Læsetid: 4 min.

Brat opvågnen i Hollywood

Studiebosser fyres, film droppes, og forretningsmodeller laves om. Hollywood har røde tal på bundlinjen, frygter fremtiden og håber, at en billig, men effektiv spøgelsesfilm kan vise vejen ud af krisen
Studiebosser fyres, film droppes, og forretningsmodeller laves om. Hollywood  har røde tal på bundlinjen, frygter fremtiden  og håber, at en billig, men effektiv spøgelsesfilm kan vise vejen ud af krisen
13. oktober 2009

Det kan godt være, at finanskrise er ved at blive afløst af en forsigtig optimisme, men i Hollywood går man stadig og vrider hænderne i bekymring over røde tal på bundlinien og en uvis fremtid.

I sidste uge blev ikke færre end tre topchefer fyret, to fra Universal og en fra Disney, og krisen, som den amerikanske filmindustri længe har befundet sig i, men har prøvet at underspille, var pludselig tydelig for alle. Tidligere på året fyrede også MGM og Paramount chefer, der ikke kunne levere, hvad de store, pengefikserede koncerner, der ejer de fleste af Hollywoods filmselskaber, forventede.

»Der er sket flere ændringer gennem de seneste 18 måneder end i de foregående 18 år,« sagde pengemanden Mark Gill til Los Angeles Times.

Universal og Disney har produceret alt for mange og alt for dyre film, der slet ikke har indtjent penge nok i bio-graferne. Set i lyset af et tidligere meget lukrativt dvd-marked, som ifølge Independent faldt med ni procent i 2008 og allerede er faldet med 13,5 i 2009, tyder meget på, at Hollywood stadig har det værste til gode.

Angst og bæven

Der bliver lavet færre film i Hollywood, ikke mindst af den smallere, mere intelligente og derfor også risikable slags. De store filmselskaber har enten skåret kraftigt ned eller drejet nøglen om i deres mindre, arthouse-orienterede produktionsenheder, f.eks. Warners New Line, Disneys Miramax. Og de film, der bliver lavet, er hovedsageligt store, bredt appellerende blockbusters baseret på allerede kendte og populære koncepter, det være sig legetøj (Transformers, G.I. Joe), tegneserier (Wolverine, Batman), tv-serier (Star Trek) eller bøger (Harry Potter, Twilight).

Film med store stjerner i hovedrollerne eller kendte filmskabere i instruktørstolen er ikke længere en garanti for succes ved billetlugerne - især ikke fordi stjernerne er så dyre at hyre - og både Steven Soderbergh og Steven Spielberg har for nylig haft problemer med at skaffe penge til nye, ambitiøse projekter.

Men Hollywoods angst og bæven har ikke kun med faldende omsætning at gøre. Den skyldes også, at den amerikanske filmindustri efterhånden har fundet ud af, at den forretningsmodel, man benytter sig af, ikke længere giver mening i en verden, hvor filmpirater og den teknologiske udvikling hele tiden ændrer spillereglerne.

Hollywood forandrer sig

»Red Box (film-udlejning via nettet, red.) udlejer dvd'er for en dollar,« siger journalisten og Hollywood-eksperten Kim Masters til NPR, National Public Radio.

»Det er en stor trussel. Selskaberne ved ikke, hvad de skal gøre. Nogle vil gerne samarbejde med Red Box, andre vil slås mod dem. Der arbejdes med video on demand, hvor man, hvis man betaler, kan se en film på sin computer samme dag, som den har biografpremiere - eller vil det være en anden måde for selskaberne at ødelægge sig selv på? Selvfølgelig er man bange for, at det vil ende ligesom med musikbranchen, der er blevet flået i stumper og stykker af ny teknologi, og de kæmper desperat for at finde en måde at undgå det på.«

Hollywood er under forandring, og Red Box er kun ét blandt mange selskaber, der tilbyder alternativ distribution af indhold, det være sig film, tv-serier og musik. Andre udbydere er iTunes og Netflix, og der kommer hele tiden nye til, efterhånden som teknologien bliver hurtigere og bedre.

Dick Cook, der indtil i sidste uge var chef for Disney, og som havde været hos selskabet i 40 år og arbejdet sig vej op gennem systemet, er blevet erstattet af tv-manden Rich Ross. Ross er chef for Disney Channel og har haft stor succes med koncepter som High School Musical og Hannah Montana, der breder sig over flere platforme - tv, film, musik.

Koncepter og brands

Det ny Hollywood er helt anderledes end det gamle, skriver Guy Adams i Independent. Hvor studiebosserne tidligere var en slags impresarioer, der skulle sørge for, at de rigtige mennesker lavede de rigtige projekter, handler det nu om at skabe og fastholde brands.

»Det vigtigste for enhver ambitiøs filmselskabsdirektør i fremtiden er at være i stand til at identificere lovende koncepter,« skriver Adams.

»Et tidligere ukendt selskab ved navn Summit har f.eks. formået at blive en stor spiller i løbet af blot 12 måneder, fordi selskabet fik fat i rettighederne til Twilight-romanerne. Den første film i det, der bliver en længerevarende franchise, kostede kun 37 mio. dollars at lave, men indtjente forbløffende 383 mio. dollar.«

En anden vej at gå er at satse på billige film, som med en god historie og en innovativ markedsføringskampagne kan indbringe store summer. Som det f.eks. skete for 10 år siden med gyserfilmen The Blair Witch Project, der kostede 35.000 dollars at lave og indbragte mere end 100 mio. dollar alene i USA. Selskabet bag var et af de første til at bruge internettet - hvor også filmens målgruppe var at finde - til at skabe buzz omkring en film ved blandt andet at bygge et helt univers op omkring The Blair Witch Project.

Viral markedsføring

Det samme forsøger Paramount nu med Oren Pelis Paranormal Activity, en spøgelsesfilm, der er indspillet i instruktørens egen dagligstue for sølle 15.000 dollars. Og noget tyder på, at det lykkes. Den kritikerroste film havde premiere i få biografer for 14 dage siden, men i takt med, at word of mouth omkring den er vokset - Paramount benytter sig af såkaldt viral markedsføring, hvor reklame og buzz spredes på internettet som ringe i vandet - er antallet af biografer også blevet øget, og den har allerede solgt billetter for otte millioner dollar.

»På et tidspunkt, hvor det for selskaberne kun handler om store konceptfilm som Transformers eller tegneseriehelte, kommer der denne lille ting, der kunne gå hen og blive et fænomen,« siger Kim masters til NPR.

»I sidste ende er der noget gammeldags ved underholdning, når en historie på denne måde kan tale til vores fantasi.«

Hele Hollywood holder i disse dage øje med, hvordan Paranormal Activity klarer sig.

Paranormal Activity har dansk premiere den 4. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Må jeg ikke erindre om at samtlige film-selskaber i Hollywood lagde sag an mod video-maskinens fremkomst ved USA's Højesteret - for at få den forbudt, video-maskinen.

I dag tjener film-selskaberne stort kun deres penge gennem at udgive film på dvd og blu-ray disc.

Hvis film-selskaberne vil følge med tiden, må de indse, at video-on-demand er kommet for at blive. De må skyde penge ind i netflix f.eks. eller Red Boc eller andre selskaber, som giver forbrugerne, det som forbrugerne vil have: adgang til film hurtigt, når forbrugerne vil det og har tid til det.