Læsetid: 2 min.

Mediet 'Tøgertiken'

Chefredaktøren har valgt at droppe sin avis og udkomme solo
Ingensinde i dansk mediehistorie har en chefredaktør valgt at fylde så meget i sit eget medie, at han reelt har opslugt det.

Ingensinde i dansk mediehistorie har en chefredaktør valgt at fylde så meget i sit eget medie, at han reelt har opslugt det.

Linda Henriksen

2. oktober 2009

Mediet er budskabet. Det forudså kommunikations-koryfæet Marshall McLuhan allerede i 1960'erne. Tøger Seidenfaden har viet sit liv til at virkeliggøre McLuhans vision. Seidenfaden har gjort sig til sit eget medie og dermed til sit eget budskab.

Som Politikens chefredaktør har Tøger Seidenfaden i årevis udgivet sin avis som et tillæg til sig selv. Nu - i disse sparetider - har han valgt at droppe avisen og udkomme solo.

Gårsdagens produkt fra Rådhuspladsen er rent ud frygtindgydende. Seidenfaden er tegnet på hovedforsiden og på forsiden af et særtillæg og i en annonce fra Jyllands-Posten. Hans foto i gravid tilstand findes på særtillæggets bagside og ugravid i to helsides annoncer for henholdsvis kjole & hvidt og Arne Jacobsens stol 'ægget'. Endvidere afbilledes Seidenfaden i fuldt kropformat og én gang til i hovedstørrelse i tilknytning til et 13 spalter bredt interview, som han lader sig fejre med under påskud af Politikens 125-års fødselsdag.

Tonen i interviewet er kejserligt underdanig, som om det er foretaget med den al-lerøverste leder af den ligeledes sig selv jubilæumsfejrende kinesiske folkerepublik. Det hedder om chefredaktøren:

»Han er her for de store linjer. Værdigrundlaget. Idékampen Holdningerne. Han er røsten i samfundsdebatten og chefen, der 'orienterer' sine medarbejdere om ændringer på avisen og slutter sine e-mail med ordene 'Alt godt, Tøger'. Det er hans særlige signatur.«

Tøgers eneret

Det fremgår af hyldestinterviewet, at Tøger ikke finder sig i, at hans medarbejdere også skriver 'alt godt'. Alt godt er Tøgers eneret.

Tøgers enerettigheder går langt videre end det. Berlingske Tidende påpeger, at 'Tøgertiken' har fjernet afsnit af et læserbrev fra Samuel Rachlin, fordi de gengav en anden virkelighedsfremstilling end Tøger Seidenfadens. Rachlin skrev, at Politiken har krænket ophavsretten ved at trykke den omstridte 'Jægerbog'.

Den samme opfattelse har bogens forlægger tidligere givet udtryk for. Men nej, den slags kan gøre 'Tøgertikens' læsere forvirrede, når nu Tøger insisterer på noget andet.

Vedholdende ivrer Tøger Seidenfaden for gøre sin mangfoldighed af ytringer til ytringer om ytringsfriheden. Et eller andet sted i argumentationsforløbet åbenbares det, at også dén er hans eneret. Både til at benytte og til at begrænse.

Holder man 'Tøgertiken', er man fastholdt på Tøger-holdningernes holdeplads - helt og h0ldent. Hvis man altså holder til at holde det ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu