Læsetid: 6 min.

Mennesket er et flokdyr

Det er ikke filmmediet i sig selv, men det, man kan bruge det til, der er interessant, mener den svenske filminstruktør Ruben Östlund, som står bag den biografaktuelle, kritikerroste 'De ufrivillige', der handler om gruppepres og ansvarsflugt
Det er ikke filmmediet i sig selv, men det, man kan bruge det til, der er interessant, mener den svenske filminstruktør Ruben Östlund, som står bag den biografaktuelle, kritikerroste 'De ufrivillige', der handler om gruppepres og ansvarsflugt
31. oktober 2009

GÖTEBORG »Undskyld, men jeg har lige vasket op,« siger Ruben Östlund og rækker mig en lettere fugtig hånd, da vi mødes hos hans og producenten Erik Hemmendorffs filmselskab, Plattform Produktion, i Göteborg.

Klokken er ca. halv tre om eftermiddagen, og den 35-årige, svenske filminstruktør er færdig med dagens optagelser til sin nye film, Play, der er baseret på virkelige begivenheder og handler om en bande af fem meget unge tricktyve fra Göteborg og tre af deres jævnaldrende ofre.

Men det er ikke Play, der er grunden til, at jeg er taget til Sverige. Derimod skal Östlund og jeg tale om De ufrivillige (2008), hans seneste film, der havde dansk premiere i går og her i avisen blandt andet fik følgende ord med på vejen af en begejstret Eva Novrup Redvall: »Et stilfærdigt brag af en film om en på samme tid komisk og tragisk velfærdshverdag med gruppepres og ansvarsflugt.«

Ikke tabe ansigt

Og det er netop gruppepres og individets ageren i en gruppe, der interesserede instruktøren, da han gik i gang med at lave De ufrivillige, som i både dramatiske og humoristiske vignetter skildrer en række helt almindelige mennesker i forskellige situationer, hvor individet udfordres af gruppen og omvendt.

»De situationer, man ser i De ufrivillige, har jeg hentet inspiration til i oplevelser, jeg selv har haft, og i ting, som folk har fortalt mig,« siger Ruben Östlund.

»En grundlæggende tanke med De ufrivillige var, at jeg ville belyse, hvordan gruppen påvirker individet. Man taler så meget om den frie vilje, men mennesket er et flokdyr, og min stærke fornemmelse er, at gruppen påvirker os utroligt meget gennem alle livets stadier. Derfor ville jeg også lave filmen i fem forskellige slags grupper, som skilles af alder, klasse, køn. Gruppen er en fundamental forudsætning for at være menneske, og det er ikke noget, som kommer til at ændre sig på 50 eller 100 år. Vi kommer til at fortsætte med at forholde os til hinanden og være skidebange for at tabe ansigt over for hinanden.«

Sådan er det ikke kun i Sverige, men også andre steder i Norden, mener Östlund.

»Men der findes noget, som er interessant med Sverige, når det gælder angsten for at udtrykke sin egen mening. Under Anden Verdenskrig havde man i Sverige en reklamekampagne, som hed En Svensk Tiger, og logoet var en tiger, der havde gule og blå striber. Indtil for et par år siden troede jeg, at reklamekampagnen gik ud på, at vi svenskere under Anden Verdenskrig ikke ville afsløre militærhemmeligheder.«

»Men så læste jeg om kampagnen, mens jeg var i gang med De ufrivillige, og fandt ud af, at den lige så meget sigtede til, at vi overhovedet ikke skulle ytre os politisk, så vi kunne beholde vores neutralitet. Hvis vi ikke sagde, hvad vi syntes og tænkte om krigen, så kunne vi holde os udenfor, og der er noget meget ubehageligt og på en måde meget svensk i det. Man diskuterer ikke så meget, men er i stedet forsigtig og holder sine meninger for sig selv.«

Også de negative sider

Ruben Östlund kom ind i filmbranchen på en lidt usædvanlig måde: Han var en ivrig skiløber og begyndte at filme den gruppe skiløbere, han var en del af.

Ud af det voksede blandt andet kortfilmen Låt dom andra sköta kärleken (2001), der var en hyldest til gruppen og de positive sider af skifællesskabet. Men efterhånden blev han også interesseret i de mere negative sider.

»Fra begyndelsen havde jeg et meget positivt indtryk af gruppen og følte, at den stod for fællesskab og tryghed,« siger han.

»Jeg kommer fra en familie, hvor både min far og min mor var meget venstreorienterede, og på venstrefløjen har man hyldet gruppen meget. Jeg oplever det næsten, som om man aldrig har talt om de negative aspekter af gruppen. Men det gør jeg nu, og jeg synes, at jeg støder på så meget, som peger på, hvilken voldsom inflydelse gruppen har på individet.«

»Gitarrmongot (2004), min første spillefilm, handler om et individ, som vover at handle, og som næsten vil skide på, hvad omgivelserne synes, men det betyder også, at vedkommende er ganske ensom. Han kan ikke være med i et fællesskab, fordi han ikke overholder de sociale spilleregler. I De ufrivillige var jeg meget interesseret i personer, som på en måde har underkastet sig gruppen.«

Ruben Östlund er blevet sammenlignet med sin noget ældre landsmand og kollega Roy Andersson, fordi ingen af dem bevæger kameraet og begge bidsk og satirisk skildrer et småborgerligt velfærds-Sverige.

Skildrer eksistensen

Der er dog også store forskelle på de to filmmageres udtryk, men sammenligningen generer ikke Östlund, fordi han deler Anderssons tilgang til filmmediet.

»Han fokuserer på at skildre tilværelsen, eksistensen, og at det er film, han beskæftiger sig med, er egentligt sekundært,« siger Östlund.

»Han forsøger ikke primært at lave fantastiske film, men at skildre tilværelsen og eksistensen så tydeligt og godt og kraftfuldt som det er muligt. Og det er levende billeder helt overlegne til. Der findes ingen anden kunstart, som kan efterlade én med så stærke indtryk af tilværelsen, som de levende billeder kan. De virker endog så stærkt, at vi i vid udstrækning begynder at efterligne dem.«

»At filmen i sig selv ingen værdi har, et univers, som ellers ofte beskrives så romantisk og som noget efterstræbelsesværdigt. At det handler om, hvad man kan bruge den til. Den holdning kan jeg godt lide. Man har ikke en antagonist, man har ikke en protagonist, man har mennesket som en tese på forskellige måder i forskellige situationer.«

Publikum skal aktiveres

I modsætning til Roy Anderssons stiliserede, næsten abstrakte tableauer, arbejder Ruben Östlund dog mere realistisk med iscenesættelse og personer, og mange af situationerne i hans film minder ofte om noget, man selv kunne have oplevet.

»Jeg skal kunne sætte mig selv i stedet for de personer, jeg filmer, og situationen skal være mulig for mig,« siger han og nævner som et eksempel den busrejse, man følger i De ufrivillige, og hvor en chauffør tager alle passagererne som gidsel og nægter at køre videre, før han får at vide, hvem der har ødelagt gardinstangen på bussens toilet. Bussen holder stille i timevis, fordi synderen, en kendt skuespillerinde, ikke træder frem, og ingen vil tage et opgør med chaufføren.

»Hvorfor vælger jeg ikke at sige, at det er mig, der har ødelagt gardinstangen? Jeg sidder forrest i bussen, og bus chaufføren går langt bagud, og så er det ligesom forbi. Jeg kan blæse på, hvad der sker. Når man hele tiden griber det sådan an, når det gælder iscenesættelse og instruktion, bilder jeg mig ind, at man kan nå frem til en situation, som er ganske sand. Den er mulig. 'Jeg kunne have befundet mig i den situation.'«

»Hvis et billede bliver for fiktivt eller tydeligt i sit arrangement, bliver det mindre farligt. Så behøver man ikke tage stilling til det. Jeg er interesseret i at aktivere publikum. De skal være aktive i deres tænkning og stillingstagen. De situationer, jeg har valgt at skildre i De ufrivillige, har jeg til dels valgt, fordi der ikke skal være noget let valg. Publikum må heller ikke kunne se, hvad jeg selv mener, så det er tvunget til selv at tage stilling.«

»De største filmoplevelser, jeg har haft, har været film, som har krævet noget af mig som publikum. Hvor jeg er blevet tvunget til at være aktiv og bruge min hjerne.«

Se anmeldelsen af De ufrivillige på information.dk/film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu