Læsetid: 8 min.

En loge, selv konger må rejse sig for

Alles øjne og ører vil i dag være rettet mod Børssalen i Stockholm, når Det Svenske Akademi uddeler nobelprisen i litteratur for 106. gang. I mange år var det ophøjede Akademi lige så lukket som et pavevalg i Vatikanet, men de senere år er åbenheden blevet større. Information tegner her et portræt af verdens mest magtfulde litterære loge. Traditionerne og historien, kontroverserne og skandalerne
Prisoverrækkelse. Den 10. december 1997 overrakte den svenske konge Carl Gustaf XVI nobelprisen i litteratur til italienske Dario Fo. Kritikere mente, at det var svært at forstå prisen uden at skele til Fos offentlige kritik af USA.

Prisoverrækkelse. Den 10. december 1997 overrakte den svenske konge Carl Gustaf XVI nobelprisen i litteratur til italienske Dario Fo. Kritikere mente, at det var svært at forstå prisen uden at skele til Fos offentlige kritik af USA.

8. oktober 2009

Den 11. februar 1978 begik Harry Martinson selvmord med en saks på Karolinska Hospitalet i Stockholm. Fire år forinden havde den svenske forfatter stået på toppen af sin karriere. Sammen med landsmanden og forfatterkollegaen Eyvind Johnson blev han i 1974 overraskende tildelt Nobels litteraturpris foran favoritter som Graham Greene, Saul Bellow og Vladimir Nabokov.

Valget var kontroversielt. Ikke fordi der som sådan var noget at udsætte på Harry Martinsons og Eyvind Johnsons forfatterskaber. Deres litterære evner var og er alment anerkendt i Sverige. Når valget var kontroversielt, skyldtes det, at de begge samtidig var medlemmer af Det Svenske Akademi, som uddeler den fornemme pris.

Beskyldninger om nepotisme og aftalt spil haglede ned over Akademiet i dagene, månederne og årene efter, og Eyvind Johnson og i særdeleshed Harry Martinson tog kritikken tungt. Desillusioneret gled Martinson ind i en svær og langvarig depression, der kulminerede en vinterdag i 1978, da han på brutal vis endte sit eget liv ved at hamre en saks gennem maven.

Harakiri, kaldes den form for selvmord, som ellers kun praktiseres af vanærede samuraier, der hellere vil dø end leve videre med deres skam.

Dermed skulle betydningen af Nobels litteraturpris være slået fast. Verdens vigtigste litterære anerkendelse markerer på godt og ondt et før og efter for de forfattere, der modtager den. Derfor vil hele verden også følge med, når Det Svenske Akademis permanente sekretær, Peter Englund, i dag kl. 13 slår de guldbelagte fløjdøre op til Børssalen i Stockholm og med et simpelt navneopråb inviterer endnu en forfatter ind i udødeligheden.

Magtfuld loge

Men hvad er det egentlig for en størrelse, denne magtfulde litterære loge, der hvert år i oktober sætter den samlede verdensoffentlighed i selvsving med spekulationer og hemmelige lister over potentielle kandidater til årets pris?

Det Svenske Akademi er først og fremmest en institution med dybe historiske rødder og traditioner. Akademiet blev stiftet af kong Gustav III i 1786 med det formål at arbejde for det svenske sprogs »renhed, styrke og suverænitet«. I dag er Akademiet stadig Sveriges største autoritet i litterære og sproglige spørgsmål og ansvarlig for udgivelsen af Svenska Akademiens ordbok, den mest anerkendte ordbog over det svenske sprog. Men det er i sin egenskab af jury for nobelprisen i litteratur - en opgave, som Akademiet blev betroet i 1900 og kun tøvende tog på sig - at institutionen har opnået status som en international litterær magtfaktor.

Hvor stor en status Akademiet nyder i det svenske samfund, kommer bedst og mest symbolsk til udtryk ved den årlige Högtidssammankomst i december, som markerer afslutningen på Akademiets arbejdsår. Fra et podium midt i den pompøse Børssal fører Akademiets medlemmer en to timer lang og nøje indstuderet højlitterær samtale foran et inviteret publikum af distingverede notabiliteter og fremtrædende personer i svensk åndsliv. Også Kong Carl Gustaf og dronning Silvia følger med fra et galleri i salens nordlige ende, og når de ophøjede medlemmer af Akademiet træder ind i salen, gør de kongelige en sjælden undtagelse: De rejser sig op. Det gør kongehuset normalt aldrig. Men Det Svenske Akademi er heller ikke nogen helt normal institution.

Tomme stole

Medlemmerne af Det Svenske Akademi er valgt på livstid og kan ikke melde sig ud. Rager de uklar med kollegerne, er der derfor kun én mulighed: at blive væk. I øjeblikket står tre stole i Akademiet tomme. Stol nummer 15 har været ubesat, siden forfatterinden Kerstin Ekman i 1989 smækkede med døren i protest mod, at Akademiet ikke ville stille sig bag en fælles appel til den svenske regering om at fordømme præstestyret i Iran for fatwaen over den britiske forfatter Salman Rushdie. På Akademiets officielle hjemmeside kan man i dag læse, at Ekman ikke længere deltager »aktivt« i Akademiets arbejde. Samme lakoniske besked finder man ud for stol nr. 7. Den tilhører den svenske litterat Knut Ahnlund, men har stået tom siden 2005, hvor Ahnlund brød enhver etikette og offentligt kritiserede valget af den østrigske forfatterinde Elfriede Jelinek som modtager af nobelprisen i 2004. Normalt er det kutyme, at medlemmer ikke lufter deres utilfredshed med Akademiets beslutninger i offentligheden. Men den besked havde Ahnlund tilsyneladende ikke fået, da han i 2005 sammenfattede Elfriede Jelineks forfatterskab:

»Det drejer sig om et monomant og ensporet forfatterskab, en tekstmasse, der synes skovlet på - uden spor af kunstnerisk strukturering,« lød det i afskedssalutten fra den oprørte litteraturprofessor.

Også stol nummer 1 står tom. Den venter på at blive besat efter det afdøde Akademi-medlem, jurist og tidligere chef for det svenske hof Sten Rudholm. Men i realiteten står en række af stolene i Akademiet ofte tomme på grund af sygdom og skrantende helbred hos de grånende Akademi-medlemmer. Det er nemlig ikke nogen vårharer, der udvælger årets Nobelprisvinder.

En moden herreklub

Hele 11 ud af Akademiets i øjeblikket 15 aktive medlemmer er mænd. Fem har rundet de 80, et enkelt er 91, yderligere tre medlemmer er over 70, og fem har passeret de 60. Kun to er stadig i 50'erne, heriblandt forsamlingens Benjamin, den nyudnævnte permanente sekretær Peter Englund på 52.

Navnlig venstrefløjen i svensk kulturliv har gennem årene rejst en del kritik af den stærke konservative dominans i Akademiet.

Ifølge tidligere sekretær for Det Danske Akademi, sprogforskeren Jørn Lund, er der ingen tvivl om, at kombinationen af den selvsupplerende forsamling og et medlemskab på livstid er med til at skabe en vis grad af konservatisme i Det Svenske Akademi. Men han mener ikke, det afspejler sig direkte i dets valg af pristagere.

»Der er masser af vildskab og nye tanker i mange af medlemmerne. Og Akademiet har jo også inden for de senere år truffet både dristige og overraskende valg,« siger Jørn Lund.

I praksis er det dog en lille inderkreds i Akademiet, der bestemmer, hvem der er på tale til prisen. Til at stå for udvælgelsen af de mange hundrede indkomne forslag har man nedsat et nobelprisudvalg, der består af fire-fem Akademi-medlemmer, som vælges for tre år ad gangen. Udvalgets opgave er at forberede prisdrøftelserne i Akademiet og reducere antallet af kandidater fra cirka 200 til 20 og siden til fem. Først herefter træder de øvrige Akademi-medlemmer ind i processen.

Lukket land

I mange år var Akademiets arbejdsgange og procedurer lukket land, men de senere år er åbenheden blevet større. Æren for den udvikling skal ikke mindst tilskrives den tidligere permanente sekretær for Akademiet, Horace Engdahl, der ifølge Jørn Lund har bidraget væsentligt til at støve Akademiets image af i offentligheden og skabe mere gennemsigtighed.

»Da Horace kom til for ti år siden, var der mange af de gamle i Akademiet, der slog korsets tegn, fordi han lod sig interviewe og kom på forsiden af ugebladene og sådan noget. Men det er der ingen, der gør mere. For han har vist, at der ikke behøver være nogen modsætning mellem at være lærd og være populær, men at det tværtimod kræver et helt særligt format,« siger Jørn Lund.

Fornyelse er imidlertid et projekt med flere naturligt indbyggede begrænsninger, når det kommer til Det Svenske Akademi. Alt, hvad Akademiet foretager sig, er nedfældet i flere hundrede år gamle protokoller, som følges til punkt og prikke i overensstemmelse med traditionen og historien. En af de faste pligter er den ugentlige mødedag hver torsdag kl. 17 i de luftige gustavianske saloner i Stockholm. Møderne foregår bag guldindrammede døre og med høflig etikette. Man tiltaler hinanden med et hr. eller fru, og ved mødets afslutning uddeles en sølvmønt med et indgraveret billede af Akademiets stifter til hvert af de tilstedeværende medlemmer. Et håndskrevet referat, nedfældet af sekretæren, bliver gemt for eftertiden i Akademiets arkiver. Ellers er møderne omfattet af total diskretion. Intet inden for murene må slippe ud.

Så meget desto mere pinagtigt var det for Akademiet, da der op gennem 1990'erne blev lækket oplysninger om Akademiets beslutninger til pressen. Lækagerne fra Akademiets egen inderkreds gjorde det i mange tilfælde muligt for pressen at gætte årets nobelprisvinder, endnu inden den officielle ceremoni havde fundet sted. Da Horace Engdahl i 1999 tiltrådte som permanent sekretær, gjorde han det derfor til sin vigtigste opgave at sætte en effektiv prop i de utætte medlemmer i Akademiet. I dag må ingen medlemmer diskutere nobelspørgsmål på e-mail eller mobiltelefon, ligesom papirer og lister på intet tidspunkt må forlade den gamle børsbygning.

I en ny bog af Doris Ottesen, Barmhjertighed. En fortælling om Kerstin Ekman og hendes forfatterskab, fortæller den svenske forfatter om sin tid i Akademiet. I lighed med andre peger hun på en vis »kulturkonservatisme i Akademiet«, men afviser til gengæld kategorisk, at politiske dagsordener skulle spille ind på Akademiets valg.

»Da jeg sad i nobelpriskomitéen, var der en ting, som vi aldrig diskuterede, og det var politik. Det var altid en diskussion om forfatterskabets litterære og æstetiske kvaliteter. Jeg har jo set det indefra, så jeg kender det,« siger hun i bogen.

Kritikere mener imidlertid, at det er svært at forstå priserne til eksempelvis Dario Fo (vinder i 1997) og Harold Pinter (vinder i 1995) uden at skele til deres offentlige kritik af USA. Men det afviser Akademiets nye faste sekretær, historikeren Peter Engdahl, over for Information: »Hænder det, at forfattere får prisen trods deres politiske holdninger? Ja, det gør det. Hænder det, at de får prisen på grund af deres politiske holdninger? Nej, aldrig. Jeg har set mange frontlinjer i Akademiets diskussioner, men de har kun haft med æstetik og ikke med politik at gøre,« siger han.

Diplomaten

Med valget af Peter Englund til ny fast sekretær har Akademiet fået en mindre konfliktsøgende mand ved roret end forgængeren Horace Engdahl. Flere gange i sin regeringsperiode kastede Engdahl sig således ud i offentlige polemikker, senest da han i 2008 beskyldte USA for at lide af litterært snæversyn: »USA er for isoleret en ø. De oversætter ikke nok litteratur og deltager heller ikke rigtig i den store dialog om litteratur,« sagde Engdahl dengang til nyhedsbureauet AP.

Udtalelserne sendte chokbølger af forargelse gennem verdenspressen og var med til at så tvivl om de kriterier, Akademiet arbejder ud fra. Litteraturprofessor Torben Brostrøm har dog kun lovord tilovers for den nu afgåede sekretær.

»Horaces kommentar om, at amerikansk litteratur ikke havde noget at byde på, var dristig og udtryk for intellektuel arrogance. Men en god form for arrogance. Horace er og har altid været en forsvarer for det elitære. Og det synes jeg, han har været på en arrogant og uforskammet god måde,« siger Brostrøm. Selv forventer Peter Englund at blive en mindre iøjnefaldende permanent sekretær end sin forgænger: »Horace og jeg er forskellige personer. Jeg er nok lidt mere forsigtig. Men forskellen kommer til at handle om stil og ikke om substans,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det nobelprisudvalg der omtales i artiklen kaldes helt præcist for Nobelkomitéen for Litteratur. Denne komité består i 2009 af følgende akademimedlemmer:

Per Wästberg (formand)
Horace Engdahl
Peter Englund
Kjell Espmark
Katarina Frostenson
Kristina Lugn

Kilde: nobelprize.org

I dag den 8.oktober har Det Svenske Akademi besluttet at tildele Nobels Litteraturpris til:

Hertha Müller

en tysksproget forfatter som oprindeligt stammer fra Rumænien; mere præcist fra de tysktalende dele i Rumænien, som efter 1989/1990 flyttede 'heims in Reich'. Og jeg bruger disse ord bevidst, da der eksisterer en lov i Tyskland som tilsiger alle etniske tyskere ophold i Tyskland.
[Der er eller rettere var et stort kontingent etniske tyskere i Rumænien - af en eller anden grund?]

Peter Englund blev interviewet om hvorfor hun fik Litteraturprisen, Hertha Müller. Han sagde noget om at hun havde levet i et diktatur, og hendes forfatterskab afspejlede dette, hun sev blev også interviewet og sagde noget om, at hun havde levet i et diktatur i 30 år.

Hvis ikke denne udnævnelse af Hertha Müller er (en smule) politisk aner jeg ikke, hvad den så er.
Overvågning og diktatur-statslignende metoder trænger sig mere og mere på i de vestlige lande; København Politi har haft succes med opfordring til at anmelde borgerne (præcis som DDR gjorde) under IOC topmødet i sidste uge.

Ang. det andet som artiklen fortæller om Det Svenske Akademi må det til at indse at information om, hvordan det arbejder ikke længere kan eller må eller bør skjules; myter skaber dette jo bare.