Klumme
Læsetid: 4 min.

Kvik, Kvick, Kvæ-ekly

Om at have fået nok af amerikanske tv-serier, svenske krimier og danske værdier. Og muligheden for repatriering
Kultur
3. oktober 2009

Hvis man ikke allerede havde opdaget det, stod det i alt fald klart, da man trådte ind i elevatoren fra øverste parkeringsplads, med kurs nedad mod butiksarealets herligheder. Man så sig selv i det store spejl. Nå, da da, sagde man til sig selv, De er vist i et rigtig ufordrageligt lune i dag, Nielsen. Hold din kæft, svarede denne muggent. Vi taler om følelsen mismod, men Nielsen er ikke nogen fin lyrisk nordmand som ham Obstfelder, der i sin tid, i et digt, talte om, at han vist var kommet på 'feil klode'. Nielsen brokker sig, han giver ondt af sig, når mismodet rammer ham, han har en sikker og robust forvisning om, at det da umuligt kan være ham selv, der er noget galt med. Det må være omgivelserne, derfor skal de have et fur!

Vores nye Kvickly, som på den lokale dialekt udtales 'Kvæ-ekly', er opført oven på gamle biskop Monrads bene. Den ærværdige skikkelse i kongeriget Danmarks historie ligger begravet et sted under køledisken med ugens pakketilbud af kødfars, nakkekoteletter og medisterpølse. Det vakte nogen opstandelse for nogle år siden, da Projekt Kvickly kun var en plan under forberedelse. Der var demonstrationer, sangeren Erik Grip, der er falstring, kom og sang et par nationale folkesange, der var vrede protester i Lolland-Falsters Folketidende, grundlagt af Sophus Claussens far og dermed også selv med en vis em af Historie over sig - men de lokale kalder den nu bare 'Folk-Tiene', og det er ikke ret ærbødigt, men sådan er folk hernede.

Men protesterne, folkesangene og læserbrevene hjalp ikke. En bygning blev rejst, en stor en, med flag udenfor og en stor glasfacade. Forbrugersamfundet vandt over respekten for fortiden. Monrad, ha' jo ligevel dø', var den almindelige mening. Og det kan der selvfølgelig være noget om. Vores helt egen Kvik, Kvick, Kvæ-ekly åbnede portene i den uge, hvor Finanskrisen slog igennem. Det kunne man have udlagt som Guds straf over vandalerne, men det var der mig bekendt ingen der gjorde.

Pissesur

Men nu ligger det der, og eftersom det for os er det nærmeste sted at handle, ses hr. og fru Nielsen relativt tit tøffende af sted med en gigantisk indkøbsvogn, så kæmpehonoraret fra A/S Dagbladet Information kan blive knaldet af på behørig måde. Behøver du virkelig oste, der er lidt bedre end andre gode oste? spørger den gennemfornuftige fru Nielsen. Kun det bedste er godt nok til vos, bette mor, udtaler jydefar her. Men i dag er han alene - og han er pissesur.

Nu sådan en ting som den bogafdeling, de også har i Kvik, Kvick, Kvæ-ekly. Et bjerg af lort er vi selvfølgelig for elskværdige til at kalde det, men på den anden side er det da godt nok lige før. Krimien er vor tids realistiske samtidsroman, siger kulturfunktionærerne. Gu er den ej, kriminalromaner er med forsvindende få undtagelser noget bras, skrevet af dårlige forfattere til folk med dårlig smag, oversat af folk der får for lidt i løn for det, men ikke desto mindre må knokle for at fjerne de værste af forfatternes bøffer og deres uhyrlige sjusk. En gennemsnitlig dansk og 'smal' novelleforfatter er bedre til at lave 'plot' end en gennemsnitlig fuld- og selvfed svensk kriminalromanskrædder. Plot skal her forstås som bl.a. en vis evne til at huske, hvad man skrev tyve sider tidligere.

Men den slags må man ikke sige højt, for så er man bare misundelig, fordi det er svenskerne, der tjener alle pengene. Det er man i øvrigt også, slet ingen tvivl om det. Så se at komme væk fra Bogbjerget - lad os kalde det det - Nielsen. Hen til ostene der er lidt bedre end andre gode oste. Det ved man hvad er.

En snak med kommunen

Hjemturen foregår til fods ad Højbroen, med en alt for stor og alt for fyldt indkøbspose i højre hånd og en lidt mindre og knap så fyldt i venstre. Det er også irriterende at skulle slæbe af sted med så stor en byrde. I gamle dage, i Jylland, tænker vi, kunne man nøjes med det lidt, der var at få, et jævnt og jævnt hen umuntert, men til gengæld sparsommeligt liv i 50'ernes kun så småt gryende velfærdssamfund. Det var tider dengang, meget bedre end nu, hvor selv en proletardigter som os ved nok om vin, til at det altid bliver dyrere, end man regnede med.

Måske skulle man snakke med kommunen om det, på frivillig basis. Goddag, kommune, jeg vil gerne repatrieres. Jeg kan godt selv se, at det aldrig vil lykkes for mig at blive fuldgyldigt integreret i nutidens samfund, jeg deler ikke de danske værdier, jeg kan ikke lide svenske krimier og amerikanske tv-serier, jeg er sur hele tiden, jeg har det jo slet ikke godt. Jeg rejser frivilligt, så får du en bonus, kommune, fordi det lykkedes for dig at skille dig af med et kulturfremmed individ, der aldrig bliver tilpasset. Godt for din pengepung, kommune, men jo også godt for brokhovedet selv. Hvortil? Hvor repatrieringen skal lande, så at sige, hvor jeg vil sendes hen? Jamen, ikke noget særligt, jeg vil bare repatrieres i tid. Send mig tilbage til 60'ernes Aalborg f.eks. Så skal jeg nok selv gå resten af vejen. Hjem til arbejdsfolk i store frakker på kolde knallertture i bælgravende mørke tidligt om morgenen. Hjem til skilderiet over divanen med kronhjorten og skovsøen, så man rigtig kunne blive hånet af de kulturradikale. Hjem til dengang, der stadig var en fremtid at håbe på.

Men det må gerne være med det samme, kære kommune. Jeg orker ikke svenske krimier og Kvik, Kvick, Kvæ-ekly én dag mere.

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her