Ikke en dårlig ide, den unge tyske forfatter og litterære redaktør Renatus Deckert fik for et år siden.
Han bad nogle af de bedste og kendteste tyske forfattere og digtere fra øst og vest om at beskrive, hvordan de personligt oplevede den historiske nat mellem 9. og 10. november, da Berlinmuren faldt. Eller rettere: Da grænsen mellem Forbundsrepublikken Tyskland, BRD, og Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, blev åbnet.
Antologien Die Nacht, in der die Mauer fiel byder på mange overraskelser. Den største må være, at mange af de vesttyske forfattere - og flere af deres østtyske kollegaer - sov trygt gennem denne historiske begivenhed. Forud var gået en lang begivenhedsrig måned med gadedemonstrationer i Leipzig og Berlin, folkeudvandring gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn og en gradvis opløsning af DDR-regimet indefra.
Hver dag bød på uforudsigelige nyheder fra østsiden af Muren. Ingen vidste, hvor det bar hen.
Så da den nyudnævnte regeringstalsmand Günter Schabowski på en pressekonferencen i Østberlin tidligt på aftenen den 9. november 1989 af vanvare - eller bevidst - kundgjorde, at grænsen mellem de to Tysklande var åben (begivenheden var planlagt til næstfølgende dag), strømmede titusinder af østberlinerne til grænseovergangene.
Skabelsesøjeblikket
Historien blev til i nu'et. Den kunne opleves i skabelsesøjeblikket. Men ikke alle fik øjeblikket med. Mange gik uvidende i seng og vågnede op til nyheden næste morgen. Flere forfattere kan ikke huske, hvad de foretog sig eller tænkte den aften. Nogle forveksler personlige indtryk med tv-billeder. Andre søger forgæves i deres dagbog efter notater; andre bemærker, at de skrev løs velvidende, at det, de forfattede, i eftertiden kunne blive læst som indsigtsfulde guldkorn.
En enkelt (vesttyskeren Friedrich Christian Delius) nægter at tro det, da en tysk ven i USA ringer og spørger til Murens fald. »Jeg fortalte ham, at det var noget vrøvl og at tv-journalisterne og hans venner måtte have overdrevet betydningen af demonstrationerne på Alexanderplatz fem dage tidligere,« skriver Delius.
Østtyskeren Thomas Rosenlöscher benævner sit indlæg, »Hvorfor jeg sov gennem den 9. november«. Han fortæller: »Jo mere jeg tænker over dengang, des mere fortætter mistanken sig, at jeg sov over mig den 9. november.« Han stoler ikke helt på sin hukommelse og må derfor grave sin dagbog frem.
Heraf fremgår det, at hans kone vækkede ham den 10. med ordene: »Grænserne er blevet åbnet.« Begivenheden efterlod Rosenlöscher så målløs, at han kun formåede at nedskrive: »Kære dagbog, jeg mangler ord!«
Det ufattelige i BRD
Det ubegribelige var sket. Rettelig var die Wende i 1989-90 en større overraskelse for vesttyske litterater end for de østtyske. I Forbundsrepublikken havde de næsten glemt eller blot fortrængt det andet Tysklands eksistens. I DDR kunne den skarpsindige iagttager af kommunistpartiets tilstand og samfundets forrådnelse mærke, at enden var nær.
For disse østtyske forfattere var det imidlertid mere et spørgsmål, om hvor det hele ville ende. Alle bidragydere til antologien formodede helt indtil Murens pludselige fald, at det østtyske folk ville prøve at bygge en demokratisk tredje vej mellem kapitalisme og betonkommunisme. Statens selvstændighed ville blive bevaret, genforening lå for dem ikke i kortene.
En af de få vestforfattere, der straks gik på opdagelse i det ukendte land, var Marcel Beyer, der i november 89 kørte ind i DDR og opdagede navne på byer, han aldrig havde hørt om, og tyske udtryk, der var forsvundet fra daglig tale i BRD.
Eller Jürgen Beck, der lader hovedpersonen fra en tidligere roman, Jörn Winter, tage toget fra Köln til Dresden og beskriver, hvorledes hans alter ego bevæget genopdager sin barndoms by og steder (1939-50). Selv lugten vender tilbage.
Det begribelige i DDR
Mest interessant er østtyskernes vidnesbyrd.
Kerstin Hensel fortæller, at hun den 9. november lullede sit barn i søvn med Ach, du lieber Augustin. På vej til arbejde på teaterskolen næste dag undrede hun sig over de få mennesker i bussen. »Nogle ansigter så forgrædte ud,« erindrer hun. Da hun trådte ind i aulaen for at undervise, var der tomt. Hun tjekkede kalenderen. Jo, i dag er der time.
Intetanende henvendte Hensel sig til en sekretær, som råbte: »Ved De det ikke? Grænserne er åbne. Jeg var derovre i går!«
Det er de forgrædte ansigter, der gør indtryk. Ikke alle østtyskere glædede sig. Nogle følte allerede nostalgi og vemod. Eller der er f.eks. den gamle mand i toget på Dresdens hovedbanegård, som i et digt af Marcel Beyer fra 1990 med tårerne ned over kinderne stille konstaterer: »Nu er krigen ovre.« Så sandt som sagt: Uden Hitler og Anden Verdenskrig, ville Tyskland aldrig være blevet delt.
For de fleste østtyskere er det ikke altid let at affinde sig med det nye Tyskland. Heller ikke for forfatterne. De bearbejder stadig fortiden.
En af dem er Kathrin Schmidt, som netop i denne uge blev tildelt Deutscher Buchpreis i Frankfurt. I antologien vælger hun at gå til bekendelse i et personligt brev til antoligiens redaktør. En byrde falder fra hendes skuldre, idet hun beretter om hvor ivrig hun som ung var for at blive optaget i SED (det østtyske kommunistparti). Møjsommeligt lykkedes det for hende i 1981.
I dag skammer hun sig over, at hun opnåede denne tvivlsomme ære fem år efter, at troubadouren Wolf Biermann blev smidt ud af DDR. Først efter Murens fald sendte hun partibogen retur. Men er der noget skammeligt ved det? De tyske forlæggere og boghandler synes at mene, at fortiden er fortiden.
Die Nacht, in der die Mauer fiel – Schriftsteller erzählen vom 9. November 1989, redigeret af Renatus Deckert. 239 s., 8,90 euro. Suhrkamp. ISBN 978-3-518-46073-3
