I den ene ende af stranden i Tisvilde ligger de magelige, velbjærgede og veluddannede og stirrer ud i horisonten - helt fordrukne af sol, hav og velfærd. I den anden ende ligger den mere farverige folkemængde med transistorradioer, badedyr og små bikinier. Og midt på stranden sidder Emma. Hun er hovedpersonen i Adda Djørups nye roman Den mindste modstand, som udkommer i morgen, og hun har en helt særlig passion: at tænke. Hun har endda et ord for det, og det er 'tænkningens minimalhedonisme'.
Hedonisme bliver normalt kædet sammen med en livsførelse, som er præget af sanselig nydelse af 'livets goder'. Men for Emma er nydelsen ved at tænke et alternativ til det mere sanselige, fortæller Adda Djørup med et stort smil og skodder sin cigaret i en urtepotte med hul i bunden. Efterårssolen skinner på hende og på terrassen i et stille villakvarter på Amager.
»Spørgsmålet er så, om den ene form for hedonisme principielt set adskiller sig fra den anden, hvis formålet stadig er hedonisme,« fortsætter hun.
Emma er en kvinde i 30'erne, der har valgt sin helt egen livsstilsstrategi, som går ud på at have en masse tid til at tænke. Pludselig bliver hendes liv vendt på hovedet, da hendes farmor dør, og Emma arver et sommerhus i Tisvilde. Hendes kæreste, marinbiologen JC, rejser til Australien for at arbejde, og Emma inviterer et helt specielt par ind i sit nye sommerhus. Hun ender op med at være gravid - men hun ved ikke helt med hvem. Og farmorens urne kan hun ikke helt skille sig af med. Pludselig har hun meget mere at tænke på.
Adda Djørup selv tænker lidt som Emma.
»Emma er en ret karikeret figur, men til en vis grad gør jeg, ja. Det er interessant, at man kan bruge tænkningen som et nydelsesmiddel, og det er også interessant at spørge sig selv, hvornår man tænker med et formål, og hvornår man tænker for sin egen underholdnings skyld,« siger hun.
At forlige sig med livet
Emma er en egensindig karakter, der ikke lider af diverse moderne kultursygdomme som stress, præstationsangst, anerkendelseshunger og konkurrencementalitet, forklarer forfatteren.
»Emma er atypisk ud fra et bevidst valg, og det er måske det, der er det sjove ved den her karakter og grunden til, at jeg virkelig godt kan lide hende. Jeg ville rigtig gerne tegne et portræt af en person, der har forliget sig med livets store eksistentielle spørgsmål, på sin egen besynderlige måde. Hun har truffet nogle bevidste valg i forhold til, hvordan hun skal forholde sig til det, der plager alle mennesker, uanset tid og sted; at vi skal dø, og at vi er udstyret med en mere eller mindre sær personlighed, og at vi skal acceptere andres mere eller mindre sære personligheder.«
I romanen omgås hovedpersonen med nogle meget forskellige personligheder. For eksempel ægteparret Inga og John, der flytter ind i hendes gæstehus. Parret har et frit forhold, elsker Bombay Sapphire og har derfor papkrus og mentos med i håndtasken, når de rejser.
»På en eller anden måde forstår Emma at glide ind i alle sammenhænge, fordi hendes fordomme, over for andre mennesker, ikke stikker særligt dybt,« fortæller Adda Djørup. De to karakterer Inga og John er bygget på to mennesker, som forfatteren har mødt i virkeligheden - i toget til Tisvilde.
Det var dog ikke mennesker, men gopler, der blev startskuddet til hele romanen. Adda Djørup var engang til frokost med en mand, Anders Lydik Garm, som forsker i gopler ved Lund universitet, og han er blevet forbilledet for Emmas kæreste. Eller Emmas kærestes erhverv. Han fik en birolle, for Adda Djørup har hele tiden gerne ville skrive en roman fra den mere eksistentielle skuffe med en kvindelig hovedperson.
»Måske bygger den her roman også på mine egne læseoplevelser, for jeg følte, at der var et hul at fylde ud. Nemlig en eksistentialistisk roman med en kvindelig hovedperson, som ikke var alvorlig, plaget, bebyrdet og selvhøjtidelig. En kvindelig hovedperson, som er latterlig uden at være tragisk. Det er noget, jeg ikke rigtig har set før. Man skriver vel altid med et vist selvbillede, og hvis jeg skal se mine eksistentielle kvababbelser gengivet i en kvinde i litteraturen, så må jeg melde pas. Hende har jeg ikke mødt. Jo, Jane Austen har skrevet om komiske og ikke tragiske kvinder, dog i en helt anden social kontekst,« siger hun.
At lave et barn
Adda Djørup startede med at skrive Den mindste modstand, før hun selv fik børn - men hun var begyndt at tænke på det. I dag hopper hendes 20 måneder gamle datter Madicken op og ned på en trampolin ved siden af terrassen.
»Jeg synes, det var sjovt at sætte graviditeten, og det at sætte et nyt menneske i verden, til genstand for en eksistentiel undersøgelse. Jeg ikke kan komme i tanke om at have set det andre steder. Og det er jo lidt besynderligt, når det egentlig ligger lige til højrebenet,« siger hun og fortsætter
»Det er et temmelig interessant eksistentielt valg, man foretager sig, når man går i gang med at lave et barn. Man kan jo nærmest ikke forestille sig noget større projekt at indlade sig på - andet end at kaste sig i døden. Og jeg synes, det er mærkeligt, at jeg ikke kan komme i tanke om en eneste bog, hvor man behandler emnet i det samme eksistentielle lys, som man behandler emner som: 'Skal jeg slå mig selv ihjel', eller 'skal jeg slå de andre ihjel'. Og deraf kommer de bagvendte referencer til Hamlet i romanen. Hamlet står på livets afgrund og kigger over på døden og spørger: 'Er det bedst at være levende eller død, og hvordan kan man vide det, når man ikke ved, hvordan det er at være død'. Det kan man ikke. Punktum. Men hvad nu, hvis man kiggede den anden vej, til før-eksistensen, og spurgte: Er det bedre at komme til live end ikke at komme til live? Det er også et absurd spørgsmål. Men det er jo et valg, de fleste kvinder tager i løbet af deres liv, om de så vælger at få børn eller ej,« siger hun.
Adda Djørup griner og understreger, at det ikke er, fordi hun vil foreslå folk at gå og tænke dybt eksistentielt over, om de skal blive gravide eller ej.
»Folk i almindelighed går jo heller ikke rundt og tænker som Hamlet. Men det er et interessant spørgsmål at stille, og det er også interessant at spørge om, hvorfor spørgsmålet ikke er blevet stillet vidt og bredt i verdenslitteraturen,« siger hun og påpeger, at de spørgsmål, der oftest stilles i forbindelse at sætte nyt liv i verden, har en mere social kontekst: 'Har jeg råd? Har jeg mulighed for det? Hvad gør det ved min sociale stilling?'.«
»Det bliver der snakket om hele tiden, og det er heller ikke uvæsentligt. Jeg spekulerer bare på, om den eksistentielle sfære stadig er forbeholdt ... hvad skal man sige ... hvorfor det aldrig er koblet sammen med en situation som at være gravid, som er specifik kvindelig. Jeg skulle lige til at sige, at den eksistentielle sfære stadig er forbeholdt mænd - men det passer ikke.«
At forføre forføreren
Romanens titel Den mindste modstand optræder flere gange i bogen.
»Det er forestillingen hos hovedpersonen, og også hos en af bipersonerne, at ved at udvise den mindste modstand over for den verden, der møder én, kan man faktisk drage en masse fordele. I virkeligheden handler det om, at acceptere tingenes tilstand. Det er ikke en laden stå til, det er mere et spørgsmål om at manøvrere under givne omstændigheder. Det er for eksempel morsomt i forhold til forførelsen,« siger Adda Djørup og henviser til det sted i bogen, hvor Emma finder sammen med sin marinbiolog.
Enden på den aften blev, at hun kun gjorde den mindste modstand, og det kun for at lade ham vide, at det var helt med vilje, hun viljeløst lod sig forføre.
»Det handler om at udlægge de her bittesmå tilkendegivelser af interesse, der får den, som virkelig vil arbejde for det, til at arbejde videre,« fortæller forfatteren.
Når Adda Djørup tænker over udgivelsen af hendes nye roman, bliver hun ikke nervøs. »Jeg tror, jeg er mere bevidst om, hvad jeg selv vil, og hvornår jeg selv er tilfreds. Og hvis folk ikke bryder sig om bogen, så er det fint med mig. De første par bøger er vanvittig spændende, fordi man skal finde ud af, om man overhovedet siger læserne noget. Og så er det måske også bare noget med almindelig modenhed. Pludselig bliver det vigtigste selv at være glad for det, man præsterer. Og nu har jeg lige læst bogen igen - jeg synes, at den var god.«
