Hvorfor ikke vove det utænkelige? Vi har været underdogs før, ikke mindst i 1992, da vi kom med på et afbud og vandt det hele. Hvad har vi ikke opnået ved at besejre Frankrig? Eller for den sags skyld tabe? Som alle i kongeriget ved, sikrede det danske fodboldlandshold i lørdags billetten til VM i Sydafrika med start 11. juni 2010. Hellige vorde AGF'eren Jakob Poulsen og hans fuldtræffer i det 79. minut. Vi mennesker kan noget, dyrene ikke kan.
Vi kan sige, »hvad nu hvis ...?« - og hygge os gevaldigt med det. Lad os spole tiden fem uger tilbage. 40 minutter inde i kampen mod Albanien var Danmark på vej til Sydafrika. Troede vi da. Christian Poulsen havde stukket en lang dyb bold til Nicklas Bendtner, der efter en flot tæmning sendte kuglen i en blød halvcirkel over den albanske målmand. Rusen varede 11 minutter plus et kvarters pause. En omgang baryler fra et rødt og hvidt forsvar førte til en tackling på Hamdi Salihi, og pludselig endte bolden foran Erion Bogdani, der slog og sparkede sig vej til Thomas Sørensens målmasker. Op med humøret, messede Morten Olsen, der trods synlig skuffelse stadig ikke ville kickstarte den udrensning blandt de 'gamle' - Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson - som eksperterne skreg på. Jakob Poulsen havde ellers serveret en kæmpechance for Jon Dahl, men den berømte inderside kiksede. Der var stadig et mulehoved til Poul 'Tist' Nielsens landskampsrekord med 52 mål.
Glem Ungarn
Så kom lommeregnerne frem. Slutrunden kunne sikres med blot uafgjort i de resterende to hjemmekampe, først mod Sverige og til sidst Ungarn. Især den første virkede som et sveddryppende flash forward. Mens vi fightede til ingen verdens nytte i Qemal Stafas halvtomme arena, gav en sen svensk scoring sejr på Malta, og dermed var der kun tre point ned til arvefjenderne. For Zlatan!
For anden gang i træk havde Bendtner nettet til 1-0, men lige som i kampen mod Portugal i Parken fire dage tidligere udlignede konkurrenterne. Men hvad fanden, vi red på en bølge af goodwill. Fuldt hus i Parken - »hele Danmarks hjemmebane,« som sloganet nu lyder - halvanden million seere og en solid klatretur fra verdensranglistens nummer 36 til 16. Siden september 2008, hvor Olsens drenge blev voldsomt kritiseret efter et skuffende 0-0-resultat mod Ungarn, var selvtilliden vokset, og man beundrede det høje bundniveau. 37 spillere havde Olsen brugt undervejs. Næsten alle var skadet på de mest idiotiske tidspunkter, og hver gang de herostratisk berømte 'omvendte trekanter' i landstrænerens taktik knirkede i mekanikken, skreg roligans efter Søren Larsen. Manden har det med at vade ind på grønsværen og score et par minutter efter.
Glem den pauvre kamp i onsdags, hvor Ungarn vandt 0-1. Glem de sigende udskiftninger af to fra den gamle garde - Rommedahl og Jon Dahl. Glem, at der ofte mangler power og vildskab, og at de kreative ideer, som det vrimler med, tit ender i forudsigelige fremløb og vattede pasninger. Og husk i stedet Danmarks mirakuløse comeback mod Portugal for lidt over et år siden. 2-3 endte kampen, og pressen, som ikke havde plapret om andet end portugisiske stjerner og fraværet af danske individualister, havde i de følgende måneder travlt med at hylde de ni mål, vi leverede i tre kampe. 3-0 mod Malta, 0-3 mod Malta og 3-0 over Albanien. Og minsandten om vi ikke slog Sverige på udebane 0-1 i juni. Nu var der lunt og godt i Danmark.
Vi kunne engang
Hvad nu hvis vi vinder VM næste år? Michael Laudrup er også fortrøstningsfuld og mener, vi kan komme langt i Afrika. Men han er skabt af en generation, hvor det flyder med hvad-nu-hvis'er. Det var æraen med Danish Dynamite. Hvad nu hvis Allan Simonsen ikke havde brækket benet i åbningskampen mod Frankrig i EM 1984? Hvad nu hvis Sepp Piontek havde ladet sine bedste spillere hvile i kampen mod Vesttyskland ved VM i 1986? Og vigtigst af alt: Hvad nu hvis Jesper Olsen ikke havde lavet den dér famøse tilbagelægning få dage efter mod Spanien? Vi havde humor i de dage. Mens VM-feberen rasede i 86, kunne man i København læse følgende graffiti:
»Hvad nu hvis Jesus kommer tilbage?«
Det spraymalede svar faldt prompte:
»Så flytter vi Elkjær ud på fløjen.«
Michael Laudrup kaldte 86-holdet for »Europas svar på Brasilien«. Men egentlig mindede de mere om Holland i 70'erne. De var næste alle sammen formidable driblere, der blev roteret flittigt, og opspillet kunne på et splitsekund forvandles fra langsom gengivelse til eksplosion. Husk bare højrebacken John Sivebæks uforlignelige mål mod Irland i 1985. Eller Morten Olsens elegante ryk fra midtercirklen mod Vesttyskland i 86, der satte et par mand af og førte til straffespark.
Til gengæld kunne vi lave fæle svipsere. Elkjærs berømte skud over mål og Olsens servering til banemanden Emilio Butragueno.
Pas på Poulsen
Det er i virkeligheden sagen i en nøddeskal, hvis man altså sammenligner Morten Olsens 4-3-3 med herlighederne fra 86 og 92. Vi er hverken gode eller dårlige nok. På trods af massivt mange skader, som har ramt landsholdet, virker forsvaret og især den nye duo med Simon Kjær og Daniel Agger stærk. Det samme gælder spydspidsen oppe i front. På solrige dage er Bendtner vores trumfkort. På midten huserer Christian Poulsen, og ham skal vi passe godt på, for han binder kæderne sammen. Problemet er alle dem imellem. Vi har ikke en Arnesen, en Lerby eller en Jesper Olsen. Og vi mangler for den sags skyld endnu at bevise, at nogle kan »ramme den lige i røven«, sådan som John 'Faxe' Jensen gjorde i 92. I øvrigt i en turnering, hvor vi var så svineheldige og så overmenneskeligt kollektivistiske, at vi fik en pokal for anstrengelserne.
Men hvad fanden. Når vi kan vende et klokkeklart nederlag mod Portugal til en feberagtig sejr i de døende sekunder, og når vi ikke bare én, men to gange kan tørre røv på Zlatan & Co., så kan vi hvad som helst.
Vi vinder VM i Sydafrika. Ikke fordi vi render rundt og ligner Frankie Boy og ruller strømperne ned som Søren Lerby, eller fordi vi ikke tror på noget som helst som Ricardos team for 17 år siden, men fordi vi stadig kan sige ordene - hvad nu hvis.
