Læsetid: 7 min.

Mit bedste bud på en vinder er ...

Hvem skal have årets nobelpris i litteratur? Den største og mest prestigefyldte litterære pris på intet mindre end 10 mio. svenske kr.
Milan Kundera. Kundera er en international forfatter af stort format og med stor indflydelse på det litterære kredsløb, som de senere år er gledet længere ned på listen, men alligevel er et bud på årets nobelprismodtager.

Milan Kundera. Kundera er en international forfatter af stort format og med stor indflydelse på det litterære kredsløb, som de senere år er gledet længere ned på listen, men alligevel er et bud på årets nobelprismodtager.

8. oktober 2009

Når den nye permanente sekretær for Det Svenske Akademi, Peter Englund, i morgen kl. 13 afslører, hvem der bliver årets prismodtager, vil nogle juble, mens navnet sædvanen tro også vil være ledsaget af suk og klage over, at den og den ikke fik prisen.

Listen over de store forfattere, der aldrig fik nobelprisen, er lang. Man vil altid kunne bryste sig af at være i selskab med forfattere som Anton Tjehkov, August Strindberg, Joseph Conrad, Franz Kafka, James Joyce, Marcel Proust, Robert Musil, Vladimir Nabokov, Gertrude Stein, Virginia Woolf og Astrid Lindgren.

Set med danske øjne er det er en stor fejl - hvilket et fremtrædende medlem af Det Svenske Akademi selv har indrømmet - at Karen Blixen aldrig fik prisen. Eller for den sags skyld Inger Christensen, der døde sidste år. Der er udbredt enighed om, at hun kunne have fået prisen, men at det nok har spillet ind, at hun tidligere har fået Nordisk Råds Litteraturpris, der også går under navnet den lille nobelpris.

Vi har efter Inger Christensens død ingen dansk kandidat i nobelprisklassen; det vil sige en forfatter, der på højeste litterære niveau ikke primært skriver for et nationalt publikum og om nationale emner, men skriver så almengyldigt, at det er lige meget, om læseren er polak, portugiser, canadier eller dansker. En forfatter, som skriver verdenslitteratur.

Begrænset kulturkreds

Her i landet møder man ofte fordommen, at nobelprisen i litteratur gives til en eller anden ukendt tredje-verdens-forfatter, som ingen har hørt om. Nok en typisk reaktion for en selvtilstrækkelig og alt andet end ydmyg nation, der ikke kan lide at blive belært om, at der måske findes en større og rigere verden.

Der har ganske rigtigt været kontroversielle valg i de senere år. Sidste års modtager, franskmanden le Clezio var et kedeligt valg af en forfatter i færd med at gå i glemmebogen. Eller forrige år med Doris Lessing, der også har set bedre dage.

Et særligt kontroversielt valg var i 2004 den østrigske forfatter Elfriede Jelinek. Et medlem af Akademiet, Knut Ahnlund, valgte i protest mod den beslutning at forlade Akademiet. Men uanset, hvad man måtte mene om Jelineks forfatterskab, så er det svært at komme uden om, at hun har stor litterær tyngde . Ligesom det er svært at indvende noget imod valget af forfattere som Günter Grass, Imre Kértesz, Orhan Pamuk og J.M. Coetzee.

Svensk-amerikansk krig

Den foregående så magtfulde permanente sekretær Horace Engdahl kom i voldsomt stormvejr, da han sidste år beskyldte amerikansk litteratur for at være præget af isolation og snæversyn. Anledningen var, at han i et interview forsøgte at forklare, hvorfor prisen ikke, siden den i 1993 gik til Toni Morrison, var gået til en amerikansk forfatter. Europa er litteraturens centrum, ikke USA, sagde Horace Engdahl. Amerikanske forfattere er for optagede af deres egen massekultur, for afsondrede og oversætter ikke nok udenlandsk litteratur til at kunne deltage i den store litterære samtale. Forfattere, kritikere og litterater, der holder af amerikansk litteratur, var i oprør. De mente i stedet, at snæversynet gjalt hele Det Svenske Akademi og i særdeleshed den magtfulde Horace Engdahl. For selv om der midt i balladen også var noget rigtigt i Horace Engdahls udfald, så er det svært at se bort fra en håndfuld endog meget kvalificerede amerikanske kandidater til den eftertragtede pris. De bedste bud samler sig om Philip Roth, Thomas Pynchon og Joyce Carol Oates. Alle tre har en reel chance for at få prisen i morgen. Det samme gælder en litterær sværvægter som E.L. Doctorow, og måske også Paul Auster, selv om han er mere tvivlsom. Det bliver spændende, om Akademiet i morgen forsøger at bilægge den svensk-amerikanske krig.

Favoritterne

Hvis man skal tro bookmakerne, så er den israelske forfatter Amos Oz den største favorit. Hans temaer er universelle, og han har den litterære klasse og tyngde, der skal til. Jeg er personligt helt sikker på, at han får nobelprisen; spørgsmålet er kun, om det bliver i år!

I top-10 befinder sig en række klare kandidater som italienske Claudio Magris og japanske Murakami. Begge har en chance for at få prisen i år. Derimod findes der også en række navne som Assia Djebar og Adonis, der næppe har en chance, til trods for at de begge år efter år dukker op på listen.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai og en række tilhængere har på det seneste ført en kampagne for, at den amerikanske sangskriver Bob Dylan skulle få nobelprisen. Fantasien er at lade populærkulturen holde sit indtog i det ellers elitære finlitterære selskab. Men tro mig, det kommer ikke til at ske. Selv om en del synes, Bob er gud, så har hans tekster ikke noget at gøre i det her selskab.

Blandt de navne, der står lidt længere nede på bookmakernes liste, vil jeg især hæfte mig ved to navne, som begge har en reel chance for at få prisen i morgen. Først gælder det den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller. Hun skriver verdenslitteratur i ordets sande betydning. Hver af hendes bøger er små komprimerede litterære perler, og lige præcis sådan en slags litteratur, som Akademiet typisk belønner.

Den anden er den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera. I mange år var han et af de bedste bud, men er efterhånden faldet noget ned på listen. Måske som følge af den mistanke, der sidste år opstod om, at han i sin kommunistiske ungdom havde angivet en vestlig agent til statspolitiet. Flere tidligere nobelpristagere har forsvaret Kundera og sagt, at han er blevet udsat for en smædekampagne. Hvis Kundera i morgen får nobelprisen, vil nogle sikkert udlægge det som en bevidst politisk handling fra Akademiet og en håndsrækning til Kundera. Omvendt kan man med lige stor ret sige, at det at give prisen til Kundera er et udtryk for, at nobelkomiteen ikke giver prisen af politiske årsager, men på trods af dem, og at Akademiet altid tænker strengt litterært. Det vigtige er, at Kundera er en international forfatter af stort format og med stor indflydelse på det litterære kredsløb. Han må blive mit bedste bud.

Informations litterære kritikere giver her deres bud på, hvem der burde få nobelprisen 2009

En Nobelpristager skal være a) original, b) international og c) vital i betydningen: endnu ikke udbrændt. Sidste år holdt jeg på Svend Aage Madsen, i år tror jeg på 1) Dag Solstad, 2) Bei Dao og 3) Salman Rushdie.

Erik Skyum-Nielsen

Jeg helmer ikke, før nobelprisen gives til israelske Amos Oz, der sidder i verdens brændpunkt og evakuerer det 19. og 20. århundreds europæiske drømme (romanen, den utopiske socialisme, kærligheden, internationalismen) til det stykke ørkensand, hans jødiske forfædre måtte søge tilflugt til, da Europa stødte dem fra sig. Hans store erindringsbog, Om kærlighed og mørke, er det eneste der ville kunne løse Israel-Palæstina-konflikten, hvis den kunne injiceres intravenøst i alle konfliktens parter.

Lilian Munk Rösing

Min første indskydelse er canadiske Anne Carson. Hendes linjer virker enormt stærkt på mig, fordi de giver en fornemmelse af, at alt kan lade sig gøre - i det mindste med ord. Carsons ordmusik henvender sig til hvem som helst, ordene bevæger sig frit i alle tider og rum, og hun skelner ikke imellem at læse og at skrive, hun gør bare det hele på sin egen måde og med den største naturlighed.

Kamilla Löfström

A.S. Byatt har gennem et langt forfatterskab demonstreret en imponerende sans for gode historier og for narrative kompleksiteter. Hendes værk er stort i dobbelt forstand: voluminøst og grandiost. Byatt skriver med en kombination af intellekt, emotion og historisk bevidsthed, som er af verdenslitterær kvalitet. Og så skriver hun stadig - > i en alder af 73 år - med ufortrøden styrke.

Helle Juhl Lassen

Jeg vil fremhæve Antonia S. Byatt, hvis seneste store roman, The Children's Book, igen leverer >en fascinerende fortælling om konkrete mennesker i en detaljeret kulturhistorisk sammenhæng og samtidig om kunstens vilkår og evige problemstillinger. Denne gang er vi i England og >rundt i >Europa >i årene >op til Første Verdenskrig, hvor barndommen og barnets uskyld trues fra mange sider og forældre omgås deres ansvar vidt forskelligt.

Tine Roesen

Svenskerne har tilsyneladende besluttet, at ignorere både Philip Roth og E.L. Doctorow, men amerikanske Cormac McCarthy bliver svær at komme uden om. I en række uafrystelige romaner - senest Intet land for gamle mænd og Vejen - har den 76-årige forfatter i en lyrisk og mandhaftig tone stillet skarpt på tilværelsens dystre sider i en apokalyptisk verden, der næsten altid får det værste frem i folk. Tonny Vorm

Aksel Sandemose blev engang spurgt, hvem han mente var den største norske forfatter. Han svarede: Eyvind Johnson! Jamen, han er jo svensk? Det gir jeg fan' i! replicerede han.

Hvem bør få årets nobelpris?

Karen Blixen! mener jeg. Jamen, hun er jo død! Det er underordnet. Hendes verdensforfatterskab er udødeligt.

Torben Brostrøm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Richard Marquand film ”Hearts of Fire” tager hovedpersonen Billy Parker
(der spilles af Bob Dylan) groft gas på nobelprisen i litteratur. Dels kan Billy/Bob ikke udtale Nobel ordentligt, og han gør flere forsøg som kun latterliggøre navnet endnu mere, og dels kan han ikke huske hvad nobelprisen egentlig var for noget. På en god måde passer denne passus, ind i den ellers elendige films tema: Forskellene mellem råsyltede amerikansk hverdags realisme, på den ene side, og en opstyltede europæisk snob- kultur, på den anden side (af Atlanten). Om Bob Dylan har det ligesom rock musikeren Billy Parker i filmen, kan man kun gætte på men, at der er tale om to forskellige verdner når amerikansk rock støder sammen med Nobel Prisen i Litteratur, kan alle nok blive enige om. Er forskellene så kvalitative som Peter Nielsen åbenbart mener når han skriver:
”Selv om en del syndes, Bob er Gud, så har hans tekster ikke noget at gøre i det her selskab”. Eller er det i virkeligheden et spørgsmål om konteksten, hvori det litterære værk bliver til, og især den kontekst hvori det bliver præsenteret. Når Arthur Rimbaud og Charles Baudelaire tilsat et drys med: Allen Ginsberg og Edgar Allan Poe præsenteres i en og samme person (Bob Dylan) og formidles gennem en elektrisk guitar så er det klart, at kultur snobberne er over samtlige blå bjerge. At Eik Skalø allerede i 1968 skrev: ”Den elektriske guitar er vor tids skrivemaskine”; har på ingen måde påvirket parnasset gennem de seneste 41år. Det Svenske Akademi er jo ikke ligefrem en moderne institution, jævnfør Rasmus Bo Sørensens artikel i dette nummer af Information. At netop Rimbaud opstillede moderniteten som et litterært krav: ”Il faut être absolument moderne” gør det endnu mere absurd, at denne digters eneste legetime universalarving, ikke kan komme på tale i Peter Nielsens optik. Når jeg ser på hvad der er blevet udgivet, som legitimt poesi gennem de sidste 50 år, kan jeg faktisk ikke få øje på en skid, der bare tangere Dylans univers og litterære kvalitet. Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad der skal til for at komme i betragtning som ”rigtig” og ”legitim” digter og hvem er det og hvis verden er det man vil beskytte, ved at holde mønsterbrydere og himmelstormere ude? Medens vi er ved det absurde, så vragede, absurditetens mester Jean-Paul Sartre i 1964 nobelprisen i litteratur. Sartre kunne ikke på samme tid vælge sig selv, og modtage denne småborgerskabets fedterøvs pris. Om Bob Dylan vil have Sarterske nosser nok til, at takke nej i samme situation, får vi nok aldrig at vide, men at det fine selskab ikke imponere ham står nok fast, for som han synger i en af sine mere let tilgængelige tekster, som selv Det Svenske Akademi og Peter Nielsen må kunne fatte:

“I have dined with kings, I've been offered wings
And I've never been too impressed.”