Læsetid: 6 min.

Genren, der kom ind fra kulden

En planlagt nyindspilning af Le Carré-klassikeren 'Dame, konge, es, spion', tyder på, at biografgængerne stadig har appetit på spionagegenren - men hvori består i grunden den vedvarende appel ved skæg og blå briller?
En planlagt nyindspilning af Le Carré-klassikeren 'Dame, konge, es, spion', tyder på, at biografgængerne stadig har appetit på spionagegenren - men hvori består i grunden den vedvarende appel ved skæg og blå briller?
9. oktober 2009

Som markering af 100-års-dagen for den britiske efterretningstjeneste, MI5's 100-årsdag og 20-året for Den Kolde Krigs afslutning - er der i Cambridge netop afviklet en filmfestival kaldet The Spying Game. Her vistes bl.a. klassikere som Alfred Hitchcocks De 39 trin og nyklassikere som Martin Campbells GoldenEye, Paul Greengrass' The Bourne Supremacy.

Eksperter i britisk spionagehistorie anlægger dog et distanceret syn på film om emnet. James Bond-mytologien kan nok være fremragende underholdning, men virkelige spioner er mere tilbøjelige til at beklage sig over deres pensionsordninger end over en martini, der ikke serveres korrekt. At bedrive terrorbekæmpelse, påpeger de, er ikke legeværk for playboys - det er et uhyggeligt langsommeligt, omstændeligt og ofte ganske kedsommeligt stykke arbejde.

Uvidenhed

Filmproducenter, knurrer disse eksperter, synes heller ikke altid at kende forskel på MI5 og MI6. (Sidstnævnte er Storbritanniens eksterne efterretningstjeneste, mens førstnævnte er dets kontraspionage- og sikkerhedstjeneste, red.) »For det meste er de britiske spionfilm rene fantasiuniverser,« erklærer forfatter, Phillip Knightley, der har skrevet en rost biografi om dobbeltagenten Kim Philby. Knightley nævner dog, at der findes - tre - spionfilm, som er »troværdige«, kommer tæt på sandheden og har imponeret ham: Lynaktion Ipcress, Spionen der kom ind fra kulden og En Englænder i Moskva (alle var med i Cambridgefestivalens program). »Men det er så også det.«.

Knightleys liste er lærerig. Tænksomme karakterbaserede dramaer, der »forstår i kompleksiteten i den tækning, som er nødvendig i spionverdenen og personligheden hos de mennesker, som tiltrækkes af forræderiets mulighed«, appellerer langt mere til ham end actionbaserede thrillere.

Thomas Hennessey, medforfatter af Spooks: The Unofficial Story of MI5, henviser også til Lynaktion Ipcress som en spionfilm, der i det mindste har en aura af troværdighed over sig. »Den er afdæmpet. Fortælletempoet er roligt,« udtaler han anerkendende om den filmversion af en Len Deighton roman, som er lige så berømt for de scener, hvor agenten Harry Palmer (Michael Caine) laver omelet, som den er for sine actionsekvenser.

Et spørgsmål om klasse

De gyldne år for 'engelsk forræderi' - og for de første klassiske film og romaner om det - var 1930'erne. Det var dengang, unge Cambridge-typer som Kim Philby, Guy Burgess og Anthony Blunt blev kommunister og viede deres liv til at forråde nationen og dens værdier. Det, som har gjort disse karakterer så fascinerende for generationer af forfattere og filmskabere, er ikke mindst, at deres adfærd har givet mulighed for at skildre skjulte aspekter af britiske holdninger til klassebaggrund, seksualitet og politik. »Amerikanerne gjorde det (begik forræderi, red.) for pengene, og det er ikke nær så interessant,« pointerer Knightley .

Skillelinjen mellem at være patriot og forræder var ofte papirstynd. Man så ud, talte og opførte sig på samme måde. Og forræderne forblev 'britiske', selv efter at de havde forrådt deres land. Philby, for eksempel, læste den daglige udgave af The Times for at følge med i cricketresultaterne, da han levede i eksil i Moskva og arbejdede for KGB.

Hørte ikke til

Den afgørende repliklinje kom fra netop Philby, der sagde: »For at forråde, må du føle et tilhørsforhold. Det gjorde jeg aldrig - og hvis folk var tåbelige nok til at tro noget andet, var det deres problem.«

Faktisk kan man mene, at de bedste britiske spionfilm overhovedet ikke handler om spionage. De er dramaer, der undersøger idiosynkrasierne i det britiske establishment. Fortællingerne fra MI5 og MI6 tilbyder rige muligheder for filmproducenter, som interesserer sig for at analysere snobberi og dobbeltmoral.

Ofte er vi snarere i Ealing-komediens verden end i 007's. Tag blot Percy Sillitoe, som blev udnævnt til generaldirektør for MI5 ved Anden Verdenskrigs slutning. Han var en tidligere politimand, der møjsommeligt havde arbejdet sig op igennem rækkerne til at blive politimester. Spiontjenestens erfarne kræfter udviste imidlertid stærk uvilje imod at få en person af en så relativt beskeden baggrund som deres overordnede. »De plejede at tale latin i hans nærvær, fordi de vidste, han kunne ikke forstå det,« >fortæller Hennessey som eksempel på den smålige ondskab, MI5-toppen udviste mod Sillitoe.

Forræderiets natur

En karriere i spionage - eller i det mindste en karriere inden for MI5 - var førhen forbeholdt sønner fra det bedre borgerskab. »Man fik en søn, som blev præst, en som gik ind i de væbnede styrker, og så en, der blev spion,« siger Knightley. »Og det var det, som gjorde forræderne så fatale - at de forrådte selve den klasse, de var sat til at beskytte.«

De spioner, som forblev loyale, kom nok fra gode, hæderlige familier, men dermed ikke sagt, at de også selv opførte sig hæderfuldt. Selve branchens natur drev dem i modsat retning. Knightley fortæller om en ung universitetsstuderende kvinde, der blev søgt rekrutteret til sikkerhedstjenesten. »Hun klarede seks ugers træning og gav derefter op. Hun sagde, at i de seks uger, havde de forsøgt at lære hende alt det, hendes mor havde indprentet hende, et ordentligt menneske aldrig ville gøre.«

Ej heller var en karriere i spionage specielt indbringene. »Så langt fra,« udbryder Knightley. »Kun de, som var rige i forvejen, kom rige ud af disse erfaringer.« Hennessey påpeger, at de britiske efterretningstjenester ofte gik efter at rekruttere personer »det havde andre indtægtskilde at leve af, for lønnen var håbløs.« I tiden før efterretningstjenesterne fik nøje procedurer for personudvælgelse, blev rekrutteringen nogle gange foretaget efter, hvem der var hvem gift med hvem, eller på baggrund af, om kandidaterne havde gået på 'de rigtige skoler'.

Intellektuel appel

Forfattere som John le Carré (der selv nåede at få en fortid i spionbranchen) og Alan Bennett er eksperter i at udforske forræderiets psykologi. De bedste filmatiseringer af disse forfatteres værker formidler både spionagens intellektuelle appel og spændingen ved jobbet. Men de har ofte en tendens til at koncentrere sig om små og snævre anliggender. Det er film om mænd i værelser, som taler. Tænk på Alec Guinness som George Smiley i Dame, konge, es, spion og Til Døden jer skiller, og man tænker ikke straks på hverken biljagter eller skudvekslinger, men snarere på alle de scener, hvor Guinness ses tålmodigt pudse sine briller, imens han forsøger at få overblik over Karla-affæren. Guinness byggede for øvrigt sin præstation på det virkelige livs britiske efterretningsofficer Maurice Oldfield.

Genindspilsning

Smileys appel til spionagehistorikere afspejler sig også i flere andre forlæg fra det virkelig liv, der iblandt den højt intelligente og metodiske MI5-officer Guy Liddell og Dick White, der fungerede som chef for både MI5 og MI6.

For nylig kom det frem, at Working Title, det britiske produktionsselskab, der står bag succeser som Notting Hill og Bridget Jones' dagbog, vil lave en nyindspilning af Dame, konge, es, spion. Udset til instruktør er Tomas Alfredson (kendt fra Let the Right One In). Det bliver spændende at se, hvordan de vil håndtere det psykologisk intime og udramatiske materiale. En blockbusterproduktion er der ikke lagt op til, det vil ikke fungere. Den nye film vi blive nødt til at fange den lurvethed og patos, som kendetegner Smileys verden, men vil det være opskriften på en kassesucces? Og hvem skal spille Smiley? (Jim Broadbent og Simon Russell Beale er nævnt). Smiley er en enspænder, en outsider, som er ulykkelig i sit personlige liv - der er lang, lang vej fra Jason Bourne og James Bond.

Men hvad med nye spionfilm fra vor egen tid? Med Sovjetunionens sammenbrud har spionfilmens regler ændret sig radikalt. »Under Den Kolde Krig var fjenden stadig en forholdsvis anstændig fyr. I dag er det dominerende fjendebillede en nedrig og svigefuld islamist,« siger Knightley og antyder afstandtagen fra de racistiske undertoner, som kan spores i de flere nyere vestlige strejftog ind i denne genre.

Og dog forbliver fascinationen ved de britiske spionfilm den samme som altid. Glem alt om ideologi og politik. Publikum elsker historier om bluffog dobbelt-bluff og om skeletter, der vælter ud af skabet i hjertet af det britiskse establishment. De fængsles stadig af forestillingen om forrædere i deres midte. Og frem for alt holder de af en skræmmende god skrøne, hvilket er lige præcis den vare, som de bedste spionfilm forstår at levere.

film@informnation.dk

Oversat af Niels Ivar Larsen © The Independent og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

en væsentlig grund til at ovennævnte bemærkning nævnes er for lige at gøre nogle opmærksomme på: at de bør undlade at gøre noget overilet,
bla. fordi mange communister vil finde det dels personligt trist og communisters sag paradoksal, hvis den videre samtale måtte forsøges foretaget via "spiritister";