Læsetid 4 min.

Kindlen kan blive e-bogens danske gennembrud

Med den internationale lancering af Amazons e-bogslæser Kindle er der nu for alvor forhåbninger til at e-bogen slår igennem. Kindlens indtog på det danske marked kan få udviklingen til at accelerere og tvinge de danske forlag til at sænke prisen på e-bøger
Ifølge direktøren i ebog.dk  kører Amazon med en kunstig lav pris for at vinde formatkrigen og for at sælge flere af deres Kindle. En strategi de taber penge på, og som ikke holder i længden.

Ifølge direktøren i ebog.dk kører Amazon med en kunstig lav pris for at vinde formatkrigen og for at sælge flere af deres Kindle. En strategi de taber penge på, og som ikke holder i længden.

Sigrid Nygaard
17. oktober 2009

Nye salgstal fra USA og en international lancering af Amazons Kindle sætter nu for alvor gang i forhåbningerne til e-bogens kommercielle gennembrud i Danmark. Kindlen har været den afgørende faktor, der har fået e-bogen gjort populær i USA, og selv om den digitale bog aldrig rigtigt har gjort noget væsen af sig herhjemme, kan Kindlen få udviklingen til at accelerere:

»Der er så mange fordele ved e-bogen, at den snart får sit gennembrud. Og så bliver alle overraskede over, hvor hurtigt det vil gå,« vurderer Jesper Ulsø, der er kommerciel direktør i Aller Media.

Han henviser til, at Kindlen det første år efter sin lancering i USA solgte mere end iPod'en gjorde i sit første år.

»Det, man ser i USA, svarer til den udvikling, man så med iPod'en, hvor alle pludselig rendte rundt med de hvide høretelefoner overalt«.

Selve teknologien bag Amazons Kindle er baseret på en skærm med det såkaldte e-ink. Det gør den ikke nær så anstrengende at læse på som en normal skærm. Men det, der for alvor har fået udviklingen til at eksplodere i USA, er Kindlens kombination af lave bogpriser og muligheden for at købe bøger, aviser og magasiner direkte til apparatet via 3G-nettet. Det giver trådløs adgang til omkring 350.000 bøger på amazon.com og har ført til, at Dan Browns nye bog The Lost Symbol er solgt i flere eksemplarer til Kindlen end i papirudgaven. Samtidig viser nye tal fra The International Digital Publishing Forum i USA, at omsætningen på e-bøger i juli måned er vokset til 81 millioner kroner. Det samme som hele fjerde kvartal sidste år. Og de amerikanske tal giver håb i Danmark.

»De tal, vi ser i USA, underbygger, at udviklingen er accelererende, og at e-bøgerne får en stadig større del af bogmarkedet. Det er en tendens, der er under hastig udvikling,« siger forlagschef på Gyldendal Cliff Hansen.

Den vurdering deler Jens Funder Berg, direktør i softwarefirmaet Visiolink, der står for at levere en lang række danske aviser digitalt:

»Til at begynde med vil det være nogle first movers og gadget freaks, der køber den. Men prisen er nedadgående, og det vil være væsentligt for mange, at du kan få fat i dagens avis og de nyeste bøger, ligegyldigt hvor du er,« siger han.

Ingen danske titler

Amazons Kindle bruger et særligt format for sine filer, der kun gør det muligt at købe via Amazons egen hjemmeside. Derfor lanceres den til at begynde med uden at give adgang til danske bogtitler, og Amazon har sågar slet ikke henvendt sig til de danske aktører på markedet, forklarer Cliff Hansen:

»Det er meget nyt for os, at Kindle overhovedet kommer til Europa, og vi har endnu ikke hørt noget fra Amazon. Derfor har vi selv henvendt os til dem, men der er stadig ingen dialog,« siger han.

Han spår dog allerede visse udfordringer ved et samarbejde.

»Det ser ud til, at de kører med en enhedspris på 9.99 dollar (50 kr.) for en e-bog. Det mener vi er meget forkert. Det giver ikke mening, at en lille bog skal koste det samme som en stor bog. Hvis det er det, de vil have, så er vi ikke interesserede,« siger Cliff Hansen.

Han understreger, at han er enig i, at e-bøger skal være billigere end de trykte, men ikke i at de skal have en fast lav enhedspris. Som det ser ud i dag koster de danske e-bøger omkring 80 procent af prisen på den trykte udgave, hvilket medfører, at en digital børnebog på 33 sider på den danske portal ebog.dk koster over dobbelt så meget, som Dan Browns bestsellere gør på Amazon. Og det prisniveau er ifølge Jesper Ulsø helt urealistisk på sigt.

»Det kan man slet ikke opretholde,« siger han.

»Det er jo meget billigere at producere og distribuere en bog digitalt end på papir. Det er en helt generel regel, at når forretningsmodeller bliver digitaliseret, så bliver markedet mere effektivt og priserne falder,« siger han og henviser til USA, hvor priserne på e-bøger er 40-50 procent lavere end på papir.

»Markedskræfterne vil sørge for, at der ikke er nogen, der kan blive ved med at hæve så store overskud ved at tage stort set samme pris for en e-bog som en trykt«.

Kunstig pris

Administrerende direktør i ebog.dk Jesper Holm mener, at der er en god forklaring på prisforskellen mellem Danmark og USA:

»Amazon kører med en kunstig lav pris for at vinde formatkrigen og for at sælge flere af deres Kindle. De taber penge på det, og det holder ikke i længden,« siger han.

Ifølge flere iagttagere har Amazon valgt at lancere internationalt nu for at komme de andre producenter i forkøbet og sætte sig på formatet for e-bøger. For mens Amazon kører med deres eget lukkede format, så har både Google og Sony valgt en åben standard, som for eksempel danske portaler vil kunne sælger e-bøger til. Strategien er ifølge Jesper Ulsø et forsøg på at kopiere Apples succes med iTunes, der på grund af integreringen med iPod'en har fået Apple til at sidde tungt på salget af både mp3-afspillere og digital musik.

»De forsøger at få så mange af deres enheder ud så hurtigt som muligt. Ved at få spredt deres apparat før de andre, forsøger de at sætte sig på formatet,« siger han.

Jesper Holm håber da også, at Amazons indtog på markedet vil få de andre producenter til at skynde sig.

»Jeg tror, at det her vil få øget dynamikken og sat yderligere skub i de andre e-bogslæsere også. Forhåbentlig kan det få Sony til at komme ud af starthullerne og begynde at sælge i Danmark,« siger han.

Amazons Kindle kan købes fra på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for bent cisby

Det er efter dansk registrerings lov ikke lovligt at gemme oplysninger om bøger der er udlånt, f.eks af bibilotekerne, så derfor er det ikke registeret, hvilke bøger du/i har lånt, når de er tilbage leveret.

PÅ kindle´n er dine betalte bøger til låns, fra amazon og de kan fjerne dem når de vil og gemme dine oplysninger om læste bøger. For nyligt fjernede de 1984 fra alle kindler fordi de ikke havde rettigeheder til at sælge bogen. D.v.s at for hver bog du køber gemmer de en kopi på din profil på deres hjemmeside, interessant at registrerings loven ikke gælder for store globale firmaer, men for alle andre.

Asus kommer med en ny, billig bog i det nye år, som er e-bogens svar på deres billige netbooks. Kindle´n er og bliver et låne produkt fra Amazon. Men hvis du/i vil betale for bibiloteket i håndtasken, så for man mange gode stunder mens man bliver økonnomisk numset.

Brugerbillede for Per Erik Rønne
Per Erik Rønne

Den danske registreringslov gælder naturligvis ikke i det USA, som Amazon opererer fra.

Når det er sagt bør man vente med at købe en eReader indtil der er et større udbud, og indtil vi har set den danske presse og de danske forlag komme med deres [realistiske] udbud. Bent Cisby nævner Asus, som så vidt jeg husker vil have to sider [udfoldede skærme, som i en bog], og så er der vedholdende rygter om en iTablet fra Apple som skulle køre med iPhone OS men altså med en [to?] skærme i bogformat. Man slipper også for plads til en tastatur hardware, typisk uden æ, ø og å, og kan da kun være en fordel.

Vi vil så få tre former for brugsmaskiner:

Smartphones som iPhone, der kan ligge i en bukselomme.

eReaders som Kindle og iTablet, hovedsagelig til at læse bøger med. Kan ligge i tasken, måske endda i dametasken [som jeg dog ikke rigtigt har de store erfaringer med!].

Laptop'er som MacBooks til tasken, som man kan udføre rigtigt arbejde på, men som ikke er særligt smart som boglæser.

Alle naturligvis på en måde så mail, kalender og adressebog holdes synkroniseret over Skyen. »The Cloud«.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Selvfølgelig gælder den danske registrerings-lovgivning da i USA, specielt når man køber amerikanske digitale produkter, f.eks. spil, musik, film-dvd'er eller computerspil.

For overhovedet at få lov til at spille f.eks. Dragon Age: Origins, skal man acceptere en EULA, som basalt set giver EA (udgiverne) hånd og halsret over spillet; ret til at registrere hvilken hardware der er i brugernes maskiner får EA også, hvilke spil, der ligger på maskinen mm.

Og så kan vi komme med nok så megen dansk lov-givning i det her land; pege på at det er ulovligt. EA er da hamrende ligeglad; bare de tjener penge. Og det gør de.

Mht. Kindlens pris, er det en meget gammelt salgs-trick fra købmænd at sætte en dyr bog og en billig til salg til samme pris, og så desuden lige nævne, at 'hey, her er readeren, du skal bruge, hvis du vil læse bøgerne'. Det sikrer nemlig to ting 1) der sælges flere og flere bøger og 2) der sælges flere eksemplarer af Amazon's Kindle end af f.eks. E-readeren fra Asus.

Dansk Forlagsbranche har aldrig forstået dette koncept; lok kunderne ind med billige tilbud, så kan det være, de køber noget dyrere end anden gang.

Hvis det er sådan, at Amazon's Kindle bruge et særligt format som gør det muligt kun at købe bøger fra Amazon, fastholder det forbrugeren i en afhængighed af Amazon's monopol. Det er ligeså hamrende ulovligt ifht. EU's (og de danske) regler om fri konkurrence, som det er da Apple lavede det sådan, at kun musik købt fra Itunes (Apple's egen butik) kunne afspilles på deres egen Ipod.

Noget andet er, at USA er et teknologisk begejstret land; Danmark er ikke et sådant land. Og derfor kommer der til at gå i hvert fald 4-5 år, eller måske op til 10 år, før Kindlen er blevet hverdag i Danmark.

Brugerbillede for Jan Eskildsen

Ja Rønne, vil vil få en række andre apparater til at læse bøger med, og mange af dem er blevet vist.

Ud over Amazon Kindle og Sony Reader er der tingester på vej fra iRex, Fujitsu, RCA, Franklin, Barnes & Nobles m.fl.

Desuden er der en række produkter, som understøtter software til e-bogslæsere, ikke kun
Apple iPhone men også med software fra Palm, Smartphones, Pocket PC, Symbian, Blackberry osv.

For tre år siden kostede en GPS 5.000 kr,
Om tre år har vi adskillige e-bogs muligheder at vælge imellem, og konkurrencen vil sammen med de forskellige valgmuligheder sikre, at priserne falder.

Så man kan roligt vente, hvis man ikke bryder sig om at læse en rigtig bog ...

Brugerbillede for Jan Eskildsen

Under Seybold San Francisco i 2000 skabte Adobe og Glassbook og andre grundlaget for bombastiske overskrifter om e-bogen, der nu ville komme væltende ind over os, og som en lavine ville begrave den trykte bog. Og hvad skete der?

Dagbladet Information bragte 4. juni 2009 et tema om e-bøger. Det skete under bombastiske overskrifter som "Velkommen papirløse bog", "Bogens fremtid er digital", "Ulven kommer i Kindle-klæder", samt "E-bøger er fremtiden for forlagene".

For de velinformerede gemte der sig ikke noget nyt bag overskrifterne om noget, der kan blive en realitet i indeværende år, og den i egen selvforståelse "mindst ringe" avis nævnte ikke med ét ord det eneste, der allerede er en succes på trods af den korte levetid: netlydbogen.
Fra web-siden netlydbog.dk har vi sakset nedenstående: "Bibliotekerne i København, Gentofte, Frederiksberg, Herning , Århus og Ålborg har i det forløbne år arbejdet på at realisere et digitalt lydbogsbibliotek. Ved årsskiftet er Randers Bibliotek blevet tilknyttet som en del af konsortiet. Fra begyndelsen af april er en hel række biblioteket blevet tilsluttet løbende.
Det drejer sig om: Odense, Esbjerg, Silkeborg, Næstved, Varde, Sønderborg, Ikast-Brande og Tårnby. Pt. står mere end 10 biblioteker i kø for at blive koblet på projektet. Der er tale om et pilotprojekt, som både skal finde tekniske løsninger, lave aftaler med rettighedshaverne, og opdyrke potentielle målgrupper. Projektet er startet i 2006 og løber til årsskiftet 2008-2009. De indledende undersøgelser er færdiggjort, og projektet er netop lanceret (medio april 2008) med titler fra flg. forlag: Gyldendal, Audioteket, Viatone og Boglyd.dk.
Der arbejdes løbende på at få et samarbejde med flere forlag i stand, så tilbuddet bliver så repræsentativt som muligt. Forlaget Tellerup har netop underskrevet en samarbejdskontrakt og tilbyder en række titler af Dennis Jürgensen. Bibliotekerne afregner for forbruget til forlagene efter en forbrugsstyret model."
Netlydbog.dk åbnede d. 29. april og er allerede så stor en succes, at der kan opstå økonomiske problemer for flere biblioteker, idet de skal betale afgift for hver lydbog, der hentes fra hjemmesiden. Blandt titlerne ser man "Blekingegadebanden" 1 og 2, "En plads i solen", "Drageløberen" og "Det perfekte menneske" og en del andre af de nyere populære bøger.
Informations medarbejdere har pludselig opdaget, at e-bøgerne er på vej, men overser fuldstændig lydbøgerne. De giver mulighed for at høre en bog, mens man kører i tog, cykler, vasker op, er i gang med havearbejdet - eller andet, og mens vi venter på at udbyderne af e-bogslæsere bliver enige om at udgive deres bøger i et fælles, standardformat, som alle kan læse, vil vi fortsat låne trykte bøger på biblioteet, hygge os med bøgerne i vores reoler og glæde os over, at man kan bladre frem og tilbage i dem, når man lige skal genopfriske, hvad der stod på en tidligere side.
Endelig er der det økonomiske aspekt, for hvorfor skulle man give flere tusinde kroner for endnu en elektronisk dims til et udvalg af bøger, som ikke senere kan læses på en konkurrerende læser, når vi højst sandsynligt vil få et fælles format i fremtiden, og mobiltelefoner med indbygget læsemulighed?

Brugerbillede for Carsten Agger

En Amazon Swindle leverer bøgerne med kopibeskyttelse og Amazon beholder en kontrol over softwareopdateringer og downloads, der betyder, at de til hver en tid kan gå ind og fjerne bøger hos brugeren, som de ikke bryder sig om.

I sommers gik de for eksempel ind og fjernede elektroniske eksemplarer af Orwells 1984 (!) og Kammerat Napoleon, efter at det viste sig, at aftalen med udgiveren alligevel ikke var helt på plads.

Vil vi finde os i, at udbyderne beholder en så omfattende kontrol med den nødvendige elektroniske infrastruktur? Vi *burde* ikke finde os i det.

Læs denne artikel fra Slate, som pinder ud, hvordan Amazons kontrol over Kindlen baner vejen for censur af bøger:

http://www.slate.com/id/2223214/pagenum/all/

Amazons CEO Jeff Bezos var ganske vist ude at undskylde for sletningen af folks 1984- og Kammerat Napoleon-bøger - men han undskyldte kun, at de havde gjort det, ikke, at de overhovedet *kunne* gøre det, hvilket vist er det største problem.

Brugerbillede for Jens Guld

Jeg kender ikke Kindle personligt (jeg bruger Cybook) men umiddelbart vil jeg tro at den først og fremmest er brugbar for dem, der vil læse aviser og tidsskrifter. Til romanlæsning ville jeg ikke røre den med en ildtang.
Der er et proprietært system med DRM og det hele. Ikke godt. Ingen garanti for at man kan læse sine velerhvervede bøger om fem-ti år. Vinyl/kassettebåndoptagere, ottespors, BETAMAX, VCR, DVD, Blueray. Er der en klokke der ringer?
Fordi de bruger DRM, tror jeg helt enkelt ikke, at det vil lykkes for Amazon, . Store økonomiske midler gør meget i den slags slagsmål, men her kommer de i karambolage med kunderne og ikke kun med konkurrenterne, og kunder plus konkurrenter er en formidabel modstander selv for den største og stærkeste.
Pt er elæserne af interesse for det rejsende og det ferierende folk, der bruger ebogen som supplement til papirbøgerne. Hvordan tingene vil ligge om fem år, når den teknologiske udvikling er bragt til ende, er ikke til at sige.
Et amerikansk science fiction og fantasy-forlag har arbejdet med billige og ukrypterede tekster i en årrække. Kig ind på www.Baen.com.
En forfatter og forlagsredaktør Eric Flint fra forlaget har skrevet en række essays om disse forhold, som jeg har oversat her:
http://jensguld.pbworks.com/

Og så har jeg kloget lidt her:
http://www.bibliotekspressen.dk/Bladet/2009/Nr16/EboegerPaaFolkebibliote...
God læsning

Brugerbillede for Kenneth Krabat
Kenneth Krabat

via http://www.e-medie.dk/ kan man købe en klon af kinesiske Hanlin V3 - BeBook, der også findes som LBook, Papyrus, Astak EZ reader og 5 andre, der basalt er den samme elæser, med en smule forskelligt software/firmware. Denne elæsers software kan håndtere de fleste formater i verden, og for at det ikke skal være løgn egner den sig til hacking, dvs. at en gruppe entusiaster arbejder med at producere open source software, der også kan læse DRM (Open Inkpot).

via http://menneske.dk/lgruppen/ORDLOEST17add.pdf kan man læse en oplevelse om ibrugtagning af en Hanlin-klon.

via
http://ordloest.dk kan man hente en 1045 sider digt-antologi, ORDLØST - 119 digtere i Dansk forfatterforening (m illustrationer) - som er designet til at passe til en s/h 6-tommer skærm som er størrelsen på de fleste læsere i dag.

Og så et lille kip til journalisten ift. ovenstående: "Selve teknologien bag Amazons Kindle er baseret på en skærm med det såkaldte e-ink. Det gør den ikke nær så anstrengende at læse på som en normal skærm." Det er noget sludder - e-ink Vizplexskærme opleves fuldstændigt som almindeligt papir, og det er lige så behageligt/ubehageligt at læse på en sådan skærm, som det er at læse en paperback-bogside. Skriften er ganske rolig at se på, ingen flakken, ingen uro som på en computerskærm, der opdaterer 50 gange i sekundet.

Brugerbillede for Erik Bramsen

Kenneth:
Angående det sidste afsnit: Var det ikke det, journalisten sagde?

Jeg zoomede ind på denne artikel, fordi jeg synes e-ink er noget af det mest sexede og en betingelse for, at jeg en dag skulle erhverve mig en e-bogslæser. Hvis man ikke kan sidde på terrassen eller stranden og læse, er den jo ikke mange sure sild værd, for så længe den kun virker indendørs, har jeg jo typisk adgang til sytten tommers højopløsning.

Brugerbillede for Kenneth Krabat
Kenneth Krabat

@ Erik Bramsen: Journalisten sagde: "Det gør den ikke nær så anstrengende at læse på som en normal skærm. " Det er en negativform. Den er jo netop meget behagelig! at læse på, fordi den i dén grad minder om en bogside - helt ned til at skulle tænde lyset for at kunne læse, når det bliver mørkt... :-D

Og det du efterlyser... er en baggrundsbelyst skærm?