Læsetid: 5 min.

Venusprojektet skal redde verden

Modellen til en ny og bedre verden ligger måske i Venus, Florida. Den industrielle designer og opfinder Jacque Fresco har netop været i Danmark og fortælle om sit livsprojekt: en bæredygtig verden uden krig, fattigdom eller politikere
93-årige Jacque Fresco ser bl.a. en stor fremtid i at dyrke afgrøder på havet i sit Venusprojekt.

93-årige Jacque Fresco ser bl.a. en stor fremtid i at dyrke afgrøder på havet i sit Venusprojekt.

Kristine Kiilerich

28. september 2009

Der er fremtidsmusik, teater med skøre videnskabsmænd, kunstige billyde og ideer til et helt nyt sprog på Arkitektskolen på Holmen. De studerende fra de kreative uddannelser som film-, design-, og teaterskolen er mødt op for at give deres bud på en ny og bedre verden til COP Kreativ.

Midt blandt de unge kreative dukker en kroget, lille mand med et brændende blik op. Det er den 93-årige amerikaner Jacque Fresco, og han har en plan. En plan for fremtiden, som han har brugt hele sit liv på at udtænke og nu drager verden rundt for at fortælle om. På nettet har mere end en million mennesker klikket sig ind for at se de såkaldte Zeitgeistfilm, der blandt andet er bygget på Venusprojektet og Frescos ideer om at skabe et nyt bæredygtigt samfund, hvor penge og krig er afskaffet.

Billedserie: Venusprojektets visioner

»Velkommen til en ægte revolutionær med stor hjerne kraft,« lyder det fra konferencieren til det tætpakkede auditorium, inden der bliver vist en kort film om Venusprojektet, og Jacque Fresco går i gang med at tale.

Fresco er selvlært industriel designer og har eksperimenteret med bæredygtigt design siden 1950'erne, men de hvide futuristiske kubehuse, skyskrabere og drivhuse på vandet er ikke bare ren fantasi.

Kimen til Venus

De sidste 33 år har han og partneren Roxanne Meadows ført ideerne til en bæredygtig verden ud i virkeligheden - i Venus, Florida.

Ideen om, at der er noget helt galt med verden, opstod dog længe før.

»Jeg var 14 år, da min far, som var økonom og landskabsarkitekt, mistede sit job. Det betød, at vi ligesom 15 millioner andre amerikanere blev hjemløse og måtte overnatte i tomme huse og biler,« fortæller Jacque Fresco og fortsætter:

»At der var noget helt drastisk galt med det økonomiske og politiske system, vi lever under gik op for mig, da jeg var i Washington og oplevede nogle krigsveteraner demonstrere for den bonus, som regeringen havde lovet dem. Det eneste de blev mødt med var tåregas, og det pinte mig meget.«

Den undren, som den unge Jacque Fresco blev efterladt med, fik ham til at opsøge diverse politiske fraktioner. Uden dog at finde noget svar på, hvordan de ville løse problemerne med fattigdom, korruption og ulighed.

Californien lokkede med masser af job. Jacque Fresco drog mod vest og formåede at få job i flyvemaskineindustrien, fordi han kunne tegne, selv om han var droppet ud af skolen som 14-årig. Men også her oplevede han uretfærdighed.

»Nazisterne forberedte sig på krig i Europa, og den amerikanske regering postede store summer af offentlige midler i flyvevåbenindustrien, som tjente godt på krigen, men de penge, som blev tjent på krigen, blev jo selvfølgelig aldrig betalt tilbage til den amerikanske befolkning,« siger Jacque Fresco, der blandt andet arbejdede med at opfinde sikkerhedsudstyr til flyvemaskiner.

Arkitekturen kom efter krigen. Fresco blev hyret af det offentlige til at fremstille et billigt præfabrikeret hus. Løsningen blev et kubehus i aluminium, men selv om huset kun kostede 500 dollars at fremstille, endte myndighederne alligevel med at sælge de første 20 huse til det tyvedobbelte af prisen.

»Det fik mig for alvor til at vende mig mod det etablerede system, fordi det stillede spørgsmål ved, om selv de offentlige institutioner ikke også var korrupte,« forklarer Jacques Fresco.

Intet demokrati

Ud fra Einsteins tese om, at man ikke kan løse et problem med den tænkning, der har skabt det, har Fresco siden 50'erne skabt sine helt egne ideer om, hvad der skal til at skabe en bedre verden.

Videnskab og teknologi er bærende for et nyt samfund baseret på menneskelige og miljømæssige hensyn. Jacque Fresco mener dog ikke, at det er nok at tænke i bæredygtighed.

»Hele den måde vores samfund er bygget op på, strider imod bæredygtighed,« mener Fresco.

Derfor har han forsøgt at finde løsningen på, hvordan vi også afskaffer krig, fattigdom, racisme med mere.

Hvordan han helt konkret har tænkt sig at gøre det, kan dog være svært at få et svar på. Først og fremmest mener Fresco, at vi må gøre op med den ide, som hele vores samfund er bygget op på: penge.

»Vi har nok ressourcer og nok viden til, at alle mennesker vil kunne leve et godt liv. Men det kræver, at vi gør op med det monetære system, som verden er bygget på i dag og gør alle verdens ressourcer til et fælles gode for alle verdens borgere. Hvis folk har det, de har brug for, så er der ingen grund til at gå i krig længere, men det er nok ikke noget, der tiltaler den etablerede del af samfundet, fordi de vil miste deres privilegier,« mener Jacque Fresco

80 pct. af job fases ud

Fremtidens bæredygtige samfund skal være bygget op om alternative energiformer og ny teknologi. Blandt andet ser Jacque Fresco en stor fremtid i at dyrke afgrøder på havet samt at bruge jordvarme som energikilde. Menneskets fremmeste job skal være at opnå ny viden og blive 'problemløsere' i stedet for at gå på arbejde, forestiller Jacque Fresco sig:

»80 procent af alle jobs ville blive udfaset. Vi vil ikke have brug for politikere, forretningsmænd, bankfolk, soldater og jurister længere.«

Men er der ikke brug for demokrati i fremtiden?

»Som jeg ser verden i dag, så er der alligevel ikke noget demokrati. Har du haft noget at skulle have sagt omkring, hvordan din by ser ud, eller hvordan du gerne vil bo. Det afhænger af, hvor mange penge du har. Det er hele det system, vi lever under, der skaber problemer. Du lever i et diktatur i samme minut, du er på arbejde, fordi du ikke får lov til at tænke frit. Det er en måde at kontrollere folk på, men hvis de er fri til at uddanne sig, så ville der være millioner af forskellige politiske standpunkter,« forklarer Jacque Fresco.

Spørgsmålet er, om Frescos futuristiske ideer ikke risikerer at gå hen at blive ligeså politiske som det eksisterende samfunds, bare med videnskabsfolk ved magten. Men det mener Fresco ikke, at der er nogen fare for.

»Videnskab og teknologi kan ikke tolkes - og hvis målet for samfundet er det fælles bedste for alle, så er der ingen grund til at manipulere folk. I dag bruger og misbruger vi hinanden, men hvis du har adgang til alt, hvad du har brug for, så er der ingen grund til at gøre det. Det ville eliminere behovet for grådighed,« mener Jacque Fresco.

Tilbage i salen på Arkitektskolen er det unge publikum slet ikke afvisende overfor Frescos futuristiske samfundsvisioner.

»Hvor hurtigt kunne Venusprojektet føres ud i livet i land som Danmark,« spørger en studerende.

»Det afhænger af dig, og hvad du gør. Hvis du ingenting gør, vil vi formodentlig ende med at slå hinanden ihjel eller dø af de ødelæggelser vi har gjort på miljøet,« lyder det fra Fresco, hvis store plan for verden, bliver diskuteret blandt tilhørerne i lang tid efter foredraget er slut.

Billedserie: Venusprojektets visioner

Læs mere om projektet på thevenusproject.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fraya Mikkelsen

Fantastisk.. Hertil vil jeg lige henlede opmærksomheden på tre film der taler om det samme, hvori man virkelig for et billede af hvordan dette KAN lade sig gøre. De to sidste taler direkte om The Venus Project:

Zeitgeist Movie:
http://video.google.com/videoplay?docid=-594683847743189197#

Zeitgeist: Addendum
http://video.google.com/videoplay?docid=7065205277695921912#

Zeitgeist: Orientation video
http://video.google.com/videoplay?docid=3932487043163636261&ei=dcbdSdrhK...

Det er det vi bør arbejde hen imod! Drop symptombehandlingen! Gå til roden af problemet! Hvad er roden? Se videoerne, så vil det være helt tydeligt.

Jeg ville bare lige gøre opmærksom på at de to zeitgeist film (the movie og addendum) kan ses på www.thezeitgeistmovement.dk med danske undertekster. Endvidere vil jeg anbefale folk at se Addendum, da denne behandler vort monetære system og the venus project, som er fokuspunkt i the zeitgeist movement. Check it out!

Selvom jeg har sympati med tankerne bag venus project, så minder det mig meget om Le Corbusier.
Når nogen kommer med en plan for hvordan det gode liv skal indrettes, så ringer alarmklokkerne.

Selvom der bliver talt om frihed er risikoen for at det bliver et totalitært samfund en bivirkning ved færdigpakkede løsninger.

Troels Ken Pedersen

Nogen er nødt til at tænke alvorligt i alternativer til det bestående system. Og det kræver at man kommer op med nogen bud på, hvad man vil sætte i stedet.

Umiddelbart er jeg ikke ganske overbevist om at videnskabelig rationalitet uproblematisk kan gøre politik og politikere forældede, men det er i det mindste forfriskende, at nogen påpeger at vi står med problemer, der er af systemisk natur og ikke bare mindre, praktiske kvababbelser som er isoleret fra hinanden og systemets grundlæggende natur.

De paranoide mener Zeitgeist og Fresco ikke bare er The New World Order, men The New New World Order. Og så ender vi vel som The Borgs i Star Trek, eller noget i den stil. jow jow ;-)

Fortsætter vi vores pyramidespil-globaliserings-vækstmantra-økonomi som nu, er det måske tvivlsomt om der overhovedet vil være resurser til at den fancy teknologi vi alle drømmer om ude i fremtiden. Held og lykke med projektet.

Her er en lille børnefilm for voksne, der selvfølgelig er komplet latterlig og amoralsk, da den er lærerig, sjov og måske enda farlig nok til at du kommer til at stille spørgsmål ved egen slavementalitet. Nu er du advaret! :-P

http://www.storyofstuff.com/

Med ansvarsløs hilsen...

WOW - har jeg en chance for at blive en borg? - fedt!

(For non-nørder: "Borgs" er en "cyborg"-civilisation i Star Trek "universet", som mere eller mindre fremstår som en parodieret fremskrivning af kapitalismens fordomme mod kommunismen ;-)

Nok om det, - arkitekters æstetiske drømme om beboelsesmaskiner rykker ikke noget i verden, for de retter sig for 99% vedkommende imod planetens middel- og overklasse.

Bauhaus var da interessant, men bortset fra dens indflydelse på udformning af f.eks. husholdningsmaskiner, så kan jeg godt undvære den, - næhhh - giv mig art neuveau/jugend/arts&craft: det var materiale og funktionalisme forenet i æstetisk skønhed.

;-)

smukke tanker om en bedre indrettet verden, som ikke er så destruktiv som den vi lever i idag. må jeg opfordre alle til at tjekke økonomen herman daly, der tidligere er blevet omtalt i information.

mht. jacque frescos projekt, så har jeg dog svært ved at se hvordan tankerne hænger sammen med illustrationerne. for mig at se ligner formsproget en refortolkning af de italienske futurister fra start 1900 tallet - der var fascineret af krig og destruktion og var med til at skabe de kulturelle strømninger der skabte grundlaget for fascismen. den store cirkulære byplan er i dens stringente geometri meget lig renæssance byplaner - hvor den overordnede geometri dannede bystrukturen - ikke udformningen af det enkelt byrum iforhold til den menneskelige skala og sociale parametre.

projektets mangler i forhold til forståelse af kulturhistorien skal dog ikke underminere dets gode budskab. en miljø-mæssig, økonomisk og politisk omstrukturering af samfundet er i høj grad afhængig af bud på hvordan det vi arbejder hen imod skal se ud. derfor er det sindsyg vigtigt at vi ser flere bud på fremtiden.

Noget, der virkelig har forbavset mig den seneste års tid, hvor jeg har mødt folk, der har troet på Venus Projektet, er de kredse, som dette projekt har appel i. Et er, at førsteårsstuderende på tekniske uddannelser, samt fabriksarbejdere kan se noget i denne fuldautomatiserede verden. Det er jo den verden, som de - stort set - lever i allerede, så det er måske ikke så mærkeligt.

Men hippier kan også se noget i den. Fresco er et hit i danske hippiemiljøer. Det forbavser mig.

Hvad ser hippier og økologer i Le Corbusier-agtige landskaber?

Jeg troede, de var til en mere William Morris-agtig æstetik og et tilsvarende fremtidshåb. Og lidt anarki, måske. Altså tilbage til det gode kunsthåndværk og frem til nærværet, selvbestemmelsen, små samfund, frigørelsen fra fremmedgørelse osv. Ikke futurisme. Absolut ikke futurisme.