastiske historie. De opsøgte den højst nærværende gamle mand og fandt hurtigt på baggrund i dennes saft- og kraftfylde beretninger om et mildt sagt begivenhedsrigt liv stof til et fælles værk: El Cimarrón eller 'den bortløbne slave'. Slavens flugt indebærer vejen ud af fortiden, gennem junglen til kampen mod undertrykkerne og til revolutionen.

Men kampen for friheden slutter ikke med, at lænkerne sønderbrydes, den er et stedsevarende anliggende. Nye undertrykkere står altid parat.

Livsvandringen for Esteban, som sagt først begyndt i den farlige flugt, til den berigende solitude i junglen med dennes dyr og dæmoner, herefter tilbage til civilisationen med arbejdet i sukkerrørene i en fornyet slaveagtig tilværelse midt i industrialiseringens helvede og endelig den væbnede kamp mod den spanske overmagt og herefter den amerikanske og herefter kampen mod de korrupte cubanske myndighedspersoner - det hele er én lang bekræftelse af det revolutionære princips nødvendighed.

Altid en ny undertrykker

Der står altid en ny undertrykker parat, eller også forsvinder solidariteten og sammenholdet som dug for solen. Det er og bliver den smertefulde erfaring, den ældgamle eksslave til sidst står tilbage med.

Den selvvalgte enlighed som i junglen synes igen den eneste udvej; kan man ikke klare mere, kan man altid bosætte sig i en kasse med indlagt lys og taburet. Kassens ene åbne væg kan hejses op, og isolationen bliver fuldendt. Og her slutter operaen og historien tilsyneladende. Men også kun.

I endnu en slutning erklærer den nu ældgamle Esteban i Castros Cuba sig parat til nye kampe. Revolutionen hører aldrig op. Med sin gamle trofaste machete er den bortløbne slave parat til kamp.

I hele dette forløb har Estaban haft lejlighed til at betro sit publikum erfaringer om maskinernes grådighed, præsternes hykleri og ryggesløshed samt kvindernes nødvendighed.

»Det bedste i verden er kvinder,« siger han, og det kan man jo ikke modsige. For Esteban er flertalsbetegnelsen for kønnet dog en forudsætning for liv; ikke noget med én kvinde for hele livet, næ tak, en ny hver dag ellers har det ingen mening. Der er hormoner og livskraft i den bortløbne.

Ros og beundring

Denne vældige livsfrise, der med god ret også er blevet sammenlignet med en tegneserie (af de gode), danner den røde snor i Henzes og Enzensbergers værk. For et værk er det - et hovedværk i nyere musik. Det Kongelige Teaters operaledelse skal have mange, mange rosende ord for at have taget El Cimarrón op.

Vanskeligheden i vore dage ved den slags dristigheder viste sig på premiereaftenen ved et nærmest halvtomt hus på Kgs. Nytorv. Henze er jo heller ikke just en komponist, hvis værker man normalt sidder og nynner med på, og opera opfattes vel gerne som genoplevelse.

Tvangfri serialisme er der tale om her hos Henze, hvis man nu skal sige noget, og det dækker ikke.

Partituret er rigt på virkemidler, klange og klangfarver formidlet af tre musikere på scenen i betagende samspil indbyrdes og med hovedpersonen Estaban. Denne formidles i en pragtpræstation af overvældende musikalitet og virtuositet af den store jamaicansk-britiske basbaryton Sir Willard White. Man må af og til have lov at udtrykke bondsk beundring for, at nogen overhovedet kan lære et sådant parti og oven i købet håndtere umulighederne som den naturligste sag af verden, som om det hele kommer på stedet og indefra. De, der ikke når at opleve dette, snyder sig selv, så vandet driver.

De medspillende musikere står stærkt i forestillingen. Guitar i sarte soli ved Per Pålsson, Kerstin Thiele på den udtryksfulde fløjte og et mangfoldigt slagtøj betjent, så det bogstaveligt talt synger af Mathias Friis-Hansen.

Det er på et meget højt niveau. Forestillingen viser sig frem i Mia Stensgaards kongruente scenografi og kostumer og Jørn Melins og Anders Polls vigtige og fine lysdesign, som igen er i nøje overensstemmelse med en stram, ukrukket og præcis iscenesættelse af Lars Kaalund.

Alt i alt en perfekt opførelse på Det Kongelige.

Hans Werner Henze. 'El Cimarrón'. Iscenesættelse: Lars Kaalund, scenografi: Mia Stensgaards. Medv. Per Pålsson, Kerstin Thiele og Mathias Friis-Hansen. Sir Willard White. Det Kongelige Teater. Operaen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her