Læsetid: 2 min.

Jan Guillou kritiseres massivt efter KGB-afsløring

I de svenske medier står forfatterkolleger, politikere og journalister i kø for at fordømme Jan Guillous forbindelser med KGB i 1960'erne
27. oktober 2009

»Jeg var ung og kolossalt naiv,« siger Jan Guillou til Dagens Nyheter om begrundelsen for at have haft kontakt til KGB i fra 1967 til 1972.

Avisen Expressen afslørede i fredags, at forfatteren flere gange havde mødtes med KGB-agenter og til sidst var blevet angivet til det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, af en kollega.

Forfatteren har efterfølgende bekræftet forbindelsen, men nægter at have været spion.

Udover sin alder forsvarer Jan Guillou sig med, at han mødtes med KGB i et forsøg på at infiltrere organisationen med den hensigt at afsløre dets virke i Sverige.

»Jeg var maoist og betragtede Sovjetunionen som den største trussel mod verdensfreden og den største belastning for marxismen/leninismen nogensinde. Min politiske overbevisning gik således fint i spænd med tanken om at afsløre KGB's virksomhed i Sverige. KGB tog nok ikke mine politiske synspunkter alvorligt,« siger han til Dagens Nyheter.

Jan Guillou siger, at samtalerne alene handlede om politik både om socialismen i Østeuropa og i Sverige. Men han erkender, at han i to tilfælde har afleveret rapporter til KGB og modtaget betaling derfor.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Terror og antiterror - hvem er landsforræderne?

Terror mod terror, sådan var det under krigen, og sådan er det i dag. Kender tørsten efter retfærdighed ingen grænser, standser trangen til hævn da aldrig, og kan vi ikke leve uden den evige prügelknaben, når den politiske magt manifisterer sig?
For tiden fyldes spalterne i det lokale dagblad for Lolland-Falster med en ulykke eller et drab, som er blevet landskendt gennem TV2 og DR1, en sag om en mand, der mobbes ud af en lille landsby. Hans forbrydelse er slem, men hans straf udstået, og dog hetzer retfærdighedens kræfter imod ham frem for imod hans forbrydelse, hvis dom de kunne appellere, eller i det mindste forklare ham det uforstandige i at bosætte sig på åstedet.
I det lidt større perspektiv kender vi forfølgelsen fra de hemmelige kræfter i samfundet, efterretningstjenesterne, der af den politiske magt har til opgave at registrere folk på en sort liste. Syd for grænsen, hvor man tilmed vedtog særlove for uønsket politisk virksomhed, således at mange trods gode kvalifikationer blev udelukket af et berufsverbot, her ser vi nu igen udelukkelsen over for de samme personer - en hævn uden ophør, for nogen i den politiske magtelite må dog forfølge disse "samfundsnedbrydere".
Spørgsmålet er, hvori landsforræderiet består, og hvem der fra tid til anden er landsforrædere. Når det sker som her hos os, at krigens landsforrædere deltager i registreringen og bandlysningen af deres tidligere modstandere, oplever v i, at alle de historiske spejle vender sig omkring. Når virkeligheden skifter side og den politiske årsag og virkning bliver aftalt forud, ser vi som et aktuelt udslag, at justitsministeren, redaktionen på Jyllandsposten, chefen for PET og fremmede efterretningstjenester kan falde hinanden om halsen i en fælles bekræftelse og demonstrere gentagelsen i historien.
I det største perspektiv fik mørkets kræfter udspredt rygtet om, at historiens nulpunkt var indtruffet, en ny jesusmyte. 11.september blev løsnet for højrefløjen over alt i den vestlige verden, som om et flyangreb på to bygninger i USA berettiger en verdensomvæltning.
Under 2.verdenskrig var europæerne udsat for utallige sammenstyrtede huse og millioner dræbte. Hver eneste hændelse var en ulykke, men kun sammenlagt verdenshistorie. For mig selv flyangrebet på sukkerfabrikken på Christianshavn, fordi jeg vidste, at min far på vej hjem fra arbejde i sporvogn netop måtte befinde sig på stedet. Men den eneste begivenhed, som jeg erindrer, kan gøre krav på betegnelsen verdensomvæltning skete 6.aug.45. Nedkastningen af atombomben udløste øjeblikkelig et sus eller sug igennem folk på gaden, fordi alle så på hinanden og anede den fælles globale skæbnetime, bestemt af magtens arrogance, hævnens hævn, kun dulmet af sommerens letsindige sejrsfornemmelser og troen på retfærdighed.
I det historiske perspektiv står de to datoer, den nationale og den internationale begivenhed, i skærende kontrast, men er i tidens perspektiv hinanden forudsætning. Gengældelsens veje til menneskelig fornedrelse føles af og til uovervindelige.