Læsetid: 2 min.

Carlsen tryner verdenseliten

Den 18-årige nordmand var suveræn i Kina
Kultur
12. oktober 2009

Der blev skrevet skakhistorie i sidste uge i Nanjing. Ikke alene fordi Magnus Carlsen med en knusende turneringssejr blev den femte spiller i verden nogensinde, der passerede drømmegrænsen på 2.800 i rating, men Carlsens førsteplads var, fortæller statistikkerne os, tillige den mest suveræne i moderne tid. Hans ratingpræstation var på vilde 3.002, mens Karpov med sin legendariske sejr i Linares 1994 »kun« blev noteret for 2.975.

Carlsen vandt alle sine fem hvide partier, og som sort vandt han ét og remiserede i de øvrige fire, bl.a. mod den frygtindgydende verdensetter Topalov. Man spillede 'dobbeltrundigt', og Carlsen blev dermed den eneste ubesejrede i slutstillingen: 1. Carlsen, Norge, 8 points. 2. Topalov, Bulgarien, 5,5 p. 3. Wang Yue, Kina, 4,5 p. 4.-6. Radjabov, Aserbajdsjan, Jakovenko, Rusland, og Lekó, Ungarn, alle 4 p.

Ikke mindst i åbningsspillet var det tydeligt, at Carlsen har været på skolebænken hos Kasparov - de to 'scype-de' for øvrigt flittigt med hinanden under hele turneringen (men naturligvis ikke under runderne!). I første runde spillede nordmanden således skotsk mod Lekó og fik hurtigt trængt den ungarske jernmand i defensiven. Og vi så adskillige ideer i grünfeld- indisk, der må være udviklet i samarbejde med Kasparov.

Den hvide lavine

Carlsen havde vundet turneringen, inden han i 10. og sidste runde skulle have hvid mod Jakovenko. De fleste spillere ville i den situation have været indstillet på en hurtig remis, men Carlsen ville vinde - både for at gøre rent bord med hvid og for at passere 2.800-grænsen:

1.d4 d5 2.c4 e6 3.Sc3 Le7 4.cxd5 exd5 5.Lf4 c6 6.Dc2 Ld6 7.Lxd6 Dxd6 8.e3 Se7 9.Ld3 b6 10.Sf3 La6 11.0-0 Lxd3 12.Dxd3 Sd7 13.e4 0-0 14.e5 De6 15.Tae1 Tfe8 16.Sh4 Sg6 17.Sxg6 Dxg6 18.Dd2 Sf8 19.f4 Df5 20.Sd1 f6 21.Se3 Dd7 22.Dd3 fxe5 23.dxe5!

Det dynamiske svar. De hvide bønder på kongefløjen er stærkere (mere mobile) end sorts centralbønder:

23. - Se6 24.f5 Sc5 25.Dd4 Se4 ...

Se diagrammet

Og så brager Carlsen igennem med:

26.Sxd5! Dxd5 ...

På 26. - Sc5 ville Carlsen formentlig have spillet 27.f6 med giftigt angreb. Nu vinder han en fuldfed bonde:

27.Dxe4 Tad8 28.e6 Dxe4 29.Txe4 Td6 30.g4! - den hvide lavine ruller, sort er hjælpeløs - Kf8 31.g5 Ke7 32.Kg2 Td5 33.Kg3 Kd6 34.h4 c5 35.f6 gxf6 36.gxf6 Td3+ ...

Et par trøsteskakker, inden det er slut:

37.Kh2 Td2+ 38.Kh1 1-0.

Topalov ligger endnu foran Carlsen på 'den virtuelle liste' (1. Topalov 2809 2. Carlsen 2801 3. Aronian 2792 4. Anand 2788 5. Kramnik 2772) - men hvor længe?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her