Baggrund
Læsetid: 5 min.

Gift mellem filosofiens stjerner

Fejde. Fører man klassekamp for de rigeste hvis man anklager skattestaten for at stjæle fra de stærke? To af Tysklands største filosoffer, Peter Sloterdijk og Axel Honneth, har kastet sig i ud i et spektakulært offentligt slagsmål
Kultur
3. oktober 2009

Det blev sagt, at den tyske valgkamp var kedelig. Der var hverken passion, politisk konflikt eller klare alternativer. Men nu har tyskerne fået en kamp mellem filosoffer, som både er passioneret, personlig og politisk. Og den er bestemt ikke kedelig.

Det startede i juni med et indlæg af filosoffen Peter Sloterdijk i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Her demonstrerede Sloterdijk sin særlige evne til at gøre en meget lang historie kort: Han genfortalte over få spalter hele kapitalismens historie. Det startede med et tyveri, og derefter blev tyven anerkendt som godsejer og samfundsstøtte. Det borgerlige samfund blev opbygget omkring disse tyverier: Den private ejendomsret beskyttede de marker, som landmænd har indhegnet og kaldt deres egne. Den første tyv var altså, ifølge Sloterdijk, den første borger i det moderne samfund. Derfor måtte venstrefløjen være modstander af 'det etablerede samfund'. Det blev nemlig regeret af tyveknægte. Og ikke nok med, at de rigestes røverier blev samfundets helligdom: Det blev også kaldt for retfærdighed. Det moderne samfund er altså et tyvevælde, et kleptokrati. Men historien slutter ikke dér for Sloterdijk: Den moderne velfærdsstat er også et kleptokrati. Men det er ikke længere de rige, der stjæler. I dag er staten den store tyv i åbenbaringen:

»Tænk sig, at store stater hvert eneste år opkræver halvdelen af det, som produceres, i skat. De produktive lag i befolkningen ser artigt til, mens staten indkasserer halvdelen af deres indtægter uden at de griber til den mest oplagte reaktion: Borgerkrig mod skattesystemet.«

Dem, der ikke laver noget, lever af dem, der laver noget. Det er, ifølge Sloterdijk, et produkt af en helt »enestående politisk dressur«, når de produktive uden modstand accepterer at blive plyndret. Filosoffen foreslår et helt nyt skattesystem, hvor de ledige ikke nasser på dem, der arbejder, og hvor de arbejdende ikke frarøves deres retmæssige ejendom. Sloterdijk anbefaler, at man kun skal betale det i skat, man selv har lyst til. Det skal være slut med skatterøveriet.

Kendis-tænker

Peter Sloterdijk er en provokatør: Han har ofte imponeret med dristige diagnoser og dramatiske pointer. Han er vært for et filosofisk program på tysk tv, han er hædret med adskillige priser, og hans store gennembrud Kritik af den kyniske Fornuft fra 1983 blev en filosofisk bestseller. Dengang roste filosoffen Jürgen Habermas bogen som »glansfuld forbindelse mellem filosofisk essayistik og samtidsdiagnose«. Men i 1999 brød en offentlige fejde mellem Habermas og Sloterdijk ud. For et eksklusivt forum af filosoffer holdt Sloterdijk en tale om humanismens begrænsninger. Hans tese var den relativt ukontroversielle, at den humanisme, som gør naturen til materiale for menneskelig beherskelse og placerer menneskets behov i centrum, ikke kan styre mennesket. Sloterdijk henviste til humanisme-kritiske tænkere, men han udfoldede ikke den store fanfare om det gode overmenneske. Alligevel blev talen udlagt som knæfald for det værste af det værste og anklaget for fascistoide tendenser. Vel at mærke inden talen var offentliggjort på skrift. Habermas reagerede med et svar, og Sloterdijk svarede Habermas med et brev, hvor han hævdede, at Frankfurterskolen og Den kritiske teori var død. Det hører med til historien, at den kritiske teori hører hjemme på Frankfurterskolen, hvor Habermas stadig dengang var en prominent professor.

Honneths udfald

Denne gang er det ikke Habermas, men hans berømte elev Axel Honneth, som reagerer på Sloterdijks teser. Honneth udlægger i ugeavisen Die Zeit Sloterdijk som symbol på en intellektuel kultur, hvor man foragter velfærdsstaten, fordi den gør masserne svage, og man foragter masserne, fordi de spiller svage for at opnå ydelser. Sloterdijks skriverier er ifølge Honneth forbundet med denne mentalitet, som opstod efter Murens Fald:

»I dette miljø«, skriver Honneth: »på avisernes redaktioner, i kasinoerne, i bankerne, på tegnestuerne og i reklamebureauerne var der enighed om, at velfærdskulturen og den socialdemokratiske tidsalder var ved vejs ende; masserne var blevet for afhængige af statens omsorg til, at de stærke tanker og vitale livsformer kunne opstå«. Det var i samme miljø, at man ifølge Honneth dyrkede foragten for de gamle ungdomsoprørere. Man hævdede, at det skulle være slut med den sociale jammer, og det gjaldt i stedet om, at »have mod« til åndelig storhed. Sloterdijk leverede forførende og hurtige konklusioner til netop denne kultur. Hans essays var i følge Honneth lette forklaringer på vanskelige problemer. Hvis man vil gøre sig klog uden at tænke sig om, kan man altid citere Sloterdijk for, at hele vores kultur er styret af vreden. Sloterdijk har på denne måde gennem årtier underholdt offentligheden med hurtige omkvæd og finurlige gemmelege. Men Honneth hævder, at Sloterdijk endelig med sit angreb på skattestaten er trådt i karakter. Nu afslører han sit sande ansigt. Honneth havde nok anet tendensen i Sloterdijks forfatterskab, men indrømmer, at det kom bag på ham, at det i sidste instans var så tarveligt. Her kommer Sloterdijk anstigende som en parodi på en fritænker, der vil omstyrte det bestående. Og så handler det ikke om andet end, at det er synd for de rige, at de skal betale skat til de fattiges ydelser. Det kalder Honneth for »klassekamp oppefra«. Man skal vælte velfærdsstaten, fordi den gør det svært for de stærke at være stærke.

Det burde man ifølge Honneth egentlig bare grine af. Men det åbenlyst latterlige bliver deprimerende, når man påtænker, at Sloterdijk bliver taget alvorligt: Ordene kommer »fra én, der elskes i medierne, beundres i den politiske offentlighed og hædres i akademierne«. Honneth udråber fænomenet Sloterdijk til symptom på et demokratisk forfald.

Socialdemokrat alligevel

På opfordring fra Die Zeit skrev Sloterdijk i denne uge et svar på, hvorfor han ikke vil skrive et svar til Honneth. En debat forudsætter nemlig viden, og Honneth har, ifølge Sloterdijk, tydeligvis ikke læst hans bøger. Han skulle læse 6-8.000 sider af Sloterdijks produktion, hvis debatten skulle være meningsfuld.

Sloterdijk forsikrer i brevet, at ordet »kleptokrati« kun var ment som en provokation. Det gjaldt om at vække masserne fra deres dogmatiske slummer med en spidsformulering. Han kalder sig selv en uforbederlig forsvarer af »en socialdemokratisk logik«, og netop som sådan kan han ikke lade være med at spørge til det, som ingen andre spørger til: Findes der ikke et alternativ til tvangsbeskatning? Kunne man ikke finde andre måder at finansiere det offentlige forbrug på? Sloterdijk mener, at Honneth er for sur, fordomsfuld og humørforladt til at tage den debat:

»Hvad kan man lære af hele denne affære?« hedder det til sidst i brevet fra Sloterdijk.

»Intet, efter min opfattelse, intet andet end det, vi har vidst hele tiden. Jeg har efterhånden en stor samling eksempler på, at mine kolleger ikke skammer sig over at udstille deres egen frustration og stilstand. Nu har vores ulykkelige professor fra Frankfurt givet os endnu et eksempel: Lærer vi noget af det? Måske ikke andet end at der ikke gives nogen lovlige grænser for hvor meget gift der kan samles i en ulykkelig filosofiprofessor.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tjah …kommunisterne har jo ret: Samfundet kan kun endegyldigt humaniseres gennem proletariatets diktatur…
Sloterdijk fremstår som en katolsk munk, der kræver samfundets humanisme tilbagevekslet til fattighjælp … kirkens eneste verdslige berettigelse…

Fører man klassekamp for de rigeste hvis man anklager skattestaten for at stjæle fra de stærke?

Nej, men man har ikke fattet en brik af, hvad en skattestat er for en størrelse.

...men det har Sloterdijk.

"De stærke" er dem, der ikke behøver at arbejde for at leve, men kan nøjes med at klippe kuponer. Og for dem, er skat ikke noget problem, tvært imod, hvilket Glistrup demonstrerede på fornemmeste vis og som Enhedslisten i dag forgæves forsøger at bringe til offentlighedens opmærksomhed med deres kampagner om store virksomheders fraværende skatteindbetalinger.

...det kræver naturligvis at proletariatet redefinerer sig selv, men Europa mangler de øvrige økonomiske områders slumbyer (USA, Sydamerika, Asien …) med en billig og villig arbejdsløshedsreserve…
Det er muligt en kommende økonomisk krise vil rette om på dette ’misforhold’…

Man skulle gøre sig selv den tjeneste at ofre en enkelt aften af sit liv på at tage sig et kig på rigets finanslov. Nedenstående linkhenviser til Danmarks vigtigste hjemmeside:

http://www.oes-cs.dk/olapdatabase/finanslov/index.cgi

Bemærk i forbifarten stilen, dansk design når det er bedst. Der er iagttaget absolut strengeste minimalisme og funktionalisme, internettets svar på en Arne Jacobsen-stol. Siden taler, ligesom finansministeriets hovedside, magtsprog.

Finansloven er jo en vidtløftig sag som jeg ikke vil kloge mig på, men i princippiet er det bare en kontoplan. Der er en udmærket introduktion, hvis man klikker på 'brugermanual.' ude til højre.

Klikker man sig frem til konto 381, bemærker man at mens staten får 262 millioner ind i personskatter, lykkes det kun at vride 56 millioner ud af erhvervslivet.

Det er liidt sværere at overskue hvor mange penge der går den modsatte vej - de fleste går til pensioner og den slags, men hvis man leger lidt med databasen, kan man finde mange sjove detaljer, som f.eks. af store virksomheder får refunderet deres CO2-afgift. (Ligesom de kun betaler en fjerdel for elektriciteten i forhold til almindelige dødelige, men det fremgår ikke af finansloven.)

Bill:
Det er rigtigt at der ikke er noget proletariat i Danmark, men det betgyder ikke at der ikke er klasser. Der er to klasser: lønslaver og kapitalister.

Det er i øvrigt illustrativt at sammenligne Finansministeriets hjemmeside med f.eks. Miljøministeriet, hvis man godt vil have et lille indblik i magtens psykologi. Miljøministeriet er et lille pisministerium, en slags statssponsoreret legestue, der ikke har andet formål end at give Troels Lund Poulsen (og ikke Honey Kedegård, som jeg skrev i et andet indlæg) en platform til at profilere sig på, gratis sekretærbistand og rejser og den slags, og Anders har givet ham lidt penge at shoppe venner for. Vi snakker absolut peanuts, og i den forstand er han den bedste minister vi har, for han er den billigste i drift. Ud over at fungere som sekretariat for TLP, er ministeriets hovedopgave at hjernevaske befolkningen, og hjemmesiden taler sit eget tydelige sprog om, hvordan 'folket' opfattes på slotsholmen.

Finansministet, derimod, er Danmarks mægtigste ministerium, magens absolutte epicenter. Her kommer magtmenneskerne, og stilen er anderledes respektfuld.

Økonomi- og erhvervsministeriet er heller ikke uden tiltrækning - golf og jagtselskaberne in mente.

Jeg dykker lidt i i finansloven ;-) ...tales

Klikker man sig frem til konto 381, bemærker man at mens staten får 262 millioner ind i personskatter, lykkes det kun at vride 56 millioner ud af erhvervslivet.

Der er selvfølgelig tale om milliarder, ikke millioner.

Økonoministeriet er samme type ministerium som Miljøministeriet, faktisk prototypen. Oprindeligt blev ddet oprettet som sekretariat for Mimi Jacobsen, fordi CD ikke havde partiapparatet til at give hende professionel sekretariatsstøtte. I dag er den slags personlige ministerier helt normale.

God fornøjelse.

@Erik Bramsen
Var det ikke økonomiminister Bent Bentsen, der forhandlede nordsøolien væk for de næste 40 år og overhørte finanstilsynets advarsler om Roskilde bank ?

PS
Du har nok ret med hensyn til ministeriets status men historien rækker længere tilbage en til Mimi's tid:
http://www.oem.dk/publikationer/50aar/kap03_03.htm

Det er rigtigt. Temmelig pinligt, for jeg har vist endda læst pamfletten og i sin tid skrevet flere opgaver om økonomiminsteret og DØS.

De går lidt op og ned med ministeriet, atl efter hvilket ressortområder ministeren får tilnamset sig i de forskellige regeringer, men i lange peroder var det faktisk een af de helt tunge ministerier, eet af de eneste der havde kompetence til at samordne politikområder på tværs af ministerigrænserne.

Jeg mente vist erhvervsministeriet, eller ministeriet for erhvervsøkonomisk samordning, eller hvad det nu hed dengang.

Jeg har mistanke om, at den stakkels Bendt Betjent var sendt i byen med en bunden dagsorden.