Læsetid: 5 min.

Underholdning for alle pengene

Verdens største tennisturnering foregår i USA, og det er man ikke et øjeblik i tvivl om
Kampgejst. Da der omsider var blevet ro,  kunne Andy Murray vinde sættet og gå videre. Om den amerikanske publikumskultur er godt eller skidt for sporten, vil han ikke sige noget om.

Kampgejst. Da der omsider var blevet ro, kunne Andy Murray vinde sættet og gå videre. Om den amerikanske publikumskultur er godt eller skidt for sporten, vil han ikke sige noget om.

Emmanuel Dunnand

Kultur
5. september 2009

I modsætning til fodbold eller boksning er professionel tennis som regel en meget højtidelig affære. Det kommer til udtryk på mange måder. For eksempel varer spillernes opvarmning nøjagtig fem minutter og følger et helt bestemt mønster af grundslag, flugtninger, smash og server. Linjedommerne ankommer altid i procession og står mellem duellerne i rank positur med spredte ben, indtil de på præcis samme tid, lige inden spilleren server, bøjer sig fremover med hænderne hvilende på knæene og øjnene rettet mod linjen.

Så er der stilheden. Der skal være helt stille, når der bliver spillet tennis. På Wimbledons Centre Court er det sådan, at en sagte rømmen blandt en af de 15.000 tilskuere kan høres af alle. Det er, som om stilheden kommunikerer alvor og respekt for spillerne. Den ophøjer tenniskampen til en betydningsfuld duel. Og den er helt og aldeles fraværende ved US Open.

Her er aldrig stille. Her er totalt gang i den. Lige nu spiller skotten Andy Murray mod Ernests Gulbis fra Letland, klokken er 22, og Arthur Ashe Stadium er badet i lys. Der er rigtig mange tusinde tilskuere, og rigtig mange af dem er kommet lige fra arbejde, så hernede på de dyre pladser er en del folk klædt i jakkesæt og sorte sko, og de bærer bakker med øl og chips og hamburgere og bøtter med pommes fritter ned til deres sæder, hvor de sidder og sludrer med hinanden og tjekker mails på deres Blackberry, når de ikke råber »Come on, Andy!« eller »Let's go, Ernests!«.

Sæderne har selvfølgelig kopholdere, så folk kan sætte deres mojito eller halve liters dåse-Heineken fra sig, når der skal klappes, eller når der skal danses til musikken, der brager ud af højtalerne i pauserne mellem hvert andet parti.

»Well, shake it up, baby, now, shake it up, baby, twist and shout, twist and shout,« lyder det, og en mørkhåret skønhed nede på tredje rækker hæver hvidvinsglasset og twister med.

Drengen i graven

Det er for så vidt meget enkelt: Publikum er kommet for at have det sjovt, og det er ikke sjovt at sidde stille i timevis. Det var sådan noget, man gjorde i skolen engang. Så arrangørerne gør, hvad de kan, for at levere konstant underholdning, hvilket altså vil sige dansefest i pauserne, der også bruges til at lade et kamera filme skiftende udsnit af publikum, der vises på to enorme tv-skærme, hvilket næsten altid får de filmede tilskuere til at lyse op i et smil, varsle den uvidende sidemand og vinke begejstret op mod billedet.

Nu er det jo sådan, at der også spilles tennis en hel del af tiden, og da går det selvsagt ikke an at spille høj musik. Der må gerne snakkes, og det bliver der, og arrangørerne har også fundet på at lade publikum beholde vildfarne bolde, men ellers får tennisspillet fred og ro til at tale for sig selv.

Og dog. Vi er i tredje sæt af kampen mellem Murray og Gulbis, der server ved stillingen 3-3 og 30-15. Letten har tabt de to første sæt. Han sender en hamrende hård førsteserv af sted, den dømmes ude, og bolddrengen sætter i spring for at hente bolden, der er landet i fotografernes grav ved siden af banen. På vej springer han over en knæhøj bandereklame, eller rettere, han forsøger at springe over den, for det viser sig at være for stor en udfordring for den ivrige knægt, der ramler højre skosnude ind i toppen af banden og vælter ned i graven med hovedet forrest.

Der går et »oooooh«, gennem publikum, mens både Murray og Gulbis tager et par skridt i retning af ulykkesstedet for at sikre sig, at drengen ikke er kommet alvorligt til skade. Det er han ikke, lader fotograferne forstå. Men han forbliver alligevel nede i gravens skjul, mens Gulbis sætter andenserven i spil. Murray får returneringen i spil og vinder duellen, og Gulbis skal nu serve ved stillingen 30-30. Næste point er vigtigt. Murray kan skaffe sig breakbold og dermed chancen for at komme afgørende foran i tredje sæt. Der er meget på spil, Gulbis har ikke råd til fejl. Dette kræver fuld koncentration.

Fra graven rejser nu den forulykkede bolddreng sig og modtager tilskuernes hyldest, mens han lunter hen på sin plads. Gulbis er klar til at serve, men han venter til publikum falder til ro. Under normale omstændigheder (hvilket i denne sammenhæng vil sige europæiske omstændigheder) ville dommeren tænde sin mikrofon og sige »Quiet, please«, eller »Silence s'il vous plait« alt afhængig af, om vi befandt os i London eller Paris. Men vi befinder os i New York, og i New York får publikum ikke bare lov til at hylde en tapper bolddreng, så længe de vil, de får også lov til at genopleve hans styrt i langsom gengivelse. Så mens Ernests Gulbis pænt står og venter på at serve, sidder publikum med forventningsfulde smil og øjnene klistret til en af de to 63-kvadratmeter store skærme, der begge genspiller den stakkels drengs klodsede færd, hvilket fremkalder endnu et »ooooh«, for det ser smertefuldt ud, men der skete jo ikke noget, så medlidenheden bliver hurtigt afløst af højlydt latter overalt på lægterne.

Største bifald

Og mens publikum griner og griner, og Gulbis og Murray venter og venter, bliver der zoomet ind på bolddrengen, der forsøger ikke at rødme, og tilskuerne kvitterer med langstrakte klapsalver ned mod den uheldige helt.

Endelig gør Gulbis klar til at serve. Der bliver stadig grinet højlydt omkring ham, men han har ikke glemt, hvor vigtig en bold, der skal spilles. Smadr! Et es. Der er virkelig smæld i den højrearm.

Gulbis holder sin serv, men lige lidt hjælper det. Murray vinder sættet 7-5 og går videre til anden runde.

På det efterfølgende pressemøde faldt snakken på den opsigtsvækkende episode i tredje sæt. Murray lod forstå, at publikums reaktion var unik for US Open.

»Den slags sker ikke ved nogle af de andre grand slam-turneringer,« sagde han, inden han funderede videre med et smil på læben:

»Det var jo et af de mest larmende bifald hele aftenen. Jeg ved ikke, om det er en god ting eller ej.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her