Der har i et stykke tid været relativt stille om det 18-årige norske skakfænomen Magnus Carlsen. Men nu kommer der fra hans lejr en nyhed, der virkelig rykker: Carlsen har allieret sig med ingen ringere end Garry Kasparov, verdensmester i perioden 1985-2000, og af de fleste kendere regnet for alle tiders stærkeste skakspiller. Og det understreges fra norsk side, at Kasparov, der ellers har brugt sine kræfter på det politiske felt og været en af Ruslands ledende skikkelser i oppositionen mod Putin- og Medvedev-regimet, ikke skal have andre elever. Der bliver altså tale om en målrettet solo-træning af den unge nordmand, og vi gætter næppe forkert ved at forudsige, at der vil blive rettet særlig fokus på åbningsspillet, hvor Kasparovs knivskarpe forberedelser og analyser altid har været frygtet af hans rivaler. Mere generelt er det meningen, at Kasparov skal være med til at finslibe Carlsens spillestil og desuden tage hans kommende modstandere under luppen for at finde svagheder i deres spil.
Carlsen rangerer nummer fire i verden. Foran sig har han - i nævnte rækkefølge - Veselin Topalov fra Bulgarien, den regerende verdensmester Viswanathan Anand fra Indien, samt den armenske stormester Levon Aronian. Det er naturligvis meningen med Kasparovs coaching, at Magnus skal kravle det sidste stykke op.
Next stop Kina
Nordmandens næste opgave bliver den eksklusive Pearl Spring-turnering i den kinesiske storby Nanjing. Her får han chancen for at prøve kræfter med bl.a. Topalov. Pearl Springs begynder den 29. september og varer til medio oktober. I november drager Carlsen til Moskva for at deltage i Tal Memorial - til minde om den legendariske verdensmester fra 1960-61, som skakverdenen gav kælenavnet 'Troldmanden fra Riga'. De chauvinistiske nordmænd taler nu om 'Troldmanden fra Lommedalen'.
I forvejen har de fleste skakeksperter været enige om, at Carlsen inden for en kort årrække bliver verdensmester, og med Kasparov om bord i den norske fregat er udsigterne selvfølgelig ikke blevet dårligere. Kasparov er i disse dage i Oslo for at besegle aftalen med Carlsen-lejren - og for øvrigt promovere Tromsø som værtsby for skak-OL i 2014.
Noget peger for øvrigt på, at den gamle mester vil gøre sit for selv at holde sig i form. Fra Norge drager han nemlig til Valencia for i næste uge at spille en showmatch mod sin gamle rival Anatolij Karpov: Fire hurtigpartier og otte lynpartier - en masse skaknostalgi og forhåbentlig ikke alt for megen rust.