Læsetid: 3 min.

'Vi var gode kommunister'

Der var mindre kriminalitet, bedre skoler, gode lønninger og en pension, man kunne leve af. I den bulgarske by Plovdiv sidder ægteparret Vanja og Nicola Popov, og de medgiver gerne, at de beklager socialismens fald i deres land. Men det er alligevel ikke alt, vi taler om
Langt det meste var bedre i Bulgarien før Murens fald, hvis man spørger Vanja og Nicola Popov, der begge er pensionerede og bor i en lejlighed i en boligblok i byen Plovdiv. Systemskiftet har blandt andet betydet, at begge deres døtre mistede deres arbejde.

Langt det meste var bedre i Bulgarien før Murens fald, hvis man spørger Vanja og Nicola Popov, der begge er pensionerede og bor i en lejlighed i en boligblok i byen Plovdiv. Systemskiftet har blandt andet betydet, at begge deres døtre mistede deres arbejde.

Carsten Ingemann

31. oktober 2009

At fortiden er gået på pension, beviser Vanja og Nicola Popov på 70 og 77, der hver især bestred embeder som skoleinspektører frem til netop det skæbnesvangre 1989, da Muren faldt i Berlin.

»Vi var så heldige at gå på pension det år,« siger Nicola, der som husherre i den lille lejlighed i en snavset boligblok i Plovdiv fører ordet de første par minutter.

»Og ja, vi var gode kommunister,« bryder Vanja ind og lyder, som om hun er vant til at tage ordet, så snart ægtefællen trækker vejret mellem to sætninger.

»Og det er vi jo stadig, selv om vi ikke længere er medlemmer af noget parti. Og ja, hvis du spørger, om vi beklager socialismens fald i Bulgarien, er svaret: ja, det gør vi. Den gang var der mindre kriminalitet, bedre skoler, gode lønninger og en pension, vi kunne leve af.«

»Ja, vi var kommunister, medlemmer af partiet, men ikke fanatiske,« får Nicola indskudt i hustruens talestrøm, »vi gik aldrig til ekstremer.«

Det taler vi ikke om

Ingen i stuen har spurgt til Popov-ægteparrets grad af fanatisme, så når dens fravær udtrykkeligt nævnes, kan det skyldes Nicolas ønske om at nedtone konens forbitrelse, men kan også skyldes, at han har os mistænkt for at have læst op på kommunisternes historie i Bulgarien.

For selv om de færreste uden for dette land, og slet ingen født efter 1980, har nogen klar erindring om Stalins bøddel, Georgi Dimitrov, en lejesoldat af høj klasse, der bl.a. var anklaget for medvirken til Rigsdag-branden i Berlin 1933 (han kom af krogen ved en udveksling med en halv snes nazistiske gidsler i Moskva) og ledende kommissær i Komintern, det globale kommunistiske terrornetværk, ved Vanja og Nicola selvfølgelig alt - men det taler vi ikke om. Denne mand, der både havde sovjetisk og bulgarsk statsborgerskab, var fra 1944 Bulgariens de facto-kommunistiske diktator og gennemførte i januar 1945 en skueproces mod 162 ledende borgerlige og liberale politikere fra det tidligere styre. Af dem blev 94 dømt til døden, bl.a. det bulgarske monarkis regent, prins Kyril, den otteårige barnekonge Simeons farbror.

De dømte blev tvunget til at grave deres egen massegrav på en kirkegård i Sofia, hvorefter de blev stillet op på hullets kant og plaffet ned af Dimitrovs 'folkemilits'.

Dimitrov fik ikke et hul i jorden, men sit eget mausoleum, da han døde i 1949, og det harmer Nicola Popov, at hans balsamerede lig blev kylet ned i en ordinær grav i 1990 og at mausoleet blev jævnet med Sofias asfalt ni år senere, hvor kong Simeon var vendt tilbage til bulgarsk politik.

Minderne lever

For fredsommelige pædagoger som Nicola og Vanja er Dimitrovs 'fanatisme' ikke rar at tænke tilbage på, men man aner, at de fandt den 'nødvendig for etableringen' af den socialistiske stat, som de befandt sig så godt i. Men de nævner dog, at systemskiftet efter 1989 »heldigvis blev ublodigt« i modsætning til rumænernes voldsomme overgang til den ny tidsregning.

Dimitrovs arv fik lov til at forvitre af sig selv, og nu betragter de to pensionister den støjende kapitalistiske nutid med samme resignation, som de ser på en overskyet himmel.

Men minderne har de da lov at ha': Skovturene med partiet, der kostede under 10 lei, de to et halvt år i Tasjkent som frivillige hjælpelærere kombineret med arbejde i de kazakstanske bomuldsplantager. En datter blev født derude på stepperne - nu bor hun i Østrig. Det smerter de gamle, at de ikke ser deres børnebørn mere end én gang om året.

»Men hun rejste for at få arbejde som økonom, og nu bliver hun i Østrig.«

Nicola sukker: »Vores anden datter er kemiingeniør, men arbejder som syerske. Begge mine døtre mistede deres arbejde med systemskiftet.«

Det forbitrer Nicola, men så minder han igen sine gæster om, at han ikke er 'fanatisk', og Vanja henter kiks og flasken med slivovitz i køkkenet. Nicola og Vanja udveksler klink og ser kærligt på hinanden, da vi skåler. I det mindste lever socialismen videre på sjettesalen i en boligblok i Plovdiv.

Serie

Seneste artikler

  • Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

    9. november 2009
    De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
  • ’Vi savner den sociale tryghed’

    6. november 2009
    Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
  • 'Der er masser af varer, men ingen har råd til at købe'

    5. november 2009
    I Tjekkiet er der skuffelse over politikerne og frustration over, at virksomhederne udkonkurreres eller flytter til lande med endnu billigere arbejdskraft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu