Baggrund
Læsetid: 5 min.

En vanskelig søgen efter sandheden

Syrien. Bare bryster eller burka? Fastgroede forestillinger har det med at løsne sig, når de møder virkeligheden. Det gælder ikke mindst for Syrien, hvor de kulturelle paradokser omfavnes, og vestlig dekadence blander sig med ældgamle traditioner
Politisk kebab. Forvirringen bliver kun værre, da jeg passerer en kebabshop, der lader sin front pryde med et billede af Syriens diktator Bashar Al-Assad i selskab med Irans Ahmedinejad og Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah. Ikke nok med, at jeg ikke kan skille politik fra religion og tradtionalitet fra modernitet. Nu skal maden også blandes ind i det.

Politisk kebab. Forvirringen bliver kun værre, da jeg passerer en kebabshop, der lader sin front pryde med et billede af Syriens diktator Bashar Al-Assad i selskab med Irans Ahmedinejad og Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah. Ikke nok med, at jeg ikke kan skille politik fra religion og tradtionalitet fra modernitet. Nu skal maden også blandes ind i det.

Jakob Jessen

Kultur
25. september 2009

»Okay hør her. Kan du have sex med din kæreste ude midt på en gade? Er det frihed? Hva'? Er det det?« siger Ghanem hviskende, triumferende. Jeg kigger på ham. Ghanem er gymnasielærer og underviser i engelsk i en mindre by deroppe i det nordlige Syrien, hvor Eufrat-floden tvinger sig vej ned gennem den knastørre ørken. Vi er tilfældigt stødt på hinanden lige ude foran den bymur, der beskytter det ældgamle, mytiske Damaskus mod det rasende vanvid af biler og børn og boder og beduiner, der larmer rundt uden for murene. Nu sidder vi inde i Ummayade-moskeens bederum og kigger på de iranske burkaer, der svæver hen over de fint vævede gulvtæpper. Vi snakker politik. Vi har været igennem Palæstina-konflikten, valget i Iran, Islams fem søjler, vi har snakket familie og kærester, og hvad ved jeg, men nu er vi altså endt der, hvor det her skulle ende; Muhammedkrisen.

Og Ghanem er urokkelig. På trods af al sin progressivitet og åbenhed, på trods af hans velslebne engelsk, det kridhvide jakkesæt og hans udtalte sympati for præsident Obama - og for mig - er hans holdning klar: Vestens frihedsidealer er ikke forenelig med Islam. Ja, faktisk er frihed noget helt andet her i Mellemøsten, end det er i Vesten, belærer han mig. En intellektuel, reflekterende, sympatisk mand sidder lige over for mig og bekræfter alle de fordomme, jeg er tager afsted for at punktere. Satans!

En anden humanist

Jeg er forvirret, da jeg senere på dagen tager afsked med ham uden for den gamle moske, hvor både jøder, romere, kristne og muslimer gennem tiderne har parkeret deres angst og fået forklaringer på det uforklarlige. Kan man virkelig være ramt af obamania, når man som Ghanem sympatiserer med Hamas, Hizbollah og Ahmedinejad, tænker jeg, mens han skriver sin gmail-adresse ned på en lap papir. Eller er han bange for Syriens berygtede og allestedsnærværende efterretningstjeneste? Var der nogen, der lyttede med? Han er en blød mand, et forstående menneske. Og både en passioneret underviser og en nysgerrig elev. Han er humanist. Men en humanist, der er overbevist om, at Ahmedinejads folkelige mandat intet fejler? »Salaam and goodbye,« siger han. Goodbye, Ghanem!

Blandet i maden

Bazaren i Damaskus er et kriblende kaos af krydderier, brugte støvsugere, guld, god gammeldags ragelse, tørrede fårehoveder og tossede turistfælder, der sælger farvestrålende ligegyldigheder. Her er alt, og her er jeg resten af eftermiddagen, mens jeg prøver at finde ud af, hvad det er for et land, jeg er havnet i. Hvad er politik, hvad er religion - hvad er fordom, hvad er ikke fordom? Hvad er Syrien? Jeg er forvirret - meget forvirret - og det bliver kun værre, da jeg passerer en kebabshop, der lader sin front pryde med et billede af Syriens diktator Bashar Al-Assad i selskab med Irans Ahmedinejad og Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah. Ikke nok med at jeg ikke kan skille politik fra religion og tradtionalitet fra modernitet. Nu skal maden også blandes ind i det. Æv! Jeg sukker, mens jeg går videre til den næste kebabshop og bestiller den syriske variation over det klassiske kebabtema: kylling med yoghurt, syltet agurk og sød chilisovs, der rulles i en pandekage, som herefter steges sprød i et par minutter. Lækkert! Mæt og fortvivlet bestemmer jeg mig for at søge sandheden om Syrien andetsteds; ørkenen.

Civilisation

Så der sidder jeg. Blandt brune øjne og overskæg, mens bussen slæber sig forbi forstæderne og ud mod det kæmpestore intet; ørkenen, hvor sandet strækker sig ned over horisonten, og hvor vejskiltene høfligt lader dig vide, hvor langt der er til Bagdad. Mor ville være bekymret, hvis hun vidste, jeg var her. Bagdad er heldigvis stadig på tryg afstand, da bussen drejer af hovedvejen og ruinerne af oldtidsbyen Palmyra rejser sig ud af aftenbrisens sandskyer i de sidste solstrålers knækkede, dybtrøde lys. Det var det her, jeg kom for.

Palmyra er Syriens turistperle. Sporadiske minder om de tidligste beduinbeboelser, spektakulære gravkamre, fantastiske romerske ruiner og en pittoresk, arabisk borg på en nærliggende klippe konkurrerer om opmærksomheden. Mens den moderne by, der huser gæster og guider, ikke gør meget væsen af sig. De kalder den Palmyra New City, men der er nu ikke meget city over stedet, der består af en samling overvejende tomme hoteller, en håndfuld restauranter og et overbemandet museum. Jeg sukker igen. Det er modernitetens sørgeligt prosaiske genkendelighed, der rammer mig, og jeg tænker, om det her sted, det her land, den her region mon bare er blevet ramt af modernitetens uvejr. Et uvejr, der lige så stille vil drive over og igen lade solen skinne på de ældgamle civilisationer, som Palmyras ruiner stolt minder mig om. Er det sandheden? Et uvejr?

Det er nu nok lidt mere end et uvejr, tænker jeg, da jeg to dage senere står og kigger på en mand, der bruger sin spritnye mobiltelefon til at fotografere sin burkaklædte kone foran det gamle citadel i den nordlige by Aleppo. Det ser skørt ud. Et møde mellem den vestlige, hypersociale selviscenesættelseskultur og symbolet på det ultimativt private. Et virkelig mærkeligt møde, tænker jeg og kommer til at tænke på gymnasielæreren Ghanem, der, ligesom parret foran mig, rummede dette mærkværdige paradoks. Traditionel, ja endda konservativ, men også moderne og progressiv. Som om de for længst har opgivet al snak om Clash of Civilisation til fordel for en mærkelig omfavnelse af selve paradokset. Et rungende, skingert både-og! Kunne dét være sandheden om Syrien?

I biffen

Måske, tænker jeg, fortrøstningsfuld, mens jeg ind under aften trisser rundt i Aleppos gader, hvor mennesker har spadseret frem og tilbage de sidste 5.000 år. Det er min sidste aften i landet. I morgen tager jeg toget tilbage til Vesten, tilbage til Istanbul. Og hvad laver man den sidste aften i Syrien? Hvor finder man sandheden? Nok ikke i biffen. Men hvad fanden, tænker jeg, da jeg passerer en biograf på en af byens hovedgader, Sharia al-Baron. Jeg forstår ikke et ord af, hvad billetsælgeren ihærdigt forsøger at forklare mig, så jeg køber bare en tilfældig billet og finder min vej op af trappen. Det er en gammel biograf; meget brun og meget rødvinsfarvet. Og meget slidt. Jeg træder ud på balkonen, forbi dvd-afspiller og projekter, finder et sæde; sætter mig ned. Og kigger op på lærredet. Og hvad ser jeg? Hvad viser en offentlig biograf midt i denne ældgamle storby i det mørke mellemøsten? Store, fede, hvide patter. Store, fede, hvide patter, der klasker rundt på lærredet. Det er Playboy-porno, vi sidder og ser på. Mig og de arabiske mænd, der sidder spredt rundt i salen. Nogle bærer endda den klassisk arabiske hovedbeklædning - keffiyeh - for ligesom at understrege kontrasten. Jeg holder vejret. Og griner. Griner af ren fryd over dette vanvittige og barokke og blide møde mellem den reneste, dekadente, vestlige kødelighed på lærredet og de tavse, syriske mænd, der sidder nede på gulvet og bare glor. Glor på de store, fede, hvide patter. Clash of civilisations? Måske, men et ømt et af slagsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her