Læsetid: 2 min.

Martret af mindesmærker

Den amerikanske hovedstad er ved at miste sit grønne strøg. Nye nationale monumenter trænger sig hele tiden på
Det nye mindesmærke for Anden Verdenskrig kiler sig bombastisk ind i det grønne strøg op mod 
 Lincoln-monumentet.

Det nye mindesmærke for Anden Verdenskrig kiler sig bombastisk ind i det grønne strøg op mod
Lincoln-monumentet.

Jens Bo Nielsen

24. oktober 2009

WASHINGTON, D.C. - Den amerikanske hovedstad blev i 1791-92 byplanlagt af Pierre Charles L'Enfant, der var fransk. Det kan forklare, at Washington har en Versailles'sk storhed i sit design. Mest imponerende er det parkstrøg, der spænder tre kilometer øst-vest fra Kongressens bygninger til Lincoln-monumentet. Tre femtedele af vejen fra Kongressen står oblisken Washington-monumentet, hvor en nord-syd gående akse mellem Det Hvide Hus og Jefferson-monumentet kobler sig på. Storslået.

Nu kommer problemet: Amerikanere har en hang til at sætte monumentale minder om landets historie, ikke mindst når det drejer sig om krige. Det er derfor, at George Washington - helten fra uafhængighedskrigen - og Abraham Lincoln - helten fra borgerkrigen - allerede for længe siden fik deres monumenter. Men når nu de to har fået plads på det grønne strøg, er det jo svært at sige nej til andre krigspræsidenter - og til krigsminder i det hele taget.

Sværm af monumenter

Gennem de senere årtier er en sværm af nye monumenter føget ind over det efterhånden ikke så grønne strøg. I 1982 kom Vietnam-monumentet, nok det mest vellykkede. På to lange granitmure står navnene på de 58.256 amerikanere, der gik tabt i den krig. Muren er blank- poleret, så den besøgende kan se sig selv spejlet i navnene. Monumentet trykker sig mod jorden, knuget.

I 1986 kom monumentet for Korea-krigen, der også spiller på spejlvirkning. Den besøgende kan i muren se sig selv sammen med fotos fra krigens tid - og en afspejling af en bag beskueren foretagen opstilling af soldater- statuer, der varsomt rykker frem i felten. Billedvirkningen er god, men selve soldateropstillingen balancerer på kanten af kitsch.

I 1997 kom Franklin D. Roosevelt-monumentet, der spænder over 30.000 kvadratmeter og består af murværker og væltende vand. Det rummer en sær tomhed, der måske er tilstræbt for at fremhæve eftertidens fravær af Roosevelt-typer i amerikansk politik.

I 2004 kom Anden Verdenskrigs-monumentet, der bombastisk er anbragt midt i den grønne hovedakse og består af to kæmpecirkler med kvadrer, søjler og springvand. Ifølge kritikere en arkitektur, der minder om Hitlers og Mussolinis.

Hvor længe bliver det grønne strøg ved med at være grønt? Skal det også give plads til monumenter over Ronald Reagan, Bush, far og søn, krigen i Irak, krigen i Afghanistan?

Måske burde der bare beskedent rejses et lille monument over alle fremtidige monumenter - og lade det være nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu