Dilemmaet Ifigenia

De fleste, som har gået på højskole eller i gymnasiet, kender Euripides tragedie Ifigenia. Handlingen er eviggyldig og er med hjemsendelse af de irakiske flygtninge aktuel. Gudinden Artemis kræver, at feltherren Agamemnon skal ofre sin smukke datter Ifegina til guderne, så Agamemnon kan få vind i sejlene og dermed bringe ham hurtigt til Troja.

Agamemnon er hermed bragt i et dilemma. Skal han tage hensyn til almenvellets interesser eller til sine private interesser. Han indtager både en offentlig stilling som feltherre for hæren og staten, og som privat person som far til Ifigenia. Ofrer han datteren, svigter han familien, og nægter han at gennemføre drabet på datteren, svigter han staten. Agamemnon vælger staten frem for datteren.

Under Anden Verdenskrig, hvor værnemagten involveres i Holocaust, vælger de tyske officerer og menige soldater statens interesser. De har aflagt ed til Hitler og den tyske stat. Denne ed kan og vil de ikke bryde, uagtet at millioner af jøder, sigøjnere og slaver myrdes med en brutalitet som ikke tidligere er set i civilisationens historie.

20. juli-attentatmændene mod Hitler i 1944 stod i deres egen forståelsesramme i samme situation som Agamemnon. Skulle man følge regeletikken, som var sat af staten, eller skulle man følge sindelagsetikken - den indre samvittighed?

Den 20. juli 1944

Den kendte tyske studievært Wibke Bruhns, som også har været reporter for ugemagasinet Stern i Israel og USA har i mesterværket: Meines Vaters Land (Berlin 2004) skrevet om sin fars deltagelse i 20. juli-attentatet. Hun bebrejder sin far, efterretningsofficeren Hans Georg Klamroth, at hans personlige argumenter for at deltage i 20. juli-kuppet ikke var betinget af nazismens anti-humanisme. Kuppet var derimod for Klamroths vedkommende primært betinget og begrundet i Tysklands udsigt til at tabe krigen.

Krigen skulle stoppes, for at Tyskland kunne opnå de bedst mulige fredsbetingelser. Han tænkte således ikke på nazisternes forbrydelser i Babi Jar, Auschwitch og Treblinka, men alene på Tyskland, da han besluttede sig for indgå i sammensværgelsen.

Regeletikken tager aldrig hensyn til rimeligheden af handlingerne, det vil sige sindelagsetikken. Hvis man handler efter statens forordninger, er man på lovens grund. Men hvad så, hvis denne stat handler forbryderisk som det var tilfældet i Tyskland 1933-45. Skal vi så også følge reglerne?

De jødiske flygtninge

I 30'erne sendte danske myndigheder såkaldt ulovlige jødiske flygtninge tilbage til Nazityskland. I andre europæiske lande fulgte man samme fremgangsmåde.

Årsagerne til, at man sendte de ulykkelige tilbage til et barbarisk Tyskland var ikke funderet i uvidenhed om, hvordan forholdene var i Tyskland, men i bureaukratiske regler. Ingen i den civiliserede verden kunne nemlig være i tvivl om, hvad Nürnberg-lovene fra 1935 indebar for jøderne.

Hvis man ser på demokratiernes historier op gennem det 19. og 20. århundrede er der utallige eksempler på, at staten har handlet imod normal anstændig etik.

Tænk blot på Tamil-sagen som vi i vores familie havde ufattelig tæt på, eftersom min kone som forstander for Slagelse Sprogskole havde tamilske elever, hvis kære blev myrdet, fordi staten og regeringen ulovligt hindrede familiesammenføringen.

Vi mistede derfor for en kort stund overblikket. Vi blev fyldt med indignation og vrede. Det udmøntede sig i, at vi i slut-80'erne skjulte en pakistansk flygtning i et par måneder privat, fordi han ikke kunne få opholdstilladelse. Vi mente, at vi gjorde det rigtige. Det gjorde vi ikke. Sagen var nemlig, at han overhovedet ikke havde grund til at være flygtning. Det var blot noget, vi og han bildte os ind. Vi var idealister og fyldt med mistillid til staten og regeringen. Vi var præget af en vildfaren idealitet.

... og de irakiske

Når jeg tænker tilbage på denne episode, kan jeg ikke undgå at reflektere på begivenhederne i Brorsons Kirke. Handler aktøren ideologisk? Jeg har f.eks. svært ved at forstå, at man meddeler, at man har ulovlige flygtninge i Brorsons Kirke. Hvis man mener noget med det, man gør, så holder man sin kæft.

Da jøderne gemte sig på loftet i Gilleleje Kirke, gik man jo heller ikke ud og sagde, at der var jøder på kirkeloftet. Det forekommer derfor som om, at de, som er delagtiggjort i aktionen for de irakiske flygtninge, ikke tænker på flygtningene, men alene på at skade regeringens omdømme.

Hvorom alting er: Jeg har respekt for, at man tør stille spørgsmål ved statens gøren og laden. Det er sundt. Det vil vi nemlig altid have brug for i en moderne verden, hvor vi altid kan indfanges af ondskabens bureaukratiske kræfter. Men spørgsmålet er, om aktørerne omkring Brorsons kirken handler oprigtigt.

Har de ikke en skjult dagsorden, hvor de bruger de udviste flygtninge som middel til at skade regeringens udlændingepolitik? Hvorfor kæfter de ellers sådan op.