Læsetid 10 min.

Jeg vil være forfatter igen eller dø i forsøget

Han blev hyldet som den største forfatter i sin generation, skrev en roman, der regnes blandt de bedste nogensinde, og for et år siden begik han selvmord. Forsøget på at overgå sig selv tog i sidste ende livet af David Foster Wallace
Litterær superstjerne. David Foster Wallace var let genkendelig med sine runde briller og sin bandana, som han engang begrundede med, at den forhindrede hans hoved i at eksplodere.

Litterær superstjerne. David Foster Wallace var let genkendelig med sine runde briller og sin bandana, som han engang begrundede med, at den forhindrede hans hoved i at eksplodere.

Janette Beckman
10. september 2009

Fiction's about what it is to be a fucking human being

David Foster Wallace

Den 12. september 2008 hængte den amerikanske forfatter David Foster Wallace sig i sit og sin kones hjem i Claremont, Californien. Wallace var 46 år gammel, en af amerikansk litteraturs superstjerner og let genkendelig med sine runde briller og sin bandana, som han engang begrundede med, at den forhindrede hans hoved i at eksplodere. Hans død blev efterfulgt af fire offentlige mindetjenester, og aviser og magasiner som New York Times, The New Yorker og Rolling Stone bragte 10, 11, 12 sider lange nekrologer over og artikler om forfatteren, der tilsyneladende havde alt, men alligevel valgte at tage sit eget liv.

Og på overfladen havde Wallace virkelig opnået alt. Han skrev både en prisbelønnet hovedopgave i filosofi og sin første roman, The Broom of the System, inden han var færdig med college. Han skrev journalistiske essays, der sprudlede af humor, skarpsindighed, opfindsomhed og intellekt, og som blev de mest omtalte i halvandet årti. Han skrev en tusindsiders roman, der blev udråbt til 90'ernes litterære mesterværk, og blev tildelt et MacArthur 'Genius Grant'. Han fik et specialoprettet professorat på Pomona College i Californien, skrev en bog om uendelighedsbegrebet, blev gift og udgav endnu en bog. Som vennen, forfatteren Jonathan Franzen, sagde til en af mindehøjtidelighederne, hvor også forfattere som Don DeLillo, Zadie Smith og George Saunders var blandt talerne:

»Og nu har denne flotte, geniale, sjove, venlige mand fra Midtvesten med en vidunderlig hustru og en utrolig karriere og et herligt job på en dejlig skole med dejlige elever taget sig eget liv, og resten af os er ladt tilbage til at stille spørgsmålet 'So yo then, man, what's your story?'«

Det sidste er et citat fra Wallaces mest berømte værk, hans anden roman, Infinite Jest, et monumentalt værk på 1.079 sider, hvoraf de 100 er slutnoter. Da den udkom i 1996, betød det øjeblikkelig stjernestatus for Wallace. »Konkurrenterne er blevet tilintetgjort,« skrev Walter Kirn i en anmeldelse i New York Magazine, og hvad der næsten var endnu mere utroligt end bogens overstrømmende modtagelse hos kritikerne, var, at den trods sin utilgængelige form blev en vaskeægte bestseller og sendte Wallace videre til tv-interview og artikler i Time og Newsweek.

»Det er en mærkelig bog,« sagde Wallace til Salon. »Men jeg synes, den gør et helhjertet forsøg på at være både sjov og medrivende nok på et side-til-side-niveau, så jeg ikke føler, jeg slår læseren i hovedet med en kølle, sådan du ved: 'Hey, her er en utrolig indviklet og umådelig intelligent ting. Fuck dig, se, om du kan læse den.'«

Tv og ensomhed

Ligesom i Wallaces andre bøger er sproget i Infinite Jest præget af lange sætninger, der blander akademiske fremmedord med MTV-generationsslang og er tæt pakket med fakta og afledte tangenter og digressioner, som føres til ende i slutnoterne. Stilen var Wallaces forsøg på at ramme den kompleksitet, der ligger i selve det at tænke, og samtidig at afspejle en virkelighed, han så som defineret af uoverskuelige informationsstrømme. Desuden var Wallace selverklæret 'fan' af Wittgenstein, hvis filosofi omkring forholdet mellem sproget og verden er et centralt element i The Broom of the System.

Wallaces far er professor i filosofi, og hans mor underviste i engelsk, og Wallace er således blevet beskrevet som et af de tilfælde, hvor arven fra forældrene går op i en højere enhed. Han fortæller i essayet Authority and American Usage, hvordan hans mor, da han var lille, simulerede hosteanfald, hvis Wallace eller hans søster lavede en sproglig fejl, og ikke stoppede igen, før synderen havde identificeret og rettet fejlen. Da Wallace selv blev underviser i litteratur på Pomona College, udviste han samme nidkærhed og skrev blandt andet til en af sine studerende, der ikke havde været helt så omhyggelig med sproget:

»Der er mange gode elementer i din opgave, men at begynde at diskutere dem nu ville svare til at sidde og kommentere på vejret tværs over et blodigt, lemlæstet lig.«

Infinite Jest er sjov og sørgelig og vanvittig og totalt overvældende. Den handler om depression, afhængighed, tennis og om underholdning, særligt tv - et emne, Wallace ofte beskæftigede sig med både i sin fiktion og for eksempel i essayet E Unibus Pluram: Television and U.S. Fiction. I et interview i Stim Magazine i 1996, efter udgivelsen af Infinite Jest, er han også inde på det:

»Guderne skal vide, at jeg ser min del af film og tv, og de er kraftfulde på deres måde. Men jeg synes, litteraturen er mere kraftfuld. Den er i hvert fald uden tvivl et stærkere middel imod ensomhed. Jeg kan godt lide tv, men jeg føler mig altid mere ensom, efter at jeg har set det i fire timer. Jeg føler, jeg har foregivet at være sammen med andre mennesker uden at have været det. I litteraturen føler man både, at forfatteren taler til én, og at man er helt tæt på personerne i bogen; man er inde i deres hoveder, man kan høre stemmen eller stemmerne i deres hjerner. Jeg kommer aldrig til at være så tæt på et menneske i virkeligheden.«

Sygdommen var livet selv

Med Infinite Jest gik David Foster Wallace fra at være en lovende, ung forfatter til at være superstjerne og stemme for en hel generation af unge - som forfatteren David Lipsky har beskrevet det: »Hans oplæsninger føltes som rockkoncerter. Hollywood-stjerner mødte op, kvinder flirtede, mænd på de bagerste rækker skulede og misundte.«

Og romanen blev desuden vægtig inspiration for yngre forfattere som Dave Eggers og Jonathan Safran Foer.

Wallace nåede aldrig at udgive en ny roman, men han beholdt sin litterære førerposition, og så sent som i 2005 satte TIME Magazine Infinite Jest på deres liste over de 100 bedste romaner nogensinde. Wallace havde også fået styr på sit privatliv, da han i 2004 giftede sig med kunstneren Karen Green. Men der var én ting, han ikke havde under kontrol: Den depression, der havde plaget ham siden de sene teenageår.

I artiklen i Rolling Stone fortæller hans far, at David begyndte at få angstanfald i high school, og at det virkede, som om »en ond ånd havde besat ham«. Lillesøsteren Sally kaldte den »det sorte hul med tænder« og husker, at Wallace dengang satte en artikel om Kafka op på væggen i sit værelse - overskriften lød: THE DISEASE WAS LIFE ITSELF.

Det første sammenbrud kom i slutningen af Wallaces første år på Amherst. I et interview i The New Yorker fortæller Wallaces sambo fra dengang, forfatteren Mark Costello, hvordan han en dag kom ind på deres værelse og så Wallace siddende på sengen med sin kuffert pakket. »Jeg bliver nødt til at tage hjem,« sagde Wallace. »Der er noget i vejen med mig.«

Wallace vendte hjem til indlæggelse, forklaringer til forældrene og et job: For en tid kørte han en skolebus. »Her var den her fyr, som var virkelig usikker og nervøs, en slags Holden Caulfield, som kørte en skolebus gennem lyn og tordenvejr,« fortalte Costello. »Han sendte mig et dybt forarget brev om den ringe screeningproces for skolebuschauffører i det centrale Illinois.«

Wallace vendte tilbage til Amherst i efteråret og flyttede igen sammen med Costello, rystet, men hærdet. Han havde tidligere talt om at gå ind i politik, nu jokede han med, at »ingen vil stemme på en, der har været en tur på kolbøttefabrikken«. Men samtidig blev Wallace mere fokuseret på de muligheder, han havde tilbage. I et brev til Costello skrev han: »Jeg vil skrive bøger, som folk stadig vil læse om 100 år.«

I sommeren 1987 fik Wallace sin eksamen fra Amherst. The Broom of the System var udkommet til en god modtagelse, og Wallace var stort set færdig med sin første novellesamling. Han flyttede til Tucson, men ringede kort efter hjem og sagde, at han tænkte på at gøre skade på sig selv. Hjemme igen følte Wallace sig som en fiasko. Han skrev til sin agent Bonnie Nadell: »Mine ambitioner lige nu er beskedne og handler primært om at holde mig i live.« Kort efter forsøgte Wallace at gøre selvmord med piller. Han overlevede og indlagde sig selv på en psykiatrisk afdeling i Urbana, hvor han modtog elektrochokterapi. Wallaces mor fortæller til Rolling Stone, at han bagefter var som et sart barn, der spurgte hende om ting som »Hvordan kan du vide, hvilken stegepande du skal tage i skabet?«

Wallace besluttede, at litteraturen ikke var risikoen for hans mentale helbred værd, og han ansøgte om og opnåede optagelse på filosofistudiet på Harvard, der også gav ham et legat. Men Harvard var en skuffelse for Wallace, der var forarget over at se, hvordan de andre studenter for eksempel gik så langt som til at ordne professorernes vasketøj. Han drak meget og røg en masse pot, og cirka et år efter sammenbruddet i Tucson måtte Wallace igen indlægge sig selv. Denne gang fik han ordineret antidepressivet Nardil. Wallace holdt op med at drikke og ryge, og inden længe begyndte han at skrive på Infinite Jest. Han skrev i et brev til Nadell: »Jeg vil være forfatter igen eller dø i forsøget.«

En amerikansk tristhed

Da Infinite Jest udkom næsten et årti efter The Broom of the System, fortalte Wallace, at hans mål med romanen havde været at skrive noget sørgeligt.

»Den tristhed, romanen handler om, og som jeg gik igennem, var en rigtig amerikansk tristhed. Jeg var hvid, øvre middelklasse, grotesk veluddannet, havde haft langt mere karrieremæssig succes, end jeg kunne have håbet på, og jeg var i en slags vildrede,« sagde han til Salon. »Det er ikke en tristhed, der har ret meget at gøre med fysiske omstændigheder eller økonomien eller noget af det, der bliver omtalt i nyhederne. Det var mere en slags mavefornemmelse. Jeg ser den i mig selv og i mine venner i forskellige former. Den manifesterer sig som en slags fortabthed. Om det er unikt for vores generation, aner jeg ikke.«

Kort efter udgivelsen af Infinite Jest begyndte Wallace arbejdet med hans tredje roman, The Pale King. Men det gik kun meget langsomt fremad. Wallace beskrev processen som at prøve at overskue en tornado, man står midt i, og forudså, at han ville blive nødt til at skrive 5.000 sider og så skære ned derfra, for at få styr på den.

Romanen handler om en gruppe ansatte i det amerikanske skattevæsen, I.R.S., og fokuserer på deres kedsommelige arbejde, idet den fremsætter tanken om, at der på den anden side af umådelig kedsomhed ligger muligheden for overjordisk lykke. I 2001 beklagede Wallace sig til sin gamle ven Mark Costello:

»Han talte om, hvor dårligt det gik med romanen, og jeg sagde, 'Dave, du er et geni'. For at forsikre ham om, at folk ikke ville glemme ham, at han ikke ville ende på Wendy's (amerikansk burgerkæde, red.). Men han sagde: 'Alt det får mig bare til at tro, at jeg også har narret dig.'«

Geni-stemplet og succesen med Infinite Jest betød, at Wallace følte et enormt pres for at overgå sig selv.

Men på alle andre fronter gik det godt. Wallace tog imod et professorat på Pomona College i Californien og blev gift med Karen Green. Han havde engang fået tatoveret en kærestes navn på armen inde i et hjerte. Nu fik han sat en streg over navnet og tilføjet en asterisk ved hjertet og en til lidt længere nede på armen ved siden af navnet Karen - hans arm var blevet til en af hans berømte fodnoter.

På en anden planet

Omkring sommeren 2007 var Wallace blevet overbevist om, at det var Nardil, der var skyld i, at det gik så dårligt med at skrive. Antidepressivers forvrængende effekt var noget, han længe havde været bekymret over. I The Planet Trillaphon', en af hans første noveller, siger karakteren: »Jeg har været på antidepressiver i hvad, omkring et år nu, og jeg føler mig vel nogenlunde i stand til at sige, hvordan det er. Det er sådan set o.k., men det er o.k. på samme måde, som det at bo på en anden planet, der var varm og behagelig og havde mad og frisk vand, ville være o.k.: Det ville være o.k., men det ville ikke være vores go'e gamle jord.«

Derudover havde Nardil en mængde bivirkninger, og en læge fortalte Wallace, at der var kommet bedre alternativer. Wallace besluttede sig til at gøre forsøget i håb om, at han kunne færdiggøre The Pale King med klar hjerne. Green fortalte Rolling Stone, at Wallace samtidig vidste, at stoffet kunne være det eneste, der holdt ham i live, og at han »ville ønske, det at skrive ikke betød så meget for ham, som det gjorde«.

Wallace prøvede en række alternativer, og i foråret 2008 synes en ny kombination at virke. Da GQ Magazine spurgte ham, om han ville skrive et essay om Obama og retorik, følte han sig næsten klar til opgaven, men endte med at aflyse. I juni lejede han et værelse på et motel omkring 15 kilometer fra sit hjem og tog en overdosis piller. Da han vågnede, ringede han til Green, der havde ledt efter ham hele natten, og undskyldte og fortalte hende, at han var glad for at være i live. Han indvilgede i en ny omgang elektrochokterapi, selv om tanken gjorde ham rædselsslagen - de første behandlinger i Urbana havde midlertidigt ødelagt hans korttidshukommelse. Han undergik 12 kure, men uden resultat, og han måtte give op og vende tilbage til Nardil.

Nogle uger senere bad Wallace sine forældre om at komme til Californien. Nardil'et virkede ikke - det kan ske med et antidepressiv, når en patient stopper med det for en tid for så at begynde igen. »Han var simpelthen desperat,« fortalte hans mor til Rolling Stone. »Vi blev ved med at fortælle ham, at vi var så glade for, at han var i live, men jeg følte allerede da, at han var ved at forlade planeten. Han kunne simpelthen ikke bære det.«

Wallaces forældre blev der i 10 dage. Kort efter de var rejst, da Wallaces kone havde ladt ham alene i et par timer, gik David Foster Wallace ud på terrassen og hængte sig i sit bælte. I garagen havde han lagt manuskriptet til The Pale King frem, så Green kunne finde det. Sine sidste timer havde Wallace brugt på at gøre orden i alle sine notater og sammen med det ufærdige manuskript lå hundredvis af andre sider: udkast, karakterskitser og notater til ham selv. I alt flere hundredetusinde ord fra det årti, han havde brugt på romanen. I den siger en af karaktererne:

»Måske er kedsomhed associeret med fysisk smerte, fordi noget, der er kedeligt eller uigennemskueligt, ikke stimulerer folk i tilstrækkelig grad til at distrahere dem fra en anden, dybere form for smerte, som altid er til stede, om end måske kun i en svag, diffus form, og som de fleste af os bruger næsten al vor tid og energi på at prøve at aflede vores opmærksomhed fra.«

Wallace havde ikke arbejdet på manuskriptet i de sidste måneder, men han var fortsat med at skrive i sine notesbøger. I en af dem anerkender han, at hvor titlen engang refererede til det amerikanske skattevæsen, eller måske til den form for lykke gennem kedsommeligt arbejde, romanen advokerede, var den nu blevet et synonym for den depression, der ikke ville slippe ham af sit tag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Højer

I'm thinking about some who are living.
(Gertrude Stein: The Making of Americans)

Lad os nu forestille os, at David Foster Wallace stadig var iblandt os. Kan man forestille sig, at der var blevet bragt et portræt af Wallace i Information, hvis det ikke lige var fordi manden havde hængt sig selv i sit bælte? Jo, man kan muligvis forestille sig det, men det er næppe sandsynligt. For så havde der ikke været andet at skrive om end værkerne. Og det ville jo indbefatte at man (journalisten) skulle læse disse værker med en tro på at bøgerne indholds- og formmæssigt ville have Informations læseres interesse. Nej, Wallace måtte dø på en kontroversiel måde, før journalisten mente at forfatteren var interessant nok at læse om. Nu var det muligt, at skrive om Wallace uden at have læst hans bøger. Nu kunne man kolportere alle de farvefulde teorier fra diverse magasiner om grunden til selvmordet. Eftermælet er derefter: En mærkelig deprimeret nørd, som skrev mærkelige og utilgængelige bøger for til sidst at hænge sig på sin terrasse efterladende sig et ufærdigt manuskript i garagen. Eller var det omvendt? hængte han sig i garagen og efterlod manuskriptet på terrassen? Det er jo meget vigtigt at vide.

Brugerbillede for Erik Højer

NB: Infinite Jest nu på tysk: Unendlicher Spaß (Kiepenheuer & Witsch, 2009):

"JAHR DES GLAD-MÜLLSACKS. Ich befinde mich in einem Büro, umgeben von Körpern und Köpfen."