Læsetid: 5 min.

I Tyskland er man enten racist eller multikulti-tilhænger

Tyrkiet holder for godt fast i de patriarkalske strukturer, og de politiske partier i Tyskland burde gøre integration til et tema i valgkampen, mener den tysk-tyrkiske sociolog og forfatter Necla Kelek. Information mødte hende på litteratur­festivalen i Berlin
Kultur
22. september 2009

BERLIN – Med stort mørkt hår, figursyet lysegråt jakkesæt og kridhvid skjorte sidder hun på den store scene på årets internationale litteraturfestival i Berlin. Oven på sommerens danske burkadebat er det måske ikke uinteressant at høre Necla Kelek læse op af sine erindringer Bittersüsse Heimat (Bittersøde hjemstavn). Kelek, der kalder sig selv ’tysklænder’, er blandt mange andre ting kendt for at have sagt:
»Chadoren gør kvinderne til et upersonligt intet.«
Litteraturprofessor og –kritiker Wilfried F. Schoeller lægger ud med at præsentere Kelek som to. Den ene er mennesket Necla Kelek, der blev født i 1957 i Istanbul som del af det tjerkessiske mindretal og kom til Tyskland som 10-årig. Hun er sociolog, forfatter og en af Tysklands skarpeste kritikere af al form for islamistisk undertrykkelse. Den anden person kalder Schoeller et fantom. Lagt for had af både fundamentalistiske muslimer, men også af de personer, der med Schoellers ord »svømmer rundt i multikulti-suppen«.
Kelek lægger ud med at læse op af et afsnit om begrebet hjemstavn, og hvad det er. Er det onklen, der var lige så gammel som den tyrkiske republik, eller kaptajnen der sejlede på Bosporus-strædet og hver morgen hilste den syv-årige Necla med et »Godmorgen, min smukke«, før han gik ned mod havnen? Er det familien, der samles til fødsel, bryllup og begravelse, familien, der venter på én? Sikkert er det, at hjemstavn for Necla Kelek ikke er et sted.

Tæsk
Det andet afsnit, Necla Kelek læser fra, hedder »Frihedsberøvelse«. Det handler om den 23-årige Fatma, født og opvokset i Tyskland. Hun vender ikke hjem efter sommerferien i Tyrkiet. Fatmas far havde først én kone, men da hun ingen børn kunne få, giftede han sig også med Fatmas mor. De tre levede nu sammen, og Fatmas mor fødte ham tre børn, hvorefter hun blev sendt tilbage til Tyrkiet. Fatma og hendes søskende blev hos faderen og den første kone, der havde ’retten’ til børnene. Fatma blev som helt ung tvangsgift med en ikke-tysktalende tyrkisk mand, der slog hende. Efter ophold på hospital og adskillige kvindehjem lod hun sig skille fra ham, men så kom meddelelsen, at hendes mor i Tyrkiet var syg. Venner i Tyskland frarådede hende at tage derned, men hun ville. Inden fik de hende dog til at skrive under på en fuldmagt om, at havde hun ikke givet lyd fra sig efter seks uger, skulle de lade hende efterlyse.
Necla Kelek får til opgave at bringe den efterlysning videre under en rejse til Tyrkiet med sin samlever Peter. Sammen tager de bussen de 500 kilometer over bjergene sydøst for Ankara, hvor Fatmas landsby K. befinder sig halvandethundrede kilometer øst for Malatya. Kelek fortæller ikke sin egen familie om sit forehavende.
»Man rejser ikke bare østpå i Tyrkiet, medmindre man har familie eller bekendte. Det er nemlig ikke ufarligt.«
Efter et sammenstød med en vrangvillig borgmester, en samtale med Fatmas mor, der lover, at alverdens ulykker vil regne over Kelek og hendes familie, hvis hun blander sig, lykkes det Necla Kelek at få politiet til at gå ind i sagen. Fatma bliver fundet, og med Røde Kors’ hjælp kommer hun tilbage til Tyskland. Faderen tør nu ikke at rejse tilbage til Tyskland, da den tyske stat har i sinde at anholde ham og anklage ham for frihedsberøvelse.
»Vil de lade mig leve?« spørger Fatma, der nu er i gang med en uddannelse inden for børneforsorgen, hver gang Necla Kelek ser hende.
»Erfaringen med Fatma var en storartet erfaring,« siger Kelek.
»Mange bekymrede sig om hende. Lovene er der, og der blev faktisk handlet efter dem. Men hvorfor er det så alligevel ikke lykkedes at skabe en retsstat i den tyrkiske republik? Det er, fordi menneskerettigheder ingen betydning har. De vil det simpelt hen ikke i Ankara. De ønsker ikke, at Tyrkiet bliver en borgerstat, men derimod, at de patriarkalske strukturer bibeholdes. En tredjedel af alle tyrkiske mænd siger, at de ville være parat til at slå kvindelige familiemedlemmer ihjel,« siger Necla Kelek.

Forkerte prioriteringer
»Jeg er ligeglad med, om der findes nok så mange kærlige muslimske brødre og fædre, der aldrig slår deres børn. Så længe, der blot er et par procent, der gør det, må vi blive ved, fortsætter hun.«
Necla Kelek havde ønsket sig, at de tyrkere, der er kommet til Tyskland siden 1960’erne, havde været mere åbne og i stedet for arrangerede ægteskaber havde sat uddannelse på førstepladsen, sådan som for eksempel de mange vietnamesiske arbejdere i DDR gjorde det.
»De arkaiske strukturer, der bliver legitimeret igennem religionen, forhaler integrationen. I går var der én, der ved et arrangement sagde til mig, at muslimerne er i udlændighed. Nej, det er vi i hvert fald ikke. Vi er her frivilligt, og det er en stor chance for os,« siger hun med eftertryk.

Et sejt lille land
Information vil gerne vide, hvordan Necla Kelek forholder sig til den danske burkadebat. Vil det overhovedet hjælpe de cirka 50 muslimske kvinder i Danmark, at man forbyder dem at bære burka?
»Danmark er jo et meget tough lille land, som jeg vældig godt kan lide. Bare tænk på, hvordan det forholdt sig til karikaturerne. Ja, jeg er for et burkaforbud. Jeg er i det hele taget imod, at man tilslører sig. Jeg vil kunne se, hvem der står over for mig. På integrationstopmødet for nylig arbejdede vi også med et forslag om at forbyde piger under 14 år at bære hovedtørklæde. Det er imod principperne og lovene i et civilt samfund, at kvinderne skal dække sig til,« siger Necla Kelek.
Hun svarer dog ikke på, hvorvidt et forbud vitterligt vil hjælpe de muslimske kvinder, der bærer burka.
I tv-debatten forleden mellem kansler Angela Merkel og hendes modkandidat Frank-Walter Steinmeier blev integration ikke nævnt med et eneste ord. Det er meget forskelligt fra Danmark, hvor næsten samtlige partier står på nakken af hinanden for at gøre det til det vigtigste valgtema.
Hvorfor spiller integration overhovedet ingen rolle i forhold til det forestående tyske forbundsdagsvalg?
»I Tyskland hersker, hvad man kalder ’Koch-syndromet’. Roland Koch, CDU’s ministerpræsident i Hessen, har et par gange forsøgt at tematisere indvandrere og integration i sin valgkamp, og det har vælgerne virkelig ikke brudt sig om. Nu ved jeg ikke, hvordan det er i Danmark, men her i Tyskland findes der i hvert fald ingen konsensus, og derfor bliver debatten meget polariseret. Enten er man racist, eller også er man multikulti-tilhænger. De tyske partier ønsker ikke at lade sig lukke inde i hverken den ene eller den anden skuffe. Derfor venter de til efter valget, og så laver man ting som integrationstopmødet og andre tiltag. Men man tør ikke tematisere det op til valget,« siger Necla Kelek.

hen@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her