Læsetid: 6 min.

Hav tålmodighed med Obama

Tildelingen af Nobels Fredspris til Obama har medført forøget kritik af den amerikanske præsident, men den amerikanske præsident fortjerner tålmodighed; Resolution 1887 om ikke-spredning og reduktion af a-våben-arsenalerne er allerede et mærkbart positivt resultat
Vedtagelsen af resolution 1187 i Sikkerhedsrådet er et stort fremskridt i retning af at undgå atom-ragnarok og viser det potentiale, Barack Obama rummer.

Vedtagelsen af resolution 1187 i Sikkerhedsrådet er et stort fremskridt i retning af at undgå atom-ragnarok og viser det potentiale, Barack Obama rummer.

Jim Watson

16. oktober 2009

Der spilles meget for det hjemlige galleri - og for den altid sensationshungrende presse - når statsledere er på besøg i New York. Venezuelas præsident, Hugo Chavez, blev for et par år siden berømt og berygtet for sine udfald fra FN's talerstol mod præsident Bush og USA. Også ved denne generalforsamling har hans optræden trukket store overskrifter i New York Times og andre medier, men årsagen er unægtelig en anden. Efter sin optræden på det grønne marmor podium i FN-bygningens mødesal erklærede en storsmilende Chavez: »Nu lugter her ikke længere af svovl - nu lugter her af håb!«

Den karakteristik af præsident Obama's evne til at vende verdensopinionen og til at sikre USA accept i rollen som selvskreven leder af FN og andre globale fora står Chavez ikke alene med. Holdningen til Venezuelas præsident ufortalt, så er det den samme erkendelse, som har overbevist nobelkomiteen om, at Obama var den rigtige modtager af Fredsprisen for 2009.

I sin motivering skriver komiteen:

»Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. Det multi- laterale diplomati har genvundet en central position med vægt på den rolle, som FN og andre internationale institutioner kan spille...

Kun meget sjældent har en person i samme omfang som Obama fanget verdens opmærksomhed og givet sin befolkning håb om en bedre fremtid. Hans diplomati bygger på den grundopfattelse, at de, som skal lede verden, må gøre dette på grundlag af de værdier og holdninger, som deles af flertallet af verdens befolkning.'

Fredsprisen er givet i FN's og multilateralismens ånd, og Nobelkomiteen gør udtrykkelig opmærksom på, at den i sin mere end 100-årige historie til stadighed har søgt at fremme netop denne holdning til international politik.

I modsætning til, hvad nogle danske eksperter og politikere tilsyneladende har troet, så er uddelingen af fredsprisen ikke tænkt som en 'skønhedskonkurrence' i opnåede resultater på den internationale scene. Der er en helt bevidst 'politisk hensigt' med pristildelingen. Naturligt nok udløser den derfor også ideologisk betinget kritik - især fra den politiske højrefløj, som pr. refleks vrænger ad FN og forhandlingsvejen som instrumenter til at løse internationale konflikter.

Med sin historiske baggrund i kampen for global nedrustning og fred peger Nobelkomiteen dog især på én opgave: 'Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben'. For med den genvundne accept af USA's lederskab i FN og andre internationale fora har Obama-administrationen fået en enestående mulighed for at sætte nye globale dagsordener og for at bløde op på de dybfrosne politiske positioner både i FN's Sikkerhedsråd og i generalforsamlingen.

Adgang til at bruge magt

En sådan 'ny' dagsorden blev på amerikansk initiativ sat af FN's Sikkerhedsråd på et spektakulært møde i første uge af den igangværende generalforsamling gennem den enstemmige vedtagelse af resolution 1887. Helt generelt fastslår denne, at spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremførelsesmidler er en trussel mod fred og sikkerhed, hvilket i FN-sprog er en henvisning til, at Sikkerhedsrådet har en legitim adgang til at bruge magt for at forhindre, at det sker.

Sikkerhedsrådet var for første gang nogensinde ledet af USA's præsident, og 14 af de 15 medlemslande var repræsenteret af deres respektive statsledere. Problemstillingen for rådsmødet: Global a-våben nedrustning, var imidlertid ikke ny. Også i Den Kolde Krigs sidste tiår var det den centrale dagsorden. Og betydningen af ikke mindst IMF-aftalen fra 1987 mellem præsidenterne Reagan og Gorbachev om destruktion af de to landes arsenal af mellemdistance a-våben kan næppe overvurderes. Den var en af de afgørende forudsætninger for, at Den kolde Krig heller ikke i sin afsluttende fase blev varm.

Efter mange års glemsel og sågar bevidst nedprioritering - ikke mindst i Bush/Cheney æraen - er denne dagsorden nu atter højaktuel. Under Den Kolde Krigs magtbalance mellem Warszawa-pagtens og NATO's a-våbenarsenaler var truslen intens, men overskuelig. Så enkel er Verden langt fra i dag. Derfor er det desto mere problematisk, at masseødelæggelsesvåben, herunder de nukleare, indgår centralt i det komplicerede trusselsbillede, som nutidens konflikter tegner.

Stort set dagligt konfronteres vi med dem: Irans formodede A-våben program, som truer magtbalancen i Mellemøsten og rummer en latent fare for åben konflikt med Israel; USA's planer - indtil for ganske nylig - om at fjerne den iranske trussel gennem etablering af et missilskjold i Østeuropa; Ruslands reaktion i form af en koldkrigsretorik, der næsten var gået i glemmebogen og med trusler om fornyet opstilling af nukleare raketter, bl.a. i Kaliningrad-enklaven; Pakistans ustabile politiske situation og frygten for en islamistisk kontrol med pakistanske a-våben gennem stigende Taleban indflydelse; Nordkoreas gentagne demonstration af a-våben kapacitet og trusler mod Syd- korea; samt - ikke mindst - faren for, at strålingsfarligt materiale og materiale til fremstilling af a-våben falder i hænderne på terrorister.

Vision, ikke køreplan

Resolution 1887 er ikke en specificeret køreplan til afmontering af disse trusler. Det er derimod en vision om at skabe en verden uden kernevåben, som samtidig rummer større tryghed for alle nationer. Og det er en erklæret forpligtelse fra sikkerhedsrådets medlemmer - og da især de a-våben bevæbnede - om at skabe de nødvendige forudsætninger for, at denne vision kan realiseres.

Midlerne, som præciseres i resolutionen, er især øget vægt på at forhindre spredning af kernevåben, inkl. deres fremførelsesmidler; reduktion og fjernelse af eksisterende a-våben; etablering af a-våben fri zoner; global kontrol med materiale til fremstilling af a-våben; stop for prøvesprængninger og opslutning bag traktaten om et total stop; styrkelse af Det Internationale Atomenergi Agenturs kontrolmuligheder og af dets mulighed for at garantere adgang til civil anvendelse af atomkraft, så intet land kan bruge det som argument for at have nationale, ukontrollerede programmer. Men samtidig en understregning af, at viljen til at iværksætte opfølgende sanktioner, såfremt enkeltlande misligholder deres forpligtelser, er til stede.

Den enstemmige vedtagelse i FN's Sikkerhedsråd er således først og fremmest et meget stærkt signal om, at der internationalt er opbakning til en forstærket indsats imod truslen fra masseødelæggelsesvåben, hvad enten den kommer fra 'slyngelstater' eller fra terrorist miljøer. Dermed har den nye amerikanske administration sikret mandat til at placere FN i centrum for en proces, som gradvis skal skabe globalt fællesskab om fred og sikkerhed. Den samme opgave, som allerede FN's fædre i 1945 søgte at løse.

Stor utålmodighed

I en verden, som lever i nuet, er sådanne langsigtede visioner og strategier sjældent noget, der belønnes efter fortjeneste. Præsident Obama har fra starten været oppe imod et krav om at præstere resultater her og nu, selv om hans forgænger på posten havde otte år, hvor han snarere bidrog til at skabe fremtidens problemer end at løse nutidens. Når parterne i Palæ- stina-konflikten endnu ikke har fundet hinanden efter otte-ni måneder, og Irak stadig ikke spiller med åbne kort, så har USA's nye præsident nok spillet fallit, mener nogle. Mediernes utålmodighed - i USA såvel som i Danmark - er ude af proportion med problemernes størrelse.

Derfor er der grund til at fremhæve, at Sikkerheds- rådets vedtagelse også på kort sigt er vigtig; først og fremmest fordi den markerer en global opbakning til USA's klare melding om, at det internationale samfund - dvs. FN - ikke accepterer enkelte landes forsøg på at bruge A-våben som afpresningsmiddel. Når resolution 1887 fremhæver, at enkelte lande har overtrådt Sikkerhedsrådets pålæg og kræver, at de pågældende hurtigt lever op til deres forpligtelser, så er adressen ganske klar: den hedder Iran og Nordkorea.

Presset i de kommende måneder på de to landes regimer kommer fra et samlet FN og er dermed langt stærkere, end det USA og de store EU lande kunne præstere alene. Det har de første resultater af Genève-forhandlingerne 1. oktober mellem Iran og '5+1-kredsen' (Sikkerhedsrådets faste medlemmer + Tyskland) allerede vist.

Store problemer som klodens klima og fred og nedrustning løses ikke med et snuptag. De kræver et klart mål og en klar strategi. Men de kræver først og fremmest globalt samarbejde. Det er her Obama - og FN - gør en forskel.

Jørgen Estrup er landsformand, FN-forbundet og tidligere MF for Det Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu