Læsetid: 6 min.

90'erne, en historisk parentes

90’erne er årtiet, der næsten lige er slut, men alligevel er lang tid siden. En ny bog gør nu 90’erne til historie og opsamler tendenser og trends fra perioden, der ofte er blevet skældt ud for ikke at ville noget
Et voksent publikum stagediver under koncert med med børneprogramvært Poul Kjøller på Café Rust på Nørrebro i det ubekymrede 1994.

Et voksent publikum stagediver under koncert med med børneprogramvært Poul Kjøller på Café Rust på Nørrebro i det ubekymrede 1994.

Bo Tornvig

27. oktober 2009

Imellem murens fald i 1989 og tårnenes fald i 2001 befinder det sjove årti sig – 90’erne. Sådan defineres årtiet i hvert fald i bogen 90’er bogen, som er skrevet af journalist Ditte Giese.

I 90’er bogen samles forskellige kulturelle strømninger fra årtiet, og bogen ser tilbage på alt fra internettet, bagpackrejser og kronisk ironi til rave, hip-hop og feminisme. Spørgsmålet er, om disse fænomener, som tiden kastede af sig, er nok til, at 90’erne kan få en plads i kulturhistorien på linje med tidligere årtier.

»Årtierne før 90’erne fylder så enormt meget. Jeg har været til et utal af 80’er-fester, og man skal altid høre om alt det fantastiske, der skete i 70’erne. Derfor tænkte jeg, at tiden måtte være moden til at tale om 90’erne,« siger Ditte Giese. Ditte Giese betegner 90’erne som en ubekymret tid, hvor truslen fra atombomben var afblæst og truslen om terror endnu ikke indledt.

»Der var en positiv stemning i 90’erne og som ung, havde man det nemt på mange måder. Det var før sabbatsår hed fjumreår, man kunne købe en andelsbolig på Nørrebro til 20.000 kroner og tage den frie ungdomsuddannelse, hvis man ville lære at gøgle. Danmark havde vundet EM, og man var stolt over at være dansker. Generelt var der en oplevelse af, at alting kun blev bedre.«

A New Generation

Ud over Ditte Giese har blandt andre Liv Thomsen arbejdet med at beskrive 90’ernes kulturelle strømninger i sin kulturkrønike Digtere, divaer og dogmebrødre fra 2001.

»Frem til 1980 var det stort set muligt at dele strømningerne op i tiår, hvor hver periode var præget af en reaktion mod det bestående, oftest skabt af en generation af progressive kunstnere og debattører. Hele denne historiske dialektik stoppede med punken. Punken var, med dens vrængende udtryk, den ultimative fuckfinger til ideologisk tænkning og store programerklæringer. Samtidig faldt muren i Berlin og de sidste store fortællinger. Paroler blev kiksede. Nu var der ikke mere en avantgardebevægelse, der gik foran og var i opposition til resten af samfundet,« siger Liv Thomsen, der selv var 24 år i 1990.

Op igennem det tyvende århundrede har det været ungdommen, der har stået for oprøret, men i 90’erne udeblev protesten.

»90’ernes unge plukkede lidt her og der fra det store kulturelle tag-selv-bord, blandede fin- og massekultur og dyrkede i det hele taget den såkaldte individualitet frem for det kollektive. Skarpt trukket op var der ikke rigtig nogen fælles karakteristika ud over ironi og retro, som jo også er tegn på manglen på ét fælles, originalt udtryk og frygt for at tage for store ord i munden,« forklarer Liv Thomsen og uddyber.

»Egentlig er det naturligt, at det er sådan. Det er vanskeligt at følge efter en generation, der tog patent på sandheden i 70’erne, og en efterfølgende punkbevægelse, hvis motto var ‘No Future’. I stedet kom underholdningsindustrien til at sætte dagsordenen, og den var så raffineret, at den overtog slagordene. For eksempel kørte Pepsi kampagnen 'The Choice of a New Generation.' Det er, som om vi siden 80’errne har levet i et mellemstadie i historien. I det store historiske dialektiske spil, kommer man måske engang derfor til at betragte 90’erne som en parentes,« siger Liv Thomsen og understreger, at hun jo endnu ikke har læst Ditte Gieses bog.

Ditte Giese giver Liv Thomsen medhold i, at der ikke var meget oprør i 90’erne, men argumenterer dog for, at manglende opstand og gunstigere vilkår ikke fratager årtiets ungdomskultur sin berettigelse.

»Man får altid at vide, at der kun har været ét oprør. Men det kan ikke passe, at man kun er rigtig ung, hvis man har lavet et ungdomsoprør. 68-forældrene har haft for travlt med at sige, at vi ikke ville noget,« siger Ditte Giese og eksemplificerer:

»Grungebølgen viste vrede og afmagt over for materialistiske idealer. Ravekulturen sparkede døren op til gamle industribygninger og lavede en fest. Det skulle ikke være så alvorligt det hele, og det var jo også et oprør.«

Tilbage til Poul Kjøller

Palle Strøm, der nu er programdirektør på TV2, præsenterede i 90’erne gamle tv- og filmklip i programmet Gotha – kult, kitch og b-film. Et program som fuldt ud dyrkede retro-bølgen, og som for Liv Thomsen er et eksempel på, hvordan tiden dyrkede nostalgien og det ironiske frem for at ønsket om at skabe et nyt, fælles udtryk.

»Man kan selvfølgelig godt synes, at 90’erne på overfladen var visionsløse. Jeg lavede jo ikke mit program ud fra en kulturel agenda. Men det fik alligevel betydning for den vision, at vi skulle genopfinde os selv. Årtiet handlede ikke om mangel på originalitet. Det handlede om, vi skulle finde ud af, hvem vi var. Vi voksede jo op på baggrund af død og ødelæggelse i 80’erne, men så skete der det fantastiske i 90’erne, at det gik op for os, at det ikke var rigtigt. Jorden var ikke ved at gå under,« siger Palle Strøm med en henvisning til datidens mange skolestile om forurening og drivhuseffekt.

»Der opstod retrobølgen. Poul Kjøller blev kaldt for Gud, og Kaj og Andrea blev genoplivet – en hel generation gik i barndom. Den humor og optimisme, der var i det, var noget af det eneste, vi kunne bruge fra barndommen. Da man var ti år, forstod man jo ikke, hvorfor man havde et ”atom nej tak”-mærke på sin jakke. Derfor tror jeg Gotha talte til mange fra min generation, som havde brug for at se på deres barndom med egne øjne.«

Forfatter Mette Thomsen, der debuterede med romanen Af en superhelts bekendelser i 1994, underbygger tanken om en bagvedliggende vision ved 90’ernes ironi og hang til genbrug. »Jeg kan ikke forstå, at perioden bliver beskyldt for at mangle originalitet. Måske hvis man misforstår det at stjæle og referere til andres værker og andre genrer og tror, det er ren kopiering. Hvis man ikke ser det originale i opblandingen, i nyopførelsen og eklecticismen, er man blind for et markant træk ved tiden,« siger Mette Thomsen og henviser til værker som Douglas Couplands Generation X og Quentin Tarantinos Pulp Fiction.

»Disse værker genbruger og er ironiske, men for mig at se var de også epokegørende. De er med til at beskrive den underlige meta-bevidsthed om os selv, som opstod ved tv’et. Det, at man fortsat må skabe sig selv og aktivt skal vælge, hvem man vil være, er blevet et vilkår og ikke noget, man kan træde ud af igen.«

Palle Strøm peger ligeledes på forandringer ved individets position som en af 90’ernes store landvindinger. »Nå-generationen slog janteloven ihjel. I 90’erne så vi, at individet kan være lokomotiv for fællesskabet, og enere godt må stikke ud. Denne helt nye visionære tilgang til livet er vigtig for det samfund, vi lever i nu.«

Henrik Vesterberg udgav i 2003 årti-bogen Dengang i 80’erne sammen med Martin Kongstad. Han tror ikke, han ville kunne skrive en lignende bog om 90’erne, da årtiet ikke rummer lignende markante begivenheder eller tydelige kendetegn.

»Der blev ikke drømt så meget i 90’erne, og man holdt op med at tænke så højt. Måske kom det af, at det, der skete i ’89 var så vildt. Verden skulle lige komme sig igen,« siger Henrik Vesterberg. Han understreger dog, at hans forhold til årtiet også afhænger af hans egen position og alder.

»Jeg var selv ung i 80’erne og ikke i 90’erne. Derfor vil jeg vil helst ikke virke som en gammel, sur mand, der synes, de yngre generationer ikke har gjort det godt nok, eller var kedelige. De, der var i deres tyvere i 90’erne, så sikkert tingene klarere, end jeg gjorde.«

Ditte Giese istemmer den betragtning og lægger vægt på, at det nu må være 90’ernes tur til at blive omtalt. »Hvorvidt man synes, der skete noget vigtigt i 90’erne, drejer sig også om, hvor man var i sit eget liv. 70’erne og 80’ernes generationer har været enormt gode til at fortælle deres historier og haft lang tid til det. Det er først nu, vi skal i gang med at definere 90’erne, og min bog er bare den første sten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanley Opmann

90'erne - alle lagde sig på knæ og suttede p** på onkel Sam og lod som om alt var fjong og vores lejesoldater og industribaroner ikke ødelagde tilværelsen for ulandenes milliarder. Ja hurra. Hvor var det skønt. Lad os fejre det. Lad os feste. Der er ikke noget at gøre oprør imod for vi er på toppen af pyramiden. Det er de andre der betaler prisen og det er godt og som det skal være for vi er de gode, de bedste, historiens kulmination. Bravo, lad os klappe os selv på ryggen og sige tillykke. Hvor har vi det godt. Hvor har vi det dejligt.

Vi fik at vide af den tids livsstilseksperter og trendsettere, at 1990'erne ville blive kendetegnet af åndelighed og fordybelse (!) - Muren Fald ville åbne op for en helt ny mellem- og østeuropæisk verden af finkultur og historisk bevidsthed. Man forestiller sig Nick Cave hånd i hånd med Milan Kundera og Niels Barfoed som begejstret tilskuer.

Så blev Internetttet indført i 1994 sammen med engelsk som officielt verdensomspændende tale-, skrift- og tankesprog. Og så kom alle krigene mod globaliseringens og udliciteringens fjender.

Vibeke Nielsen

Det eneste gode ved bøger, som den ovenfor beskrevne er, at de er debatskabende. Personligt husker jeg halvfemserne, som det årti, hvor alt blev erklæret dødt og slut - ikke mindst historien.

Typer, som de happy-go-lucky folk, Giese åbenbart tilhørte, syntes, at det var fantastisk og tog til Goa for at feste hjernen ud, højt og flot skidende på lokalbefolkningen og naturen, idet de var af den overbevisning, at de var draget afsted for at udvide deres bevidsthed og udvikle sig selv (med junk og techno). Selv højtbegavede intellektuelle talte begejstret om historiens endeligt.

Og så var vi nogen stykker, der mente at det var den største katastrofe, hvis historien skulle gå i stå midt i al den lidelse. Der var lige frem nogle af os, der åndede lettede op d. 11 sept. 2001, da uret gik i gang igen. Hvor der er levende historie, er der håb. Der var intet i halvfemserne....

Jeg husker 90'erne som årtiet, der begyndte med mit livs største sus - murens fald, fulgt et par år efter af Schlüters. En kort tid så det ud, som om det hele faktisk KUNNE blive bedre - fulgt af den store nedtur med golf- og balkankrige afsluttet af den endelige opvågning/nedsmeltning i 2001 med WTC-terroren og Foghs jordskredssejr - i øvrigt (næsten) uden sammenligning.
Alt i alt de store skuffelsers og forspildte muligheders årti. Jeg forstår godt, at de unge gav op og gemte sig i overfladisk pjat.
Vi andre går stadig og håber inderst inde at finde en vej ud af det indre eksil, men det virker ret håbløst p.t.

Jimmi Thøgersen

Tegnene på historiens endeligt blev allerede diskuteret i 60'erne og især 70'erne. At det først gik op for de sidste intellektuelle her i landet omkring årtusindskiftet er noget andet.

Poul Kjøller og retrobølgen var så relativt lille en del af 90'erne, at jeg faktisk kun husker den, nu hvor artiklen nævner den.

Jeg husker så også nu, hvor meget jeg afskyede denne overfladiske dyrkelse af fortiden - frem for den stillingtagen i eklekticismen, som Mette Thomsen netop fremhæver (uanset at jeg så er uenig i fremhævelsen af Pulp Fiction), og som netop også definerer 90'ernes ungdom. Og det kan den gøre, uden selvmodsigelse, fordi:

Han tror ikke, han ville kunne skrive en lignende bog om 90’erne, da årtiet ikke rummer lignende markante begivenheder eller tydelige kendetegn.

Nemlig. Det var, om noget, det mest forvirrede og rodløse årti.

Årtiet før mangfoldighed i holdninger, udtryksformer og subkulturer blev endegyldigt kondenseret til nutidens skin-individualisme med Facebook og "Hvem vil være en kendis"-formatet i 137 forskellige versioner på TV.

Før den totale ligegyldighed tillod homogenisering af gadebilledet og kulturen.

Før Web 2.0 gjorde det ekstra nemt for alle at blive musikere, designer, billedkunstnere, forfattere og filmmagere, men først og fremmest viste, hvorfor de fleste ikke burde blive det.

Men nok om enerne, der trods sprognævnets anbefaling stadig står for mig som 00'erne. Men det er noget sværere at opsummere 90'erne, selv med 10 års tilbageblik, fordi den netop stak i alle retninger.

Det var nemlig ikke os alle, som Vibeke Nielsen påpeger, der tog til Goa.

Søren Rehhoff

Jeg kan ikke se, at 90erne var så frygteligt anderledes fra 80erne, bortset fra, at narcissismen, forbrugerismen og eskapismen fik en yderligere tak opad mod smertegrænsen i 90erne.