Læsetid: 3 min.

Hammer-Hammer fedt i Frankfurt

Også i år dominerede de skandinaviske krimier bogmessen i Frankfurt, hvor en ny forfatterduo, søskendeparret Hammer, så dagens lys
20. oktober 2009

Endnu engang var det de skandinaviske krimiforfattere, der løb med opmærksomheden og de guldrandede kontrakter på årets bogmesse i Frankfurt, der sluttede søndag.

I bogbranchen spår man om, hvornår krimifeberen lægger sig og giver plads til andre litterære genrer. Svaret, der blev givet på verdens største bogmesse, er, at der stadig er længe til.

»Bølgen er absolut ikke ved at lægge sig - tværtimod,« siger adm. dir. på Politikens Forlag, Karsten Blauert, der selv havde held med at afsætte tre af sine mest succesrige spændingsforfattere på messen: Elsebeth Egholm, Christian Mørk og Jussi Adler-Olsen.

Sidstnævntes roman Flaskepost fra P blev lanceret i Tyskland stort set samtidig med åbningen af messen med et førsteoplag på 25.000, men allerede få dage efter måtte det tyske forlag DTV optrykke bogen i et andet- oplag på hele 45.000 eksemplarer.

»Jeg tror, vi havde møder med i alt 11 forlag fra syv forskellige lande, der alle ville have fat i Jussi Adler-Olsen. Det er helt fantastisk og understreger bare, hvor stor interessen stadig er for skandinavisk krimilitteratur,« siger Karsten Blauert.

Hammer & Hammer

Også Gyldendal havde med-bragt et pletskud til messen i Frankfurt - nemlig en helt ny forfatterduo i form af krimi-søskendeparret Lotte og Søren Hammer.

Deres debutroman, Svinehunde er endnu ikke udkommet på dansk, og alligevel var interessen for den debuterende duo overvældende, fortæller Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.

»Vi fik solgt romanen til både Norge og Tyskland, flere forlag bød prisen op, og der endte med at blive betalt rigtig pæne summer for den,« siger han.

Svinehunde er første bind i en planlagt serie, der følger chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team i drabsafdelingen på Københavns Politigård. Romanen tager sit udgangspunkt en tidlig mandag morgen, da to børn inden skoletid gør en grusom opdagelse: I skolens gymnastiksal finder de ligene af fem nøgne og stærkt maltrakterede mænd, som med matematisk præcision hænger ned fra salens loft.

Det viser sig senere, at ofrene er pædofile.

»Romanen handler i virkeligheden om selvtægt, og det viser sig ret tidligt i romanen, at de, der har begået mordene, selv er ofre for pædofili,« siger Merete Borre, der er redaktionschef på Gyldendal og har redigeret bogen.

Det debuterende søskendepar er begge ubeskrevne blade i en litterær sammenhæng.

Lotte Hammer arbejder til daglig som leder af hjemmesygeplejen i Halsnæs Kommune. Søren Hammer har tidligere arbejdet som lektor i programmering på Ingeniørhøjskolen, men er nu ansat som folkeskolelærer i Frederiksværk.

»De er kommet ud af den blå luft og landet i den bunke af manuskripter, vi modtager hver uge,« >siger Merete Borre, der kalder modtagelsen af Svinehunde »ret utrolig«.

»Jeg er stadig helt fortumlet over det, der er sket i Frankfurt. Det er herligt, at der stadig er forlag, som tør satse på bøger, der endnu ikke er udkommet og derfor heller ikke er blevet anmeldt endnu. Men flere udenlandske forlag har de senere år haft succes med skandinaviske krimier, og det er nok det, der gør udslaget,« siger hun.

Svinehunde udkommer på dansk til februar, mens andet bind i serien forventes at udkomme senest i september 2010.

Rift om danske forfattere

Krimigenrens fortsatte og totale dominans på det internationale bogmarked kom i den forgangne uge også forlaget People'sPress til gode. Her var det især krimiforfatteren Therese Philipsen, der løb med opmærksomheden. Hendes seneste bog, Den man elsker, der udkom i september som første del af en planlagt trilogi, blev allerede solgt dagen før, det officielle startskud til messen lød.

»Sådan er det, når der går hype i en bog. Bogen blev solgt for et sekscifret beløb allerede i tirsdags - to timer før jeg tog afsted til lufthavnen,« siger Nanna Thylstrup, der står for PR og Foreign Rights på People'sPress.

Også hun kan bekræfte den fortsatte hype om skandinavisk - og ikke mindst dansk - krimilitteratur.

»Blandt de udlændinge, jeg snakkede med i Frankfurt, hørte jeg konstant den melding, at danskerne kører med klatten, mens svenskerne er blevet lidt for amerikaniserede. Jeg ved ikke, om det passer, men der synes under alle omstændigheder at være en rigtig god stemning omkring dansk litteratur,« siger Nanna Thylstrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu