Læsetid: 4 min.

Den dag, DDR blev væltet af en kirkebøn

I dag er det 20 år siden, 70.000 mennesker gik på gaden i Leipzig i demonstration mod DDR-styret. Det begyndte år forinden med mandagsbøn i Nikolaikirche. Information har mødt præsten bag
I dag er det 20 år siden, 70.000 mennesker gik på gaden i Leipzig i demonstration mod DDR-styret. Det begyndte år forinden med mandagsbøn i Nikolaikirche. Information har mødt præsten bag
10. oktober 2009

LEIPZIG – Den smukke plads uden for Nikolaikirche er brostensbelagt. Men flere steder er en sten taget op og erstattet med en lille gennemsigtig plade.
Om aftenen lyser pladerne i forskellige farver, der skal minde om den mangfoldighed af mennesker, der år efter år op gennem 1980’erne samledes i kirken til mandagsbøn i håbet om, at DDR en dag kunne blive et frit land for frit tænkende mennesker.

Manden bag mandagsbønnen hedder Christian Führer. Han er født i 1943 og var fra 1980-2008 kirkens præst.
Information møder ham i den smukt restaurerede Alte Nikolaischule. Hans grå hår stritter, og han er som altid iført den slidte cowboyvest og rullekravesweateren, der er blevet hans varemærke.

I foråret udkom hans erindringer Und wir sind dabei gewesen (Og vi var med, red.). Det kan man roligt kalde en beskeden underdrivelse, for Führer var et af de mennesker, der havde en ikke ringe indflydelse på, at Muren faldt. Führers erindringer fortæller om en mand, der allerede i november 1981 samlede en flok unge til andagt i Nikolaikirke.

De farlige elementer

»Det begyndte småt. Vi ville protestere mod de europæiske mellemdistance­raketter. Der kom 130 unge, og de havde farverigt tøj på og grønt hår. De var af den slags, regimet var bange for og kaldte »elementer«. Jeg fik hamret et stort trækors sammen og lagde det på gulvet. Det står endnu ved alteret. De unge skulle se, at et kors ikke blot er et smykke, men et frygteligt tortur­instrument, som man engang brugte imod regimekritikere. De fik et lys hver og kunne tale og mærkede, at her var et fristed. Fra nu af var kirkerummet åbent for tabutemaer,« siger han.

Leipzigs indbyggere ved, hvad denne mand har betydet. De modigste af dem kom til fredsbøn mandag efter mandag fra den første gang for alvor den 20. september 1982 til den 9. oktober 1989.Den dag mødte 2.000 op til fredsbøn i kirken. 10.000 måtte stå udenfor.
»Bagefter fik folk lys i hænderne og gik igennem gaderne. NVA (den nationale folkehær, red.) sagde efterfølgende:
»Vi havde planlagt alt, vi var forberedt på alt. Men ikke på lys og bøn,« siger Führer.

»Fra 1986 fik vi også involveret mange af de mennesker, der havde søgt om tilladelse til at forlade DDR. Stasi holdt dem under skarp observation, men de havde én fordel: De var hundredtusinder. Vi inviterede dem til fredsbønnen, og det øgede vores antal,« fortæller Christian Führer.
Den 4. september 1989 fandt den første fredsbøn efter to måneders sommer­pause sted. 1.500 mennesker mødte op i kirken, og uden for havde en hob vestjournalister med tv-kameraer taget opstilling. På en transparent stod »For et åbent land med frie mennesker«. Den fik de overalt tilstedeværende Stasi-folk hurtigt gjort kål på, men billederne af den blev sendt ud af det vestlige tv – som man også flittigt så i DDR.

I Nikolaikirche lærte Leipzigs borgere at stille sig op og tale om det, der bevægede dem, skønt de vidste, at der altid var så og så mange Stasi-folk til stede.

Massivt politiopbud

»Efter mandagsbønnen snuppede politiet uden for kirken bare uden videre folk og kørte af sted med dem. Men så fandt nogle unge på, at man skulle råbe sit navn højt, hvis man blev taget. Kirken offentliggjorde så en liste over de tilfangetagne, og det gjorde, at de folk ret hurtigt blev løsladt i stedet for at forsvinde i fængslerne,« siger Führer. Han har siden ved at læse i sine akter fundet ud af, at Stasi fra 1973 havde sat 28 folk på ham. Målet var at nedbryde hans personlighed.

Den 7. oktober 1989 var det DDRs 40-års fødselsdag. Ved den lejlighed forsøgte politiet at afskrække folk mod demonstrationen den følgende mandag den 9. Det havde ingen effekt.
»De 10.000, der måtte stå uden for den 9. oktober, råbte til politiet: ’Slut jer til!’. Vi
inde i kirken kunne ikke høre, hvad de råbte, så vi troede, at de allerede under bønnen var begyndt at anholde folk. Om aftenen var der 70.000 demonstranter på gaden i Leipzig. Da var DDR ikke mere det, det havde været om morgenen,« siger Führer og fortsætter:

Alt blev opfyldt

»Richard von Weizsäcker (daværende forbundspræsident, red.) har siden sagt til mig, at det var ’et rystende hændelsesforløb’. At disse mennesker, hvoraf de ældste var vokset op først med racehad og krigsforberedelse og siden med realsocialisme, hvor kun økonomi, penge, magt og medier talte, hvor
Jesus aldrig havde fandtes, at disse mennesker gik på gaden og personificerede parolen ’Ingen vold’. Det største ved denne aften var, at menneskene gennem års fredsbøn havde forberedt sig og overvandt angsten og dødstruslerne,« siger Führer.
Den 4. november 1989 holdt berlinerne så deres

’9. oktober’ med den store demonstration på Alexanderplatz, hvori over en million mennesker deltog.
»Berlinerne vil aldrig tilgive os for, at den 9. oktober fandt sted i Leipzig og ikke
i Berlin,« smiler han.

– Er du tilfreds med det Tyskland, du lever i dag?
»Man kan aldrig være helt tilfreds, men vi lever i dag i et land, som 99 procent af resten af verden misunder os. Alle vores krav fra dengang er blevet opfyldt. Vi har opnået valg-, presse-, demonstrations- og rejsefrihed. Men jeg må sige, at verdens aggressive kapitalisme ikke passer til demokratiets form. Vi har brug for en social-etisk nyformulering. Vi må udvikle en socialstat, der bliver bestemt af politik og ikke af penge. Der må skabes en økonomi, der bygger på mennesker og ikke på penge, profit og grådighed,« siger han.
hen@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • Østbørnene bliver stadig hentet som de sidste

    6. november 2009
    I DDR var kvinden en arbejdskraft, i Vesttyskland var hun primært mor, og da Muren faldt for 20 år siden, måtte erhvervskvinderne integrere sig i en stat af husmødre. Det gjorde de bare ikke helt
  • Hvert tiende minut tager en østtysker flugten

    23. oktober 2009
    Når Corinna Werner tager til Vestberlin fra sin forstad i Østberlin, har hun det mærkeligt. Som om folk kigger på hende, som om de kan se, hvor hun kommer fra. Her 20 år efter Murens fald er Tyskland stadig et delt land, både politisk, økonomisk og mentalt. Og østtyskerne er stadig bare anderledes
  • DDR's nederlag var også Krenz' nederlag

    12. oktober 2009
    Egon Krenz har aldrig affundet sig med livet i den tyske Forbunds-republik, og han begræder stadig DDR's undergang. Information har mødt en tidligere østeuropæisk diktator
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu