Læsetid: 4 min.

Back to basics

DR2’s ’Deadline’ skal have nyt koncept, siger DR2-chefen. Hvad med et gammelt?
DR2’s ’Deadline’ skal have nyt koncept. Hvad med et gammelt?
23. oktober 2009

DR2-chef Arne Notkin vil ifølge Mediawatch lave et nyt koncept for programmet Deadline. Han er bange for, at programmet »visner hen«.

»Der er nu lange interviews i TV 2-Nyhederne, TVAvisen, hele dagen på TV 2 News, og P1’s morgenflade er ét langt aktualitetsmagasin,« siger han og fastslår, at det derfor »er på tide at gøre Deadline nyt og anderledes«.

Man får angstfornemmelser, når DR-chefer siger »nyt og anderledes«. Det betyder nemlig som regel »hurtigere og billigere«. DR’s nyhedsjournalistik er i de senere år blevet voldsomt udsultet.

Store ressourcer er flyttet fra nyhedsproduktionen til andre genrer – primært for at erobre seere til DR1. DR’s journalistiske flagskibe, Radioavisen og TVAvisen – rygraden i public service – arbejder i dag med en bemanding, som er på grænsen af det uansvarlige.

Der er dage, hvor 18.30-udsendelsen kun udkommer, fordi energiske journalistpraktikanter gør det muligt, fortæller adskillige kilder i DR-Nyheder. Det gælder også Deadline’s to daglige udsendelser, hvis mandskabsmæssige rygrad er en gruppe meget billige eller ligefrem gratis universitetspraktikanter.

Slankningen kan ses, høres og mærkes. Ikke på grund af dårlige journalister – men på grund af det øgede output på alle platforme kombineret med nedskæringer.

Her er DR ikke anderledes end resten af Medie-Danmark. En kommende undersøgelse fastslår f.eks., at antallet af 'redaktionelle enheder' på 10 år i danske medier er steget fra omkring 30.000 om dagen til over 70.000 om dagen. Antallet af journalister er i store træk uforandret. De arbejder bare meget mere.

Som ’DR2 Udland’

DR2-chefen står altså over for en klassisk udfordring. Han skal lave et nyt koncept for ingen penge. Arne Notkin nævner i interviewet med Mediawatch DR2 Udland som et eksempel på, hvordan man kan præsentere stoffet anderledes end andre medier. Det er nydansk for, at DR2 Udland på udmærket vis har formået at lave supplerende udlandsdækning med minimal bemanding, uhæmmet brug af dårlig lyd og dårlige billeder via Skype og internettet, dygtige værter og gratis gæster.

I denne verden, hvor smørret er blevet til margarine, der smøres tyndere og tyndere ud på brødet, må man regelmæssigt ’relancere’ med et nyt koncept – helst billigere og helst anderledes.

Deadline, hvis helt ufortjente ry er, at her har man god tid til at gå i dybden, har i virkeligheden for lidt tid (eller for mange indslag). Det er svært at være dybdeborende i en diskussion med to-tre deltagere på under 10 minutter, hvor det primære formål ofte synes at være at skabe et godt skænderi (som jo er myten om ’godt fjernsyn’) og skulle der endelig komme en god samtale i gang, har hver deltager måske to-tre minutter til at ’gå i dybden’. Det siger noget om medieudviklingen, at et interview på under 10 minutter repræsenterer noget »dybdeborende og analyserende«.

Men det er krystalklart bedre end tre-fire minutter i et live-interview i TV-Avisen eller TV 2-Nyhederne. Deadline lever et godt, men usammenhængende liv primært på grund af værterne.

Jeg er godt klar over, at selv tv-værter kun skal arbejde 37 timer om ugen og skal passe ferie, afspadsering, orlov og barnets første sygedag ligesom alle andre lønmodtagere i Danmark. Derfor er der mange værter – med hver sin personlighed. Den sikre og velovervejede Kurt Strand, den iltre Adam Holm, den insisterende Nynne Bjerre og den intense Martin Breum og nu også den højt begavede og utraditionelle Mads Brügger, som efter have taget røven på EU, George Bush og Nordkoreas Kim Jong-il nu tilsyneladende er til aflusning i et seriøst interviewprogram. Tilsammen repræsenterer de tre-fire helt forskellige koncepter.

Kradser blot i overfladen

Deadline’s problem er, at vi ikke ved, hvad det er for en slags program. Det markedsføres som et nyhedsprogram, men opleves som et let fragmenteret debatprogram.

Det markedsføres også som et dybdeborende, analyserende program, selv om nyheds-sygen ofte fører med sig, at der klemmes for mange indslag ind, hvorfor både debatten og det analyserende ofte kun kradser i overfladen. Deadline’s konkurrenceproblem er ikke TV-Avisen og TV 2-Nyhederne. Nok er live-interviewene i disse udsendelser blevet en anelse længere, men dybdeborende? Debatterende? Analyserende?

Næppe.

Der, hvor skoen trykker, er TV 2 News. De har heldigvis droppet ideen om, at seerne vil se Breaking News døgnet rundt. Fordi så mange nyheder er der simpelthen ikke. News har taget konsekvensen og er begyndt at erstatte nyheds-ørkenvandringerne med det ene længere interview efter det andet. Og samtidig fastholde nyheds-målsætningen. Eksperter, politikere, debattører, analytikere får masser af taletid om helt aktuelle emner.

Somme tider tænker jeg, at TV 2 News er begyndt at se ud som en filmatiseret udgave af P1’s Orientering. Det var sådan noget, der for ikke så længe siden fik moderne mediechefer til at se lidende og hånlige ud. Nu smiler de, for TV 2 News har faktisk fået endnu flere seere. De har opdaget, at den britiske tv-guru Sir Robin Day havde helt ret, da han i et interview til DR for 35 år siden fik spørgsmålet: »Er der ikke alt for mange talende hoveder i fjernsynet?« og svarede:

»I don’t mind talking heads, young man, not at all. It all depends on, whose heads they are, and what they are talking about!«.

Så her er et forslag til det nye Deadline: Drop smarte gimmicks og nye koncepter. Back to basics. Det er både godt og billigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"tv2 news ser ud som en filmet udgave af p1 orientering."

Det er hovedet på sømmet.
Udviklingen hos DR på dette område har stået bomstille udover den hastigt tiltagende økonomiske udsultning.

Havde der været de rette ansatte og de rette økonomiske rammer kunne DR have experimenteret løbende og udnyttet den teknologiske udvikling.

Men økonomi og fokus har været rettet imod planløst byggeri af monument DR-by.
Ydre rammer som seer og DR's produkter ikke vinder af er blevet prioriteret mens udvikling af programmer og udnyttelse af den teknologiske udvikling har stået bom stille.

Jeg er mega fan af DR nyheds -baggrunds afdelinger. Men selv jeg undlader tiltider at se programmerne pga det tiltider meget tynde indhold.
Halvdelen af den sparsomme tid bruges til telegramoplæsning med arkivbilleder, og det er vel at mærke nyheder man allerede er oplyst op ad andre veje.

Interviews er ofte skæmmet af manglende forberedelse så det bliver ren mikrofonholdning uden journalisten udfylder den rolle jeg mener denne bør udfylde med opfølgende spørgsmål og udfordrende vinkler.

PS. jeg frygter at DR ser Mads Brøgger som "fremtiden".
Mads Brøgger er imo en spændende personlighed og er glimrende til sin rolle.
Men i programmer som Deadline gør han desværre konceptet utroværdigt.
Med sit underlige valg af gæster og emner.
Og med sit spændende farverige sprog som deværre i program som Deadline forvirrer mere end det gavner.
I deadline skal vi have de benhårdefakta.
Mads Brøggers talkshowstil gør det netop til mere et show og troværdigheden lider under dette.
Iscenesættelsen siger oftte fiktion og drama.

@stig

det er der ingen medier som har råd til mere.
Man skulle tro at licensen gav DR den mulighed med midlerne bliver brugt til statusbyggeri og status udsendelser som det gennem kommercielle X-factor.