Læsetid: 3 min.

Små og store forbrydelser

Der var engang, hvor tabloidaviserne havde kriminalstoffet for sig selv. Nu vrimler det med små forbrydelser i medierne. Ikke mindst i tv-nyhederne
Der er de seneste par år gået inflation i både antal og vægtning af kriminalhistorier - helt efter det amerikanske tv-mediebillede - som formiddagspressen tidligere var de eneste, der rørte ved. En forbrydelse skulle være stor eller principiel, før den kom i TV-Avisen. Nu er intet for småt.

Der er de seneste par år gået inflation i både antal og vægtning af kriminalhistorier - helt efter det amerikanske tv-mediebillede - som formiddagspressen tidligere var de eneste, der rørte ved. En forbrydelse skulle være stor eller principiel, før den kom i TV-Avisen. Nu er intet for småt.

Per Morten Abrahamsen

18. september 2009

For ikke så lang tid siden var kriminalstoffet noget, man kunne læse i tabloidaviserne. Det var dengang, hvor en forbrydelse skulle være meget, meget spektakulær før TV-Avisen kunne overveje at nedlade sig til at vise noget så snusket som en kriminalhistorie.

På et tidspunkt kom TV 2 Nyhederne, men selv om de vendte koncepterne om og lavede 'oplysning til samfundet om borgerne', var det heller ikke kriminalstoffet, der fyldte skærmen.

Det tog B.T. og Ekstra Bladet sig af, medmindre der var tale om slemme seriemord, voldsomme kidnapninger eller andre meget store forbrydelser.

Mere kriminalitet

Vold, røveri, knivstik, overfald. Kriminalstoffet er sammen med gossip-stoffet det journalistiske stofområde, der er vokset mest markant i de sidste 10 år.

Det er et lille sideresultat fra undersøgelsen Hvor kommer nyhederne fra?, der udkommer om et par måneder.

Vi kan se de mange små forbrydelser hver aften i tv-nyhederne, og således også i denne uge.

Søndagens 18.30'er på DR har to kriminalhistorier: »Fireårig dreng frygtes bortført« og »Gadekampe i Hamborg«. TV 2 Nyhederne rapporterer om »Storbrand vest for Århus« og »Dreng fra Svendborg formodes bortført«. Mandag har TV-Avisen udvalgt »To indlagt efter brand på autoværksted« og »Camilla Broe skal blive i fængsel«. Der er også plads til historien »Brian Mikkelsen kan få råd mod bander på nettet«, men selv om interviewet med Brian Mikkelsen handler om bandekriminalitet, er det strengt taget ikke kriminalstof, men retspolitik. TV 2 Nyhederne viser »Brand i Frederiksværk« og »Camilla Broe til retsmøde i USA«.

Tirsdag i TV-Avisen kan vi høre, at »Landsret frikender betjente i Tilst-sag«. TV 2 Nyhederne har også Tilst-sagen på dagsordenen foruden tre andre kriminalnyheder: »Ung svindler vil tilstå, men blev afvist på politistationen«, »Holbæk-bande i skudopgør« og »Bortført dreng fra Svendborg befinder sig i Syrien«.

Onsdag nøjes TV-Avisen med et enkelt indslag om en dansk sømand, som har været gidsel hos pirater (senere vises der et helt program), og TV 2 har også kun en enkelt historie om domfældelse i en incestsag. Det var selvfølgelig også dagen, hvor historien om Politiken's særtillæg om Jæger -bogen fyldte godt på dagsordenen.

Spørgsmålet er, hvorfor kriminalstoffet fylder så meget i tv-nyhederne, og om det overhovedet er et problem.

Fascination og frygt

For det første giver kriminalstoffet garanti for fascination. Det er fascinerende at høre om ekstrem og normafvigende adfærd, og det er fascinerende at få billeder på, hvordan de ser ud, de der kriminelle, hvor slemt huset så ud, da det var brændt ned osv. Fascination er næsten en sikker publikumssucces.

Nogle kan lide hårde nyheder, andre kan lide bløde, nogle er mest til politiske historier og andre er mest til erhvervsnyheder. Men det er svært at frasige sig en næsten biologisk fascination af kriminalhistorier.

Hvis vi er for mange, der benægter, kan vi jo i fællesskab se på netavisernes lister over mest læste historier. Her taler fascinationen for kriminalhistorierne sit eget sprog.

For det andet er føljetonen et godt format, både for dem der producerer og for dem, der konsumerer medier. Føljetoner giver struktur på et flimrende nyhedsbillede, og vi lærer historien og personen at kende samt kan glæde os til den næste udvikling. Her på det sidste ser det ud som kriminalføljetonerne er blevet en fast del af nyhedsdagsordenen, og ikke kun et format der dukker op, når der er en speciel stor eller principiel kriminalhistorie. Føljetonen hed Stein Bagger i rigtig lang tid, og i øjeblikket hedder den Camilla Broe.

Føljetonerne har det med at fokusere på personen og på de minutiøse småudviklinger i sagen og slipper dermed ofte det principielle af syne. Ja, vi ved, at Camilla Broe er anklaget for noget med narko, men hvorfor var det nu lige, at en dansk statsborger skulle udleveres til rettergang i USA, og hvilke konsekvenser kan det få for vores retspraksis?

Selv om det kan være svært at måle, må de mange kriminalhistorier påvirke vores opfattelse af det samfund, vi lever i, og de mennesker, vi lever sammen med.

Nogle sociologer taler om 'frygtsamfundet' som en nutidig samfundstilstand. Alt andet lige giver kriminalhistorier ikke et repræsentativt billede af virkeligheden, og de bidrager nok ikke til at skabe større tillid eller tolerance.

Men frygten pirrer - og giver måske også flere seere eller læsere. Til gengæld er der mindre plads til at fortælle om store forbrydelser, hvis man vælger at bringe mange små forbrydelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kriminalitet er en del af virkeligheden og som borger vil man gerne følge med og kende tendenserne og vide, hvad man kan komme ud for og påvirke politikerne om fornødent.

Jeg ønsker mig ikke tilbage til den tid, hvor kriminalstoffet blev fortiet. Omvendt ønsker jeg heller ikke spekulation i underholdningsværdien, udpensling af onde forbrydelser, udlevering af andres privatliv, at mennesker i samfundets bund udstilles. Der skal være en etik i det og en relevans.

Denne lille artikel er selvfølgelig god i og med at den optegner nogle af de væsentlige problemstillinger og hjælper med at fokusere på problemet generelt, men ellers vil jeg nok sige at den er lidt overfladisk. Jeg vil prøve at redde bod på et par ting.
Som dansk-amerikaner kan jeg nikke genkendende til den beskrevne tendens, og må indrømme, at jeg ikke væsentligt kan forstå de bevæggrunde der ligger bag et samfund's fokusering på straf. Men jeg vil prøve at opridse nogle tendeser.
siden oplysningstiden har vestlige samfund i stigende grad haft en selvforståelse hvorefter vi som borgere ideelt er uddannede, dannede, deltagende elementer i samfundet, rigtige veludviklede mennesker. I danmark især, blev denne opfattelse dyrket med grundtvig og højskolebevægelsen.
Oplysningstiden opstod ikke i et vakuum, men var en konsekvens af den tidlige kapitalismes økonomiske akkumulation, frigjort fra tidligere konservative adelige rigide samfundsformer, muliggjorde en hidtil uset kulturel ekspansion, men kapitalismen er imidlertid ved at slå over i en re-feudalisering, og her har man ikke brug for al den kultur længere.
Hvorfor man i USA valgte aldrig at dyrke kultursamfundet som man gjorde i Europa er mig pt. ikke klart, men tendensen i sig selv er helt klar.
Man har derfor valgt at have et kontrolsamfund, baseret på uvidenhed, straf og undertrykkelse, pudsigt nok eftersom den amerikanske selvopfattelse er at det er det frieste land i verden, og der var selvfølgelig også et vist mål af klassisk liberalistisk frihed i stroe dele af den amerikanske historie, men magtbaseret, centraliseretkontrol i srtorkapitalens tjeneste har altid været grundlaget for det amerikanske samfund. Et vist mål af bevidst underudddannelse, underinformation og hjernevask er nødvendigt for at dette kan fungere, og her kommer vi tilbage til vores udgangspunkt. I stedet for at formidle væsentlig, objektivt samfundsnyttig information kan man i stedet f.eks formidle information om småkriminalitet og ulykker, herved fremelske en frygtkultur, som vil give god grobund for en ledsagende straf- og kontrolkultur.

I takt med at europa accepterer globaliseringens velsignelser (der i det væsentligre kun kommer de økonomiske eliter til gode) må man også i danmark indrette sig på en refeudalisering, mere kontrol, skærpede straffe, lavere uddannelsesniveau, elitekultur, osv, og det kan naturligvis ikke lade sig gøre i et flødekage- og rundstykkesamfund, hvor alle er veltilpas, tillidsfulde og selvsikre. Det er her frygtformidlingen kommer til sin ret. Alle statistikker siger, at kriminaliteten er dalende, imens befolkningen som helhed er at den opfattelse at den er stigende. Dette er et mesterstykke i manipulation af den offentlige bevidsthed, men er et vigtigt redskab til at ændre danmark fra en sammenhængskultur til et neoliberalistisk tredieverdensland som USA. Alle DF'erne vil ha mere straf, og hetzen smitter af på hele befolkningen. Man kommer sammenhængskraften meget bedre til livs med straf end med rehabilitering.
Et andet aspekt ved tabloid-frygtkulturen er selvfølgelig at man får hele befolkningen til at fokusere på den og ikke have overskud til at fokusere på de væsentlige ting, politiske problemer, som f.eks. at de angiveligt folkevalgte ledere har fundet det hensigtsmæssigt at gøre helt hvad der passer dem uden skelen til lovstridigheder, tradition, god moral eller noget som helst andet end hvad der fremmer deres egne planer bedst.

Og hvad er så deres planer? Er der en plan? Det ved vi ikke. Det er en svær balancegang at tage den den tiltagende globale neo-liberalistiske ensartethed alvorligt, at tage de forskellige udemokratiske verdensregerende organisationer såsom GATT alvorligt, eller Bilderberggruppen, uden at henfalde til paranoid spekulation som blot tjener til at indlemme én i frygtkulturen ad en anden vej.

Yderlgere en vej til at blive indlemmet i frygtkulturen er den del-og hersk-politik, som er blevet ført i USA gennem praktisk taget hele dets historie, og som man nu med eundringsværdigt held har fået etableret i det førhen så etnisk rene Damnark. I USA havde man sine niggere, som den hvide del af befolkningen kunne føle sig bedre end, og samtidig frygte. Nu har man fået sine perkere i Damnark som smukt opfylder samme funktion og formål - del og hersk.

Imidlertid kan man roligt regne med at danskerne, dette lille folk med den førhen bedste sammenhængskraft, den bedste uddannelse og det bedste oplysningsniveau allerede er blevet røvrendt i den neoliberalistiske globaliserings tjeneste så vidt, at der sandsynligvis ikke er nogen vej tilbage. Men historien udvikler sig. I historietimerne blev vi altid fortalt om hvirdan fribønderne i middelalderen nærmest frivilligt overgav deres selvbestemmelse til store heremænd, uden at der nogensinde blev givet nogen god forklaring på, hvordan de da kunne være så dumme, set i bagklogskabens lys, hvad der altid er en del afhistorieundervisningen. Jo, der var nogel halve forklaringer men sandheden er nok den at historeiundervisningen ikke ville have været i stand til at opfylde sin funktion som legitimation for status quo, hvis man havde søgt efter en virkelig forklaring - da det først kom så vidt, var der sikkert mindre frivillighed end vi fik fortalt, og der var sikkert mere vildledning og frygtkultur end vi fik fortalt. Alligevel blev det muligt at lave verdens smørhul i Damnark 500 år senere, så selvom I nu kommer til at være verdens røvhul i en periode i stedet, skal I tabe modet på længere sigt. I er i godt selskab med os herovre.

Undskyld stavefejl og andre småting, som f.eks at jeg ville have skrevet I skal ikke tabe modet. Eller var det en freudianisme?
Hele projektet går netop ud på at få jer til at tabe modet.
Men at deltage her på det niveau jeg gør nødvendiggør at jeg i det væsentlige spyr mine indlæg ud så hurtigt jeg kan skrive dem uden væsentlig redigering. håber indholdet i det store og hele gør det undskyldeligt.

Tyskerne under krigen var ikke i stand til at få danskeren til at tabe modet, livskraften, initiativet, modstandsviljen, sammenhængskraften, sammenholdet, men det er mest det alle invasioner og krige går ud på - militær magt kan måske se ud til at være den vigtigste del af sådanne invasioner i og med at de har en vis umiddelbar uimodståelighed - men uden at man knækker viljen og sammenholdet holder ingen invasion i det lange løb. Der neoliberalistiske projekt er en invasion. Milton Friedman ser indtil videre ud til at have formået hvad tyskerne ikke kunne.
"...De kan lokke, de kan true...."

I USA (og sikkert også i andre lande) er der lavet undersøgelser, der påviser, at mens kriminaliteten rent faktisk falder, ja også volds-sagerne, så stiger mediernes, især tv's rapportering om kriminalitet, især volds-sager får betydeligt mere plads end ellers, tyveri også. Og selvfølgelig er kriminalitet en del af hverdagen, men har vi virkelig brug for at det er breaking news at der er begået indbrud i en persons lejlighed? eller at der har været en brand på et auto-værksted?

Følgetonen lige nu hedder aldeles ikke Camilla Broe, den hedder 'lad os lukke kirkeasyl så hurtigt som muligt; uovlig som den er'. Og alle medier går i selvsving og rapporterer dette u-kritisk; kildekritik er vist helt gået af mode som journalistisk arbejds-redskab...

Andet steds på denne web-side kan man læse om følgetonen om parret, der bortførte deres egen søn (hvordan man kan det, er mig en gåde? børn i Danmark er vel stadif forældrenes, ikke statens?). Narkomaner, stof-misbrugere, blev de beskrevet som - i stort set alle medier. Løgn og tilsvining var og er det.

Hvordan denne oplysning om at forældrene var narkomaner og stof-misbrugere er kommet frem til medierne er der ingen om i dag ved. Interessant er det også, at alle journalister i denne sag end ikke betvivler systemets eller politiets motiver for at skrive og sige som de gør i denne her sag.

Pressen ynder at kalde sig selv den 4.statsmagt; festlige lejligheder synes at være de eneste lejligheder efterhånden hvor dette gælder. Al kritik imod systemet og politiet synes at være skåret bort - det skulle jo nædig gå ud over vore gode kontakter til politiet, når den næste tv-udsendelse fra Station 2 skal laves...

Vibeke Andersen

Bob Jensen siger:

"Imidlertid kan man roligt regne med at danskerne, dette lille folk med den førhen bedste sammenhængskraft, den bedste uddannelse og det bedste oplysningsniveau allerede er blevet røvrendt i den neoliberalistiske globaliserings tjeneste så vidt, at der sandsynligvis ikke er nogen vej tilbage.

Læs denne artikel:

http://www.nylonmanden.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=239&...

Vibeke Andersen

Lars P. Simonsen siger:
"Nylonmanden. dk. Ja det er en rigtig god artikel at få forstand af. Jeg fik i hvert fald da lige noget at tænke over…"

Jeg kan da finde flere...

http://www.nylonmanden.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=177&...

http://www.nylonmanden.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=172&...

http://www.nylonmanden.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=136&...

http://www.nylonmanden.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=177&...

Dette er en vesterlænding, der udtaler sig om vores "lille dejlige land"!

Jeg læste godt nok kun den først anførte nylonman- artikel, men den beskriver situationen udmærket, vil jeg tro. Jeg tog fra danmark i 1977, og ud over mit gamle kollektiv og min nærmeste familie var der ingen der kendte til min nye bopæl. Jeg spurgte senere alle disse venner og familie, om nogen af dem var blevet kontaktet med forespørgsler, og svaret var negativt. Måske en eller anden her kan regne ud hvad der skete i baggrunden, men altså sådan cirka 5 måneder efter, at jeg var flyttet til USA, og på min tredie bopæl, kom der et brev fra det danske folkeregister, hvori man sagde: Så vidt vi kan se har De glemt at registrere flytning." Jeg skrev så et eller andet flabet tilbage om at når de nu havde fundet mig ku de vel bare gøre det selv.
Så lidt senere var der også noget med ekstraskat på revalideringshjælp, som jeg havde fået mine sidste år i danmark. De ville så absolut have mig til at betale ekstraskatten. Jeg fortalte så, at efter min mening - og siden jeg i de fire år jeg fik revalideringshjælp aldrig var blevet bedt om at være invoilveret i beskatning af min revalideringshjælp, så måtte det vel stadig være deres eget anliggende og ikke mit. Nogle måneder senere fik jeg så en ny opkrævning, denne gang en del lavere. Jeg spurgte så hvordan det kunne være at den logik der var blevet anvendt til at reducere beløbet, ikke kunne anvendes på resten. adskillige, måske mange måneder senere, kom der endelig en anvisning om overbetalt skat. Jeg skrev så, at hvad enten de mente ast jeg skyldte dem penge, eller at jeg havde penge til gode efter betalt skat, så anså jeg det ikke for at vedkomme mig, men at hvis de ikke kunne finde på noget at gøre ved pengene, så måtte de selvfølgelig gerne give dem til mine forældre (adresse). Der hørte jeg så aldrig mere fra dem, og mine forældre gjorde heller ikke. En to-tre år senere henvendte det danske konsulat sig imidlertid til mig på revalideringens vegne fordi en del af de beløb jeg havde modtaget, var et rentefrit lån, og det var tid at betale det tilbage. Det gjorde jeg så med en iøvrigt generøs og fleksibel ordning gennem de næste adskillige år. Men både det med flytningen og restskatten var en hel farce, og jeg nød da fuldstændigt at være så flabet med alle disse skrankepaver som jeg rimeligt kunne forsvare at være.
Jeg synes kun det er rimeligt at jeg betalte revalideringshjælpen tilbage, men var mig selvfølgelig også bevidst, at det ellers godt kunne være øvrigheden ville sidde og lure på mig i årevis ifald jeg nogensinde skulle vise mig i Kastrup.

Iøvrigt kan jeg også kommentere den slavementalitet som danskere ligger under for. Nu er mine forældre ganske vist gamle mennesker og vokset op i trange kår, hvilket har en tendens til at gøre folk ekstra underdanige, og nu vil jeg ikke give detaljer, ifald der sidder en og lurer, og det er iøvrigt mange år siden, men på et tidspunkt var vi i en parkeringsfacilitet, og den eneste vej ud var at betale bompenge med et kreditkort. Jeg havde ganske vist et, som måske kunne være blevet brugt, men det tænkte jeg ikke lige over, i hvert fald kunne vi ikke komme ud med kontanter. Min far kørte så troskyldigt rundt i 10 minutter for at finde en, der kunne hjælpe os ud på behørig vis. Det lykkedes imidlertid ikke, så jeg sagde, lad os lige prøve at køre over til bommen en gang til. Så steg jeg ud af bilen og vristede bommen ud af vejen og sagde til min far at nu skulle han køre igennem. Han var tilstrækkeligt chokeret til at det gjorde han så, ellers kunne det hele godt have være blevet lidt pinligt. Så vi kørte altså videre. Men sådan en 10 minutters tid efter, var de kommet sig over chokket, og begyndte nu at tale om hvor forfærdeligt det var hvad jeg havde gjort, og at de sikkert havde kamera på ( og hvis de havde haft det kunne det godt have været et problem) og aty det sikkert ville komme til at koste 10 000 kroner, osv. Jeg sagde bare at de ikke skulle bekymre sig , det skulle jeg nok tage mig af. hvis det var. Uden tvivl var der blot en sætskrue jeg skurede over bommen, og det er blevet ordnet på 10 minutter af rette vedkommende den næste dag, men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke kunne have taget 10000 for det hvis vi var blevet taget på fersk gerning. Men mine forældres reaktion var ellers sikkert ret typisk dansk vil jeg tro. Men forbrydelsen bestod altså ikke i at vi var lukket inde, uden vagtpersonale, telefon, hjælpelinie eller noget som helst til at hjælpe os ud, men i at vi ikke havde et kreditkort ved hånden (jeg tror end ikke mine forældre havde et kreditkort liggende hjemme, det er ikke deres stil), ja og så selvfølgelig den forfærdelige selvtægt.

Jeg undrer mig ikke så meget over, at medierne fyldes med diverse peitit-stof om kriminalitet ... politirapporterne er jo den nemmeste kilde til at fylde en sendeflade, og jeg brugte selv tricket da jeg i sin tid var på en lokalradio.

Hvad der undrer mig mere, er at flertallet ukritisk æder selv de vildeste overdrivelser som journalisterne finder på for at kæmpe sig frem til en redaktørstilling. Det må jo skyldes en eller anden form for kollektiv paranoia, at folk kan afvise kriminalstatistikkernes tydelige bevis for at vi ikke lever under en vildt stigende risiko for at blive skudt ned hvis vi går på gaden, med en henvisning til de sidste 2-3 forsider fra BT og EB som de lige kan komme i tanker om.

PS: hvad.angår "nylonmandens" klagesange, så ... tjahh, - hvis man ikke får lov til at spille i superligaen, så er det selvfølgelig pga. reglerne, trænerne, dommerne, eller så´n noget - det kan jo ikke skyldes at man ikke har evnerne ... vel?