DDR's nederlag var også Krenz' nederlag

BERLIN - I 2004 stod jeg en septemberdag foran elevatoren i mit hjem i Berlin. Over for mig stod David, en mand i begyndelsen af 40'erne fra fjerde sal. Han så meget alvorlig ud. »Må jeg have lov at kondolere. Egon Olsen er jo død«. En anelse forvirret gik det op for mig, at han mente skuespilleren Ove Sprogøe, der spillede Egon i Olsen Banden. Nyheden havde knap nået mig i min frivillige udlændighed, men den havde altså ramt en mand, der levede sin barndom i DDRs Østberlin. Her var Olsen Banden helte, og det forlyder, at Ove Sprogøe ikke kunne gå i fred på gaden i DDR, så berømt var han.

Manden, der overtog styringen af DDR efter Erich Honecker i oktober 1989, hed også Egon. Egon Krenz. Man siger, at i hans regeringsperiode, hvor alting og ikke mindst landets økonomi var af lave, gik folk på gaden med transparenter, hvorpå der med en venlig hilsen til deres idol fra det hvide lærred stod: »Egon, har du en plan?«

Men Egon havde ingen plan, og hvis han havde, var den lige så lidt succesfuld som Egon Olsens. Krenz nåede kun at lede landet i få uger, så faldt Muren.

Humanistiske soldater

I 2009 sidder jeg en efterårsdag i Berlin sammen med et par håndfulde internationale journalister over for denne Egon. Meget velklædt i lys habit med upåklagelig lyseblå skjorte og matchende slips, men stadig godt rødmosset og med sit umiskendelige tandsæt i behold. Man ser straks en af plakaterne fra den gigantiske demonstration den 4. november 1989 på Alexanderplatz for sig: Tegning af Krenz som ulven i bedstemors seng med teksten »Hvorfor har du så store tænder, bedstemor?«

Egon Krenz tager selv ordet. Han siger, at en last blev taget fra tyskerne den 9. november 1989. Nu behøvede de ikke længere at føre krig mod hinanden. Samtidig vil han gerne understrege, at han ikke anser den 9. november for den vigtigste dato i nyere tysk historie. De ulykkeligste og vigtigste dage var, da Tyskland to gange blev ført i krig. »Uden Hitler, ingen deling af Tyskland og ingen Mur,« siger Krenz.

Man tænker lidt over, hvem han mon mener førte tyskerne i krig, hvis ikke de selv. Men vi er hurtigt fremme ved for 20 år siden, hvor Krenz selv stod i centrum af begivenhederne.

»Den 1. november var jeg til en samtale hos Gorbatjov i Moskva. Hans politik gik ud på at afslutte Den Kolde Krig. Og jeg sagde til ham: »Mikhail Sergejevitj, hvad bliver der så af DDR, der er et barn af Sovjetunionen?« Og han svarede mig: »Den tyske enhed står ikke på min dagsorden.« Ingen kunne på det tidspunkt forudsige, at Warszawa-pagten ville blive opløst. Derefter hørte jeg så rygter om, at der skulle være en bekendtgørelse den 4. november på Alexanderplatz, hvor man ville marchere mod Brandenburger Tor og vælte Muren,« siger Krenz.

Hvad han kalder en »bekendtgørelse«, var den største ikke-statsarrangerede demonstration i DDR, hvor ca. en million mennesker deltog.

Timerne, efter at Günter Schabowski, SEDs Østberlin-leder, 9. november 1989 på en international pressekonference var kommet til at meddele, at grænsen mellem DDR og BRD ville blive åbnet »omgående,« betegner Krenz »som det farligste tidspunkt denne aften«.

»Soldaterne havde ingen befaling til at åbne grænserne. Vi kunne gøre to ting: Lade tingene gå, som de bedst kunne, eller sætte hæren ind og beskytte grænsen. I dag er jeg taknemmelig for, at vi gjorde det første, og vi kan takke grænsesoldaterne for, at ikke en dråbe blod blev udgydt denne aften. Det er en skandale, at disse mennesker i dag lever udgrænset i det tyske samfund. At soldaterne opførte sig, som de gjorde ved grænseovergangene, var et resultat af deres humanistiske opdragelse i DDR,« siger Egon Krenz og høster høj latter fra salen.

Han mener, at en formulering som 'Murens fald' er en ideologisk betragtning, der er opstået set i bakspejlet. »Da Helmut Kohl ringede til mig 11. november, takkede han mig for grænseåbningen og ikke for Murens fald,« siger Krenz og takker endnu engang for, at ikke en dråbe blod flød hin skæbnesvangre aften. Med andre ord takker han sig selv for, at han ikke befalede soldaterne at skyde løs på deres og hans egne landsmænd.

»Og jeg sagde engang i oktober og også officielt, at politiske problemer ville blive løst politisk og uden vold,« siger Krenz. Han taler med et volumen, som var han endnu formand for regering og parti og skulle råbe både centralkomité og politbureau op på én og samme tid.

»Jeg håbede til det sidste, at DDR ville bestå og forny socialismen. DDRs nederlag var også mit personlige nederlag. Mange mennesker levede gerne i DDR. Det blev ikke regeret i 40 år imod folkets vilje. Men jeg indså for sent, at landet gik mod afgrunden,« siger Krenz. Han mener, at den indre grund til DDRs undergang var, at det aldrig lykkedes ledelsen at fremstille landets resultater, så folket kunne se, at de var til deres fordel. »Og der er meget, de tidligere DDR-borgere savner i dag. Uddannelse og arbejde. I dag kalder man det 'ostalgi', men det er forkert, for det antyder, at folk kun går ud fra deres følelser og ikke bruger hovedet,« siger Krenz. Han spørger ikke sig selv, om den cirka kvarte million mennesker, der af politiske årsager nåede at opleve DDRs fængsler indefra, mon savner Stasi, censuren og den manglende bevægelsesfrihed.

'Svært at fortryde'

Egon Krenz har ikke meget at sige om den aktuelle politiske situation i Tyskland.

»I 1990 blev jeg ekskluderet af partiet (der nu hed SED-PDS, red.). I dag er jeg glad for, at Venstrepartiet findes, og jeg understøtter dette parti, hvor jeg kan. Deres program er også mit program. Jeg synes ikke, at folk, der arbejdede for og med partiet i DDR, får de pensioner, de fortjener,« siger Krenz, der også understreger, at hverken han, Gregor Gysi eller Oskar Lafontaine går over på den anden side af gaden, hvis deres veje krydses i dag.

I 1993 anklagede Berlins statsadvokat Krenz for »drab og medansvar for DDRs grænseregime«, og i 1997 modtog han den endelige dom på seks-ethalvt års fængsel for fire drab. Han sad fire år og siger selv: »Tysklands militære og juridiske ledelse må leve med denne dom. Jeg er sikker på, at historien vil korrigere den«.

Krenz vil ikke sige, at han i dag fortryder, at der blev skudt ved Muren. »Det er svært at fortryde historiske begivenheder. Muren faldt jo ikke ned fra himlen. Den blev til efter en aftale mellem Kennedy og Krusjtjov for at forhindre en anden Berlin-krise. Da Muren blev bygget, var jeg kun student, og Kennedy sagde selv om den: Det er ingen god løsning, men bedre end en krig,« siger Krenz, der ikke tager det så nøje med de historiske kendsgerninger.

Livet i den samlede Forbundsrepublik har han ikke mange lovord til overs for:

»Jeg kan da godt se, at her er nye boliger og nye veje, men jeg spørger altid mig selv, hvad er prisen? Frihed er for mig altid forbundet med spørgsmålet, om man også har midlerne til denne frihed. For mig er frihed uden arbejde ingen frihed,« siger han, men undlader helt at nævne sit eget stærkt privilegerede liv i DDR, hvor han levede i SED-kolonien i Wandlitz sammen med Honecker, Mielke og andre partispidser. Her var der både tennisbaner, swimmingpool og butikker med vestvarer, som den almindelige DDR-borger ikke engang havde fantasi til at forestille sig.

Sit liv i Forbundsrepublikken er Krenz ikke synderligt begejstret for. »Det kan jo umuligt gå mig godt mentalt her. Mit ideologiske grundlag gik under. Jeg har en vidunderlig kone og børn og børnebørn, og det går mig godt fysisk, men de politiske forhold kan jeg ikke være glad for,« siger Egon Krenz, der i dag bor i en lille by ved Østersøen i delstaten Mecklenburg-Vorpommern.