Læsetid: 5 min.

Hvad er en Kødby uden kød?

Slagterne var der først. Men nu pakker de knivene og forlader Kødbyen. En slagtermester, der netop har solgt sit slagteri, giver sin version af områdets transformation i første afsnit af Informations nye føljeton om Den Hvide Kødby
Siden 2005 har døren været lukket for nye slagtere og andre fødevareerhverv, når der skulle udlejes tomme lokaler i Kødbyen. Samme år begyndte slagternes flugt fra stedet, da Københavns Kommune besluttede, at Kødbyens lejemål skulle hæves til markedsleje, siger slagtermester Erik Christensen, der efter 20 år nu har fået nok.

Siden 2005 har døren været lukket for nye slagtere og andre fødevareerhverv, når der skulle udlejes tomme lokaler i Kødbyen. Samme år begyndte slagternes flugt fra stedet, da Københavns Kommune besluttede, at Kødbyens lejemål skulle hæves til markedsleje, siger slagtermester Erik Christensen, der efter 20 år nu har fået nok.

Kristine Kiilerich

5. oktober 2009

Gennem et par tågede plastikruder har slagtermester Erik Christensen udsigt over en flisebelagt hal, hvor døde lam og grise bliver skåret op og vakuumpakket. På kontoret hænger en lap papir, hvor der står: »Selv i ordbogen kommer arbejde før succes«.

Slagtermesteren har arbejdet i Kødbyen i 20 år, siden 1989, men nu gider han ikke mere: »Jeg har altid været fast besluttet på at trække mig ubesejret tilbage, og det er det, jeg gør nu. Siden jul har jeg kunne se, hvor udviklingen bar hen af, og da jeg fik et tilbud fra en køber, sagde jeg ja,« fortæller han.

Den Hvide Kødby blev bygget i 1934. Og den har i godt 70 år, indtil 2005, primært været hjemsted for slagter - og fødevareerhverv. Men for fire år siden besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at området også skulle huse kreative erhverv. Og det kom til at ændre områdets status for altid.

Siden 2005 har døren været lukket for nye slagtere og andre fødevareerhverv, når der skulle udlejes tomme lokaler i Kødbyen. Det oplyser Grethe Skov, der er chef for udlejning af Københavns Ejendomme. For nye kreative lejere var af afgørende betydning for områdets udvikling. Det fremgår tydeligt af et notat fra Kultur -og Fritidsforvaltningen, fra 2008:

»Den største udfordring i helhedsplanen er, at der ikke er afsat penge til udvikling af bydelen. Konsekvensen er, at udviklingen i Den Hvide Kødby næsten udelukkende sker vha. udlejningsstrategien«.

Helt konkret betyder det, at de kvadratmeter i Kødbyen, som har været bosat af slagtere og andre inden for fødevareerhvervene, er blevet halveret på fire år.

Erik Christensen vurderer, at omkring 25 af hans branchefæller, gennem de seneste år har forladt Den Hvide Kødby.

Billedserie: En kødby uden kød?

Meatpacking District?

I dag er området delt op ligeligt mellem de traditionelle lejere og de nye kreative, og det er den balance, man, ifølge Grethe Skov, gerne vil opretholde. De traditionelle lejere har nemlig også noget at tilbyde området. For der er en masse Københavnerhistorie i dette billede: En lastbil bakker op til hallen i Slagtehusgade. Døde får, lam og grise bliver hægtet på spidse slagterkroge med røde greb, og på en metalstang i loftet bliver de skubbet ind i hallen, forbi Erik Christensens kontor. Først i rækken er de hele pattegrise, hvis maver er flået op fra tryne til hale. Derefter kommer de flåede grise, uden flæskesværd, som hænger i en benstump med afhuggede hoveder. Fårene har deres egen lunge, hjerte og auberginefarvede lever hængende ud af halsen - organerne sidder fast i luft -og spiserøret. Og en lever slasker i ny og næ imod kanten af lastbilen. Dyrene bliver efterfulgt af en pose med violblå kalvetunger. Og sådan har en tidlig morgenstund i Den Hvide Kødby set ud i mange år.

Slagternes flugt startede, ifølge Erik Christensen, da Københavns Kommune i 2005 besluttede, at Kødbyens lejemål, skulle hæves til markedsleje.

»Det er ikke fordi, vi vil have det billigere end alle andre, men folk gav op, fordi prisstigningerne var så voldsomme. Det er en politisk beslutning, og der mener jeg, at man burde have orienteret sig bedre om konsekvenserne,« siger Erik Christensen, som er gal over den manglende dialog mellem kommunen og de erhvervsdrivende.

»Vi har en erhvervsforening, som kommunen kunne have taget kontakt til, inden de foretog sig noget. Der var ingen direkte henvendelser, og forhandlingen foregik kun via advokater. Og det handlede altså om en fordobling af huslejen over en periode på fire år. Og det kan man slet ikke tjene til ved at handle med kød. Man kan drive et udsalgssted, en form for 'Dagli' Brugsen'. Det er det.«

Slagtermesteren har fået talt sig varm, og både hans krop og stemme fylder mere og mere på det lille kontor:

»Det er lidt kedeligt, at så inkompetente politikere får ret til at ødelægge et område på den måde. Hvorfor satte de sig ikke ind i situationen? For det kunne sagtens fungere. De nye lejere er rigtig flinke, og der er et fantastisk samarbejde mellem nye og gamle. Det er ikke det, som det handler om,« siger han.

Erik Christensen vil ikke høre tale om, at slagterne bare har haft deres tid på en af Københavns eksklusive adresser, og at de nu bør vige pladsen for et spændende kulturliv.

»Den vekselvirkning, man gerne ville have, forsvinder, fordi alle virksomhederne lukker. Jeg forstår ikke, at politikerne er ligeglade med, at der ryger så mange arbejdspladser. Nu ligger vi jo bedre på en billig mark i Ballerup. Og så kan de jo heller ikke holde det, de har lovet de nye lejere. Man har lokket gallerier ind på ideen om et Meatpacking District i Købehavn, hvor alt kunne foregå side om side, men man har ikke været i stand til at føre ideen ud i livet. Området har ingen fremtid som kødby. Det er slut.« siger han.

Pis i krogene

Noget andet, der kan gøre slagtermesteren gal, er nattelivet i Den Hvide Kødby. Selv er Erik Christensen aldrig vågen ved midnat. Det har han ikke været i 20 år. Han går i seng halv ni hver aften og møder klokken fire om morgenen.

Og det er her, ud på de tidlige morgentimer, at problemet opstår.

»Der foregår en masse ting om natten nu, som der aldrig har foregået før. Hmm ... det behøver man jo ikke at komme ind på,« siger han og presser læberne sammen. Og så alligevel:

»Området har fuldstændig ændret karakter. Der har aldrig været så meget prostitution her, som vi ser det nu. Og det er jo et fantastisk område til det, fordi der er så mange hjørner og krinkelkroge. Og i og med at der bliver arbejdet om natten i slagterierne, så er de to ting ikke forenelige,« siger han.

Erik Christensen mener, at da kommunen lukkede Kødbyen op om natten, skulle de have lavet et lille aflukket område med de fødevareproducenter, der var interesserede i at blive - og på den måde have holdt tingene adskilt.

»Placeringsmæssigt ligger man nemlig rigtig godt. Også rent miljømæssigt; der kommer store biler ind med varerne, som så bliver kørt rundt i mindre biler, der forurener mindre i byen. Det kunne virkelig have fungeret godt. Man ville stadig kunne se fødevareproducenterne, men der ville være lukket af om natten.«

Ude i hallen er Jan Dam Olesen ved at skubbe de døde dyr ind fra lastbilen. Han har arbejdet i Den Hvide Kødby siden 1988, men stopper nu hos Erik Christensen, da de nye ejere skærer virksomheden og bemandingen ned til en tredjedel. Jan Dam Olesen håber dog at kunne fortsætte et andet sted i Kødbyen.

»Jeg er da ked af udviklingen - det er slutningen på en epoke,« siger slagteren og træder et stykke kød op under sine sorte lædersko.

Se flere billeder fra Den Hvide Kødby på www.information.dk/fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu