Læsetid: 4 min.

Egnsteatre i overlevelseskamp

Tidligere egnsteaterkonsulenter ved kulturministeriet advarer mod de økonomiske rammer for egnsteatrene. Teaterledere betegner situationen som ren overlevelseskamp
Det var nærmest profetisk, da Gladsaxe NY teater med Dario Fo-forestillingen 'De betaler ikke, vi betaler ikke' sikrede sig endnu et års eksistens. Der er nemlig ikke stor vilje til at betale for egnsteatrene, der i mange tilfælde er truede på deres eksistens.

Det var nærmest profetisk, da Gladsaxe NY teater med Dario Fo-forestillingen 'De betaler ikke, vi betaler ikke' sikrede sig endnu et års eksistens. Der er nemlig ikke stor vilje til at betale for egnsteatrene, der i mange tilfælde er truede på deres eksistens.

Gladsaxe NY Teater

14. oktober 2009

Det er en ond spiral, der sættes i gang i Nybroegade, mener formanden for de små teatre (FAST) og teaterdirektør på Taastrup Teater Mogens Holm. »Kulturministeriet har på bare seks måneder ramt egnsteatrene på tre punkter med besparelser. Der er sendt et kraftigt signal om, at egnsteatre ikke er noget, man satser på,« siger han.

Mandag sagde Kasper Rostrup sit direktørjob på Gladssaxe NY Teater op i protest mod besparelserne. Det lyder enstemmigt fra miljøet, at situationen i Gladsaxe bare er den første konsekvens af besparelserne - andre vil følge.

Annette Eggert og Susanne Danig har begge mange års erfaring fra teaterarbejde og har været ansat som egnsteaterkonsulenter ved Kulturministeriet. Her skulle de fungere som bindeled mellem ministeriet og de teatre, som regeringen påstod, de ønskede de bedste forhold for.

Men deres erfaring er, at ministeriet i høj grad lod det være op til kommunerne at sikre egnsteatrenes overlevelse.

»Refusionsordningen har fremmet dansk teaterliv gennem 25 år, men de besparelser der allerede er gennemført, og de, der er planlagt, vil slagte det på få år,« siger Anette Eggert.

Netop ændringerne i refusionsordningen mellem kommune og stat, der er faldet fra 50 til 38 procent har store konsekvenser for teatrene.

»Hvis kommunerne sender den regning videre til teatrene, kommer vi til at se lukninger. Det er der ingen tvivl om. Egnsteatrene er tænkt som et fælles ansvar mellem kommune og stat, men staten skubber alt ansvar over på kommunerne, og det er de ikke i stand til at bære,« siger Susanne Danig.

»Det sætter egnsteatrene i en meget svær forhandlingssituation,« siger Anette Eggert, der som egnsteaterkonsulent ellers oplevede stor velvilje fra kommunernes side.

»Men kulturbudgetterne bliver jo ikke større, og skulle de fastholde en bevillingsstørrelse til et teater med en mindre refusion fra staten, vil det jo gå ud over andet på kommunebudgettet,« siger hun.

Ingen produktionspenge

På Teatret Møllen i Haderslev har man mærket konsekvenserne af besparelserne. De var ellers sikret en støtte på fem mio. kr. i fire år, men da refusionsordningen blev ændret, kaldte kommunen til genforhandling, og støtten faldt til 3,9 mio. 84 procent af Teatret Møllens budget går nu til faste udgifter. De sidste 16 til teaterproduktion.

»Reelt set bruger vi pengene på at drive en teatervirksomhed, vi ikke har råd til at producere teater i. Produktionerne bliver mindre og mindre,« siger Jakob Højgaard Jørgensen. Og han fortæller om kolleger i miljøet, der oplever det samme:

»Det er ren overlevelseskamp, og de der holder ud længst er de, der går mest på kompromis. Og jeg har fuld forståelse for, at Kasper Rostrup ikke længere ville på Gladsaxe NY Teater,« siger han.

Situationen er ifølge Jakob Højgaard Jørgensen akut, og teatrene har ikke tid til at vente på den revurdering af teaterloven, der sættes i gang om to år.

Kulturministeriet holder fast i, at støtten til området er større end tidligere, men det kan Jakob Højgaard Jørgensen ikke bruge til noget:

»Vi er også mange flere teatre, end vi har været tidligere, og vi mærker allesammen besparelserne helt konkret,« siger han.

Rammeordningen betyder, at Teatret Møllen bør glæde sig over en evt. lukning af Gladsaxe NY Teater: »Det betyder jo at der bliver flere penge til os. Det er jo helt absurd,« siger Jakob Højgaard Jørgensen.

Tilliden forsvinder

Formanden for de små teatre er bange for, at den afmatning, der er sat i gang på området, vil betyde at både kommuner, private sponsorer og i sidste ende publikum vil svigte egnsteatrene. »I Gladsaxe har kommunen forstået, at regeringen ikke ønsker at satse på egnsteatre, og de tør derfor ikke risikere at opretholde støtten til Gladsaxe NY Teater i den nuværende størrelse. De risikerer jo, at regeringen allerede ved den næste finanslov skærer yderligere i refusionsordningen,« siger Mogens Holm, der ønsker en garanti for, at det ikke vil ske.

»Staten binder sig jo ikke til noget. Det er kun kommunen, der i en aftale med det enkelte teater binder sig for en fire-årig periode. Det sætter både kommune og teater i en umulig position, at størrelsen på refusionen fra staten er så usikker.«

Mogens Holm påpeger endvidere, at bidragene fra private sponsorer bare falder på grund af finanskrisen.

»Det er jo klart, at den økonomiske situation går ud over kvaliteten, og så sidder Kurt Strand i Deadline og spørger, hvorfor man overhovedet skal støtte den slags teater, de producerer på Gladsaxe NY Teater, men der er jo en grund til at de producerer, hvad de gør. Når vi er økonomisk trængte, satser vi på det sikre. Gamle stykker og kendte skuespillere.«

Men han vægrer sig ved at snakke for meget om krisen. »Kommunerne er begyndt at reagere på de signaler kulturministeriet sender. Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at publikum også begynder at få den opfattelse, at egnsteater ikke er værd at beskæftige sig med,« siger Mogens Holm.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra kulturminister Carina Christensen, da hun er på efterårsferie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg elsker at gå i teatret, og statsstøtten gør det billigere for mig - skulle jeg betale det , en billet egentlig burde koste, så måtte jeg skære ned på mine teaterbesøg.

Jeg kan da godt se, at alle dem, der ikke går i teatret, gennem den skatte- og afgiftsfinansierede statsstøtte billiggør min teaterbillet.

Det er da uretfærdigt, men så længe der er "billige " teaterbilleter, så benytter jeg mig af det (- uden synderlig dårlig samvittighed).