Klumme
Læsetid: 4 min.

Champagnesild og tandkirurgi

I hvilken klummeskriveren oplever forfaldet og virkeligheden rykke endnu et nøk tættere på
Kultur
24. oktober 2009

Hvad satan, tænkte jeg, ligger den der endnu? Den lå cirka der engang, det kunne jeg godt huske, men jeg må have haft en eller anden forestilling om, at tidevandet lige så stille har skyllet den væk i løbet af de seneste par år. Café Victor i København, det er den, vi taler om. En eller to gange, allerhøjst tre, har jeg været derinde i dens velmagtsdage, men det var nu ikke et sted for mig. Hverken 21-årige millionærer, pluskæbede pengegrise i stilige habitter eller poserende digtere - af 80'ernes slags, malmfulde karlfolk og digterdronninger, der småfnisende, og også en smule magisterukropsligt, besang glæden ved oralsex - er lige min smag. For resten kan jeg heller ikke lide damer i den genre, der kaldes 'hurtige'. Champagnesild, nej tak. Man kan ikke smage champagnen for silden, og hvad værre er: Man kan ikke smage silden for champagnen. Jeg vil meget hellere have et stykke rugbrød til og også gerne en løgring, der hviner i øjnene, ovenpå. Gad vide hvor sådan en metafor vil føre én hen? Måske skulle du bare holde din kæft, Nielsen.

Næppe en digter

Jeg syntes Café Victor så større ud end før i tiden. Stor og næsten tom. En kæmpefacade, lige til at indføje i et bogværk om Kjøbenhavn ved Aarhundredskiftet - det forrige, altså. Der sad en enkelt ryger udenfor, i ram oktoberkulde og med værkende hoved, så vidt jeg kunne se. Han nippede til en kop kaffe. 21 var han afgjort ikke, men måske havde han været det engang - kun måske, for han så ud som om han var kommet til verden i nøjagtig den skikkelse, han havde nu. Ikke Absint-, men Kaffedrikkeren i nusset, hvid habit og med tomme øjne, der uden lyst eller længsler skuer ud i no future. En forhenværende milliardær, måske, det kan man virkelig ikke vide. Næppe digter, for jeg kender de fleste digtere af udseende - ikke at det er noget at prale med, men det gør jeg - og jeg havde aldrig set ham før.

Før eller siden bliver man indhentet af virkeligheden og forfaldet. Det gælder ikke kun Café Victor og den ensomme ryger udenfor, det gælder også Dem, Nielsen, sagde jeg til mig selv. Jeg var i København i et absolut ikke muntert ærinde. Jeg havde en aftale med en tandkirurg, en specialtandlæge, et menneske som man på forhånd kun kan tro det værste om. Hans klinik lå nogle etager længere oppe i samme ejendom som Café Victor. Jeg tog trappen op, for jeg tænker gerne på mig selv som en rask og rørig yngre mand fra provinsen. Tandlægen, en mand på min alder, viste sig selvfølgelig at være et særdeles sympatisk menneske. Personalet var også sympatisk. Men på ét punkt var det nu alligevel en mærkelig tandlæge: han kunne helt tydeligt ikke lide at påføre sine patienter lidelse. Jeg havde munden fuld af hans instrumenter, ellers ville jeg have trøstet ham. Herregud, menneske, du har jo behørigt bedøvet mig, jeg mærker virkelig kun et let ubehag, snup du nu bare den visdomstand, dens tid er alligevel for længst forbi, og nej, jeg kan ikke lide at blive skåret i tandkødet, i den anden side af munden, men så længe bedøvelsen virker, skal du bare gå til den. Jo, jeg kan godt se det er blod, der løber i slangen over mit hoved, men jeg er ikke sart, jeg ved godt, at det bløder, når man skær, men din tiltalende assistent har styr på det, bekymr dig ikke, tandlæge. Det skal gøre ondt, før det kan blive godt. Det vil du kunne få bekræftet overalt, hvor du kunne finde på at spørge i byen - måske med undtagelse af dem nede på Café Victor, de er sikkert stadig så forstenede, at de ikke fatter en brik. Jeg har lige læst en dansk roman om dem dernede, Jan Sonnergaards nye bog, den skulle du læse, tandlæge, den er langt bedre end man skulle tro, hvis man kun har læst anmeldelserne. Men jeg har nu for resten forfatteren mistænkt for at have haft en affære med mindst én champagnesild. Unge mennesker ved slet ikke hvad rugbrød er, er du ikke enig med mig i det, tandlæge? Rugbrød og kartofler, adr, siger de, de vil have pasta og champagne, noget de kalder rocker-fuckere(?), bearnaisesovs, pizzaer med skaldyrsrester - og således går verden under. Hvad siger du, tandlæge? Bedøvelsen? Joe, den virker da stadig, så vidt jeg kan mærke. Endda fortrinligt.

Vent lidt med kaffen

Det var nu ellers hurtigt overstået, fra jeg kom til jeg gik knap nok en hel klokketime. Jeg vaklede, men muntert, ned ad trappen. Nede på gaden blev jeg dæmpet lidt ned. Jeg havde følelsen af at have et gigaenormt underansigt, der til gengæld var helt følelsesløst. Skulle man snuppe sig en kop kaffe, udtalt på sønderjysk og på overklassensk: kæffe, på Café Victor? Næe nej, det må De hellere undlade, i den tilstand, De befinder Dem i, vil det aldrig lykkes for dem at finde Deres mund. Den befinder sig et sted mellem Strøget og Hovedvagtsgade, inde mellem de kraftigt forstørrede kinder, der fylder det meste af Ny Østergade. Desuden kan københavnere ikke lave kaffe. Selv på dyre restauranter hælder de for lidt bønner i. Det kan man for resten også læse om hos Sonnergaard. Den mand ved åbenbart alt.

Det er vel ikke pænt at sige det, men ellers klær tiden efter den store finansboble nu både København og københavnerne. Man ser sig nysgerrigt om hushjørnerne. Skulle der ligge en Mirakelpriser et sted? Måske en lille kaffebar med plasticstole og en kæmpe ostemad som hovedmenu. Er der Jolly Cola at få? Dahls Varehus er åbnet igen, forstår man?

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her