Læsetid: 5 min.

Leningrad Cowboy

Fodbold. Arsenals russiske Andrei Arshavin viste tirsdag, at fodbold stadig er så herligt arkaisk, at måden, der bliver scoret på, kan være vigtigere end selve scoringen
Sådan. Halvt hæl og halvt inderside - og overkroppen nærmest af led. Så var den leveret.

Sådan. Halvt hæl og halvt inderside - og overkroppen nærmest af led. Så var den leveret.

Dylan Martinez

3. oktober 2009

Det var ikke cifrene 2-0 i det 86. minut tirsdag aften, der tændte brølet på Emirates Stadion i London. Men måden, Arsenals Andrei Arshavin gjorde det på. I offsideposition, jovist. Halvt hæl, halvt inderside, med overkroppen drejet af led. Et eller andet sted mellem afrettet skud og en ny begyndelse og med Olympiakos' målmand Antonis Nikopolidis som sidste ripost daskede bolden ind i maskerne. Sådan scorer en magiker fra Leningrad, som engang ville være modedesigner, som heldigvis er fodboldspiller, og som mere og mere ligner noget, der er sprunget direkte ud af pandebrasken på Arsène Wenger. Bare 31 år yngre. Champions Leagues gruppespil er i fuld gang, og The Gunners er oppe i gear. Bliver det i år?

Man skulle langt ind i anden halvleg, før Arsenals imponerende og lynhurtige pasninger bar frugt. Den indskiftede Eduardo da Silva fik en aflevering fra Cesc Fábregas og øjnede straks en helt fri Robin van Persie foran målet. Indtil da havde George Clooneys dobbeltgænger på jorden, Nikopolidis, været et sikkert brystværn. Det var næsten ikke til at fatte, for Wengers elleve havde savet den græske defensiv midt over i mere end en time, og konstant var Arshavin manden i midten, der som en yoyo bredte spillets snore ud.

Satser på ungdommen

Og så var der statistikken. Olympiakos, som fem gange i træk har vundet det græske mesterskab, havde tabt alle deres hidtidige visitter til England. Otte gange i alt og med en negativ målscore på 1-27. De er forståeligt nok utålmodige dernede, hvorfor den tidligere træner, Temuri Ketsbaia, blot fik to kampe på cv'et, inden han blev fyret til fordel for den brasilianske legende Zico. Ifølge Wenger, som for to dage siden kunne fejre sit 13 års jubilæum i London-klubben, sidder Zico på ét af de varmeste sæder i branchen.

Wenger er berømt og berygtet for at satse på ungdommen. Meningerne er delte. Fábregas har, siger nogle, toppet alt for tidligt. Modningsprocesserne bliver enten standset eller forceret frem, forfægter andre. Det er ofte blevet hævdet om Nicklas Bendtner, at han ikke kan stå distancen, når det virkelig batter. Det samme gælder for stjerner i svøb som Samir Nasri og Theo Walcott. Og så det evindelige spørgsmål: Hvornår krystalliserer alle de ungdommelige molekyler sig? Hvornår har Wenger endelig det hold, han ønsker sig? »Alle omkring mig vil have mig til at købe angribere. Men hvor skal jeg placere dem?« klagede Wenger for nylig, selv om spørgsmålet var mere retorik end tegn på eftergivenhed fra den 59-årige franskmand. Den grånende herre står ved sine principper. Han er om muligt den eneste på kloden, som kan få José Mourinho til at ligne én, der har tisset i bukserne.

I en tid med troløs trafik på tværs af hjerteklubber og national stolthedsfølelse, inklusiv en finanskrise, der truer med at slå bunden ud af eksistensen på fodbold, er der en slags myndig sandhed i Wengers projekt. Når der endelig købes ind, er det kalibre som Arshavin eller for den sags skyld Thomas Vermaelen. I det lange stræk - og her er Wenger næst efter Ferguson en levende statue - vil fans glemme en sløj sæsonstart i Premier League, med nederlag til både City og United, men til gengæld værne om mindet fra den 21. april 2009. På Anfield Road, i en heksekedel, som selv Roy Keane var bange for engang, spillede Gunners uafgjort 4-4 mod Liverpool. Og Arshavin, the short wonder from Russia, scorede alle Arsenals mål. Bagefter spurgte de britiske aviser, hvem der egentlig havde vundet den spektakulære, men jo også sært uforløste dyst. Fodbolden, var det åbenlyse svar. Og så selvfølgelig Manchester United, som kunne lukrere på The Reds' pauvre resultat og straks spurtede videre mod pokalen.

Penge på bogen

Penge har han nok af, Wenger. Efter sommerens salg af Bendtners evige rival, Emmanuel Adebayor, og Kolo Touré til nyrige Manchester City steg Arsenals samlede indtægt til svimlende 313 millioner pund, hvilket er det største bruttooverskud for en engelsk klub nogensinde. Arsenal har også solgt 445 af de i alt 655 lejligheder omkring det tidligere stadionkompleks, Highbury, og dermed proppet yderligere 88 millioner på den bugnende bankbog. Læg dertil pengene fra transfers som Alexander Hleb og Justin Hoyteto, og Wenger står summa summarum med en blankocheck på lige knap 80 millioner pund til frit indkøb.

Og lige præcis dér er Wengers trademark. Det blev sat i relief af vejen mod Champions League-finalen 2006, hvor det forsvar, som holdt målet frit 10 kampe i træk, til sammen havde kostet mindre end fem millioner pund. Wenger tror på sin ungdomsfilosofi (godt for Bendtner, der er ved at komme sig efter at have smadret sin bil ind i et træ) og nægter at følge tidens monetære luner. Som nu eksempelvis kollegaen Florentino Pérez i Real Madrid eller naboforetagendet Chelsea, der altid virker lettere desperat. Eller også ved Wenger bare bedre. Udover at tale flydende fransk, tysk, spansk og engelsk, har han en master i økonomi fra Strasbourg Universitet.

Det kan de så hygge sig med, Arsène og Andrei, som også har deresc kritikere. Barnedrømmen var Camp Nou, idealet Johan Cruyff, og målet var Barcelona. I stedet blev det Emirates, Wenger og Arsenal. Andrei skrev en opgave på universitetet i Skt. Petersborg om produktion af sportstøj. Next stop modedesigner. Der var større chancer for at møde piger. På de kanter skal man passe på med ideologisk vaklen. Ifølge kommunisterne i hjembyen solgte Arshavin »sin sjæl til det grådige Vesten«, da han endelig rejste til England, og dommen var benhård: »Du har nu kappet dit åndelige bånd til Moder Rusland, og det russiske folk vil aldrig tilgive dig.«

Sjovt nok er det lige netop dét, som forener fodboldfreaks i alle hjørner af verden. Også selv om nogle af dem går mere op i penge, andre i udseende, og en tredje gruppe pjadrer politisk sortsnak: Fodbold er stadig så herligt arkaisk, at måden, der bliver scoret på, kan være vigtigere end selve scoringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu